Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Esajas’ Bog

Esajas’ Bog kapitel 65

25 vers

📖 Læs Es 65 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

HERREN svarer bønnen. Han lod sig finde af dem, der ikke søgte ham, men hans eget folk har været genstridigt og dyrket afguder, og de vil få deres løn. For sine tjeneres skyld vil han dog ikke ødelægge alt. Han lover at skabe en ny himmel og en ny jord, hvor der ikke er gråd, hvor han svarer, før de kalder, og hvor ulv og lam græsser sammen.

Indhold

Esajas spår om hedningernes omvendelse og om jødernes forskydelse for deres Genstridigheds, Afguderis og andre synders skyld, 1-7; dog trøster han de bodfærdige og lover at spare og velsigne dem, 8-10; han klager atter over jødernes afguderi og lover de troende velsignelse, men de vantro truer han med forbandelse, 11-16; han lover de troende evig glæde og fred i den nye himmel og jord og i det nye Jerusalem, 17-25.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Guds svar: Straf over de ugudelige

1 Jeg lod mig opsøge af dem der ikke spurgte, jeg lod mig finde af dem der ikke søgte mig; jeg sagde: »Se, her er jeg; se, her er jeg!« til et folkeslag der ikke påkaldte mit navn.

2 Jeg bredte mine hænder ud hele dagen til et genstridigt folk der vandrer ad den vej som ikke er god, efter deres egne tanker;

3 det folk der krænker mig hele tiden op i mit ansigt, ofrer i haver og tænder røgelse på teglsten,

4 som bor i grave og overnatter på hemmelige steder, som spiser svinekød og har suppe af urent kød i deres gryder;

5 som siger: »Hold dig for dig selv. kom ikke hen til mig, for jeg er hellig i forhold til dig.« Sådanne er en røg i min næse, en ild der brænder hele dagen.

6 Se, det står skrevet foran mig; jeg vil ikke tie, medmindre jeg får gjort gengæld og får gjort gengæld i samme mønt

7 for jeres ugerninger og jeres fædres ugerninger tilsammen, sagde HERREN, dem som tændte røgelse på bjergene og hånede mig på højene. Så jeg tilmålte først deres løn i samme mønt.

Guds fortsatte svar: Hans frelse og nyskabelse

8 Sådan sagde HERREN: Ligesom der findes saft i druer, og man siger: »Lad være med at ødelægge dem, for der er velsignelse i dem,« sådan vil jeg gøre for mine tjeneres skyld for ikke at ødelægge det hele.

9 Så af Jakob vil jeg frembringe efterkommere og af Juda arvinger til mine bjerge; mine udvalgte vil arve dem, og mine tjenere vil bo der.

10 Og Saron vil blive til græsgang for får og geder og Akors dal til hvileplads for okser, for mit folk der søger mig.

11 Men I der forlader HERREN, der glemmer mit hellige bjerg, der dækker bord for Lykkeguden og fylder op med krydret vin for Skæbneguden,

12 jer har jeg skæbnesvangert bestemt til sværdet, og I vil alle knæle ned til slagtningen. For jeg kaldte, men I svarede ikke, jeg talte, men I hørte ikke; men I gjorde det der i mine øjne var ondt, og det som jeg ikke brød mig om, det valgte I.

13 Derfor, sådan har Herren HERREN sagt: Se, mine tjenere vil spise, men I vil sulte; se, mine tjenere vil drikke, men I vil tørste; se, mine tjenere vil glædes, men I vil blive til skamme;

14 se, mine tjenere vil juble af hjertens lyst, men I vil skrige af hjertens smerte og jamre af fortvivlelse.

15 Og I vil efterlade jeres navn til forbandelse for mine udvalgte: »Herren HERREN vil dræbe dig!« Men sine tjenere vil han give et andet navn.

16 Hver den der velsigner sig i landet, skal velsigne sig ved den trofaste Gud, og den der sværger i landet, skal sværge ved den trofaste Gud, fordi den tidligere nød er glemt, og fordi den er skjult for mine øjne.

17 For se, jeg skaber en ny himmel og en ny jord; og de tidligere vil ikke huskes og ikke dukke op i tankerne.

18 Tværtimod: Fryd jer og jubl til evig tid over det jeg skaber! For se, jeg skaber Jerusalem til jubel og dens folk til fryd.

19 Og jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk, og i den vil lyden af gråd og skrig ikke længere høres.

20 Derfra vil der ikke mere komme et spædbarn der kun lever få dage, eller en gammel der ikke lever sin tid til ende, for en dreng vil dø hundrede år gammel, mens en synder, der er hundrede år gammel, vil blive regnet for forbandet.

21 Og de vil bygge huse og bo i dem og plante vingårde og spise deres frugt.

22 De vil ikke bygge så en anden kan slå sig ned der, og ikke plante så en anden kan spise; for som træers alder vil mit folks alder blive, og mine udvalgte vil selv nyde frugten af deres hænders arbejde.

23 De vil ikke slide forgæves og ikke føde børn til brat undergang; for de er en slægt velsignet af HERREN, og deres efterkommere er sammen med dem.

24 Og så, før de kalder, vil jeg svare; endnu mens de taler, vil jeg høre.

25 Ulv og lam vil græsse sammen, og løven æder halm ligesom oksen, og slangen, dens føde er støv. De vil ikke handle ondt og ikke ødelægge på hele mit hellige bjerg, har HERREN sagt.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Guds svar: Straf over de ugudelige v. 1

  • Hvad har Gud gjort for et folk, der ikke søgte ham (v. 1–2)?
  • Hvordan bruger Paulus v. 1–2 om hedningerne og Israel i Rom 10,20–21?
  • Hvordan kan det trøste dig, at Gud rækker hænderne ud, før du søger ham?

Guds fortsatte svar: Hans frelse og nyskabelse v. 8

  • Hvad lover HERREN sine tjenere, og hvad venter dem, der forlader ham (v. 13–15)?
  • Hvad kendetegner den nye himmel og den nye jord (v. 17–25)?
  • Hvordan kan løftet om, at Gud svarer, før vi kalder (v. 24), præge din bøn?

Personer og steder i kapitlet

  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
  • Akordalen (sted) – En dal nær Jeriko, hvor Akan blev stenet.
  • Saron (sted) – Kystslette, kendt for sin skønhed og frugtbarhed

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Esajas’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer