Kapitel 22–26

22. Men, vil nogen måske sige, han burde have skjult sig for jødernes anslag, så han i det hele taget kunne bevare sit legeme udødeligt. Den, der siger sådan, skal da høre, at også dette ville have været upassende for Herren. For ligesom det ikke sømmede sig for Guds Ord, der er Livet, selv at give sit legeme døden, sådan passede det sig heller ikke, at han flygtede fra den død, som andre gav ham; han skulle tværtimod hellere opsøge den for at gøre den til intet. Derfor lagde han med god grund hverken selv sit legeme fra sig eller flygtede fra jøderne, da de stræbte ham efter livet. [2] Det viste ikke Ordets svaghed; tværtimod gjorde det ham kendt som både Frelser og Liv, fordi han ventede på døden for at gøre den til intet og skyndte sig at fuldbyrde den død, han fik, til alles frelse. [3] Desuden kom Frelseren ikke for at fuldbyrde sin egen død, men menneskenes. Derfor lagde han ikke legemet fra sig ved en egen død – for den havde han ikke, da han er Livet – men tog imod den, der kom fra menneskene, for at han fuldstændig kunne tilintetgøre også den, når den ramte hans eget legeme. [4] Også af følgende kan man med god grund se, hvorfor Herrens legeme fik en sådan udgang. Herren var mest af alt optaget af legemets opstandelse, som han skulle udvirke. For det var sejrsmærket over døden at vise den for alle og at overbevise alle om, at forgængeligheden var udslettet af ham, og at legemerne fremover skulle være uforgængelige. Som et pant og et kendetegn på denne uforgængelighed for alle, på den opstandelse, der skal komme over alle, har han bevaret sit eget legeme uforgængeligt. [5] Hvis legemet derimod var blevet sygt, og Ordet havde forladt det for øjnene af alle, ville det have været upassende, at han, som helbredte andres sygdomme, så bort fra, at hans eget redskab tæredes hen i sygdom. For hvordan kunne man tro, at han havde drevet andres svagheder bort, hvis hans eget tempel var svagt i ham? Enten ville man have grinet af ham, fordi han ikke kunne drive sygdommen bort, eller også, hvis han kunne, men ikke gjorde det, ville man have anset ham for at være uden kærlighed til mennesker, også over for de andre.

23. Og hvis han uden nogen sygdom og uden nogen smerte havde skjult sit legeme et sted for sig selv, alene i en krog eller på et øde sted eller i et hus eller hvor som helst, og bagefter pludselig havde vist sig igen og sagt, at han var oprejst fra de døde, så ville han i alles øjne have syntes at fortælle eventyr, og man ville i langt højere grad have nægtet at tro ham, også når han talte om opstandelsen, fordi der slet ikke var nogen, som kunne vidne om hans død. Døden må gå forud for opstandelsen, for der kan ikke være nogen opstandelse, uden at døden er gået forud. Hvis legemets død derfor var sket et sted i det skjulte, så døden ikke var synlig og ikke var sket i vidners nærvær, ville også dets opstandelse have været skjult og uden vidner. [2] Eller hvorfor skulle han, da han var opstået, forkynde opstandelsen, men lade døden ske i det skjulte? Eller hvorfor drev han dæmonerne ud for øjnene af alle, gav den blindfødte synet og forvandlede vandet til vin, for at man derved skulle tro, at han er Guds Ord, men viste ikke det dødelige som uforgængeligt for øjnene af alle, for at man skulle tro, at han selv er Livet? [3] Og hvordan skulle hans disciple have kunnet tale frit om opstandelsen, hvis de ikke kunne sige, at han først var død? Eller hvordan skulle man have troet dem, når de sagde, at først var døden sket og så opstandelsen, hvis netop dem, som de frimodigt talte til, ikke havde været vidner til døden? For når farisæerne dengang ikke ville tro, skønt både døden og opstandelsen var sket på denne måde for øjnene af alle, men endda tvang dem, der havde set opstandelsen, til at fornægte den, hvor mange påskud til vantro ville de så ikke have fundet på, hvis dette var sket i det skjulte? [4] Hvordan skulle dødens endeligt og sejren over den være blevet vist, hvis han ikke for øjnene af alle havde udfordret den og påvist, at den var død, gjort magtesløs fra da af ved legemets uforgængelighed?

24. Vi må også i vores forsvar komme det i forkøbet, som andre måtte sige. Måske vil nogen nemlig også sige dette: Hvis hans død skulle ske for øjnene af alle og med vidner, for at man også skulle tro budskabet om opstandelsen, så burde han i det mindste selv have udtænkt en ærefuld død for sig, alene for at undgå korsets vanære. [2] Men hvis han også havde gjort dette, ville han have givet anledning til mistanke mod sig selv, som om han ikke havde magt over enhver død, men kun over den, der var udtænkt for ham; og så ville der ikke desto mindre igen have været et påskud til ikke at tro på opstandelsen. Derfor kom døden over legemet, ikke fra ham selv, men ved et anslag mod ham, for at Frelseren selv skulle tilintetgøre netop den død, som de påførte ham. [3] Og ligesom en ædel bryder, der er stor i kløgt og mod, ikke selv vælger sine modstandere, for ikke at give anledning til mistanke om, at han er bange for nogle af dem, men overlader valget til tilskuerne, og det især, når de er hans fjender, for at han, når han kaster den til jorden, som de selv sender i kamp mod ham, kan blive anset for at være stærkere end dem alle, sådan udtænkte heller ikke alles Liv, vor Herre og Frelser Kristus, selv en død for sit legeme, for at han ikke skulle se ud til at frygte en anden død. Men den død, som andre gav ham, og især den, som fjenderne anså for frygtelig, vanærende og en død, man må flygte fra, den tog han imod på korset og bar den, for at man, når også den var overvundet, skulle tro, at han selv er Livet, og for at dødens magt fuldstændig skulle gøres til intet. [4] Der skete da noget forunderligt og uventet: Den død, som de mente at påføre ham til vanære, blev et sejrsmærke over selve døden. Derfor led han heller ikke Johannes’ død, hvor hovedet blev skilt fra, og blev heller ikke savet over som Esajas, for at han også i døden kunne bevare sit legeme udelt og helt, og for at de, der vil dele kirken, ikke skulle få et påskud.

25. Så meget til dem udefra, som dynger argumenter op for sig selv. Men hvis også en af vore egne spørger, ikke af stridslyst, men af lyst til at lære: Hvorfor led han korsets død og ikke en anden? Så skal også han høre, at intet andet end dette var til gavn for os, og at Herren med god grund led dette for vores skyld. [2] For hvis han kom for selv at bære den forbandelse, der lå på os, hvordan skulle han så ellers være blevet en forbandelse, hvis han ikke tog imod den død, der var under forbandelse? Og det er korset. For sådan står der skrevet: «Forbandet er den, der hænger på et træ» (Gal 3,13; 5 Mos 21,23). [3] Dernæst: Hvis Herrens død er en løsesum for alle, og hvis gærdets skillevæg ved hans død nedbrydes (Ef 2,14), og hedningerne bliver kaldet, hvordan skulle han så have kaldt os til sig, hvis han ikke var blevet korsfæstet? For kun på korset dør man med udbredte hænder. Derfor sømmede det sig også, at Herren led dette og bredte sine hænder ud, for at han med den ene kunne drage det gamle folk og med den anden dem fra hedningerne og forene dem begge i sig selv. [4] Det har han nemlig også selv sagt for at tilkendegive, hvilken død han skulle løskøbe alle ved: «Når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig» (Joh 12,32). [5] Og igen: Hvis vor slægts fjende, Djævelen, efter at være faldet fra himlen, strejfer omkring i luften her nedenunder og dér hersker over de dæmoner, der er med ham, fordi de er ham lige i ulydighed, og ved dem frembringer blændværk hos dem, der bliver bedraget, og forsøger at hindre dem, der stiger opad – og om ham siger apostlen: «ifølge herskeren over luftens rige, den ånd som nu virker i ulydighedens børn» (Ef 2,2) – så kom Herren for at kaste Djævelen ned, rense luften og bane os vejen op til himlen, som apostlen sagde, «gennem forhænget, det vil sige hans kød» (Hebr 10,20). Men dette måtte ske ved døden. Og ved hvilken anden død kunne dette være sket end ved den, der sker i luften, jeg mener korset? For kun den, der fuldbyrdes på et kors, dør i luften. Derfor var det også rimeligt, at Herren led denne død. [6] For da han på denne måde blev løftet op, rensede han luften for Djævelens og alle dæmonernes anslag, idet han sagde: «Jeg så Satan falde som et lyn» (Luk 10,18). Og han banede og indviede vejen op til himlen, idet han igen sagde: «Løft jeres porte, I fyrster, og løft jer, I evige porte!» (Sl 24,7). For det var ikke Ordet selv, der behøvede, at portene blev åbnet, han som er Herre over alt; og intet af det skabte var lukket for Skaberen. Nej, det var os, der behøvede det, os som han selv bar op ved sit eget legeme. For ligesom han ofrede det til døden for alle, sådan banede han igen ved det vejen op til himlen.

26. Den død, der skete for os på korset, var altså passende og rigtig, og grunden til den har på alle måder vist sig at være rimelig, og der er retfærdige grunde til, at alles frelse måtte ske ved korset og ikke på anden måde. For heller ikke på denne måde, heller ikke på korset, lod han sig selv være skjult. Tværtimod lod han i overmål skabningen vidne om, at dens Skaber var til stede, og sit tempel, legemet, lod han ikke forblive længe, men da han blot havde vist det dødt, fordi døden havde grebet fat i det, oprejste han det straks på den tredje dag og bar sejrsmærker og sejre over døden, nemlig den uforgængelighed og lidelsesfrihed, der var blevet legemet til del. [2] Han kunne nemlig også have oprejst legemet straks efter døden og vist det levende igen, men også det havde Frelseren med god grund forudset og gjorde det ikke. For så ville nogen have sagt, at det slet ikke havde været dødt, eller at døden ikke helt havde rørt det, hvis han havde vist opstandelsen straks. [3] Og måske ville æren for uforgængeligheden også være blevet uklar, hvis der slet ingen afstand havde været mellem døden og opstandelsen. Derfor ventede Ordet en hel dag imellem, for at legemet kunne blive vist som dødt, og på den tredje dag viste han det for alle som uforgængeligt. [4] For at døden kunne vises i legemet, oprejste han det altså på den tredje dag. [5] Men for at man ikke, hvis legemet forblev længe og var helt gået i forrådnelse, da han senere oprejste det, skulle nægte at tro ham, som om han ikke bar det, men et andet legeme – for nogen ville også på grund af den lange tid nægte at tro det, de så, og glemme det, der var sket – derfor ventede han ikke mere end tre dage og holdt ikke dem, der havde hørt ham tale om opstandelsen, hen i lang tid. [6] Men mens hans ord endnu klang i deres ører, og deres øjne endnu ventede, og deres sind endnu var spændt, og mens de, der havde dræbt ham, endnu levede på jorden og var på stedet og kunne vidne om Herrens legemes død, da viste Guds Søn selv efter tre dages forløb det legeme, der havde været dødt, som udødeligt og uforgængeligt. Og det blev vist for alle, at legemet ikke døde på grund af en svaghed i naturen hos Ordet, der boede i det, men for at døden skulle tilintetgøres i det ved Frelserens kraft.