Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Salmernes Bog

Salmernes Bog kapitel 104

35 vers

📖 Læs Sl 104 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

En stor lovsang til HERREN som skaber. Han er hyllet i lys, har grundfæstet jorden og sat grænser for vandet. Han giver kilder til dyrene, græs til kvæget og brød og vin til mennesket. Månen og solen markerer tiderne, og havet vrimler af liv. Alle venter på, at Gud giver dem føde. Sender han sin Ånd, skabes de, og han fornyer jordens skikkelse.

Indhold

Psalmisten lover Gud for hans store og forunderlige gerninger i skabelsen såvel som i opholdelsen, idet han betragter de fornemste gerninger, som Gud har gjort i skabelsen, 1-30; og lærer os deraf at betragte Guds majestæt, at ære og prise ham, 31-35.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

HERREN er stor!

1 Pris af hjertet HERREN! HERRE, min Gud, du er meget stor! Du har iført dig højhed og ære.

2 Du som er hyllet i lys som kappe, som spænder himlen ud som en teltdug,

3 som bygger dine højsale i vandene; som gør skyerne til din vogn, som farer frem på vindens vinger,

4 som gør vinde til dine sendebud, flammende ild til dine tjenere.

HERREN er jordens skaber

5 Han grundfæstede jorden på dens grundvold, den skal ikke rokkes i al evighed.

6 Du dækkede den med urdybet som et klæde, så der stod vand over bjerge.

7 Det flygtede for din trussel, løb skræmt bort for din tordens skrald.

8 Det steg op over bjerge og ned i dale til det sted som du fastsatte for det.

9 Du satte en grænse det ikke må overskride, det skal ikke igen dække jorden.

Gud sørger for alt levende

10 Han sender kilder ud i dalene, de flyder mellem bjerge,

11 de giver vand til alle markens vilde dyr, vildæsler slukker deres tørst.

12 Ved dem slår himlens fugle sig ned, mellem grenene lader de deres stemme lyde.

13 Han vander bjerge fra sine højsale, jorden mættes af dine gerningers frugt.

14 Han lader græs gro frem til kvæget og planter til mennesket at arbejde med for at frembringe brød af jorden

15 og vin der glæder et menneskes hjerte, så ansigtet kommer til at stråle af olie, og brød styrker et menneskes hjerte.

16 HERRENS træer mættes, Libanons cedre som han har plantet

17 der hvor fuglene bygger rede, storken hvis bo er cypresser.

18 De høje bjerge er for stenbukkene, klipperne er tilflugtssted for klippegrævlingen.

Gud giver både aktivitet og hvile

19 Han skabte månen til at fastsætte festtiderne, solen kendte sin nedgang.

20 Når du sender mørke, bliver det nat, i den rører alle skovens vilde dyr på sig.

21 De unge løver brøler efter rov og for at kræve deres føde af Gud.

22 Når solen står op, trækker de sig tilbage og lægger sig i deres huler.

23 Mennesket går ud til sin gerning og til sit arbejde indtil aften.

Gud skabte også havenes vrimmel

24 Hvor er dine værker mange, HERRE! Du skabte dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk.

25 Her er havet, stort og vidt til alle sider, der er en vrimmel uden tal, både små og store dyr.

26 Der sejler skibene, der er Livjatan, som du skabte til at lege med.

Alt liv er afhængigt af Gud

27 De venter alle med håb til dig om at du skal give dem deres føde i rette tid.

28 Du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med godt.

29 Du skjuler dit ansigt, og de forfærdes, du tager deres ånd tilbage, og de dør og vender tilbage til deres støv.

30 Du sender din Ånd, og de skabes, og du fornyer jordens skikkelse.

HERRENS herlighed skal vare evigt

31 Må HERRENS herlighed vare evigt, må HERREN glæde sig over sine værker!

32 Han ser på jorden, og den skælver, han rører ved bjerge, og de ryger.

33 Jeg vil synge for HERREN så længe jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud så længe jeg er til.

34 Gid mit digt må behage ham, jeg vil glædes i HERREN.

35 Gid syndere må udryddes fra jorden og ugudelige ikke være til længere! Pris af hjertet HERREN! Halleluja!

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

HERREN er stor! v. 1

  • Hvordan beskrives HERREN i v. 1–4?
  • Hvordan bruger Hebr 1,7 v. 4 om englene?
  • Hvad i naturen får dig til at sige: »Du er meget stor«?

HERREN er jordens skaber v. 5

  • Hvad gjorde Gud med urdybet (v. 6–9)?
  • Hvad betyder det, at Gud har sat en grænse for vandet?
  • Hvordan kan det give tryghed, at Gud har orden på sit skaberværk?

Gud sørger for alt levende v. 10

  • Hvad giver Gud dyrene og mennesket (v. 10–15)?
  • Hvorfor hører både brød og vin, der glæder hjertet, med til Guds gaver?
  • Hvilke af Guds gaver i hverdagen vil du takke for?

Gud giver både aktivitet og hvile v. 19

  • Hvad gør dyrene om natten, og hvad gør mennesket om dagen (v. 20–23)?
  • Hvad siger salmen om rytmen mellem arbejde og hvile?
  • Hvordan kan du tage imod både arbejde og hvile som gaver fra Gud?

Gud skabte også havenes vrimmel v. 24

  • Hvad er der i havet ifølge v. 25–26?
  • Hvad betyder det, at Gud skabte alt »med visdom«?
  • Hvordan kan du passe på Guds skaberværk?

Alt liv er afhængigt af Gud v. 27

  • Hvad sker der, når Gud åbner sin hånd, og når han sender sin Ånd (v. 28–30)?
  • Hvorfor bruges v. 30 ofte i pinsen?
  • Hvad betyder det for dig, at du er helt afhængig af Gud?

HERRENS herlighed skal vare evigt v. 31

  • Hvad vil salmisten gøre så længe han lever (v. 33)?
  • Hvorfor glæder HERREN sig over sine værker?
  • Hvordan kan dit liv blive en lovsang til Gud?

Personer og steder i kapitlet

  • Libanon (sted) – Et bjergrigt område, kendt for sine cedertræer

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Salmernes Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer