Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Jeremias’ Bog

Jeremias’ Bog kapitel 7

34 vers

📖 Læs Jer 7 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Jeremias står i porten til HERRENS hus og advarer folket mod at stole på løgneordene »HERRENS tempel«. Templet beskytter ikke dem, der stjæler, slår ihjel og dyrker Ba'al. HERREN vil gøre med templet, som han gjorde med Shilo. Jeremias må ikke bede for folket, for de ofrer til himlens dronning og brænder deres børn i Ben-Hinnoms dal. Gud ville lydighed, ikke bare ofre.

Indhold

Jeremias råder jøderne til at omvende sig og ej forlade sig på deres udvortes hykkelske gudstjeneste og forkynder, at Jerusalem og templet skulle ødelægges ligesom Silo, 1-15; profeten må ikke bede for dem for deres svare Afguderis skyld, for hvilket landet skulle ødelægges, 16-20; Herren forkaster deres hykkelske offer og klager over deres store ulydighed imod alle profeternes taler, 21-28; han byder dem hyle og græde, fordi deres glæde skulle omvendes til sorrig, 29-34.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Jeremias’ tale til folket om den falske gudsdyrkelse

1 Det ord som kom fra HERREN til Jeremias:

2 »Stil dig i porten til HERRENS hus og dér skal du udråbe dette ord, og du skal sige: >Hør HERRENS ord, hele Juda! I som går ind ad disse porte for at tilbede HERREN!<

3 Sådan siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Gør jeres veje og jeres gerninger gode, så vil jeg lade jer bo på dette sted.

4 I må ikke stole på løgneordene, når de siger: >HERRENS tempel, HERRENS tempel, HERRENS tempel er disse!<

5 Men hvis I virkelig gør jeres veje og jeres gerninger gode, og hvis I virkelig øver ret mellem en mand og hans næste,

6 ikke undertrykker den fremmede, den faderløse og enken, og ikke udgyder uskyldigt blod på dette sted, og ikke følger andre guder til ulykke for jer selv,

7 da vil jeg lade jer bo på dette sted, i det land som jeg gav jeres fædre, fra evighed og til evighed.

8 Se, I stoler på løgneordene, som intet gavner.

9 Kan I stjæle, kan I slå ihjel, og kan I bryde ægteskabet, og kan I sværge falsk og brænde røgelse for Ba'al, og kan I følge fremmede guder som I ikke har kendt,

10 og så komme og stå for mit ansigt i dette hus, som mit navn er udråbt over, og sige: >Vi er frelst< - for så at kunne gøre alle disse vederstyggeligheder?

11 Er dette hus som mit navn er udråbt over, blevet en røverhule i jeres øjne? Også jeg, se, jeg har set det - det er HERRENS udsagn.

HERREN vil ødelægge templet ligesom Shilo

12 For gå dog til mit sted som var i Shilo, hvor jeg lod mit navn bo i begyndelsen, og se hvad jeg har gjort ved det på grund af mit folk Israels ondskab.

13 Og nu fordi I har gjort alle disse gerninger - det er HERRENS udsagn - og jeg talte til jer; tidligt og ustandseligt talte jeg, men I hørte ikke, jeg kaldte på jer, men I svarede ikke,

14 så vil jeg gøre med det hus som mit navn er udråbt over, og som I stoler på, det sted som jeg gav jer og jeres fædre, ligesom jeg gjorde med Shilo.

15 Og jeg vil kaste jer bort fra mit ansigt, ligesom jeg kastede alle jeres brødre, al Efraims afkom, bort.

HEREREN befaler Jeremias ikke at bede for folket

16 Og du, gå ikke i forbøn for dette folk og opløft hverken klageskrig eller bøn for dem og træng ikke ind på mig, for jeg vil ikke høre dig.

17 Ser du ikke hvad de gør i Judas byer og i Jerusalems gader?

18 Børnene samler træ, og fædrene antænder ilden, og kvinderne ælter dej for at lave offerkager for himlens dronning, og de udøser drikofre for andre guder for at krænke mig.

19 Er det mig, de krænker? Det er HERRENS udsagn. Er det ikke til skam for sig selv?

20 Derfor, sådan siger den Herre HERREN: Se, min vrede og min harme udøses imod dette sted, over menneskene og over dyrene og over markens træer og jordens frugt, og den vil brænde og ikke gå ud.

Jeremias skal tale forgæves til Israels folk

21 Sådan siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Føj jeres brændofre til jeres slagtofre og spis kødet!

22 For jeg talte ikke til jeres fædre og gav dem heller ikke befalinger på den dag da jeg førte dem ud af Egyptens land, angående brændoffer og slagtoffer.

23 Men dette ord befalede jeg dem: Hør på min røst, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk, og I skal vandre på hele den vej som jeg befaler jer, for at det må gå jer godt.

24 Men de hørte ikke og bøjede ikke deres ører, men de gik efter deres egne råd i deres onde hjerters forstokkethed, og de vendte ryggen og ikke ansigtet til mig.

25 Fra den dag da jeres fædre drog ud af Egyptens land, og indtil denne dag sendte jeg alle mine tjenere, profeterne, til jer, dagligt, tidligt og ustandseligt sendte jeg.

26 Men de hørte ikke på mig og bøjede ikke deres ører, men de gjorde deres nakke stiv. De handlede værre end deres fædre.

27 Og du skal tale alle disse ord til dem, men de vil ikke lytte til dig. Du skal kalde på dem, men de vil ikke svare dig.

28 Og du skal sige til dem: >Dette er det folk som ikke hører på HERREN deres Guds røst og ikke tager imod tugt. Sandfærdigheden er gået til grunde, og den er udryddet af deres mund.<

HERREN har forkastet sit folk

29 Klip dit hår af og kast det væk! Opløft på de nøgne høje en dødsklage, for HERREN har forkastet og forstødt sin vredes slægt.

30 For Judas børn har gjort det der er ondt i mine øjne - det er HERRENS udsagn. De har sat deres afskyeligheder i det hus som mit navn er udråbt over, for at gøre det urent.

31 Og de har bygget Tofet-højene, som er i Ben-Hinnoms dal, for at brænde deres sønner og døtre op i ilden, hvad jeg ikke har befalet, og det er heller ikke faldet mig ind.

32 Derfor, se, dage kommer - det er HERRENS udsagn - da man ikke mere skal sige Tofet og Ben-Hinnoms dal, men Slagtningens dal. Og de vil begrave i Tofet selvom der ikke er plads.

33 Og dette folks døde kroppe skal blive til føde for himlens fugle og jordens dyr, og ingen skræmmer dem bort.

34 Og jeg bringer i Judas byer og i Jerusalems gader fryds røst og glædes røst, brudgoms røst og bruds røst til ophør, for landet skal blive til en ruin.«

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Jeremias’ tale til folket om den falske gudsdyrkelse v. 1

  • Hvilke løgneord stoler folket på (v. 4)?
  • Hvorfor kan templet ikke beskytte dem, der lever i synd (v. 9–10)? Se Jesu brug af v. 11 i Mark 11,17.
  • Hvad kan du fristes til at stole på i stedet for at leve i tro?

HERREN vil ødelægge templet ligesom Shilo v. 12

  • Hvad skete der med Shilo, og hvad skal ske med templet (v. 12–14)?
  • Hvorfor straffer HERREN, selv om han har talt »tidligt og ustandseligt«?
  • Hvordan svarer du, når Gud kalder på dig gennem sit Ord?

HERREN befaler Jeremias ikke at bede for folket v. 16

  • Hvad gør børnene, fædrene og kvinderne i v. 18?
  • Hvad siger v. 19 om, hvem synden egentlig skader?
  • Hvordan kan en hel familie blive draget med i noget forkert, og hvordan kan I i stedet søge Gud sammen?

Jeremias skal tale forgæves til Israels folk v. 21

  • Hvad befalede HERREN fædrene, da de drog ud af Egypten (v. 23)?
  • Hvad er forholdet mellem ofre og lydighed i v. 21–23?
  • Hvad betyder det for dig at »høre på hans røst«?

HERREN har forkastet sit folk v. 29

  • Hvad gjorde folket i Ben-Hinnoms dal (v. 31)?
  • Hvorfor siger HERREN, at det aldrig er faldet ham ind?
  • Hvordan kan Guds sorg over synden få dig til at tage den alvorligt?

Personer og steder i kapitlet

  • Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Jeremias (person) – Søn af Hilkija, profet i Judas sidste tid.
  • Efraim (person) – Josefs anden søn og en af Israels stammer.
  • Shilo (sted) – Israelitisk helligdom og samlingssted i dommertiden
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
  • Tofet (sted) – Sted for hedenske børneofringer syd for Jerusalem

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jeremias’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer