Det Gamle Testamente · Små profeter · Zakarias’ Bog
Zakarias’ Bog kapitel 6
15 vers
📖 Læs Zak 6 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Zakarias' sidste nattesyn viser fire vogne med røde, sorte, hvide og spraglede heste. De er himlens fire vinde, der drager rundt på jorden på HERRENS befaling. Derefter skal Zakarias lave en krone af sølv og guld fra de hjemvendte og sætte den på ypperstepræsten Josvas hoved. Manden Semak skal bygge HERRENS tempel og være både konge og præst på sin trone.
Indhold
Profeten ser i et syn fire vogne, hvorved forestilles, hvorledes Gud skulle udføre sine domme over sit riges fjender, 1-8; han får befaling om, at han af det guld og sølv, som han modtager af de bortførte, skulle gøre en krone til at sætte på ypperstepræstens hoved som et forbillede på Kristi kongelige værdighed; i hans rige skulle hedningerne få del, 9-15.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Synet om de fire stridsvogne
1 Jeg løftede atter mine øjne og så fire vogne, som kom til syne mellem de to bjerge. Bjergene var kobberbjerge.
2 For den første vogn var der røde heste, for den anden vogn sorte heste, for den tredje vogn hvide heste, og for den fjerde vogn spraglede heste; det var stærke dyr.
3 (se v. 2)
4 Jeg sagde til englen, som talte med mig: »Hvad betyder det, min herre?«
5 Og englen svarede: »Det er himlens fire vinde, som går ud, efter at de har stået foran hele jordens herre.
6 Hvad angår vognen med de sorte heste, så går de ud imod nordens land, og de hvide er gået ud efter dem. De spraglede er gået ud imod sydens land.«
7 De stærke gik frem, og de var ivrige efter at komme afsted og drage rundt på jorden. Han sagde: »Gå, drag rundt på jorden!« Så drog de rundt på jorden.
8 Da råbte han til mig: »Se, de som drager mod nordens land, har bragt min Ånd til hvile i nordens land.«
Kronen og templet
9 HERRENS ord kom til mig:
10 »Tag fra de landflygtige - Heldaj, Tobija og Jedaja - og gå samme dag ind i Josijas', Sefanjas søns, hus, hvor de er kommet til fra Babel.
11 Ja, tag sølv og guld og lav en krone. Sæt den på ypperstepræsten Josvas, Josadaks søns, hoved,
12 og sig til ham: >Således siger Hærskarers HERRE: Se, en mand ved navn Semak skal skyde frem fra sit sted, og han skal bygge HERRENS tempel.
13 Han skal bygge HERRENS tempel, og han skal have kongeværdighed. Han skal sidde og herske på sin trone, og han skal være præst på sin trone. Imellem dem skal der være fredsråd.
14 Kronen skal være i templet som en påmindelse for Helem, Tobija, Jedaja og Hen, Sefanjas søn.
15 Fra det fjerne skal man komme og bygge på HERRENS tempel, og så skal I vide, at Hærskarers HERRE har sendt mig til jer. Dette skal ske, hvis I flittigt hører på HERRENS, jeres Guds, stemme.«<
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Åb 6,4 (henviser til v. 2)
- Åb 6,5 (henviser til v. 2)
- Åb 6,2 (henviser til v. 3)
- Åb 6,8 (henviser til v. 3)
- Hebr 1,7 (henviser til v. 5)
- Åb 6,5 (henviser til v. 6)
- Åb 6,2 (henviser til v. 11)
- Matt 21,5 (henviser til v. 12)
- Luk 1,78 (henviser til v. 12)
- ApG 5,24 (henviser til v. 12)
- ApG 7,47 (henviser til v. 12)
- ApG 13,32 (henviser til v. 12)
- Hebr 3,3 (henviser til v. 12)
- Mark 14,9 (henviser til v. 14)
Spørgsmål til bibelkredsen
Synet om de fire stridsvogne v. 1
- Hvilke farver har hestene, og hvor drager de hen?
- Hvad siger synet om, at HERREN styrer, hvad der sker på hele jorden?
- Hvordan kan det give dig ro, at Gud har magten over verdens begivenheder?
Kronen og templet v. 9
- Hvad skal Zakarias gøre med kronen, og hvad siges om Semak i v. 12–13?
- Hvorfor er det særligt, at Semak er både præst og konge? Jf. Hebr 7 om Kristus som præst og konge.
- Hvad betyder det for dig, at Jesus både går i forbøn for dig og hersker?
Personer og steder i kapitlet
- Heldaj (person) – En hjemvendt landflygtig, der var med til at krone Josva.
- Jedaja (person) – Hjemvendt landflygtig, der gav sølv og guld til kroner
- Josija (person) – En, der skaffede sølv og guld til en krone
- Tobija (person) – Jøde efter eksilet, som skaffede sølv og guld til kroner
- Sefanja (person) – En af mændene i Zakarias' profeti
- Josadak (person) – Far til ypperstepræsten Josva under eksilet.
- Josva (person) – Ypperstepræst, da templet blev genopbygget
- Babylon (sted) – Oldtidsby i Mesopotamien, hovedstad i Det Babyloniske Rige, stedet for Babelstårnet.
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Zakarias’ Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer