Det Gamle Testamente · Store profeter · Esajas’ Bog
Esajas’ Bog kapitel 45
25 vers
📖 Læs Es 45 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
HERREN kalder den persiske konge Kyros sin salvede og giver ham sejr, for Israels skyld, selv om Kyros ikke kender ham. Han er HERREN, og der er ingen anden; han skaber lys og mørke. Ingen ler kan diskutere med pottemageren. Folkeslagene skal komme og erkende, at kun hos Israels Gud er der frelse. Alle jordens ender kaldes til at vende sig til ham, og hvert knæ skal bøje sig (jf. Fil 2,10–11).
Indhold
Esajas spår, at Kyrus skal indtage Babel og udlade Israel af fangenskab, 1-8; straffer dem, som trætte med Gud, og stadfæster sine løfter, 9-13; forkynder hedningernes omvendelse og truer dem, som gør billederne og dyrker dem, 14-20; spår atter, at alle folk skulle kende og ære den sande Gud, 21-25.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1 Sådan har HERREN sagt til sin salvede, til Kyros, som jeg har grebet ved hans højre hånd for at underkaste folkeslag foran ham og løse bæltet om kongers lænd for at åbne døre foran ham, så porte ikke bliver lukket:
2 »Jeg vil gå foran dig, og bjergland vil jeg jævne; bronzeporte vil jeg smadre, og portslåer af jern hugger jeg af.
3 Jeg vil give dig mørkets skatte og skjulesteders kostbarheder for at du kan vide at jeg er HERREN der kalder dig ved dit navn, Israels Gud,
4 for min tjener Jakobs og for Israels, min udvalgtes, skyld. Jeg kaldte jeg dig ved dit navn, jeg giver dig hædersnavn skønt du ikke kendte mig.
5 Jeg er HERREN, og der er ingen anden, ud over mig er der ingen Gud. Jeg spænder dit bælte så du er parat til krig, skønt du ikke kender mig,
6 for at de kan vide fra solens opgang og fra dens nedgang at der ikke er nogen ud over mig.« Jeg er HERREN, og der er ingen anden
7 der danner lys og skaber mørke, der gør freden mulig og skaber ulykke; jeg er HERREN der gør alle disse ting.
8 Lad det dryppe, I himle, fra oven, og lad retfærdighed strømme ned fra skyerne! Lad jorden åbne sig, og lad dem give frelse som frugt, og retfærdighed skal spire sammen med den! Jeg, HERREN, skaber det.
9 Ve den der fører sag mod ham der formede ham, som et potteskår blandt potteskår ude på agerjorden! Mon leret siger til den der formede det: »Hvad gør du?« eller dit værk: »Han har ingen hænder«?
10 Ve den der siger til en far: »Hvad er det du bliver far til?« og til en kvinde: »Hvad er det du føder?«!
11 Sådan siger HERREN, Israels Hellige og dets skaber: Spørg mig om de kommende ting; vil I give mig befaling om mine børn og om mine hænders gerning?
12 Jeg var den der lavede jorden og skabte menneske på den; Det var mig, der med egne hænder har spændt himlen ud, og jeg gav lovene for hele dens vrimmel.
13 Jeg er den der har vakt ham i retfærdighed, og jeg vil jævne alle hans veje; han vil bygge min by og løslade mit bortførte folk, ikke for en købspris og ikke for bestikkelse, har Hærskarers HERRE sagt.
Folkeslagene vil omvende sig til HERREN
14 Sådan har HERREN sagt: Egyptens rigdom, Nubiens indtjening og sabæere, som er høje mennesker til dig vil de komme, og dig vil de tilhøre, de vil gå bagefter dig, i lænkerne vil de komme; for dig vil de bøje sig ned, og de vil bede dig om forbøn, ja, kun hos dig er Gud, og der er ingen anden, ikke nogen Gud!
15 Sandelig, du er en Gud der skjuler sig, Israels Gud er en frelser.
16 De bliver til skamme, og alle beskæmmes også, de går sammen i skændsel, de der fremstiller afgudsbilleder.
17 Israel bliver frelst ved HERREN, en evig frelse. I vil ikke blive til skamme, og skændsel vil ikke ramme jer i evigheders evighed.
18 For sådan sagde HERREN der skabte himlen, han er den Gud der formede jorden og lavede den, det var ham der grundlagde den, skabte den ikke til det golde, til at blive beboet dannede han den: Jeg er HERREN, og der er ingen anden.
19 Det er ikke i det skjulte jeg har talt, på et sted i mørkets land; jeg har ikke sagt til Jakobs afkom: »Søg mig forgæves!« Jeg er HERREN der taler om retfærd, der forkynder hvad der er ret.
20 Saml jer og kom, kom nærmere sammen, I der er undsluppet fra folkeslagene! De ved ingenting, de der bærer deres gudebilleder af træ, og som beder til en gud der ikke kan frelse.
21 Forkynd og fremlæg, ja, så de kan rådføre sig med hinanden: Hvem har ladt dette blive hørt fra gammel tid, for længst forkyndt det? Mon det ikke er mig, HERREN? Og der er ingen anden Gud ud over mig, en retfærdig Gud og frelser, der er ingen undtagen mig.
22 Vend jer til mig og bliv frelst, alle helt til jordens ender! For jeg er Gud, og der er ingen anden.
23 Jeg har svoret ved mig selv, af min mund udgår retfærdighed, et ord der ikke vender tilbage, at hvert knæ skal bøje sig for mig, hver tunge skal sværge troskab.
24 »Kun i HERREN,« har man sagt om mig, »er der retfærdighed og styrke; til ham vil de komme og blive til skamme, alle der vredes på ham.«
25 I HERREN vil de blive retfærdiggjort og de vil tilbede, alle Israels efterkommere.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Rom 14,11 (citerer v. 23)
- ApG 12,10 (henviser til v. 1)
- Luk 3,5 (henviser til v. 2)
- Mark 12,32 (henviser til v. 5)
- ApG 9,5 (henviser til v. 9)
- Rom 9,20 (henviser til v. 9)
- 1 Kor 10,22 (henviser til v. 9)
- ApG 7,50 (henviser til v. 12)
- Mark 12,32 (henviser til v. 14)
- ApG 16,39 (henviser til v. 14)
- 1 Kor 14,25 (henviser til v. 14)
- 1 Pet 2,6 (henviser til v. 16)
- Fil 1,20 (henviser til v. 17)
- Mark 12,32 (henviser til v. 18)
- Joh 18,20 (henviser til v. 19)
- ApG 28,11 (henviser til v. 20)
- Mark 12,32 (henviser til v. 21)
- Luk 1,47 (henviser til v. 21)
- Luk 2,31 (henviser til v. 21)
- Joh 6,40 (henviser til v. 21)
- ApG 15,18 (henviser til v. 21)
- 1 Tim 1,1 (henviser til v. 21)
- Åb 7,10 (henviser til v. 21)
- Joh 1,36 (henviser til v. 22)
- Joh 3,15 (henviser til v. 22)
- ApG 13,47 (henviser til v. 22)
- ApG 16,31 (henviser til v. 22)
- Rom 14,11 (henviser til v. 22)
- Hebr 5,9 (henviser til v. 22)
- Joh 3,26 (henviser til v. 23)
Spørgsmål til bibelkredsen
HERRENS salvede Kyros v. 1
- Hvad kalder HERREN Kyros i v. 1, og hvad vil han gøre for ham?
- Hvorfor bruger Gud en konge, der ikke kender ham (v. 4–5)?
- Hvordan kan Gud bruge mennesker, der ikke tror, til at hjælpe sit folk?
Leret og pottemageren v. 9
- Hvilket billede bruger profeten i v. 9?
- Hvad betyder det at »føre sag mod« sin Skaber?
- Hvornår har du lyst til at spørge Gud: »Hvad gør du?«
Folkeslagene vil omvende sig til HERREN v. 14
- Hvad siger folkene til Israel i v. 14?
- Hvad betyder det, at Gud er »en Gud der skjuler sig« og samtidig en frelser (v. 15)?
- Hvordan kan du stole på Gud, også når han virker skjult?
Hvert knæ skal bøje sig v. 22
- Hvem kaldes til at vende sig til Gud i v. 22?
- Hvordan bruger Paulus v. 23 om Jesus i Fil 2,10–11?
- Hvad betyder det for dig, at kun i HERREN er der retfærdighed (v. 24)?
Personer og steder i kapitlet
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Kyros (person) – Persisk kejser, der befalede, at templet skulle genopbygges
- Sheba (person) – Efterkommere af Kush, kendt for rigdom og handel
- Kush (sted) – Gammel region i Afrika; forbundet med Egypten og Babylon
- Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Esajas’ Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer