Kapitel 11–16

11. Gud, som har magten over alt, skabte menneskeslægten ved sit eget Ord. Men han så også deres naturs svaghed: at den ikke af sig selv var i stand til at kende sin Skaber eller overhovedet at danne sig nogen forestilling om Gud – fordi han er uskabt, mens de er blevet til af intet, og fordi han er ulegemlig, mens menneskene er formet hernede i et legeme, og fordi det skabte i det hele taget kommer langt til kort, når det gælder at fatte og kende ham, der har skabt det. Derfor forbarmede han sig igen over menneskeslægten, da han jo er god, og lod dem ikke være uden kundskab om sig selv, for at selve deres tilværelse ikke skulle være dem til ingen nytte. [2] For hvad gavn har skabningerne af at være til, hvis de ikke kender deres Skaber? Og hvordan kunne de være fornuftige væsener, hvis de ikke kendte Faderens Ord, i hvem de også er blevet til? For så ville de slet ikke adskille sig fra de ufornuftige dyr, hvis de ikke kendte mere end det jordiske. Og hvorfor skulle Gud overhovedet skabe dem, hvis han ikke ville kendes af dem? [3] For at det ikke skulle ske, giver han dem derfor, da han er god, del i sit eget billede, vor Herre Jesus Kristus, og skaber dem i sit eget billede og efter sin lighed, så de ved en sådan nåde kunne fatte billedet, jeg mener Faderens Ord, og ved ham få en forestilling om Faderen, og så de, når de kendte deres Skaber, kunne leve det lykkelige og sandt salige liv. [4] Men menneskene blev igen afsindige og ringeagtede også den nåde, de havde fået. De vendte sig så langt bort fra Gud og formørkede deres sjæl så meget, at de ikke blot glemte deres forestilling om Gud, men også fandt på det ene i stedet for det andet. De formede sig afguder i stedet for sandheden og satte det, der ikke er, over den Gud, der er, idet de tjente skabningen i stedet for Skaberen (Rom 1,25). Og det værste af alt: De flyttede Guds ære over på træ og sten og på alt muligt stof og på mennesker, og de gjorde endnu mere end dette, som vi har sagt i det foregående skrift. [5] Så ugudelige blev de, at de til sidst dyrkede dæmoner og udråbte dem til guder, idet de opfyldte deres lyster. For de bragte, som sagt før, ofre af ufornuftige dyr og slagtede mennesker som den ydelse, de skyldte dæmonerne, og bandt sig derved endnu fastere til deres vanvittige tilskyndelser. [6] Derfor blev der også undervist i trolddom hos dem, orakler rundt omkring førte menneskene vild, og alle tilskrev stjernerne og alt på himlen årsagen til deres fødsel og tilværelse, fordi de ikke tænkte på andet end det synlige. [7] Kort sagt var alt fuldt af ugudelighed og lovløshed, og kun Gud og hans Ord blev ikke kendt – skønt han ikke havde skjult sig usynligt for menneskene eller givet dem kundskaben om sig selv på én enkelt måde, men tværtimod havde udfoldet den for dem på mange forskellige måder.

12. For nåden ved at være skabt i Guds billede var nok til at give kendskab til Gud Ordet og gennem ham til Faderen. Men fordi Gud kendte menneskenes svaghed, sørgede han på forhånd også for deres ligegyldighed, så de – hvis de var for ligegyldige til af sig selv at erkende Gud – ved skabningens værker kunne undgå at være uvidende om Skaberen. [2] Men fordi menneskenes ligegyldighed lidt efter lidt synker ned mod det, der er værre, sørgede Gud igen også for denne deres svaghed ved at sende loven og profeter, som de kendte, så de – selv om de var for dovne til at se op til himlen og kende Skaberen – kunne få undervisning fra dem, der stod dem nær. For mennesker kan lettere lære om de højere ting af andre mennesker. [3] De kunne altså have set op til himlens storhed og lagt mærke til skabningens harmoni og derved kendt dens hersker, Faderens Ord, som ved sit forsyn over alt gør Faderen kendt for alle og derfor bevæger alt, for at alle ved ham kan kende Gud. [4] Eller hvis det var for besværligt for dem, kunne de i det mindste møde de hellige og ved dem lære Gud at kende, alle tings Skaber, Kristi Fader, og lære, at afgudsdyrkelsen er gudløshed og fuld af al ugudelighed. [5] De kunne også have kendt loven og holdt op med al lovløshed og levet et dydigt liv. For loven var ikke kun til for jødernes skyld, og profeterne blev heller ikke kun sendt for deres skyld; de blev sendt til jøderne og forfulgt af jøderne, men for hele verden var de en hellig skole i kundskaben om Gud og i sjælens levevis. [6] Så stor var altså Guds godhed og menneskekærlighed. Alligevel lod menneskene sig overvinde af øjeblikkets nydelser og af dæmonernes blændværk og bedrag og løftede ikke hovedet mod sandheden. Tværtimod fyldte de sig med endnu flere onder og synder, så de ikke længere syntes at være fornuftige væsener, men efter deres levevis måtte regnes for ufornuftige.

13. Da menneskene således var blevet ufornuftige, og dæmonernes vildfarelse lagde sin skygge over alt og skjulte kundskaben om den sande Gud, hvad skulle Gud så gøre? Tie til noget så stort og lade menneskene føres vild af dæmoner, så de ikke kendte Gud? [2] Hvad skulle det så nytte, at mennesket fra begyndelsen blev skabt i Guds billede? Så burde det simpelthen være skabt som et ufornuftigt dyr – eller også burde det, når det nu var skabt fornuftigt, ikke leve de ufornuftige dyrs liv. [3] Og hvad skulle det overhovedet nytte, at det fra begyndelsen fik en forestilling om Gud? For hvis det ikke engang nu er værdigt til at få den, burde den heller ikke være givet det i begyndelsen. [4] Og hvad gavn har Gud, der har skabt dem, eller hvilken ære kunne han have af det, hvis de mennesker, han har skabt, ikke tilbeder ham, men mener, at det er andre, der har skabt dem? Så viser det sig jo, at Gud har skabt dem for andre og ikke for sig selv. [5] En konge, der dog kun er et menneske, lader ikke de lande, han har grundlagt, blive overgivet til at tjene andre eller løbe over til andre. Han minder dem om sig ved breve, sender ofte bud til dem gennem venner, og bliver det nødvendigt, kommer han selv og får dem til sidst til at skamme sig ved sin nærværelse – alt sammen for at de ikke skal tjene andre, og hans værk ikke skal være forgæves. [6] Skal Gud så ikke meget mere skåne sine egne skabninger, så de ikke føres vild bort fra ham og tjener det, der ikke er? Især fordi en sådan vildfarelse bliver årsag til deres undergang og tilintetgørelse, og det ikke var rigtigt, at det, der én gang havde fået del i Guds billede, skulle gå til grunde. [7] Hvad skulle Gud så gøre? Eller hvad skulle der ske, andet end at det, der var i hans billede, igen blev fornyet, så menneskene ved det igen kunne kende ham? Men hvordan kunne det være sket, uden at Guds billede selv, vor Frelser Jesus Kristus, kom? Gennem mennesker var det ikke muligt, for de er selv kun skabt i billedet; og heller ikke gennem engle, for heller ikke de er billeder. Derfor kom Guds Ord selv, så han, der er Faderens billede, kunne genskabe mennesket, der er skabt i billedet. [8] Men på den anden side kunne det heller ikke være sket, hvis ikke døden og forgængeligheden blev tilintetgjort. [9] Derfor tog han med god grund et dødeligt legeme, så både døden i det fra nu af kunne tilintetgøres, og menneskene, der er skabt i billedet, igen kunne fornyes. Til dette behov var der altså ikke brug for nogen anden end Faderens billede.

14. Når en skikkelse, der er malet på et træpanel, er blevet utydelig af snavs udefra, må han, hvis skikkelse det er, komme igen, så billedet kan fornys på det samme materiale. For af hensyn til hans billede bliver selve materialet, som det er malet på, ikke kasseret, men billedet tegnes op på ny på det. [2] På samme måde kom også Faderens højhellige Søn, der er Faderens billede, hertil, hvor vi er, for at forny mennesket, der er skabt efter ham, og for at finde det, der var fortabt, ved syndernes forladelse, sådan som han selv siger i evangelierne: «Jeg er kommet for at finde og frelse det fortabte» (Luk 19,10). Derfor sagde han også til jøderne: «Hvis ikke nogen bliver født på ny …» (Joh 3,3). Han mente ikke fødslen af en kvinde, sådan som de troede, men talte om sjælen, der fødes på ny og genskabes i billedet. [3] Men da afgudsvanvid og gudløshed havde verden i sin magt, og kundskaben om Gud var skjult, hvem tilkom det så at undervise verden om Faderen? Et menneske, vil nogen måske sige. Men det stod ikke i menneskers magt at nå ud til alt under solen. De havde hverken af naturen kræfter til at løbe så langt, eller kunne de blive troværdige i denne sag, eller var de af sig selv i stand til at modstå dæmonernes bedrag og blændværk. [4] For når alle var ramt og forvirret i sjælen af dæmonernes bedrag og afgudernes tomhed, hvordan var det så muligt at bringe et menneskes sjæl og menneskers sind på andre tanker, når de ikke engang kan se dem? Og hvordan kan nogen opdrage det om, som han ikke ser? [5] Men måske vil nogen sige, at skabningen var nok. Men hvis skabningen havde været nok, var så store onder aldrig sket. For skabningen var der jo, og alligevel væltede menneskene sig i den samme vildfarelse om Gud. [6] Hvem skulle der så igen til, om ikke Guds Ord, der ser både sjæl og sind, og som bevæger alt i skabningen og ved det gør Faderen kendt? For det tilkom også ham, der ved sit eget forsyn og sin ordning af alle ting underviste om Faderen, at forny den samme undervisning. [7] Hvordan kunne det så ske? Måske vil nogen sige, at det kunne ske ved de samme midler, så han igen ved skabningens værker viste, hvad der gælder om Faderen. Men det var ikke længere sikkert. Nej, slet ikke; for menneskene havde tidligere overset det og har ikke længere øjnene rettet opad, men nedad. [8] Derfor kommer han med god grund som menneske, når han vil hjælpe menneskene, og tager et legeme til sig, der ligner deres, for at nå dem fra det jordiske, jeg mener gennem legemets gerninger. Så kan de, der ikke ville kende ham ud fra hans forsyn og herredømme over alt, i det mindste ud fra de gerninger, han gjorde ved selve legemet, kende Guds Ord i legemet og ved ham Faderen.

15. Som en god lærer, der har omsorg for sine elever, stiger ned til dem, der ikke kan få gavn af det højere, og i hvert fald underviser dem ved det enklere, sådan gjorde Guds Ord også, som Paulus siger: «For da verden ved Guds visdom ikke kendte Gud ved visdommen, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved forkyndelsens tåbelighed» (1 Kor 1,21). [2] For menneskene havde vendt sig bort fra beskuelsen af Gud, og som var de sunket ned i et dyb, havde de øjnene rettet nedad og søgte Gud i det skabte og i det sanselige, idet de gjorde sig dødelige mennesker og dæmoner til guder. Derfor tager den menneskekærlige Frelser, som er fælles for alle, Guds Ord, et legeme til sig, færdes som menneske blandt mennesker og drager alle menneskers sanser til sig, så de, der mener, at Gud er i det legemlige, ud fra det, Herren udvirker gennem legemets gerninger, kan erkende sandheden og ved ham tænke sig frem til Faderen. [3] Fordi de var mennesker og tænkte menneskeligt om alt, så de sig draget til ham, hvor de end rettede deres sanser hen, og blev undervist i sandheden fra alle sider. [4] For stod de i ærefrygt for skabningen, så de, at den bekendte Kristus som Herre. Var deres tanker indtaget af mennesker, så de holdt dem for guder, viste Frelseren sig ud fra sine gerninger – når de blev sammenlignet med deres – som den eneste blandt menneskene, der var Guds Søn; for hos de andre fandtes der ikke sådanne gerninger, som Guds Ord har gjort. [5] Var de indtaget af dæmoner, så de dem drevet ud af Herren og erkendte, at han alene er Guds Ord, og at dæmonerne ikke er guder. [6] Og var deres sind allerede bundet til de døde, så de dyrkede halvguderne og de guder, digterne fortæller om, så de Frelserens opstandelse og bekendte, at de andre er falske, og at Herren alene er sand, Faderens Ord, han som også hersker over døden. [7] Derfor blev han både født og viste sig som menneske og døde og opstod: Ved sine egne gerninger gjorde han alt, hvad mennesker nogen sinde havde gjort, mat og stillede det i skygge, for at han kunne føre menneskene op derfra, hvor de end var indtaget, og lære dem om sin sande Fader, sådan som han også selv siger: «Jeg er kommet for at frelse og finde det fortabte» (Luk 19,10).

16. Fordi menneskenes tanker én gang var faldet ned i det sanselige, nedlod Ordet sig til at komme til syne gennem et legeme, så han som menneske kunne drage menneskene over til sig og vende deres sanser mod sig selv, og så han – når de nu så ham som menneske – ved de gerninger, han gjorde, kunne overbevise dem om, at han ikke kun er menneske, men også Gud og den sande Guds Ord og Visdom. [2] Det er også det, Paulus vil vise, når han siger: «… idet I er rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, for at I sammen med alle de hellige må kunne begribe, hvad bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår erkendelse, for at I må blive fyldt med hele Guds fylde» (Ef 3,17–19). [3] For Ordet har udfoldet sig overalt, både opad og nedad, i dybden og i bredden – opad i skabningen, nedad i menneskevordelsen, i dybden i dødsriget, i bredden i verden – og alt er blevet fyldt af kundskaben om Gud. [4] Derfor fuldbragte han heller ikke straks, da han kom, offeret for alle ved at overgive legemet til døden og oprejse det, for derved ville han have gjort sig usynlig. Men han gjorde sig synlig ved det, idet han blev i det og gjorde sådanne gerninger og gav sådanne tegn, at de ikke længere viste ham som menneske, men som Gud Ordet. [5] For Frelseren viste ved menneskevordelsen sin menneskekærlighed på begge måder: Han udslettede døden fra os og fornyede os; og skønt han var uset og usynlig, viste han sig ved sine gerninger og gjorde det kendt, at han er Faderens Ord, hersker og konge over altet.