Det Gamle Testamente · Store profeter · Esajas’ Bog
Esajas’ Bog kapitel 46
13 vers
📖 Læs Es 46 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Babylons guder Bel og Nebo må læsses på trætte dyr og bæres væk; de kan ikke redde nogen. Men HERREN har båret Israel fra moders liv og vil bære dem helt til de grå hår. Han er Gud, og ingen anden; han forkynder enden fra begyndelsen, og hans plan skal bestå. Hans frelse er nær og forsinkes ikke.
Indhold
Esajas spår om Babels og dens afguders undergang, 1-2; trøster jøderne med Guds store omsorg for dem, men straffer afgudsdyrkere, 3-7; Herren beviser af sine gerninger, som han hidindtil havde gjort imod sit folk, at han alene er den sande Gud, og taler om, hvad han endnu ville gøre ved Kyrus's hånd, 8-13.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Babylons fald
1 Bel er faldet på knæ, Nebo væltet omkuld, deres gudebilleder er på trækdyrene og kvæget; det I bar på, læsses op som byrde på de trætte dyr.
2 De er bøjet sammen, er faldet på knæ alle sammen, de kan ikke redde byrden; men de må selv gå i fangenskab.
3 Hør på mig, Jakobs hus, og hele resten af Israels hus der er løftet op fra mors skød, der er blevet båret helt fra mors liv!
4 Indtil alderdommen er jeg den samme, og indtil de grå hår vil jeg bære; det er mig der har gjort det, og mig der vil bære, og jeg vil bære og redde.
5 Med hvem vil I sammenligne mig og stille mig lige med, og hvem vil I måle mig med så vi skulle ligne hinanden?
6 De ryster guld ud af pungen og vejer sølv af på vægten, de hyrer en guldsmed, og han laver det til en gud, de bøjer sig, ja, de tilbeder den endda!
7 De løfter den op på skulderen, de bærer den, og de sætter den på dens plads; og den bliver stående, den flytter sig ikke fra sit sted; ja, selv om man råber til den, svarer den ikke, den frelser ikke nogen fra hans nød.
8 Husk dette, og mand jer op! Tag dette, I overtrædere, til hjerte!
9 Husk de tidligere ting fra gammel tid; for jeg er Gud, og der er ingen anden, og ingen anden som mig
10 der fra begyndelsen forkynder enden, og fra gammel tid hvad der ikke er sket endnu, der siger: »Min plan skal bestå, og alt det jeg ønsker, vil jeg gøre,«
11 der kalder en rovfugl fra Østen, fra et fjernt land en mand der udfører hans plan; ja, jeg har sagt det og ja, jeg vil også lade det ske, jeg har formet den, jeg vil også udføre den.
12 Hør på mig, I overmodige, der er langt væk fra retfærdighed!
13 Jeg har bragt min retfærdighed nær, den vil ikke være langt borte, og min frelse forsinkes ikke; og jeg vil give frelse i Zion, min herlighed til Israel.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Luk 1,54 (henviser til v. 3)
- Luk 15,5 (henviser til v. 3)
- 2 Kor 1,10 (henviser til v. 3)
- ApG 17,29 (henviser til v. 5)
- Luk 4,7 (henviser til v. 6)
- 1 Kor 12,2 (henviser til v. 7)
- Mark 12,32 (henviser til v. 9)
- Jak 2,19 (henviser til v. 9)
- Matt 11,26 (henviser til v. 10)
- Matt 24,25 (henviser til v. 10)
- Matt 26,5 (henviser til v. 10)
- Mark 15,26 (henviser til v. 10)
- ApG 2,23 (henviser til v. 10)
- ApG 4,28 (henviser til v. 10)
- ApG 5,39 (henviser til v. 10)
- ApG 25,12 (henviser til v. 10)
- Rom 9,19 (henviser til v. 10)
- Ef 1,11 (henviser til v. 10)
- Ef 3,11 (henviser til v. 10)
- Hebr 6,17 (henviser til v. 10)
- Joh 4,22 (henviser til v. 13)
Spørgsmål til bibelkredsen
Babylons fald v. 1
- Hvad sker der med Bel og Nebo?
- Hvad er forskellen på guder, der må bæres, og en Gud, der bærer?
- Hvad bærer du på, som i virkeligheden burde bæres af Gud?
HERREN bærer sit folk v. 3
- Hvor længe lover HERREN at bære sit folk (v. 4)?
- Hvorfor er det en trøst, at Gud er »den samme« i alle livets faser?
- Hvordan kan løftet om at blive båret til de grå hår hjælpe både unge og gamle?
Min plan skal bestå v. 8
- Hvad siger HERREN om sin plan i v. 10?
- Hvorfor er det vigtigt at »huske de tidligere ting« (v. 9)?
- Hvordan kan det give dig ro, at Guds frelse »ikke forsinkes« (v. 13)?
Personer og steder i kapitlet
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Esajas’ Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer