Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Jeremias’ Bog

Jeremias’ Bog kapitel 46

28 vers

📖 Læs Jer 46 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Kapitlet indleder Jeremias’ ord om folkeslagene. Først skildres Farao Nekos nederlag til Nebukadnesar ved Eufrat ved Karkemish: Egypten ville stige op som Nilen, men faldt, for dagen var HERRENS. Derefter varsles det, at Babylon skal komme og slå selve Egypten. Til sidst trøster HERREN Israel: Frygt ikke, min tjener Jakob, for jeg er med dig og vil frelse dig.

Indhold

Jeremias spår imod Egypten, og at Farao-Neko skulle blive slagen af Nebukadnezar ved Eufrat, 1-12; denne skal slå, indtage og ødelægge Egypten, 13-26; profeten trøster de fangne israeliter med, at Herren igen vil frelse dem, 27-28.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

HERRENS tale angående Egypten

1 HERRENS ord som kom til profeten Jeremias angående folkeslagene:

2 Om Egypten: Imod Egyptens konge, Farao Nekos hær som var ved floden Eufrat ved Karkemish, og som Nebukadnesar, Babylons konge, slog i Judas konge, Jojakims, Josijas søns fjerde år:

3 »Gør jer klar med rundskjold og langskjold og ryk ud til kamp!

4 Spænd hestene for og stig op på ridehestene! Stil jer op med hjelme, puds lanserne, tag brynjerne på!

5 Hvorfor ser jeg ---? De er rædselsslagne, trækker sig tilbage, og deres krigere er slået, de tager flugten og ser sig ikke tilbage. Rædsel fra alle sider! – Det er HERRENS udsagn.

6 Den hurtige skal ikke flygte, krigeren skal ikke undslippe. I nord, på bredden af floden Eufrat er de snublet, og de falder.

7 Hvem er det der stiger op som Nilen, som floderne bruser dets vande?

8 Egypten stiger op som Nilen, og som floderne bruser dets vande. Han sagde: >Jeg stiger op, jeg dækker jorden, jeg vil udslette byen og indbyggerne deri!<

9 Stig op, I heste, og far afsted som gale, du stridsvogn, og lad krigerne drage ud! Kush og putere, de der fører rundskjold, og ludere, de der fører og spænder bue!

10 Men denne dag er Herrens, Hærskarers HERRES, en hævnens dag til at tage hævn over sine modstandere; og sværdet vil fortære og blive mæt og drikke sig mæt i deres blod. For det er et slagtoffer for Herren, Hærskarers HERRE, i nordens land ved floden Eufrat.

11 Gå op til Gilead og hent balsam, du jomfru, Egyptens datter! Det er forgæves du bliver ved med at gøre det, ingen helende, ny hud til dig.

12 Folkeslagene har hørt om din skændsel, og dit klageskrig har fyldt jorden, for kriger er snublet over kriger, og sammen er de faldet begge to.«

Babylon vil angribe Egypten

13 Det ord som HERREN talte til profeten Jeremias, at Nebukadnesar, Babylons konge, kommer for at slå Egyptens land:

14 »Fortæl det i Egypten og forkynd det i Migdol og forkynd det i Nof og i Takpankes! Sig: >Stil op, hold dig klar! For sværdet har fortæret dem rundt omkring dig.<

15 Hvorfor er din mægtige styrtet? Den blev ikke stående, for HERREN puffede til den.

16 Han blev ved, så den snublede, den faldt endog. Enhver til sin ven, sandelig, de sagde: >Rejs dig dog og lad os vende tilbage til vores folk og til vores fædreland bort fra det undertrykkende sværd!<

17 Man råbte der: >Farao, Egyptens konge, er en voldsom larm der har ladet det rette tidspunkt passere.<

18 >Så sandt jeg lever< – det er kongens udsagn - Hærskarers HERRE er hans navn: Sandelig, som Tabor blandt bjerge og som Karmel ved havet, kommer han!

19 Gør ting til bortførelsen klar til dig selv, du ærede indbygger, Egyptens datter! For Nof skal blive øde og blive brændt ned, uden indbygger.

Egypten angribes og føres i eksil

20 En meget smuk kvie er Egypten. En bremse kommer fra nord, den kommer.

21 Også hendes lejetropper i hendes midte er som fede tyrekalve. Ja, de, også de, vendte sig omkring, de flygtede sammen, de holdt ikke stand, for deres ulykkes dag er kommet over dem, tiden for deres hjemsøgelse.

22 Lyden fra hende er som slangen der drager afsted. For med en hær kommer de, ja, med økser kom de mod hende ligesom dem der fælder træer.

23 De hugger hendes skov om – det er HERRENS udsagn - for den er ikke til at trænge igennem, for de er talrigere end græshopper, og der er ingen tal på dem.

24 Egyptens datter bliver gjort til skamme, hun er blevet givet i hænderne på folket fra nord.

25 Hærskarers HERRE, Israels Gud siger: Se, jeg hjemsøger Amon fra No og Farao og Egypten, hendes guder og hendes konger, ja, Farao og dem som stoler på ham.

26 Og jeg giver dem i deres hånd som stræber dem efter livet og i Nebukadnesar, Babylons konges hånd og i hans tjeneres hånd. Men derefter, så skal hun bo som i gamle dage - det er HERRENS udsagn.

HERREN vil frelse Israel

27 Men du, frygt ikke, min tjener Jakob, og vær ikke rædselsslagen, Israel! For se, jeg frelser dig fra det fjerne og dit afkom fra deres fangenskabs land, og Jakob skal vende tilbage og skal have ro og være tryg, og ingen skræmmer..

28 Du, min tjener Jakob, frygt ikke! – det er HERRENS udsagn - for jeg er med dig. For jeg gør en fuldstændig ende på alle de folkeslag som jeg der har spredt dig blandt, men dig gør jeg ikke en fuldstændig ende på, ja, jeg tugter dig som det er ret, men jeg vil på ingen måde lade dig ustraffet.«

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

HERRENS tale angående Egypten v. 1

  • Hvordan beskrives Egyptens hær før og under slaget?
  • Hvad betyder det, at dagen ved Eufrat kaldes Hærskarers HERRES dag?
  • Hvad kan det lære dig om at stole på menneskelig styrke?

Babylon vil angribe Egypten v. 13

  • Hvorfor kunne Egyptens mægtige ikke blive stående (v. 15)?
  • Hvad siger billedet af Tabor og Karmel om ham, der kommer?
  • Hvad giver dig en falsk tryghed, som kan falde?

Egypten angribes og føres i eksil v. 20

  • Hvem hjemsøger HERREN ifølge v. 25?
  • Hvad betyder løftet om, at Egypten senere skal bo »som i gamle dage«?
  • Hvad viser det om Guds barmhjertighed, at dommen ikke er hans sidste ord?

HERREN vil frelse Israel v. 27

  • Hvad lover HERREN sin tjener Jakob?
  • Hvordan hænger frelse og tugt sammen i v. 28?
  • Hvordan kan ordene »frygt ikke, for jeg er med dig« bære dig i dag?

Personer og steder i kapitlet

  • Nebukadnesar (person) – Babylons kejser, der erobrede Juda
  • Neko (person) – Egyptisk farao under Josija og Jojakim.
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Jeremias (person) – Søn af Hilkija, profet i Judas sidste tid.
  • Jojakim (person) – Konge i Juda, søn af Josija
  • Josija (person) – Konge i Juda, kendt for sine religiøse reformer
  • Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
  • Lud (person) – Søn af Sem; lydernes stamfar
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
  • Babylon (sted) – Oldtidsby i Mesopotamien, hovedstad i Det Babyloniske Rige, stedet for Babelstårnet.
  • Eufrat (sted) – Stor flod i det gamle Mellemøsten; grænse for det lovede land
  • Nilen (sted) – Egyptens store flod, som nævnes i mange sammenhænge
  • Memfis (sted) – En vigtig by i det gamle Egypten
  • Karkemish (sted) – Gammel by; sted for Babylons sejr over Egypten
  • Kush (sted) – Gammel region i Afrika; forbundet med Egypten og Babylon
  • Libyen (sted) – Et land i Nordafrika
  • Gilead (sted) – Bjergrigt område øst for Jordan; stammeområde og personnavn.
  • Migdol (sted) – Et sted ved Det Røde Hav, hvor israelitterne slog lejr
  • Takpankes (sted) – Egyptisk by, som jødiske flygtninge flygtede til efter Jerusalems ødelæggelse
  • Karmel (sted) – By i Juda; Nabals og Abigajils hjem
  • Taborbjerget (sted) – Bjerg i Israel, hvor Debora og Barak vandt deres sejr
  • No (Theben) (sted) – Oldtidsby i Egypten, kendt for sin rigdom og magt

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jeremias’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer