Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Små profeter · Zakarias’ Bog

Zakarias’ Bog kapitel 7

14 vers

📖 Læs Zak 7 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Mænd fra Betel spørger, om de stadig skal faste i den femte måned som minde om templets ødelæggelse. HERREN spørger tilbage, om de virkelig har fastet for ham. Det, han vil, er det, de tidligere profeter sagde: sande domme, trofast kærlighed og barmhjertighed mod enker, faderløse, fremmede og fattige. Fædrene gjorde deres hjerter hårde som diamant, og derfor blev de spredt blandt folkeslagene.

Indhold

Jøderne spørge Herren ad ved profeten, om de endnu skulle holde de fastedage, som deres fædre havde vedtaget at holde, 1-3; Herren svarer, at han ej havde befalet dem sådant, 4-7; men at de skulle øve ret og vise barmhjertighed; fordi de ej havde iagttaget dette, havde Gud straffet dem, 8-14.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Faste og lydighed

1 I kong Darius' fjerde år på den fjerde dag i den niende måned, kislev, kom HERRENS ord til Zakarias.

2 Betel havde sendt Sar-ezer, Regem-Melek og hans mænd for at søge HERRENS gunst,

3 idet de skulle sige til præsterne, som var ved Hærskarers HERRES hus, og til profeterne: »Skal vi mon græde i den femte måned og være afholdende, som vi har gjort i så mange år nu?«

4 Da kom Hærskarers HERRES ord til mig:

5 »Sig til hele folket i landet og til præsterne: >Når I har fastet og sørget i den femte og syvende måned i halvfjerds år, har I da virkelig fastet for mig?

6 Og når I spiser, og når I drikker, er det så ikke jer, som spiser, og jer, som drikker?

7 Husker I ikke de ord, som HERREN forkyndte ved de tidlige profeter, da Jerusalem var beboet og rolig med dens omkringliggende byer, og da sydlandet og lavlandet var beboede?«<

8 Og HERRENS ord kom til Zakarias:

9 »Således sagde Hærskarers HERRE: >Døm sande domme og vis trofast kærlighed og barmhjertighed mod hinanden.

10 Undertryk ikke enken eller den faderløse, den fremmede eller den fattige, og planlæg ikke ondt imod hinanden i jeres hjerter!<

11 Men de nægtede at høre efter. De vendte ryggen til og gjorde deres ører døve, så de ikke hørte noget.

12 De gjorde deres hjerter hårde som diamant for ikke at høre loven og ordene, som Hærskarers HERRE sendte ved sin ånd gennem de tidligere profeter. Derfor kom der en stor vrede fra Hærskarers HERRE.

13 Og ligesom han råbte, uden at de hørte, sådan råbte de, uden at jeg hørte, sagde Hærskarers HERRE.

14 Jeg bortdrev dem som ved en storm blandt alle de folkeslag, de ikke kendte til, og landet blev til ødelagt bag dem, sådan at ingen går igennem det, hverken frem eller tilbage. De gjorde det herlige land til en ødemark.«

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Faste og lydighed v. 1

  • Hvad spørger mændene fra Betel om, og hvad svarer HERREN i v. 5–6?
  • Hvorfor kan faste og gudstjeneste blive noget, man gør for sin egen skyld?
  • Hvordan kan du undgå, at din tro bliver tomme vaner?

Sande domme og barmhjertighed v. 8

  • Hvad bad HERREN fædrene om i v. 9–10, og hvordan reagerede de?
  • Hvad betyder det at gøre sit hjerte hårdt som diamant?
  • Hvem er »enken, den faderløse, den fremmede og den fattige« omkring dig i dag?

Personer og steder i kapitlet

  • Zakarias (person) – Profet efter eksilet, som skrev Zakarias' Bog
  • Dareios (person) – Persisk konge, der påbød genopbygningen af templet
  • Regem-Melek (person) – En udsending, der skulle søge råd hos Herren
  • Sareser (person) – Udsending, der skulle spørge om fasten
  • Betel (sted) – Vigtig by i Israel med tilknytning til Abraham og Jakob.
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
  • Negev (sted) – Israels sydlige egn, et halvtørt område
  • Lavlandet (sted) – Lavlandet mellem Judæas bjerge og kystsletten

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Zakarias’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer