Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Jobs Bog
Jobs Bog kapitel 13
28 vers
📖 Læs Job 13 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Job afviser vennernes svar som løgn og kalder dem uduelige læger. De forsvarer Gud med uret, og deres ord er ordsprog af aske. Job vil selv føre sin sag frem for den Almægtige og holder fast ved Gud, selv om han slår ham ihjel. Han beder Gud om at fjerne sin hånd og vise ham hans synd.
Indhold
Job taler om sin forfarenhed i disse ting, klager over sine venners uforstandighed og beder dem at tie, at han måtte tale, 1-14; taler om sin gode samvittighed og tillid til Gud, beråber sig på Gud selv og ønsker, Gud ville lade af fra sin hårdhed, 15-28.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Jobs advarsel til vennerne
1 Ja, alt dette har mit øje set, mit øre hørt, og det er blevet forstået.
2 Så det I ved, ved jeg også, jeg står ikke tilbage for jer.
3 Men jeg vil selv tale til den Almægtige, og jeg ønsker virkelig at forsvare mig over for Gud.
4 Men I smører med løgn, uduelige læger er I alle sammen!
5 Gid I ville tie fuldstændig stille, det ville være visdom af jer!
6 Hør en gang min modargumentation, og lyt opmærksomt til mine anklagepunkter!
7 Vil I forsvare Gud med uret, vil I forsvare ham med svig?
8 Vil I tage parti for ham? Vil I føre sag for Gud?
9 Vil det være godt hvis han ransager jer, eller er det som man narrer et menneske at I vil narre ham?
10 Vil han virkelig forsvare jer hvis I i det skjulte tager parti?
11 Skulle hans ophøjethed ikke forfærde jer, og hans rædsel falde over jer?
12 Det I husker, er ordsprog af aske; som bolværk af ler er jeres svar.
13 Ti stille over for mig, og lad mig tale, og så må der ske mig hvad der vil!
14 Hvorfor skulle jeg bære mit kød i mine tænder? Mit liv derimod vil jeg tage i min egen hånd!
Job stoler helt på den almægtige Gud
15 Selvom han slår mig ihjel, vil jeg alligevel vente på ham, dog mine veje vil jeg forsvare over for ham.
16 Dette skal virkelig være min redning, for ingen gudløs træder frem for hans ansigt.
17 Lyt nøje til min tale, lad mit indlæg blive hørt af jer!
18 Se dog, jeg har argumenteret for min ret, jeg ved at jeg har ret
19 Hvem er han der kan føre en retssag mod mig? For nu vil jeg tie stille og udånde.
20 Kun to ting må du undlade at gøre mod mig, så vil jeg ikke skjule mig for dit ansigt!
21 Fjern din hånd fra mig, og lad ikke din mægtige rædsel forfærde mig!
22 Kald på mig, og jeg vil svare dig, eller jeg vil tale, og så svar du mig!
23 Hvor mange forbrydelser og synder har jeg? Vis mig min overtrædelse og min synd!
24 Hvorfor skjuler du dit ansigt og regner mig for din fjende?
25 Skræmmer du et blad der blæser væk, og forfølger du et tørt strå?
26 For du dikterer bitre forhold for mig, og du lader mig arve mine ungdomssynder.
27 Du lægger mine fødder i blokken. Du vogter på alle mine stier, du afsætter mærker på mine fodsåler,
28 og dette mod en der ældes som noget råddent, som tøj et møl æder op.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
Spørgsmål til bibelkredsen
Jobs advarsel til vennerne v. 1
- Hvad kalder Job sine venner i v. 4–5, og hvad ville være visdom af dem?
- Hvad er galt i at forsvare Gud med uret (v. 7–8)?
- Hvordan kan man komme til at sige noget forkert om Gud for at trøste en, der lider?
Job stoler helt på den almægtige Gud v. 15
- Hvad vil Job gøre, selv om Gud slår ham ihjel (v. 15)?
- Hvorfor beder Job Gud om at vise ham hans overtrædelse og synd (v. 23)?
- Hvad betyder det for dig at kunne tale ærligt til Gud, også når du ikke forstår ham?
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jobs Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer