Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Esajas’ Bog

Esajas’ Bog kapitel 41

29 vers

📖 Læs Es 41 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

HERREN stævner folkeslagene for retten: Det er ham, der har vakt en erobrer fra Østen, og han er den første og den sidste. Mens folkene hjælper hinanden med at lave gudebilleder, siger HERREN til Israel, sin tjener: »Frygt ikke, for jeg er med dig.« Han vil give vand i ørkenen. Afguderne kan ikke forudsige noget, de er intet og vind.

Indhold

Herren går i rette med alle afgudsdyrkere og forestiller, hvorledes han havde kaldet den retfærdige fra østen og givet ham kraft og sejr; dette havde de hørt, men blev dog ved deres afguderi, 1-7; han trøster de fromme israeliter, lover at frelse dem, at ødelægge deres fjender, men at velsigne de troende, 8-20; han viser afgudernes forfængelighed deraf, at de ej kunne forkynde tilkommende ting, ej heller gøre ondt eller godt, 21-24; lover at samle en menighed af alle folk og vidner atter om afgudernes afmagt, 25-29.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Herren kalder en erobrer fra Østen

1 Lyt i stilhed til mig, I kystområder! Lad folkeslag få ny styrke! Lad dem komme nær, så skal de tale; lad os sammen komme frem for retten!

2 Hvem vakte ham fra Østen, kalder ham i retfærdighed til efterfølgelse overgiver folkeslag foran ham og lader konger blive trådt ned? Han gør hans sværd til støv, hans bue til bortblæste avner.

3 Han forfølger dem, drager frem i fred, ruten som hans fødder ikke går.

4 Hvem udrettede og gjorde det? Han der kaldte slægterne frem fra begyndelsen! Jeg, HERREN, er den første, og hos de sidste er jeg den samme.

5 Kystområderne så det og frygtede, jordens ender bævede; de nærmede sig og kom.

6 Den ene hjælper den anden og siger til sin ven: »Stå fast!«

7 Metalarbejderen opmuntrede guldsmeden, den der var ved at glatte med hammer, den der var ved at hamre på ambolten; han siger om sammenføjningen: »Den er god!« Og så fæstnede han det med nagler, så det ikke kan vælte.

8 Men du, Israel, min tjener, Jakob, som jeg udvalgte, efterkommer af min kære ven Abraham!

9 Du som jeg hentede fra jordens ender og kaldte fra dens yderste grænser, og som jeg sagde til: Du er min tjener, jeg har udvalgt dig og ikke forkastet dig!

10 Frygt ikke, for jeg er med dig! Vær ikke bange for jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, jeg har hjulpet dig, ja, jeg har holdt dig oppe med min retfærdigheds højre hånd.

11 De vil jo blive til skamme og beskæmmes, alle de der bliver vrede på dig; de vil blive til intet og gå til grunde, de mænd der strides med dig,

12 Du vil lede efter dem, men ikke finde dem, de mænd der skændes med dig; de vil blive til det rene ingenting, de mænd der kæmper imod dig.

13 For jeg er HERREN din Gud, der griber fast i din højre hånd, der siger til dig: Frygt ikke, jeg har hjulpet dig.

14 Frygt ikke, Jakobs orm, Israels mænd! Jeg hjælper dig, lyder HERRENS udsagn, og din løser er Israels Hellige.

15 Se, jeg gør dig til en tærskeslæde skarp, ny, med mange skær; du vil tærske bjerge og knuse, og du vil gøre høje til avner.

16 Du spreder dem, og vinden tager dem, og en storm strør dem ud. Men du vil juble over HERREN, af Israels Hellige vil du rose dig.

17 De elendige og de fattige leder efter vand, men der er ikke noget, deres tunge tørrer ud af tørst. Jeg, HERREN, vil bønhøre dem, jeg, Israels Gud - vil ikke forlade dem.

18 Jeg vil åbne floder over nøgne høje og kilder midt i dale. Jeg vil gøre ørken til en vandrig sø og tørt land til kildevæld.

19 I ørkenen vil jeg anbringe cedertræ, akacietræ og myrtetræ og oliventræ; på den øde slette vil jeg sætte cypresser sammen med elm og buksbom,

20 for at de skal se og vide, lægge mærke til og indse samtidig at HERRENS hånd har gjort dette, og Israels Hellige har skabt det.

Herren udfordrer afguderne

21 Forelæg jeres sag, siger HERREN; fremlæg jeres stærke beviser, siger Jakobs konge.

22 Lad dem fremlægge og forkynde for os hvad der skal ske; de tidligere ting, hvad de betød, skal de forkynde så vi kan lægge os det på sinde, og l vide hvad enden på dem bliver, eller lad os høre hvad der kommer!

23 Forkynd hvad der vil indtræffe i fremtiden så vi kan vide at I er guder! Ja, gør godt eller gør ondt, så vil vi se hinanden an og samtidig se det.

24 I kommer jo fra intet og jeres gerning fra ingenting en afskyelighed er den der vælger jer!

Herren tilkaldte Kyros som sit redskab

25 Jeg vakte ham fra norden, og han kom, fra solens opgang vil han påkalde mit navn; og han vil komme over guvernører som om de var mørtel, og som en pottemager der tramper i ler.

26 Hvem har forkyndt noget fra begyndelsen så vi kunne vide det, eller fra før så vi kan sige: »Han har ret«? Ja, der er ingen der forkynder det, ja, ingen lader os høre det, ja, ingen hører jeres tale.

27 Først til Zion: »Se, se dem!« Og til Jerusalem giver jeg en glædesbudbringer.

28 Og jeg ser, men der er ingen, og af dem er der heller ingen rådgiver så jeg kunne spørge dem, og de kunne give svar tilbage.

29 Se, de er alle et bedrag, deres gerninger er intet, deres støbte billeder er vind og gold.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Herren kalder en erobrer fra Østen v. 1

  • Hvad siger HERREN om sig selv i v. 4?
  • Hvorfor er det HERREN og ikke tilfældet, der styrer historiens store begivenheder?
  • Hvordan kan det give dig ro, at Gud er »den første« og også er med til det sidste?

Frygt ikke, Israel v. 8

  • Hvad kalder HERREN Israel i v. 8–9?
  • Hvad lover Gud i v. 10 og 13?
  • Hvad er du bange for, og hvordan kan løftet »jeg er med dig« møde den frygt?

Herren udfordrer afguderne v. 21

  • Hvad udfordrer HERREN afguderne til at gøre?
  • Hvorfor er det at forudsige fremtiden et bevis på, hvem der er Gud?
  • Hvilke »guder« stoler mennesker på i dag, som ikke kan hjælpe?

Herren tilkaldte Kyros som sit redskab v. 25

  • Hvorfra vakte HERREN ham?
  • Hvordan bruger Gud en hedensk konge som sit redskab?
  • Hvordan kan Gud bruge mennesker og begivenheder, du ikke selv havde ventet?

Personer og steder i kapitlet

  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Abraham (person) – Patriark, udvalgt af Gud til at blive stamfar til hans folk
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Esajas’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer