Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Dommerbogen
Dommerbogen kapitel 8
35 vers
📖 Læs Dom 8 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Gideon dæmper Efraims vrede med milde ord. Sukkot og Penuel nægter at give hans trætte mænd brød, og efter at have fanget midjanitternes konger Zeba og Salmunna straffer han de to byer hårdt. Israel vil gøre ham til konge, men han svarer: »HERREN skal herske over jer.« Alligevel laver han en efod af guldet, og den bliver en fælde for Israel. Efter Gideons død dyrker folket Ba'al-Berit og glemmer HERREN.
Indhold
Efraimiterne knurre mod Gideon, men stilles tilfreds af ham, 1-3; mændene af Sukot og Pnuel ville ikke give Gideon brød, 4-9; han fanger to midianitiske konger og slår deres hær, 10-12; han straffer mændene af Sukot og Pnuel hårdeligen, 13-17; dræber Seba og Zalmuna, 18-21; vil ej herske over Israel, begærer en skænk af dem, lader gøre en livkjortel og sætter den i Ofra, hvilket bliver Israel til en snare; landet er roligt, 22-29; Gideons børn og død; Israel synder mod Herren og mod Gideon, 30-35.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Efraimitterne kritiserer Gideon, men stilles tilfreds af ham
1 Efraimitterne sagde til Gideon: »Hvad har du gjort mod os? Hvorfor indkaldte du os ikke da du gik i kamp mod midjanitterne?« De bebrejdede ham voldsomt.
2 Gideon svarede dem: »Hvad har jeg gjort i sammenligning med jer? Er Efraims efterhøst ikke bedre end Abiezers vinhøst?
3 Gud har givet jer sejren over midjanitternes fyrster Oreb og Ze'eb. Hvad har jeg gjort der kan stå mål med det?« Da han havde sagt det, aftog deres vrede.
Sukkots og Penuels indbyggere vil ikke give Gideon brød
4 Da Gideon kom til Jordanfloden, gik han og de 300 mand som var med ham, over. Selv om de var udmattede, genoptog de forfølgelsen.
5 Han sagde til mændene i Sukkot: »Vil I ikke nok give mine ledsagere nogle brød, for de er trætte, og jeg forfølger Zeba og Salmunna, midjanitternes konger?«
6 Men Sukkots ledere sagde: »Har du da allerede pågrebet Zeba og Salmunna siden vi skal give din hær brød?«
7 Gideon sagde: »På grund af den bemærkning vil jeg tæske jeres legemer med ørkenens torne og med tidsler når HERREN har givet Zeba og Salmunna i min magt.«
8 Han drog derfra op til Penuel og talte til dem på samme måde, og mændene i Penuel svarede ham ligesom mændene i Sukkot havde gjort.
9 Han sagde så til mændene i Penuel: »Når jeg kommer tilbage med fred, vil jeg rive dette tårn ned.«
Gideon fanger to midjanittiske konger og slår deres hær
10 Zeba og Salmunna var i Karkor sammen med de 15.000 mand som var alt hvad der var tilbage af hele hæren fra østen. Der var faldet 120.000 våbenføre mænd.
11 Gideon drog op ad teltboernes vej, øst for Noba og Jogbeha, og han besejrede dem, for de troede de var i sikkerhed.
12 Og Zeba og Salmunna flygtede, men han forfulgte dem og pågreb de to midjanitterkonger, Zeba og Salmunna. Det blev hele deres hær forfærdet over.
Gideon straffer Sukkots og Penuels indbyggere hårdt
13 Men da Gideon, Joashs søn, kom tilbage fra slaget via Heres-passet,
14 greb han en ung mand fra Sukkot og udspurgte ham. Den unge mand skrev navnene på Sukkots ledere og ældste op for ham. Det var i alt 77 mænd.
15 Gideon kom til mændene i Sukkot og sagde: »Se, her er Zeba og Salmunna som I hånede mig med og sagde: >Har du da allerede pågrebet Zeba og Salmunna siden vi skal give dine trætte folk brød?«<
16 Han tog byens ældste til fange og tæskede dem med ørkenens torne og med tidsler for at give Sukkots indbyggere en lærestreg.
17 Penuels tårn rev han ned, og han dræbte byens mænd.
Gideon dræber Zeba og Salmunna
18 Han sagde så til Zeba og Salmunna: »Hvordan så de mænd ud som I dræbte ved Tabor?« De svarede: »De var ligesom dig; hver af dem lignede en kongesøn.«
19 Han sagde: »Det var mine brødre, min mors sønner. Så sandt HERREN lever: Hvis I havde ladet dem leve, ville jeg ikke have dræbt jer.«
20 Og han sagde til Jeter, sin førstefødte: »Rejs dig og slå dem ihjel.« Men drengen trak ikke sit sværd; han var nemlig bange, for han var endnu kun en dreng.
21 Men Zeba og Salmunna sagde: »Rejs du dig og hug os ned; for som manden er, sådan er også hans styrke.« Så rejste Gideon sig og slog Zeba og Salmunna ihjel, og han tog de halvmåner der hang på deres kamelers halse.
Gideon vil ikke herske over Israel, beder dem om en gave, laver en efod og sætter den i Ofra, hvilket bliver en snare for Israel; landet har ro
22 Da sagde alle i Israel til Gideon: »Hersk over os, både du og din søn og din sønnesøn, for du har frelst os fra midjanitterne.«
23 Gideon svarede dem: »Jeg vil ikke herske over jer, og min søn skal ikke herske over jer. HERREN skal herske over jer.«
24 Gideon sagde så til dem: »Jeg vil gerne bede jer om noget: Lad mig få en ørering fra hver af jer fra jeres bytte.« De besejrede havde nemlig øreringe af guld fordi de var ismaelitter.
25 De svarede: »Det gør vi gerne.« De bredte så et klæde ud, og hver af dem kastede en ørering fra sit bytte på det.
26 Vægten af de guldringe som Gideon bad om, var 1700 sekel guld, foruden de halvmåner, halskæder og purpurklæder som midjanitternes konger havde på, og foruden de kæder som hang på deres kamelers halse.
27 Gideon anvendte det til en efod og anbragte den i sin by Ofra, og hele Israel horede med den. Det blev en fælde for Gideon og hans hus.
28 Således blev midjanitterne undertvunget for øjnene af israelitterne, og midjanitterne viste sig ikke igen. Landet havde ro i 40 år i Gideons dage.
29 Jerub-ba'al, Joashs søn, bosatte sig i sit hus.
Gideons børn og død; Israel synder mod HERREN og mod Gideon
30 Gideon var far til 70 sønner, for han havde mange koner.
31 Hans medhustru i Sikem fødte ham også en søn, som han gav navnet Abimelek.
32 Gideon, Joashs søn, døde i en høj alder, og han blev begravet i sin fars, abiezritten Joashs, grav i Ofra.
33 Efter at Gideon var død, gav israelitterne sig igen til at hore med Ba'alerne, og de gjorde Ba'al-Berit til deres gud.
34 Israelitterne huskede ikke på HERREN, deres Gud, som havde befriet dem fra alle de fjender der boede rundt om dem,
35 og de viste ikke kærlighed mod Jerub-Ba'als - altså Gideons - hus efter alt det gode som han havde gjort mod Israel.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
Spørgsmål til bibelkredsen
Efraimitterne kritiserer Gideon, men stilles tilfreds af ham v. 1
- Hvordan svarer Gideon efraimitterne?
- Hvad lærer svaret om at dæmpe en strid (Ordsp 15,1)?
- Hvordan kan du svare mildt, når nogen bebrejder dig noget?
Sukkots og Penuels indbyggere vil ikke give Gideon brød v. 4
- Hvad svarer Sukkot og Penuel Gideon?
- Hvorfor ville de ikke hjælpe, før sejren var sikker?
- Hvornår har du holdt dig tilbage med at hjælpe af frygt?
Gideon fanger to midjanittiske konger og slår deres hær v. 10
- Hvor mange var tilbage af fjendens hær?
- Hvad viser forfølgelsen om Gideons udholdenhed?
- Hvordan kan du holde ud, når du er træt?
Gideon straffer Sukkots og Penuels indbyggere hårdt v. 13
- Hvordan straffer Gideon de to byer?
- Hvad tænker du om Gideons hårde straf?
- Hvordan kan man holde fast ved retfærdighed uden at blive hævngerrig?
Gideon dræber Zeba og Salmunna v. 18
- Hvem havde Zeba og Salmunna dræbt ved Tabor?
- Hvorfor tør Jeter ikke slå dem ihjel?
- Hvordan kan hævn og sorg blandes sammen i et menneske?
Gideons efod v. 22
- Hvad svarer Gideon, da folket vil gøre ham til konge, og hvad gør han bagefter?
- Hvorfor blev efoden en fælde, selv om Gideon havde sagt det rette?
- Hvordan kan selv gode gaver fra Gud blive til en afgud for dig?
Personer og steder i kapitlet
- Gideon (person) – Dommer i Israel; besejrede midjanitterne; blev prøvet og beroliget af Gud.
- Salmunna (person) – Midjanitisk konge, som Gideon besejrede
- Zeba (person) – Midjanitisk konge, som Gideon besejrede
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Joash (person) – Far til Gideon, en af Israels dommere
- Efraim (person) – Josefs anden søn og en af Israels stammer.
- Abiezer (person) – Slægt i Manasse, Gideons hjem
- Oreb (person) – Midjanitisk fyrste, dræbt af efraimitterne
- Ze'eb (person) – Midjanitisk fyrste, som Gideon besejrede
- Jeter (person) – Gideons førstefødte søn, som ikke ville dræbe fangerne.
- Ismael (person) – Søn af Abraham og Hagar; stamfar til arabiske stammer.
- Abimelek (person) – Gideons søn, der udråbte sig selv til konge i Sikem
- Midjan (sted) – Et folk, der nedstammede fra Abraham; undertrykte Israel på dommernes tid
- Sukkot (sted) – By i Kana'an, hvor Salomos bronzearbejder blev støbt
- Penuel (sted) – Et sted, hvor Jakob kæmpede med Gud
- Ofra (sted) – Gideons hjemby i Manasse; en by i Issakar
- Jordan (sted) – En flod og en egn med stor betydning i Israels historie.
- Østen (sted) – Et verdenshjørne, der forbindes med invaderende hære og nomadefolk.
- Karkor (sted) – Et sted, hvor Gideon besejrede Zeba og Salmunna.
- Jogbeha (sted) – En by i Gilead, som gaditterne befæstede.
- Kenat (sted) – En by i Gilead, som Noba erobrede og gav et nyt navn
- Heres (sted) – Sted i nærheden af, hvor Gideon besejrede midjanitterne
- Taborbjerget (sted) – Bjerg i Israel, hvor Debora og Barak vandt deres sejr
- Sikem (sted) – By i Kana'an, senere tildelt Efraim
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Dommerbogen på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer