Det Gamle Testamente · Store profeter · Esajas’ Bog
Esajas’ Bog kapitel 49
26 vers
📖 Læs Es 49 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
HERRENS tjener fortæller, at han er kaldet fra moders liv. Han synes, han har arbejdet forgæves, men HERREN gør ham til et lys for folkeslagene, så frelsen når til jordens ende (jf. Luk 2,32; ApG 13,47). Den foragtede tjener skal hyldes af konger. Zion klager: »HERREN har glemt mig«, men Gud svarer, at han aldrig kan glemme hende og har indgraveret hende i sine håndflader. Børnene skal komme hjem.
Indhold
Herrens tjener (Messias) taler om sit kald til at forkynde evangelium for jøder og hedninger, af hvilke endog konger og fyrster skulle samles til hans menighed, 1-7; Herren lover sin tjener bønhørelse, hjælp og fremgang til at sætte sin menighed i god stand, samle hedningerne til sin kirke, hvorover himmel og jord skulle glæde sig, 8-13; Herren forsikrer menigheden om sin besynderlige omsorg for den, og at han herligt vil bygge, pryde, formere og forsvare den, 14-23; han vil befri dem for fjenderne og straffe disse, 24-26.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
HERRENS tjener taler om sit kald
1 Hør, I kystområder, på mig, og lyt, I folk, fra det fjerne! HERREN kaldte mig fra mors liv, han nævnte mit navn fra min mors mave.
2 Og han satte min mund som et skarpt sværd, skjulte mig i sin hånds skygge, gjorde mig til en skarp pil, og i sit kogger skjulte han mig.
3 Og han sagde til mig: »Du er min tjener, Israel, ved dig vil jeg vise min herlighed.«
4 Men jeg selv sagde: »Forgæves er jeg blevet træt, på tomhed og vindpust har jeg brugt min kraft; alligevel er min ret hos HERREN og min løn hos min Gud.«
5 Og nu sagde HERREN, der dannede mig fra min mors liv til sin tjener for at føre Jakob tilbage til ham, og Israel, der ikke vil samles; men jeg bliver i HERRENS øjne æret, og min Gud er blevet min styrke.
6 Så sagde han: »Det er for lille en ting at du for mig er en tjener til at rejse Jakobs stammer og føre den bevarede rest af Israel tilbage. Jeg vil gøre dig til et lys for folkeslagene, så min frelse kan nå til jordens ende.«
De landflygtiges hjemvenden og Israels genrejsning
7 Sådan sagde HERREN, Israels løskøber, dets Hellige, til den der er foragtet af enhver, til den som folkeslag afskyr, til herskeres tjener: »Konger vil se det, og de har rejst sig, ledere, de vil hylde dig på grund af HERREN, der er trofast, Israels Hellige, der udvalgte dig.«
8 Sådan sagde HERREN: »På et fordelagtigt tidspunkt bønhørte jeg dig, og på frelsens dag hjalp jeg dig; og jeg vil bevare dig og gøre dig til en pagt med folket, til at rejse landet og til at fordele det arvede land, der ligger øde,
9 til at sige til fangerne: >Gå ud!< Til dem der er i mørket: >Kom frem i lyset!«< Ved vejene vil de finde græs, og på alle nøgne høje er der græsning til dem.
10 De vil hverken sulte eller tørste, og ingen hede eller sol vil skade dem; for han der forbarmer sig over dem, vil føre dem, og til kilder med vand vil han lede dem.
11 Og jeg gør alle mine bjerge til vej, og mine hovedveje vil blive anlagt højt oppe.
12 Se disse, de kommer langvejsfra, og se disse, fra nord og fra vest, og disse fra Sinims land.
13 Råb af fryd, I himle, og glæd dig, du jord! I skal bryde ud, bjerge, i jubel! For HERREN trøster sit folk, og han forbarmer sig over sine elendige.
14 Men Zion sagde: »HERREN har forladt mig, og Herren har glemt mig.«
15 Kan en kvinde mon glemme sit diende barn så hun ikke forbarmer sig over sit moderskøds søn? Selv om de også kunne glemme, så vil jeg ikke glemme dig.
16 Se, jeg har indgraveret dig i mine håndflader; dine bymure er altid foran mig.
17 Dine sønner kommer hurtigt; de der rev dig ned og lagde dig øde, vil gå bort fra dig.
18 Ret dit blik omkring, og se! Alle samles, de kommer til dig; Så sandt jeg lever, lyder HERRENS udsagn, så skal du iføre dig dem alle som et smykke, og du skal som bruden binde dem om dig.
19 For dine ruiner og dine øde områder og det ødelagte land, ja, nu vil du blive for trang at bo i, og de der lagde dig øde, vil være langt borte.
20 Stadig vil de sige i dine ører, de sønner du fik i din barnløshed: »Stedet er for trangt for mig. Flyt dig for mig så jeg kan sidde der.«
21 Og du har af hjertet sagt: »Hvem har født mig disse? Jeg var jo barnløs og ufrugtbar, landflygtig og forskudt, men disse, hvem har opfostret dem? Jeg var jo alene tilbage, disse, hvor var de henne?«
22 Sådan sagde Herren HERREN: Se, jeg vil løfte min hånd hen mod folkeslagene og rejse mit banner hen mod folkene; de vil bringe dine sønner i favnen, og dine døtre bæres på skulder.
23 Og konger bliver dine plejefædre og deres dronninger dine ammer; med ansigtet mod jorden vil de hylde dig og slikke dine fødders støv. Da vil du indse at jeg er HERREN, for de der håber på mig, vil ikke blive til skamme.
HERREN vil befri sit folk fra dets fjender
24 Mon bytte kan tages fra en kriger? Og mon en retfærdigs fange kan slippe bort?
25 Ja, sådan har HERREN sagt: Selv om en krigers fange kan tages væk, og en voldsmands bytte kan reddes; så vil jeg kæmpe mod den der kæmper imod dig, og dine sønner vil jeg frelse.
26 Og jeg vil lade dine undertrykkere æde deres eget kød, de vil beruse sig i deres eget blod som i sød vin; så vil ethvert menneske indse at jeg, HERREN, er din frelser, og Jakobs Mægtige, din løskøber.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- ApG 13,47 (citerer v. 6)
- ApG 13,47 (citerer v. 6)
- 2 Kor 6,2 (citerer v. 8)
- 2 Kor 6,2 (citerer v. 8)
- Rom 14,11 (citerer v. 18)
- Luk 2,46 (henviser til v. 1)
- Gal 1,15 (henviser til v. 1)
- Ef 6,17 (henviser til v. 2)
- Hebr 4,12 (henviser til v. 2)
- Åb 1,16 (henviser til v. 2)
- Joh 8,49 (henviser til v. 3)
- Joh 12,28 (henviser til v. 3)
- 2 Thess 1,10 (henviser til v. 3)
- 1 Kor 15,14 (henviser til v. 4)
- Gal 2,21 (henviser til v. 4)
- 1 Thess 2,1 (henviser til v. 4)
- 1 Thess 3,5 (henviser til v. 4)
- Matt 12,18 (henviser til v. 5)
- Joh 12,23 (henviser til v. 5)
- Gal 1,15 (henviser til v. 5)
- Matt 28,19 (henviser til v. 6)
- Mark 7,28 (henviser til v. 6)
- Luk 1,16 (henviser til v. 6)
- Luk 2,10 (henviser til v. 6)
- Luk 2,30 (henviser til v. 6)
- Luk 2,32 (henviser til v. 6)
- Luk 13,29 (henviser til v. 6)
- Joh 1,9 (henviser til v. 6)
- Joh 7,35 (henviser til v. 6)
- Joh 8,12 (henviser til v. 6)
Spørgsmål til bibelkredsen
HERRENS tjener taler om sit kald v. 1
- Hvordan beskriver tjeneren sit kald i v. 1–3?
- Hvordan opfyldes v. 6 i Jesus, der er lys for alle folkeslag (Luk 2,32)?
- Hvad betyder det for dig, at Guds frelse skal nå til jordens ende?
De landflygtiges hjemvenden og Israels genrejsning v. 7
- Hvordan beskrives tjeneren i v. 7?
- Hvordan bruger Paulus v. 8 om »frelsens dag« i 2 Kor 6,2?
- Hvad betyder det, at netop nu er frelsens dag?
Jeg vil ikke glemme dig v. 14
- Hvad siger Zion i v. 14?
- Hvad viser billedet af moderen og hendes barn om Guds kærlighed (v. 15)?
- Hvornår har du følt dig glemt af Gud, og hvad siger v. 16 til dig?
HERREN vil befri sit folk fra dets fjender v. 24
- Hvilket spørgsmål stiller v. 24?
- Hvordan kæmper HERREN for sit folk ifølge v. 25?
- Hvad betyder det for dig, at Gud er din frelser og løskøber (v. 26)?
Personer og steder i kapitlet
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Syene (sted) – Egyptens sydgrænse, nutidens Aswan
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Esajas’ Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer