Det Gamle Testamente · Store profeter · Jeremias’ Bog
Jeremias’ Bog kapitel 33
26 vers
📖 Læs Jer 33 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Mens Jeremias stadig er i vagtgården, lover HERREN at svare, når man kalder på ham. Byen ligger i ruiner, men HERREN vil hele den, rense folket for al skyld og tilgive dem. Der skal igen lyde glæde og lovsang: »HERREN er god, ja, hans nåde varer til evig tid.« HERREN gentager løftet om en retfærdig spire for David og lover, at hans pagt med David og levitterne står lige så fast som dag og nat.
Indhold
Jeremias spår, at Jerusalem vel skal ødelægges, men dog igen bygges, og at jøderne skulle komme tilbage igen og velsignes åndeligt og timeligt, 1-13; særdeles spår han om Kristus, som skulle kaldes Herren vor retfærdighed, sit folks evige konge og præst, med hvilket han ville holde sin pagt, lige så vist som lovene for dag og nat holdes ved lige, 14-26.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1. profeti: HERREN vil kundgøre mægtige og skjulte ting
1 HERRENS ord kom for anden gang til Jeremias, mens han stadig var spærret inde i vagtgården:
2 »Sådan siger HERREN, han som gør det, HERREN som former det for at grundfæste det. HERREN er hans navn.
3 Kald på mig, og jeg vil svare dig, og jeg vil kundgøre dig mægtige ting og skjulte ting som du ikke har kendt.
2. profeti: HERREN bringer Israel lægedom
4 For sådan siger HERREN, Israels Gud angående denne bys huse og angående Judas konges huse, de som er ved at blive brudt ned som forsvar mod voldene og mod sværdet:
5 De kommer for at kæmpe mod kaldæerne og for at fylde op med lig af mennesker som jeg har slået i min vrede og i min harme, og fordi jeg har skjult mit ansigt for denne by på grund af al deres ondskab.
6 Se, jeg bringer hende heling og helbredelse og jeg helbreder dem, og jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og sandhed,
7 og jeg genopretter Judas situation og Israels situation, og jeg bygger dem op ligesom i begyndelsen.
8 Jeg renser dem for al deres skyld hvormed de syndede imod mig, og jeg tilgiver alle deres ugerninger hvormed de syndede imod mig, og hvorved de brød med mig.
9 Det skal for mig være et glædesnavn, til lovprisning og til ære for alle jordens folkeslag som skal høre alt det gode som jeg gør for dem, og de skal ryste og skælve over alt det gode og over al den fred som jeg giver det.
3. profeti: Glædes røst skal vende tilbage
10 Sådan siger HERREN: Igen skal der på dette sted - om hvilket I siger: >Det er en ødemark, uden mennesker og uden dyr< - i Judas byer og i Jerusalems gader der er blevet øde uden mennesker og uden indbygger og uden dyr,
11 høres jubels røst og glædes røst, brudgoms røst og bruds røst, røsten fra dem der siger: >Tak Hærskarers HERRE, for HERREN er god, ja, hans nåde varer til evig tid!< – fra dem som bringer takoffer til HERRENS hus - for jeg genopretter landets situation til ligesom den var i begyndelsen - siger HERREN.
4. profeti: De skal vende tilbage til græsgangene
12 Sådan siger Hærskarers HERRE: Igen skal der på dette sted, den ødemark, tom for både mennesker og dyr, og i alle dets byer være en græsgang for hyrder der lader får og geder hvile.
13 I bjerglandets byer, i lavlandets byer og i Negevs byer og i Benjamins land og i Jerusalems omegne og i Judas byer skal får og geder igen passere under hænderne på en som tæller dem - siger HERREN.
5. profeti: En retfærdig konge i en retfærdig by
14 Se, dage kommer – det er HERRENS udsagn - da jeg opfylder det gode ord som jeg har talt til Israels hus og om Judas hus.
15 I de dage og til den tid lader jeg for David en retfærdigheds spire spire frem, og han vil øve ret og retfærdighed i landet.
16 I de dage skal Juda blive frelst, og Jerusalem skal bo i sikkerhed. Og det er hvad man skal kalde hende: >HERREN, vores retfærdighed.<
6. profeti: Davidslægten og Levislægten skal fortsætte
17 For sådan siger HERREN: Der skal aldrig for David mangle en mand som sidder på Israels hus’ trone,
18 og af levitpræsterne skal der aldrig mangle en mand for mit ansigt som ofrer brændoffer, og som bringer afgrødeoffer, og som tillaver slagtoffer alle dage.«
7. profeti: David og levipagten skal bestå
19 HERRENS ord kom til Jeremias:
20 »Sådan siger HERREN: Hvis I kunne bryde min pagt med dagen og min pagt med natten, så dag og nat ikke kommer til deres bestemte tid,
21 da skal også min pagt brydes med min tjener David så han ikke har nogen søn der kan være konge på hans trone, og min pagt med levitterne, præsterne, der tjener mig.
22 Ligesom himlens hærskare ikke kan tælles, og havets sand ikke kan måles, sådan gør jeg min tjener Davids afkom talrig, og levitterne som tjener mig.«
8. profeti: HERREN står ved sin pagt med Jakobs slægt og med David
23 Da kom HERRENS ord til Jeremias:
24 »Har du ikke lagt mærke til hvad dette folk har talt: >De to slægter, dem som HERREN har udvalgt, dem har han forkastet!< Og de vrager mit folk, så det ikke længere er et folk i deres øjne?«
25 Sådan siger HERREN: »Hvis ikke min pagt med dag og nat består, og jeg ikke har fastsat bestemmelser for himlen og jorden
26 - så vil jeg også forkaste Jakobs afkom og David, min tjener, så jeg ikke mere af hans afkom vil tage herskere til Abrahams, Isaks og Jakobs afkom. For jeg genopretter deres livssituation, og jeg forbarmer mig over dem.«
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Matt 13,15 (henviser til v. 6)
- Rom 4,7 (henviser til v. 8)
- Hebr 8,12 (henviser til v. 8)
- 1 Joh 1,9 (henviser til v. 8)
- Luk 5,26 (henviser til v. 9)
- Luk 7,16 (henviser til v. 9)
- Åb 11,11 (henviser til v. 9)
- Åb 7,12 (henviser til v. 11)
- Åb 18,22 (henviser til v. 11)
- ApG 2,36 (henviser til v. 14)
- ApG 26,6 (henviser til v. 14)
- Mark 11,10 (henviser til v. 15)
- Rom 3,21 (henviser til v. 16)
- Rom 4,6 (henviser til v. 16)
- 1 Kor 1,30 (henviser til v. 16)
- Ef 3,15 (henviser til v. 16)
- Åb 20,8 (henviser til v. 22)
- Luk 1,54 (henviser til v. 24)
- ApG 13,17 (henviser til v. 24)
- Rom 11,1 (henviser til v. 24)
- ApG 1,6 (henviser til v. 26)
- ApG 13,34 (henviser til v. 26)
Spørgsmål til bibelkredsen
1. profeti: HERREN vil kundgøre mægtige og skjulte ting v. 1
- Hvad lover HERREN i v. 3?
- Hvad siger det om HERREN, at han indbyder til at kalde på ham?
- Hvad vil du kalde på Gud om i dag?
2. profeti: HERREN bringer Israel lægedom v. 4
- Hvad vil HERREN gøre med byen og folkets skyld (v. 6–8)?
- Hvorfor er tilgivelsen grunden til, at alt kan bygges op igen?
- Hvordan kan du tage imod Guds tilgivelse for al din skyld?
3. profeti: Glædes røst skal vende tilbage v. 10
- Hvilke lyde skal igen høres i byen?
- Hvorfor er lovsangen i v. 11 et svar på Guds godhed?
- Hvad har du at takke Gud for i dag?
4. profeti: De skal vende tilbage til græsgangene v. 12
- Hvad skal der igen være på det øde sted?
- Hvad siger billedet af hyrden, der tæller fårene, om Guds omsorg?
- Hvad betyder det for dig, at Gud kender og tæller sine får?
5. profeti: En retfærdig konge i en retfærdig by v. 14
- Hvad skal Davids retfærdige spire gøre?
- Hvordan peger løftet frem mod Jesus som Davids søn?
- Hvordan kan du leve i tryghed under Kristi retfærdighed?
6. profeti: Davidslægten og Levislægten skal fortsætte v. 17
- Hvad skal der aldrig mangle i Davids og levitternes slægt?
- Hvordan opfyldes løftet om konge og præst i Kristus (se Hebr 7)?
- Hvad betyder det for dig, at Jesus både er din konge og din præst?
7. profeti: David og levipagten skal bestå v. 19
- Hvad sammenligner HERREN sin pagt med David med?
- Hvorfor bruger han dag og nat som billede?
- Hvordan kan dagens og nattens gang minde dig om Guds troskab?
8. profeti: HERREN står ved sin pagt v. 23
- Hvad siger folket om de to slægter i v. 24?
- Hvordan svarer HERREN på påstanden om, at han har forkastet sit folk?
- Hvornår har du tvivlet på, om Gud stadig holder fast ved dig?
Personer og steder i kapitlet
- Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
- Jeremias (person) – Søn af Hilkija, profet i Judas sidste tid.
- Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
- Benjamin (person) – Jakobs og Rakels yngste søn
- Abraham (person) – Patriark, udvalgt af Gud til at blive stamfar til hans folk
- Isak (person) – Søn af Abraham; far til Jakob og Esau.
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
- Kaldæa (sted) – Oldtidsrige i Mesopotamien; kendt for astrologi og visdom
- Negev (sted) – Israels sydlige egn, et halvtørt område
- Lavlandet (sted) – Lavlandet mellem Judæas bjerge og kystsletten
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jeremias’ Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer