Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Salmernes Bog

Salmernes Bog kapitel 89

53 vers

📖 Læs Sl 89 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Etan synger om HERRENS nåde og trofasthed, som ses i skabelsen og i hans magt over havet. Han gengiver Guds pagt med David: Hans slægt og trone skal bestå for evigt, og selv om sønnerne synder, vil Gud ikke bryde sin nåde. Men nu ser det ud, som om Gud har forkastet sin salvede. Salmen klager over nøden og bygger bønnen på Guds løfte. Løftet bliver opfyldt i Jesus, Davids søn.

Indhold

Ethan lover Gud for hans miskundhed og sandhed, i særdeleshed imod David, og taler om Guds højhed og mægtige gerninger, som er Guds folk til trøst, 2-19; opregner Guds herlige løfter til David om Messias og hans rige, hvis forbillede David var, 20-38; klager over de store genvordigheder, som Gud lod komme over sin menighed; lover dog Gud i det visse håb, at han ej skulle gøre sine løfter til intet, 39-53.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

1 Maskil af Etan, ezraitten.

Lovprisning af Guds skabermagt og trofasthed

2 Om HERRENS nåde vil jeg evigt synge, i slægt efter slægt vil jeg prisende forkynde din sandhed med min mund.

3 For jeg har sagt: Evigt opbygges nåde, himlen - du grundfæster din sandhed i den:

4 »Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min tjener:

5 For evigt vil jeg grundfæste din slægt, og jeg bygger din trone i slægt efter slægt.« Sela

6 Og himlen skal prise dit under, HERRE, ja, din sandhed i de helliges forsamling.

7 For hvem i skyerne kan være lige med HERREN? Hvem ligner HERREN blandt gudssønnerne?

8 En Gud der vækker stor rædsel i de helliges kreds og er frygtindgydende over alle som er omkring ham!

9 HERRE, Hærskarers Gud, hvem er som du, mægtige HERREN? Og din trofasthed omgiver dig.

10 Du hersker over havets overmod, når dets bølger rejser sig, dæmper du dem.

11 Du knuste Rahab som en dræbt, med din stærke arm spredte du dine fjender.

12 Dig tilhører himlen, dig tilhører også jorden, verden og alt hvad der fylder den – det har du grundlagt.

13 Nord og syd – du skabte dem, Tabor og Hermon jubler i dit navn.

14 Du har en arm med styrke, din hånd bliver stærk, du løfter din højre hånd.

15 Retfærdighed og ret er din trones grundvold, nåde og sandhed går foran dig.

16 Saligt er det folk som kender til jublende hyldest, HERRE, i dit ansigts lys kan de vandre.

17 Over dit navn skal de fryde sig hele dagen, og ved din retfærdighed ophøjes de.

18 For du er deres styrkes herlighed, og ved dit velbehag løfter du vort horn.

19 For vort skjold tilhører HERREN, ja, vor konge tilhører Israels Hellige.

Løfterne til og over Davids slægt

20 Dengang talte du i et syn til dine fromme og sagde: »Jeg har sørget for hjælp ved en helt, jeg har ophøjet en udvalgt ud af folket.

21 Jeg har fundet David, min tjener, med min hellige olie har jeg salvet ham,

22 ham som min hånd vil holde fast, ja, min arm skal styrke ham.

23 Fjenden skal ikke overfalde ham, og en ond person skal ikke mishandle ham.

24 Men jeg vil knuse hans fjender for hans ansigt og dem som hader ham, vil jeg slå ned.

25 Men min sandhed og min nåde skal være med ham, i mit navn skal hans horn ophøjes.

26 Og jeg vil udstrække hans hånd over havet, og hans højre hånd over floderne.

27 Han skal råbe til mig: >Du er min Fader, min Gud og min frelses klippe<.

28 Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den øverste blandt jordens konger.

29 Til evig tid vil jeg bevare min nåde mod ham, og min pagt er til at stole på for ham.

30 Jeg har fastsat at hans slægt skal bestå til evig tid, og hans trone så længe som himlens dage varer.

31 Hvis hans sønner forlader min lov, og de ikke vandrer efter mine befalinger,

32 hvis de vanhelliger mine love og ikke holder mine bud:

33 Så vil jeg hjemsøge deres overtrædelse med stok og deres skyld med slag.

34 Men min nåde mod ham vil jeg ikke bryde og ikke forråde min sandhed.

35 Jeg vil ikke vanhellige min pagt og ikke forandre det som er gået over mine læber.

36 Ét har jeg svoret ved min hellighed: - jeg vil aldrig lyve for David –

37 Hans slægt skal være til evig tid, og hans trone som solen foran mig;

38 som månen skal den befæstes for evigt, og et vidne på skyerne er trofast«. Sela

Klage over folkets og kongens nød

39 Men nu har du forkastet og afvist ham, du blev vred på din salvede.

40 Du har forkastet pagten med din tjener, du har vanhelliget hans krone ned på jorden.

41 Du har revet alle hans mure ned, du har lagt hans fæstninger i ruin.

42 Alle som gik forbi på vejen, udplyndrede ham, han er blevet til spot for sine naboer.

43 Du har løftet hans modstanderes højre hånd, du har glædet alle hans fjender.

44 Ja, du vendte hans sværds klinge om, og du lod ham ikke holde stand i krigen.

45 Du har gjort ende på hans glans og kastet hans trone til jorden.

46 Du har afkortet hans ungdoms dage, du har hyllet ham i skam. Sela

47 Hvor længe, HERRE, vil du evigt skjule dig? hvor længe skal din harme brænde som ild?

48 Husk, hvilken livslængde jeg har, til hvilken flygtighed du har skabt alle menneskebørn.

49 Hvilken mand kan leve uden at skulle se døden, kan redde sit liv fra dødsrigets magt? Sela

50 Hvor er dine tidligere nådegerninger, Herre, som du tilsvor David i dit løfte?

51 Husk, Herre, spotten mod dine tjenere, husk, at jeg i mit bryst bærer alle de mange folk,

52 husk, at dine fjender har spottet, HERRE, at de har spottet din salvedes fodspor.

Liturgisk lovprisning

53 Lovet være HERREN til evig tid! Amen, amen.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Lovprisning af Guds skabermagt og trofasthed v. 1

  • Hvad vil Etan synge om for evigt (v. 2)?
  • Hvorfor knytter han Guds magt over havet og skabelsen sammen med hans trofasthed?
  • Hvor ser du Guds trofasthed i dit liv?

Løfterne til og over Davids slægt v. 20

  • Hvad lover Gud David og hans slægt (v. 21–38)?
  • Hvordan bliver løftet om en evig trone opfyldt i Jesus, Davids søn (Luk 1,32–33)?
  • Hvad betyder det for dig, at Gud ikke bryder sin pagt, selv når vi svigter?

Klage over folkets og kongens nød v. 39

  • Hvad er der sket med kongen ifølge v. 39–46?
  • Hvorfor minder salmisten Gud om hans løfter i v. 50?
  • Hvordan kan du bede med Guds løfter, når virkeligheden ser ud til at modsige dem?

Liturgisk lovprisning v. 53

  • Hvordan slutter salmen?
  • Hvorfor kan man prise Gud, selv efter en klage?
  • Hvad betyder »Amen« for dig, når du beder?

Personer og steder i kapitlet

  • David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
  • Etan (person) – Vis mand, ezraitten; forfatter til Salme 89.
  • Zera (person) – Søn af Juda, tvillingebror til Peres
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Hermonbjerget (sted) – Bjerg ved Israels nordgrænse
  • Taborbjerget (sted) – Bjerg i Israel, hvor Debora og Barak vandt deres sejr

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Salmernes Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer