Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Jeremias’ Bog

Jeremias’ Bog kapitel 51

64 vers

📖 Læs Jer 51 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Profetien mod Babylon fortsætter. HERREN vækker Mediens konger mod Babylon, der har været hans hammer mod folkeslagene, men nu skal gengældes for sin ondskab mod Zion. Afguderne er tomhed, men Jakobs del er skaberen selv. Guds folk skal flygte ud af Babylon og huske Jerusalem. Til sidst giver Jeremias Seraja en bogrulle, som skal læses højt i Babylon og sænkes i Eufrat som tegn på byens fald.

Indhold

Herren vil sende mederne og perserne som en fordærvelig vind, imod Babel, og dens indbyggere skulle omkomme, 1-44; Israels folk skal drage ud fra dem og undfly dens ulykke, 45-58; Seraja får en bog, hvori Guds domme over Babel er skrevne af profeten; den skal han oplæse i Babel og siden kaste i floden Eufrat, 59-64.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

HERRENS dom over Babylon

1 Sådan siger HERREN: »Se, jeg vækker mod Babylon og til indbyggerne fra Leb Kamai en ødelæggende vind.

2 Og jeg sender fremmede til Babylon, og de skal sprede hende og lægge hendes land øde, fordi de var imod hende fra alle sider på ulykkens dag.

3 Imod ham som spænder, ja, spænder sin bue, lad bueskytten spænde sin bue, og imod den som rejser sig op i sin brynje! Skån ikke hendes unge mænd, læg band på hele hendes hærskare!

4 De dødeligt sårede skal falde i kaldæernes land og de der er gennemboret, i hendes gader.

5 Men hverken Israel eller Juda er blevet forladt af sin Gud, af Hærskarers HERRE, skønt deres land er fuldt af skyld over for Israels Hellige.

6 Flygt ud af Babylons midte og red hver sit eget liv! Omkom ikke i hendes skyld! For det er hævnens tid for HERREN, en godtgørelse betaler han hende.

7 Et guldbæger var Babylon i HERRENS hånd, der gør hele jorden beruset. Af hendes vin har folkeslagene drukket, derfor opfører folkeslagene sig som vanvittige.

8 Pludselig er Babylon faldet og knust. Jamr over hende! Hent balsam for hendes smerte, måske kan hun blive helbredt!«

9 »Vi ville helbrede Babylon, men hun kunne ikke helbredes. Forlad hende og lad os drage hver til sit land! For hendes dom når til himlene og hæver sig helt til skyerne.

10 HERREN har bragt vores retfærdighed frem. Kom og lad os fortælle i Zion HERREN, vores Guds gerning!«

11 Spids pilene, fyld koggerne! HERREN har vakt Mediens kongers ånd, for hans hensigt imod Babylon er at ødelægge hende; for det er HERRENS hævn, hans tempels hævn.

12 Løft banner imod Babylons mure, forstærk vagten, sæt vægtere op, gør bagholdene klar! For HERREN både planlægger og udfører det som han har talt angående Babylons indbyggere:

13 »Du som bor ved de mange vande, rig på skatte, din ende er kommet, det mål hvor du skal skæres af.«

14 Hærskarers HERRE har svoret ved sig selv: »Sandelig, jeg har fyldt dig med mennesker som græshopper, og de vil istemme jubelråb over dig!«

Lovprisning til HERREN, Jakobs Gud

15 Han er jordens skaber ved sin kraft, verdens grundlægger i sin visdom, og ved sin indsigt bredte han himlene ud.

16 Når han oplader sin røst, bruser vandene i himlene, og han lader tågeskyer stige op fra jordens ende. Han gør lyn til regn, og han lader vind fare ud fra sine forrådskamre.

17 Ethvert menneske er en tåbe, uden kundskab, enhver smed er blevet gjort til skamme på grund af et afgudsbillede, for hans støbte billede er en løgn, og der er ingen ånd i dem.

18 De er tomhed, et latterligt arbejde! På tidspunktet for deres hjemsøgelse skal de gå til grunde.

19 Ikke som disse er Jakobs del, for det er ham som har formet det hele, også stammen som er hans ejendom. Hærskarers HERRE er hans navn.

Babylon var HERRENS hammer over for Israel

20 »Du var min hammer, et krigsvåben, og med dig smadrede jeg folkeslag, og med dig ødelagde jeg kongeriger,

21 og med dig smadrede jeg hest og dens rytter, og med dig smadrede jeg stridsvogn og dens rytter,

22 og med dig smadrede jeg mand og kvinde, og med dig smadrede jeg gammel og ung, og med dig smadrede jeg ung mand og jomfru

23 og med dig smadrede jeg hyrde og hans hjord, og med dig smadrede jeg bonde og hans oksespand, og med dig smadrede jeg statholdere og fyrster.

24 Og jeg gengælder Babylon og alle Kaldæas indbyggere al deres ondskab som de har gjort imod Zion, for øjnene af jer – det er HERRENS udsagn.

Babylons ende er truende nær

25 Se, jeg er imod dig, du ødelæggende bjerg – det er HERRENS udsagn - du der ødelægger hele jorden! Jeg strækker min hånd ud mod dig, og jeg vælter dig ned fra klipperne og gør dig til et udbrændt bjerg.

26 De skal hverken tage hjørnesten eller grundsten fra dig. Sandelig, evige ødemarker skal du blive til – det er HERRENS udsagn.

27 Rejs et banner i landet, stød i hornet blandt folkeslagene! Indvie folkeslag mod hende, tilkald kongerigerne Ararat, Minni, Ashkenaz mod hende! Indsæt en general imod hende, få heste som hårede græshopper til at drage op!

28 Indvie folkeslag mod hende: Mediens konger, hendes statholdere og alle hendes fyrster og hele landet under hans herredømme!

29 Da ryster jorden og vrider sig i smerte, for HERRENS planer mod Babylon, at lægge Babylons land øde uden en beboer, står fast.

30 Babylons krigere er holdt op med at kæmpe, de sidder i fæstningerne. Deres kraft er udtørret, de er blevet som kvinder. De har sat ild til hendes boliger, hendes slåer er brækket.

31 Løber løber for at møde løber og budbringer for at møde budbringer for så at fortælle Babylons konge at hans by er indtaget fra hver side.

32 Også overgangene er blevet besat, og sivsøerne har de brændt af. Og krigens mænd er forfærdede.

33 For sådan siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Babylons datter er som en tærskeplads ved den tid man stamper den hårdt. Endnu en kort tid så kommer høstens tid for hende.«

34 »Han fortærede mig, Nebukadnesar, Babylons konge rystede mig, han satte mig hen som et tomt kar, han slugte mig som dragen, han fyldte sin bug med mine lækkerier. Han skyllede mig væk.

35 Må volden mod mig og mit kød komme over Babylon!« skal Zion-beboer sige - og »mit blod over Kaldæas indbyggere!« - skal Jerusalem sige.

HERREN tager hævn på Israels vegne

36 Derfor sådan siger HERREN: »Se, jeg fører din sag, og jeg tager hævn på dine vegne; jeg tørlægger hendes hav og lader hendes kilde tørre ud.

37 Og Babylon skal blive til stendynger, en bolig for sjakaler, til rædsel og til spot uden en beboer.

38 Sammen brøler de som unge løver, knurrer som hunløvernes unger.

39 Når de er ophedet, arrangerer jeg et drikkegilde for dem og gør dem beruset, så de bliver lystige. Og de skal sove en evig søvn og ikke vågne igen – det er HERRENS udsagn.

40 Jeg vil føre dem ned som vædderlam til slagtning, som væddere sammen med bukke.

41 Hvor er Sheshak blevet indtaget, og hele jordens lovprisning erobret! Hvor er Babylon blevet til rædsel blandt folkeslagene!

42 Havet er steget op over Babylon, og med dets brusende bølger er hun blevet skjult.

43 Hendes byer er blevet øde, et land med tørke og øde marker, et land, hvori ingen mand vil bo, og hvor intet menneskebarn vil drage igennem.

44 Jeg hjemsøger Bel i Babylon, og jeg tager det han har slugt, ud af hans mund; og folkeslag skal ikke mere strømme til ham. Også Babylons mur er faldet.

45 Drag ud fra hendes midte, mit folk! Red enhver sit eget liv fra HERRENS glødende vrede!

46 For at jeres hjerte ikke skal blive modløst og frygte ved rygtet der høres i landet, for rygtet kommer i dette år, og efter det, rygtet i det andet år, og vold er i landet, og hersker rejser sig imod hersker.

47 Derfor se, dage kommer, da jeg hjemsøger Babylons gudebilleder, og hele hendes land skal blive til skamme, og alle hendes dødeligt sårede skal falde i hendes midte.

48 De skal juble over Babylon, himmel og jord og alle som er i dem, for fra nord skal ødelæggerne komme til hende – det er HERRENS udsagn.

49 Selv Babylon skal falde, I Israels dødeligt sårede! også for Babylon er hele jordens dødeligt sårede faldet.

50 I der er undsluppet sværd, gå, bliv ikke stående! Husk HERREN fra det fjerne og tænk på Jerusalem i jeres hjerte!«

51 »Vi skammer os, for vi lyttede til skændsel, vanære dækker vores ansigter, for fremmede er kommet imod HERRENS hus’ helligdomme.«

Babylons fuldstændige ødelæggelse

52 »Derfor se, dage kommer – det er HERRENS udsagn - da jeg hjemsøger hendes gudebilleder; og i hele landet skal en dødeligt såret sukke.

53 Om så Babylon stiger op til himlen, og om så hun gør sin befæstede høj uindtagelig, så skal der fra mig komme ødelæggere til hende – det er HERRENS udsagn.«

Babylons fuldstændige ødelæggelse

54 Lyden af skrig fra Babylon, et stort sammenbrud fra kaldæernes land.

55 For HERREN er i færd med at ødelægge Babylon og han gør ende på en høj lyd fra hende. Ja, deres bølger bruser som mange vande, og der kommer en buldrende lyd fra dem.

56 For over hende, over Babylon, er en ødelægger kommet, og hendes krigere er blevet fanget og deres buer smadret. For HERREN er en gengældelsens Gud, han vil sandelig gengælde.

57 »Jeg gør hendes ledere og hendes vise berusede, hendes statholdere og hendes fyrster og hendes krigere, så de sover en evig søvn og ikke vågner igen – det er kongens udsagn, Hærskarers HERRE er hans navn.«

58 Sådan siger Hærskarers HERRE: »Det vidtstrakte Babylons mure skal fuldstændigt tilintetgøres, og hendes høje porte skal brænde i ilden. Og folk skal slide for tomheden, og folkeslagene for ilden, så de udmattes.«

Jeremias’ befaling til Seraja

59 Det ord som profeten Jeremias befalede Seraja, søn af Nerija, søn af Makseja, da han drog af sted til Babylon med Sidkija, Judas konge, i det fjerde år af hans regering; Seraja var kvartermester.

60 Jeremias skrev alt det onde som skulle komme over Babylon, på én bogrulle; alle disse ord, som er skrevet angående Babylon.

61 Og Jeremias sagde til Seraja: »Når du kommer til Babylon, så skal du se til at du læser alle disse ord højt,

62 og du skal sige: >HERRE, du har selv talt mod dette sted at du vil udslette det, at der ikke skal være nogen beboer der, hverken menneske eller dyr. For evige ødemarker skal hun blive til.<

63 Og så snart du er færdig med at læse denne bogrulle højt, skal du binde en sten til den og kaste den ud midt i Eufrat.

64 Og du skal sige: >Sådan skal Babylon synke og ikke rejse sig på grund af det onde som jeg bringer over hende, så de udmattes.«< Hertil går Jeremias’ ord.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

HERRENS dom over Babylon v. 1

  • Hvad siger v. 5 om Israel og Juda?
  • Hvordan kan Gud både dømme sit folks skyld og alligevel ikke forlade dem?
  • Hvad betyder det for dig, at Gud ikke forlader sine, selv når de har syndet?

Lovprisning til HERREN, Jakobs Gud v. 15

  • Hvad gør HERREN ifølge v. 15–16?
  • Hvorfor stilles skaberen op over for afgudsbillederne, der er »tomhed«?
  • Hvad kan blive en afgud for dig, og hvordan er Gud »din del«?

Babylon var HERRENS hammer over for Israel v. 20

  • Hvad har Gud brugt Babylon til (v. 20–23)?
  • Hvorfor straffes Babylon, selv om Gud brugte det som redskab (v. 24)?
  • Hvad lærer det dig om magt og ansvar?

Babylons ende er truende nær v. 25

  • Hvilke folkeslag kaldes frem mod Babylon (v. 27–28)?
  • Hvad betyder billedet af tærskepladsen i v. 33?
  • Hvordan kan du stole på, at Guds planer står fast (v. 29)?

HERREN tager hævn på Israels vegne v. 36

  • Hvad lover HERREN Zion i v. 36?
  • Hvorfor kaldes Guds folk til at drage ud fra Babylon og huske HERREN (v. 45 og 50)?
  • Hvordan kan du »tænke på Jerusalem i dit hjerte« i dag?

Babylons fuldstændige ødelæggelse v. 52

  • Hvad vil HERREN hjemsøge i Babylon (v. 52)?
  • Hvad betyder det, at Babylon ikke kan gøre sig uindtagelig for Gud (v. 53)?
  • Hvor kan menneskers sikkerhed blive til hovmod?

HERREN gengælder Babylon v. 54

  • Hvordan kaldes HERREN i v. 56?
  • Hvad betyder det, at folkene slider for tomheden (v. 58)?
  • Hvad er det værd at bruge sine kræfter på?

Jeremias’ befaling til Seraja v. 59

  • Hvad skulle Seraja gøre med bogrullen (v. 61–63)?
  • Hvad viser handlingen med stenen og Eufrat?
  • Hvordan kan du stole på, at Guds Ord går i opfyldelse?

Personer og steder i kapitlet

  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Jeremias (person) – Søn af Hilkija, profet i Judas sidste tid.
  • Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
  • Seraja (person) – Nerijas søn, Baruks bror, fulgte Sidkija til Babylon
  • Nebukadnesar (person) – Babylons kejser, der erobrede Juda
  • Makseja (person) – Bedstefar til Baruk, Jeremias' skriver.
  • Nerija (person) – Baruks far
  • Sidkija (person) – Den sidste konge i Juda før eksilet i Babylon
  • Babylon (sted) – Oldtidsby i Mesopotamien, hovedstad i Det Babyloniske Rige, stedet for Babelstårnet.
  • Kaldæa (sted) – Oldtidsrige i Mesopotamien; kendt for astrologi og visdom
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
  • Medien (sted) – Et gammelt kongerige; en del af Perserriget
  • Ararat (sted) – En bjergkæde, hvor Noas ark gik på grund efter syndfloden.
  • Ashkenaz (sted) – Et kongerige, der blev kaldt til kamp mod Babylon.
  • Minni (sted) – Et kongerige i forbund med Ararat og Ashkenaz
  • Eufrat (sted) – Stor flod i det gamle Mellemøsten; grænse for det lovede land

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jeremias’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer