Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Jobs Bog
Jobs Bog kapitel 14
22 vers
📖 Læs Job 14 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Job taler om menneskets korte og urolige liv: det visner som en blomst og flygter som en skygge. Et træ kan skyde igen, men når mennesket dør, står det ikke op igen. Alligevel spørger Job, om en død mand kan komme til live igen, og ønsker, at Gud ville skjule ham i dødsriget og huske ham igen. Til sidst føler han, at Gud gør menneskets håb til intet.
Indhold
Job klager over menneskenes elendighed i almindelighed, 1-12; i særdeleshed ønsker han, at Gud ville lade af fra at tugte ham så hårdelig, og klager over sine og andres lidelser, 13-22.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Job klager over menneskets elendighed
1 Et menneske født af en kvinde, lever en kort tid og mættes med uro.
2 Som en blomst kommer han frem og visner, han flygter som skyggen og bliver ikke stående.
3 Selv over en sådan har du åbnet dine øjne, og du bringer mig for retten sammen med dig.
4 Hvem kan gøre en uren ren? Ikke én!
5 Sandelig, hans levedage er bestemt, antallet af hans måneder er fastsat hos dig, og du har givet ham en frist han ikke kan overskride.
6 Se væk fra ham, og han har ro, mens han kan glæde sig som en daglejer over sin dag.
7 Ja, for et træ er der håb, når det bliver skåret ned, så skyder det igen, og dets skud udebliver ikke.
8 Når dets rod i jorden bliver ældre, og dets stub dør i mulden,
9 spirer det ved duften af vand, og det fortsætter med at sætte grene som en plante.
10 En mand dør og svinder hen; et menneske udånder, men hvor er det så?
11 Vand forsvinder fra havet, og en flod tørrer ud og er tørlagt.
12 Men har mennesket lagt sig, står det ikke op igen; indtil der ikke er en himmel, vågner de ikke op, og de vækkes ikke af deres søvn.
Job ser intet håb
13 Gid du ville holde mig skjult i dødsriget, skjule mig indtil din vrede er hørt op, give mig en frist og huske mig igen.
14 Når en mand dør, kommer han så til live igen? Alle dagene i min krigstjeneste ville jeg vente til min afløsning kom.
15 Du ville kalde, og jeg ville svare dig; efter dine hænders værk ville du længes.
16 Men nu du tæller mine skridt, vogter du så ikke på min synd?
17 Forseglet i en pung ville min overtrædelse være, og du ville have dækket min skyld til.
18 Men et bjerg styrter sammen og smuldrer, og en klippe flytter sig fra sit sted.
19 Vand udhuler sten, dets strømme skyller muldjorden bort, sådan gør du menneskets håb til intet.
20 Du besejrer ham for evigt, og han går bort, gør ham ukendelig, og du sender ham bort.
21 Bliver hans sønner æret, han ved det ikke, og bliver de ringeagtet, han opdager det ikke.
22 Kun hans eget legeme mærker smerte, og han sørger over sig selv.«
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Mark 9,21 (henviser til v. 1)
- Jak 4,14 (henviser til v. 1)
- Jak 1,10 (henviser til v. 2)
- Matt 1,18 (henviser til v. 4)
- Luk 18,19 (henviser til v. 4)
- Joh 3,6 (henviser til v. 4)
- Rom 7,18 (henviser til v. 4)
- 1 Kor 15,48 (henviser til v. 4)
- 1 Kor 15,43 (henviser til v. 10)
- Luk 7,14 (henviser til v. 14)
Spørgsmål til bibelkredsen
Job klager over menneskets elendighed v. 1
- Hvilke billeder bruger Job om menneskets liv i v. 1–2?
- Hvorfor siger Job, at der er mere håb for et træ end for et menneske (v. 7–12)?
- Hvordan kan det hjælpe dig at huske, at livet er kort?
Job ser intet håb v. 13
- Hvad ønsker Job, at Gud skal gøre med ham i dødsriget (v. 13)?
- Hvordan svarer NT på Jobs spørgsmål: »Når en mand dør, kommer han så til live igen?« (v. 14; jf. Joh 11,25)?
- Hvilken trøst giver opstandelsen dig, når du tænker på døden?
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jobs Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer