Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Salmernes Bog
Salmernes Bog kapitel 78
72 vers
📖 Læs Sl 78 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Asaf vil fortælle den næste slægt om HERRENS gerninger, så børnene sætter deres lid til Gud og ikke bliver som fædrene. Han gennemgår historien fra udfrielsen af Egypten og vandringen i ørkenen til landet og tiden i Shilo. Igen og igen svigtede folket, men Gud var barmhjertig og sonede deres skyld. Til sidst udvalgte han Juda, Zion og sin tjener David til at vogte sit folk.
Indhold
Asaf opmuntrer Guds folk til at agte på sin tale og undervisning, 1-8; foreholder dem deres fædres ulydighed, genstridighed og hykleri fra begyndelsen af, ved deres udgang af Egypten og indgang i Kanaan og senere, 9-58; taler om Guds hårde domme over dem og om, hvorledes han omsider ikke havde udvalgt Efraims stamme, men Judas, og af den David til at føde sit folk, 59-72.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1 Maskil af Asaf. Mit folk, lyt til min lov, bøj jeres ører til min munds tale!
Asaf opmuntrer Guds folk til at agte på hans tale og undervisning
2 Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil forkynde gådetale fra fortiden.
3 Det som vi har hørt og har lært at kende, og som vore fædre har fortalt os,
4 det vil vi ikke skjule for deres børn, idet vi fortæller den kommende slægt om HERRENS glorværdige gerninger og hans styrke, og de undere han har gjort.
5 Han oprettede et vidnesbyrd i Jakob og gav en lov i Israel som han befalede vore fædre at gøre kendt for deres børn,
6 for at den kommende slægt skulle lære den at kende, de børn som skulle fødes, så de indtrængende kunne fortælle det for deres børn.
7 Og de skulle sætte deres lid til Gud og ikke glemme Guds gerninger, men holde hans bud.
8 Og de skulle ikke blive som deres fædre, en genstridig og trodsig slægt, en slægt som ikke gjorde sit hjerte fast, og hvis ånd ikke holdt trofast ved Gud.
Fædrenes svigt og ulydighed
9 Efraims sønner var veludrustede bueskytter, men de vendte om på kampens dag.
10 De holdt ikke Guds pagt og vægrede sig ved at vandre efter hans lov.
11 Og de glemte hans gerninger og hans undere, som han havde ladet dem se.
12 For deres fædre havde han gjort et under i Egyptens land, på Soans mark.
13 Han kløvede havet og lod dem gå igennem og rejste vandet som en vold.
14 Han ledte dem ved skyen om dagen og hele natten ved flammende lys.
15 Han kløvede klipper i ørkenen og gav rigeligt at drikke, som af store dyb.
16 Han lod bække strømme frem af en klippe og lod vand rinde ned som floderne.
17 Men de blev stadig ved med at synde mod ham, med at være genstridige mod den Højeste i det tørre land.
18 Og de fristede Gud i deres hjerte, så de fordrede den mad de begærede.
19 Og de talte mod Gud, idet de sagde: »Mon Gud kan dække et bord i ørkenen?
20 Nok slog han på klippen så vand flød, og bække strømmede; mon han også kan give brød eller skaffe kød for sit folk?«
21 Derfor, da Herren hørte det, blev han vred, og en ild blussede op mod Jakob, og en vrede steg op mod Israel,
22 for de troede ikke på Gud og stolede ikke på hans frelse.
23 Så gav han befaling til skyerne deroppe og åbnede himlenes døre.
24 Og han lod manna regne over dem til at spise og gav dem himlens korn.
25 Et menneske spiste de stærkes brød, han sendte dem føde så de blev mætte.
26 Han lod østenvind bryde løs på himlen og ved sin styrke drev han søndenvind frem.
27 Og han lod kød regne ned over dem som støv og vingede fugle som havets sand.
28 Og han lod dem falde midt i sin lejr, rundt omkring sine boliger.
29 Og de spiste og blev meget mætte, han skaffede dem det de begærede.
30 De havde stadig ikke stillet deres begær, deres mad var endnu i deres mund,
31 da Guds vrede rejste sig mod dem, og han dræbte nogle blandt deres kraftige mænd, og han strakte Israels unge mænd til jorden.
32 Trods alt dette syndede de fortsat og troede ikke på hans undere.
33 Da lod han deres dage svinde hen i tomhed og deres år i brat undergang.
34 Når han dræbte dem, søgte de ham, de vendte om og søgte Gud.
35 Og de huskede at Gud var deres klippe, og Gud den Højeste deres forløser.
36 Men de talte hyklerisk for ham med deres mund, og med deres tunge løj de for ham.
37 Deres hjerte holdt ikke fast ved ham, og de holdt ikke trofast hans pagt.
38 Men han er barmhjertig, han soner skyld og ødelægger ikke, ofte vendte han sin vrede bort og lod ikke hele sin harme blive virksom.
39 Han huskede på at de var kød, et vindpust som forsvinder og ikke vender tilbage.
40 Hvor ofte var de ikke genstridige mod ham i ørkenen, optændte hans vrede i ødemarken.
41 Og de fristede på ny Gud og bedrøvede Israels Hellige.
42 De huskede ikke på hans hånd den dag da han befriede dem fra fjenden,
43 da han gjorde sine tegn i Egypten og sine undere på Soans slette.
44 Til blod forvandlede han deres strømme og deres bække, så de ikke kunne drikke af dem,
45 og han sendte fluer på dem, som åd dem, og frøer, som voldte dem ødelæggelse,
46 og han gav gnaveren deres afgrøde og frugten af deres arbejde til græshoppen,
47 han ødelagde deres vinstok med haglen og deres morbærfigentræer med isregn,
48 og han overgav deres kvæg til haglen og deres hjorde til lynene,
49 han sendte sin vredes glød mod dem, harme og raseri og trængsel, en udsendt skare af uheldsbringende engle.
50 Han banede vej for sin vrede, han sparede ikke deres sjæl fra døden, og han overgav deres liv til pesten,
51 og han slog alle førstefødte i Egypten, manddomskraftens førstegrøde i Kams telte.
Vandringen til det forjættede land
52 Men han lod sit folk bryde op som en fåreflok og ledte dem som hjorden i ørkenen,
53 og han førte dem i tryghed, og de frygtede ikke, men havet dækkede deres fjender.
54 Og han bragte dem til sit hellige land, til dette bjerg som hans højre hånd havde erhvervet.
55 Han fordrev folkeslag foran dem og lod det tilfalde dem som tilmålt arvelod, og han lod Israels stammer bo i deres telte.
Israels utroskab
56 Men de fristede og var genstridige mod Gud den Højeste og overholdt ikke hans love.
57 De vendte sig bort og var troløse som deres fædre, de svigtede som en slap bue.
58 De vakte hans harme med deres høje, og med deres gudebilleder fremkaldte de hans vrede.
59 Da Gud hørte det, blev han vred, og han forkastede Israel fuldstændig.
60 Han vragede boligen i Shilo, det telt som han havde slået op blandt mennesker.
61 Han gav sin magt i fangenskab og sin herlighed i fjendes hånd.
62 Han overgav sit folk til sværdet og blev vred på sin arvelod.
63 Ild fortærede hans unge mænd, og hans jomfruer fik ingen bryllupssang.
64 Hans præster faldt for sværdet, og hans enker græd ikke.
Men Gud er trofast
65 Da vågnede Herren som en sovende, som en helt der var overvældet af vin.
66 Og han slog sine fjender tilbage, han gav dem evig forhånelse.
67 Han forkastede Josefs telt og udvalgte ikke Efraims stamme,
68 men han udvalgte Judas stamme, Zions bjerg, som han elskede.
69 Og han byggede sin helligdom ligesom høje, som jorden som han har grundfæstet for evigt.
70 Og han udvalgte David, sin tjener, og tog ham fra fårefoldene,
71 fra diegivende får lod han ham komme for at vogte sit folk, Jakob, og sin arv, Israel.
72 Han vogtede dem efter sit hjertes oprigtighed og ledte dem med kyndig hånd.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Matt 13,35 (citerer v. 2)
- Matt 13,35 (citerer v. 2)
- Joh 6,31 (citerer v. 24)
- Joh 6,31 (citerer v. 24)
- Mark 4,22 (henviser til v. 2)
- 1 Kor 2,7 (henviser til v. 2)
- Luk 1,17 (henviser til v. 8)
- Luk 9,62 (henviser til v. 8)
- Kol 2,5 (henviser til v. 8)
- ApG 15,38 (henviser til v. 9)
- Joh 20,25 (henviser til v. 11)
- 1 Kor 10,1 (henviser til v. 13)
- 1 Kor 10,4 (henviser til v. 15)
- Matt 4,3 (henviser til v. 17)
- Matt 4,7 (henviser til v. 18)
- Matt 6,31 (henviser til v. 18)
- ApG 5,9 (henviser til v. 18)
- 1 Kor 10,9 (henviser til v. 18)
- Hebr 3,8 (henviser til v. 18)
- Åb 18,14 (henviser til v. 18)
- Matt 14,17 (henviser til v. 19)
- Mark 8,4 (henviser til v. 19)
- Luk 9,12 (henviser til v. 19)
- Joh 11,21 (henviser til v. 19)
- Joh 11,37 (henviser til v. 19)
- 1 Kor 10,4 (henviser til v. 20)
- Mark 9,19 (henviser til v. 22)
- ApG 27,13 (henviser til v. 26)
- Jud 1,12 (henviser til v. 29)
- 1 Kor 11,30 (henviser til v. 30)
Spørgsmål til bibelkredsen
Lyt til Guds undervisning v. 1
- Hvad vil Asaf fortælle den kommende slægt (v. 4)?
- Hvorfor er det så vigtigt, at børn får Guds gerninger fortalt (v. 6–7)?
- Hvordan kan du give troen videre til den næste generation?
Fædrenes svigt og ulydighed v. 9
- Hvilke undere gjorde Gud i Egypten og i ørkenen (v. 12–16, 23–29)?
- Hvad siger v. 38–39 om Gud, selv når folket var troløst?
- Hvor ser du den samme blanding af svigt og Guds tålmodighed i dit eget liv?
Vandringen til det forjættede land v. 52
- Hvordan ledte Gud sit folk ifølge v. 52–53?
- Hvad fortæller billedet af Gud som hyrde for en fåreflok?
- Hvordan har Gud ledt dig, også når du ikke selv så det?
Israels utroskab v. 56
- Hvad gjorde folket, da de var kommet ind i landet (v. 56–58)?
- Hvorfor forkastede Gud boligen i Shilo?
- Hvad kan få dig til at svigte »som en slap bue«?
Men Gud er trofast v. 65
- Hvem udvalgte Gud til sidst (v. 67–70)?
- Hvordan peger David, hyrden, frem mod Jesus, den gode hyrde?
- Hvad betyder det for dig, at Gud er trofast, selv når mennesker svigter?
Personer og steder i kapitlet
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Efraim (person) – Josefs anden søn og en af Israels stammer.
- Asaf (person) – Levitisk musiker, salmedigter og stamfar til tempelsangere
- Josef (person) – Søn af Jakob, hersker i Egypten
- Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
- David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
- Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
- Soan (sted) – En gammel egyptisk by, sandsynligvis Tanis
- Shilo (sted) – Israelitisk helligdom og samlingssted i dommertiden
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Salmernes Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer