Det Gamle Testamente · Store profeter · Jeremias’ Bog
Jeremias’ Bog kapitel 6
30 vers
📖 Læs Jer 6 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Fjenden fra nord belejrer Jerusalem, byen der er fuld af undertrykkelse. Folkets øre er uomskåret, og både profet og præst siger »Fred, fred!«, hvor der ingen fred er. HERREN kalder dem til at spørge efter de ældgamle stier og finde hvile for deres sjæle, men de vil ikke. Jeremias er sat som metalprøver, og folket kaldes forkastet sølv.
Indhold
Profeten forkynder, at jøderne ej skulle bestå imod deres fjender, men ødelægges, hvis de ej ville modtage tugt, 1-8; de skulle alle føres i fangenskab for deres forhærdelse, gerrighed og løgn, 9-15; fordi de ej ville gå på den gode vej, men foragtede Guds ord og var hyklere, skulle de grumme babylonier komme over dem, 16-25; han råder dem til omvendelse, men klager, at det alt er forgæves, 26-30.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Jerusalem skal ødelægges på grund af ugudelighed
1 Bring jer i sikkerhed, Benjamins sønner, væk fra Jerusalems midte! Blæs i hornet i Tekoa! Rejs et signal over Bet-ha-Kerem, for ulykke ser ned fra nord, et stort sammenbrud!
2 Den yndige og forkælede ødelægger jeg - Zions datter.
3 Til hende kommer hyrder med deres hjord, de slår telte op rundt omkring hende, afgræsser hver sit område.
4 Forbered en hellig krig imod hende, rejs jer, lad os gå op ved middagstid! Ve os, for dagen hælder, for aftenskyggerne bliver lange!
5 Rejs jer, og lad os gå op om natten, lad os ødelægge hendes paladser!
Instruktion til angriberne
6 For sådan siger Hærskarers HERRE: »Fæld træer, kast en vold op imod Jerusalem! Hun er byen der skal hjemsøges. Hun er fuld af undertrykkelse i sin midte.
7 Ligesom en brønd holder sit vand friskt, sådan holder hun sin ondskab frisk. Der høres om vold og ødelæggelse i hende. For mit ansigt er der altid sygdom og sår.
8 Lad dig belære, Jerusalem, for at min sjæl ikke skal vende sig bort fra dig, for at jeg ikke skal gøre dig til en ødemark, et land som ikke er beboet.
Israels vedvarende oprør
9 Sådan siger Hærskarers HERRE: Indsaml omhyggeligt som af vintræet, efterhøsten af Israels rest! Før som den der samler druer, igen din hånd hen over rankerne!«
10 Til hvem kan jeg tale og give en advarsel så de hører? Se, deres øre er uomskåret, de er ikke i stand til at høre opmærksomt. Se, HERRENS ord er blevet til vanære for dem, de glæder sig ikke over det.
11 Men jeg er fuld af HERRENS vrede, jeg er træt af at holde den tilbage. »Udøs den over barnet ude på gaden og samtidig over gruppen af de unge mænd, for selv mand sammen med hustru skal fanges, gamle sammen med ældgamle.
12 Deres huse vil blive overgivet til andre, marker og kvinder samtidig, for jeg strækker min hånd ud over landets indbyggere - det er HERRENS udsagn.
13 For fra deres mindste til deres største, enhver af dem søger uretmæssig vinding, fra profet til præst, enhver af dem praktiserer løgn.
14 Og de helbreder mit folks brud som en let sag idet de siger: >Fred, fred!< men der er ingen fred.
15 De skal blive gjort til skamme for en vederstyggelighed har de gjort. Desuden skammer de sig overhovedet ikke. Selv det at vise skam kender de ikke til. Derfor skal de falde blandt dem som falder, til den tid, når jeg hjemsøger dem, skal de snuble - siger HERREN.
Ulykken skyldes ulydighed
16 Sådan siger HERREN: Stå på vejene og se, og spørg efter de ældgamle stier, hvor vejen er til det gode, og gå ad den, så skal I finde hvile for jeres sjæle! Men de svarede: >Vi vil ikke gå!<
17 Jeg satte vægtere over jer: Hør godt efter lyden fra hornet! Men de svarede: >Vi vil ikke høre godt efter!<
18 Derfor hør, I folkeslag, og forstå, du menighed, det som er imod dem!
19 Hør, du jord, se, jeg bringer ulykke over dette folk, det er frugten af deres planer, for de hørte ikke opmærksomt på mine ord, og min lov, den forkastede de.
20 Hvad skal jeg med røgelse der kommer fra Sheba, og den gode kalmus fra et fjernt land? Jeres brændofre har jeg ikke behag i, og jeres slagtofre behager mig ikke.
Det grusomme folk fra nord
21 Derfor, sådan siger HERREN: Se, jeg lægger anstødssten for dette folk, og de vil snuble over dem, fædre og sønner sammen, nabo og hans ven vil gå til grunde.
22 Sådan siger HERREN: Se, et folk kommer fra nordens land, ja, en stor nation vækkes fra jordens fjerneste egne.
23 Bue og krumsværd griber de, grusomme er de og viser ingen barmhjertighed. Deres røst er som havet der larmer, og de rider på heste, er stillet op som mænd til krig mod dig, Zions datter.«
24 Vi har hørt rygtet om det, vores hænder er blevet slappe, angst har grebet os, veer ligesom hos den fødende.
25 Gå ikke ud på marken, og gå ikke på vejen, for fjenden har et sværd! Rædsel fra alle sider!
26 Mit folks datter, bind sæk omkring dig, rul dig i støvet, i sorg over den eneste søn, hold du selv den bitreste klage! For pludselig kommer ødelæggeren over os!
Mit folk kaldes forkastet sølv
27 »Som metalprøver har jeg sat dig i mit folk, som en fæstning, for at du kan kende og prøve deres vej.
28 De er alle de mest oprørske oprørere de går omkring som bagtalere, de er som bronze og jern, alle gør de det der er til fordærv.
29 Blæsebælgen blæste, af ilden er blyet fortæret. Forgæves har man smeltet og smeltet, og de onde er ikke blevet skilt fra.
30 Forkastet sølv, kalder man dem, for HERREN har forkastet dem.«
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Matt 24,16 (henviser til v. 1)
- Matt 24,1 (henviser til v. 8)
- Luk 11,45 (henviser til v. 10)
- Joh 8,43 (henviser til v. 10)
- ApG 7,51 (henviser til v. 10)
- ApG 17,17 (henviser til v. 11)
- ApG 18,5 (henviser til v. 11)
- ApG 8,10 (henviser til v. 13)
- 1 Thess 2,5 (henviser til v. 13)
- ApG 23,14 (henviser til v. 15)
- Matt 11,29 (henviser til v. 16)
- Matt 19,8 (henviser til v. 16)
- Matt 23,37 (henviser til v. 16)
- Luk 5,39 (henviser til v. 16)
- ApG 18,25 (henviser til v. 16)
- 2 Tim 4,3 (henviser til v. 16)
- Hebr 6,12 (henviser til v. 16)
- Mark 13,8 (henviser til v. 24)
- 2 Kor 7,5 (henviser til v. 25)
- Rom 1,28 (henviser til v. 30)
- Hebr 12,17 (henviser til v. 30)
Spørgsmål til bibelkredsen
Jerusalem skal ødelægges på grund af ugudelighed v. 1
- Hvad skal Benjamins sønner gøre (v. 1)?
- Hvorfor kaldes angrebet en »hellig krig« (v. 4)?
- Hvordan kan du tage alvorligt, at Gud kan bruge andre til at dømme?
Instruktion til angriberne v. 6
- Hvad er Jerusalem fuld af ifølge v. 6?
- Hvad vil HERREN med ordene »Lad dig belære, Jerusalem« (v. 8)?
- Hvor har du brug for at lade dig belære af Gud?
Israels vedvarende oprør v. 9
- Hvad siger profeterne og præsterne til folket (v. 14)?
- Hvorfor er det farligt at helbrede et sår »som en let sag«?
- Hvordan kan du hjælpe andre ærligt, uden at sige »fred«, hvor der ingen fred er?
Ulykken skyldes ulydighed v. 16
- Hvad skal folket spørge efter, og hvad får de så (v. 16)?
- Hvorfor behager ofrene ikke HERREN (v. 19–20)? Se også Matt 11,29.
- Hvor finder du hvile for din sjæl?
Det grusomme folk fra nord v. 21
- Hvordan beskrives folket fra nord (v. 22–23)?
- Hvorfor skal folket holde sorg som over en eneste søn (v. 26)?
- Hvordan kan du sørge over synd uden at miste håbet?
Mit folk kaldes forkastet sølv v. 27
- Hvad har HERREN sat Jeremias til (v. 27)?
- Hvad betyder billedet med smeltningen, der ikke lykkes (v. 29–30)?
- Hvordan kan Gud rense dig, når du ikke kan rense dig selv?
Personer og steder i kapitlet
- Benjamin (person) – Jakobs og Rakels yngste søn
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
- Bet-ha-Kerem (sted) – By i Juda, måske befæstet, som nævnes af Jeremias.
- Tekoa (sted) – By i Juda, profeten Amos' hjemby
- Saba (sted) – Rige kendt for rigdom, handel og dronningen af Saba
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jeremias’ Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer