Kapitel 17–21

17. For han var ikke indesluttet i legemet. Han var heller ikke i legemet uden at være andetsteds, og mens han bevægede det, var altet ikke tømt for hans virke og forsyn. Men – og det er det mest forunderlige – fordi han var Ordet, blev han ikke holdt sammen af noget; tværtimod holdt han selv alt sammen. Og ligesom han er i hele skabningen og dog efter sit væsen er uden for altet, men er i alle ting ved sine kræfter, idet han ordner alt og udbreder sit forsyn over alt i alle, giver liv til hver enkelt ting og til alt på én gang, omslutter altet uden selv at blive omsluttet, men helt og fuldt er i sin egen Fader alene i enhver henseende, [2] sådan var han også i det menneskelige legeme og gav selv det liv, og samtidig gav han naturligvis også altet liv og var til stede i alle ting og var uden for altet. Han blev kendt ud fra legemet gennem sine gerninger og var heller ikke skjult, når man så på hans virke i altet. [3] Det er jo sjælens evne at betragte også det, der er uden for dens eget legeme, med tankerne, men ikke at virke uden for sit eget legeme eller ved sin tilstedeværelse at bevæge det, der er langt borte fra det. Et menneske, der tænker på noget fjernt, bevæger og flytter det i hvert fald ikke dermed; og hvis nogen sidder i sit eget hus og tænker over det, der er på himlen, bevæger han ikke dermed solen eller får himlen til at dreje rundt. Han ser dem nok bevæge sig og ser, at de er blevet til, men han er ikke i stand til at frembringe dem. [4] Sådan var Guds Ord i mennesket ikke. For han var ikke bundet til legemet, men herskede snarere selv over det, så han både var i det og var i alle ting og var uden for alt, hvad der er, og hvilede i Faderen alene. [5] Og det forunderlige var, at han både levede som menneske, og som Ordet gav alt liv, og som Søn var hos Faderen. Derfor led han heller ikke selv noget, da Jomfruen fødte, og han blev heller ikke besmittet ved at være i et legeme; tværtimod helligede han legemet. [6] For selv om han er i alle ting, tager han ikke del i dem; tværtimod får alt liv og næring af ham. [7] For når selv solen, som er skabt af ham og ses af os, ikke bliver tilsmudset, når den på sin vej over himlen berører legemerne på jorden, og heller ikke udslukkes af mørket, men tværtimod selv oplyser og renser dem, så blev Guds alhellige Ord, som også er solens skaber og Herre, desto mindre tilsmudset ved at blive kendt i et legeme. Tværtimod gav han, som er uforgængelig, også liv til legemet, som var dødeligt, og rensede det. For «han begik ikke synd,» står der, «der blev heller ikke fundet bedrag i hans mund» (1 Pet 2,22).

18. Når de hellige skribenter, der taler om ham, siger, at han spiste og drak og blev født, så vid, at legemet som legeme blev født og ernæret med den føde, der passede til det, mens han selv, Gud Ordet, som var forenet med legemet, ordnede alt og gennem det, han virkede i legemet, gav sig til kende, ikke som menneske, men som Gud Ordet. Men disse ting siges om ham, fordi legemet, som spiste og blev født og led, ikke var nogen andens, men Herrens; og fordi det, da han var blevet menneske, var passende, at også dette blev sagt om ham som om et menneske, så det kunne ses, at han havde et legeme i sandhed og ikke blot i skin. [2] Men ligesom han ud fra dette blev kendt som legemligt til stede, sådan gav han sig ud fra de gerninger, han gjorde gennem legemet, til kende som Guds Søn. Derfor råbte han også til de vantro jøder: «Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, så tro mig ikke; men hvis jeg gør dem, så tro på gerningerne, selv om I ikke tror mig, så I kan forstå og erkende, at Faderen er i mig og jeg i Faderen» (Joh 10,37–38). [3] For ligesom han, der er usynlig, kendes ud fra skabningens gerninger, sådan kunne man, da han var blevet menneske og ikke blev set i legemet, ud fra gerningerne erkende, at den, der gjorde dette, ikke var et menneske, men Guds kraft og Ord. [4] At han befalede over dæmonerne, og at de blev drevet ud, er nemlig ikke et menneskes, men Guds gerning. Eller hvem kunne, når han så ham helbrede de sygdomme, som menneskeslægten er underlagt, stadig anse ham for et menneske og ikke for Gud? For han rensede spedalske, fik lamme til at gå, åbnede døves ører, gav blinde synet igen og drev kort sagt alle sygdomme og al svaghed bort fra menneskene, så selv den første den bedste kunne se hans guddommelighed. For hvem, der så ham give dem, som fødslen havde ladet mangle noget, det, der manglede, og åbne øjnene på ham, der var blind fra fødslen, ville ikke forstå, at menneskenes tilblivelse var ham underlagt, og at han var dens ophavsmand og skaber? For den, der giver det, som mennesket ikke havde fra fødslen, må jo helt tydeligt være Herre også over menneskenes tilblivelse. [5] Derfor dannede han også i begyndelsen, da han kom ned til os, legemet til sig selv af en jomfru for at give alle et ikke ringe tegn på sin guddommelighed: at han, der dannede det, også er de andres skaber. For hvem, der ser et legeme komme frem af en jomfru alene uden mand, tænker ikke, at han, der viser sig i det, også er de andre legemers skaber og Herre? [6] Og hvem, der ser vandets væsen blive forandret og forvandlet til vin, forstår ikke, at han, der gjorde det, er Herre og skaber over alt vands væsen? Derfor trådte han også som herre ud på havet og gik på det som på land og gav dem, der så det, et tegn på sit herredømme over alt. Og da han mættede så stor en skare med så lidt og selv skabte overflod, hvor der intet var, så fem tusind blev mætte af fem brød, og der blev lige så meget til overs, gav han sig så ikke derved til kende som ingen anden end Herren over forsynet for altet?

19. Alt dette fandt Frelseren det rigtigt at gøre, for at menneskene, som ikke havde kendt hans forsyn i alle ting og ikke havde forstået hans guddommelighed gennem skabningen, i det mindste ud fra de gerninger, han gjorde gennem legemet, kunne få synet igen og ved ham få et begreb om kundskaben om Faderen, idet de, som jeg har sagt før, ud fra de enkelte ting sluttede sig til hans forsyn over altet. [2] For hvem, der så hans magt over dæmonerne, eller hvem, der så dæmonerne bekende, at han er deres Herre, vil stadig være i tvivl om, hvorvidt han er Guds Søn og Visdom og Kraft? [3] For han lod heller ikke selve skabningen tie; men – og det er det forunderlige – også i døden, eller rettere i selve sejrsmærket over døden, jeg mener korset, bekendte hele skabningen, at han, der blev kendt og led i legemet, ikke blot var et menneske, men Guds Søn og alles Frelser. For solen vendte sig bort, jorden skælvede, bjergene revnede, og alle blev slået af skræk. Dette viste, at Kristus på korset var Gud, og at hele skabningen var hans tjener og ved sin frygt vidnede om, at dens Herre var til stede. [4] Sådan viste Gud Ordet sig altså for menneskene gennem sine gerninger. Nu vil det være naturligt også at fortælle om enden på hans liv og vandring i legemet og at sige, hvordan legemets død var; især fordi dette er hovedsagen i vores tro, og alle mennesker uden undtagelse taler om det. Så kan du forstå, at Kristus også ud fra dette ikke mindre, ja, endnu mere erkendes som Gud og Guds Søn.

20. Årsagen til, at han viste sig i legemet, har vi altså forklaret ovenfor, så godt det var muligt, delvis og så vidt vi har kunnet forstå den: Det var ingen andens sag end Frelserens selv at forvandle det forgængelige til uforgængelighed, han som også i begyndelsen havde skabt alt af intet. Det var ingen andens sag end Faderens billedes at skabe menneskene på ny i Guds billede. Det var ingen andens sag end vor Herre Jesu Kristi, som er Livet selv, at gøre det dødelige udødeligt. Og det var ingen andens sag end Ordets at undervise om Faderen og nedbryde afgudsdyrkelsen, han som ordner alt og alene er Faderens enbårne og sande Søn. [2] Men da også den gæld, som alle skyldte, nu måtte betales – for alle skulle jo, som jeg har sagt før, dø, og det var især derfor, han kom – så bar han, efter at have bevist sin guddommelighed ud fra sine gerninger, nu også offeret frem for alle og overgav sit eget tempel til døden i alles sted. Det gjorde han for at gøre dem alle fri for skyld og fri for den gamle overtrædelse og for at vise sig stærkere end døden, idet han fremviste sit eget legeme uforgængeligt som førstegrøden af alles opstandelse. [3] Og du skal ikke undre dig over, at vi ofte siger det samme om de samme ting. For da vi taler om Guds velbehag, udtrykker vi den samme tanke på flere måder, for at det ikke skal se ud, som om vi udelader noget, og vi skal anklages for at have talt mangelfuldt; det er jo bedre at tåle bebrejdelsen for gentagelser end at udelade noget af det, der burde skrives. [4] Legemet havde altså samme væsen som alle andre – det var jo et menneskeligt legeme – og selv om det ved et nyt under var blevet til af en jomfru alene, var det dog dødeligt og døde derfor også ligesom de andre, der er af samme art. Men fordi Ordet var kommet ind i det, blev det ikke længere fordærvet efter sin egen natur; på grund af Guds Ord, som havde taget bolig i det, blev det tværtimod unddraget forgængeligheden. [5] Og så skete der forunderligt begge dele på én gang: Alles død blev fuldbyrdet i Herrens legeme, og døden og forgængeligheden blev udslettet på grund af Ordet, som var forenet med det. For der var brug for døden, og der måtte ske en død for alle, for at det, som alle skyldte, kunne blive betalt. [6] Derfor tog Ordet, som jeg har sagt før, eftersom det ikke var muligt for ham at dø – han var jo udødelig – sig et legeme, der kunne dø, for at han kunne ofre det som sit eget i alles sted, og for at han, idet han selv led for alle, fordi han var kommet ind i det, kunne «ødelægge ham, som har dødens kraft, det vil sige Djævelen, og befri dem, som af frygt for døden gennem hele livet var underkastet slaveri» (Hebr 2,14–15).

21. Nu, da alles fælles Frelser er død for os, dør vi, som tror på Kristus, ikke længere døden efter lovens trussel, sådan som vi gjorde før; for en sådan dom er ophørt. Men da forgængeligheden er ophørt og udslettet ved opstandelsens nåde, opløses vi fremover kun efter legemets dødelighed på den tid, som Gud har fastsat for hver enkelt, for at vi kan få del i en bedre opstandelse. [2] For ligesom sædekorn, der lægges i jorden, går vi ikke til grunde, når vi opløses, men skal opstå som noget, der er sået, fordi døden er gjort magtesløs ved Frelserens nåde. Derfor siger også den salige Paulus, som er blevet alles borgen for opstandelsen: «Dette forgængelige skal iføres uforgængelighed, og dette dødelige skal iføres udødelighed. Men når dette dødelige har iført sig udødelighed, så vil det ord, som er skrevet, blive opfyldt: ’Døden er blevet opslugt til sejr. Død, hvor er din brod?’» (1 Kor 15,53–55). [3] Men hvorfor, kunne nogen sige, hvis det var nødvendigt, at han overgav sit legeme til døden i alles sted, lagde han det så ikke af som et menneske i al stilhed, men gik helt til at blive korsfæstet? Det ville jo have passet sig bedre for ham at lægge legemet af under ærefulde former end at udholde en sådan død med vanære. [4] Se nu igen efter, om ikke en sådan indvending er menneskelig, mens det, Frelseren gjorde, i sandhed er guddommeligt og af mange grunde hans guddommelighed værdigt. For det første kommer den død, der rammer menneskene, over dem på grund af deres naturs svaghed; da de ikke kan bestå ret længe, opløses de med tiden. Derfor rammes de også af sygdomme, og når de er blevet svækket, dør de. Men Herren er ikke svag; han er Guds Kraft og Guds Ord og Livet selv. [5] Hvis han nu havde lagt sit legeme af et sted for sig selv og i en seng, som mennesker plejer, ville man have troet, at også han led dette på grund af naturens svaghed og intet havde ud over andre mennesker. Men fordi han både var Livet og Guds Ord, og døden for alle måtte ske, derfor holdt han, som var Livet og Kraften, legemet stærkt; [6] men fordi døden skulle ske, tog han ikke anledningen til at fuldbyrde offeret fra sig selv, men fra andre. For Herren, som helbredte andres sygdomme, burde ikke selv blive syg; og legemet, hvormed han gør andres svagheder stærke, burde heller ikke blive svækket. [7] Hvorfor forhindrede han så ikke også døden, ligesom han forhindrede sygdom? Fordi det var for dødens skyld, han havde legemet, og det ville være upassende at forhindre den, for at opstandelsen ikke også skulle blive hindret. Men det ville igen være upassende, at sygdom gik forud for døden, for at det ikke skulle blive anset for svaghed hos ham, der var i legemet. Sultede han da ikke? Jo, han sultede, fordi det hører legemet til; men han gik ikke til grunde af sult på grund af Herren, som bar legemet. Derfor døde han ganske vist som løsesum for alle, men han så dog ikke forrådnelse. For han opstod hel og uskadt, eftersom legemet ikke var nogen andens end selve Livets.