Kapitel 27–32

27. At døden er blevet tilintetgjort, at korset er blevet en sejr over den, og at den ikke længere har nogen magt, men i sandhed er død, det har vi et ikke ringe tegn på og et tydeligt bevis for: Alle Kristi disciple foragter den, alle sætter foden på den og frygter den ikke længere, men træder den ned som noget dødt ved korsets tegn og troen på Kristus. [2] For tidligere, før Frelserens guddommelige komme fandt sted, var døden frygtelig selv for de hellige, og alle sørgede over de døende, som om de gik til grunde. Men nu, da Frelseren har oprejst legemet, er døden ikke længere frygtelig; alle, der tror på Kristus, træder på den som på noget, der intet er, og vælger hellere at dø end at fornægte troen på Kristus. For de ved i sandhed, at når de dør, går de ikke til grunde, men lever og bliver uforgængelige ved opstandelsen. [3] Men Djævelen, som før i tiden ondskabsfuldt jublede over døden, er nu, da dødens veer er løst, blevet tilbage som den eneste, der i sandhed er død. Og et bevis herpå er, at før menneskene tror på Kristus, ser de døden som frygtelig og er bange for den; men når de er gået over til troen på ham og hans lære, foragter de døden så meget, at de endog villigt styrter sig ud i den og bliver vidner om den opstandelse, som Frelseren har fuldbragt imod den. For selv mens de endnu er små af alder, skynder de sig at dø, og ikke blot mænd, men også kvinder øver sig mod den ved en streng livsførelse. Så svag er den blevet, at selv kvinderne, som tidligere blev bedraget af den, nu leger med den som med noget dødt og lammet. [4] For ligesom når en tyran er blevet overvundet af en retmæssig konge og bundet på hænder og fødder, så håner alle, der går forbi, ham, slår ham og trækker ham sønder og sammen og frygter ikke længere hans raseri og vildskab på grund af den konge, der har sejret; sådan træder også alle, der går forbi i Kristus, døden ned, nu da den er overvundet og stillet til skue af Frelseren på korset og bundet på hænder og fødder; og idet de vidner om Kristus, spotter de døden, håner den og siger det, som fra gammel tid er skrevet imod den: «Død, hvor er din sejr? Dødsrige, hvor er din brod?» (1 Kor 15,55).

28. Er dette da et ringe bevis på dødens svaghed? Eller er det et ringe bevis for den sejr, Frelseren har vundet over den, når drenge og unge piger, som er i Kristus, ser bort fra livet her og øver sig i at dø? [2] For af natur frygter mennesket døden og legemets opløsning; men det allermest forunderlige er dette: Når det har iført sig troen på korset, foragter det selv det, som er efter naturen, og frygter ikke døden for Kristi skyld. [3] Det er ligesom med ilden, som af natur har det at brænde: Hvis nogen sagde, at der fandtes noget, der ikke frygtede at blive brændt af den, men tværtimod viste, at den var svag – sådan som man siger om det, der hos inderne kaldes amiant [Asbest, et mineral, der ikke brænder.] –, og hvis den, der ikke troede på det, han hørte, ville prøve det, så ville han i hvert fald, når han havde iført sig det ubrændbare stof og var gået ind i ilden, derefter blive overbevist om ildens svaghed. [4] Eller hvis nogen ville se tyrannen bundet, så ville han i hvert fald, når han gik ind i sejrherrernes land og rige, se ham, som var frygtelig for andre, være blevet svag. Sådan også: Hvis nogen er vantro, selv nu efter så meget, efter de mange martyrer, der er fremstået i Kristus, og efter den hån mod døden, som dag for dag kommer fra dem, der udmærker sig i Kristus – hvis han alligevel stadig er i tvivl om, at døden er tilintetgjort og har fået ende, så gør han ret i at undre sig over noget så stort; men lad ham ikke være forhærdet i vantro eller skamløs over for det, der er så tydeligt. [5] Men ligesom den, der har taget amianten, ved, at ilden ikke kan røre den, og den, der vil se tyrannen bundet, går ind i sejrherrens rige, sådan skal også den, der ikke tror på sejren over døden, tage imod troen på Kristus og gå helt over til hans lære; så vil han se dødens svaghed og sejren over den. For mange, der før var vantro og spottede, kom senere til tro og foragtede derefter døden så meget, at de endog blev martyrer for Kristus.

29. Men når døden trædes ned ved korsets tegn og troen på Kristus, må det for den, der dømmer efter sandheden, være klart, at det ikke er nogen anden end Kristus selv, der har vist sejrsmærker og sejre over døden og gjort den magtesløs. [2] Og når døden før var stærk og derfor frygtelig, men nu efter Frelserens komme og hans legemes død og opstandelse bliver foragtet, så må det være åbenbart, at døden er blevet tilintetgjort og overvundet af Kristus selv, han som steg op på korset. [3] For ligesom når solen står op efter natten, og hele jorden bliver oplyst af den, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at det er den samme sol, som har udbredt sit lys overalt, der også har drevet mørket bort og oplyst alt; sådan må det også være åbenbart, når døden er blevet foragtet og trådt ned, siden Frelserens frelsende tilsynekomst i legemet og korsets fuldendelse fandt sted, at det er Frelseren selv, han som viste sig i legemet, der har tilintetgjort døden og dag for dag viser sejrsmærker over den i sine disciple. [4] For når man ser mennesker, der af natur er svage, springe frem mod døden uden at krybe sammen for dens forgængelighed eller frygte nedfarten til dødsriget, men udfordre den med villig sjæl; når man ser, at de ikke viger tilbage for pinsler, men for Kristi skyld hellere vælger at styrte sig mod døden end at beholde livet her; eller når man er vidne til, at mænd og kvinder og unge drenge styrter frem og springer ud i døden på grund af deres gudsfrygt over for Kristus – hvem er da så enfoldig, hvem er så vantro, hvem er så blind i sit sind, at han ikke forstår og slutter, at Kristus, som menneskene vidner om, selv skænker og giver hver enkelt sejren over døden, idet han gør den magtesløs i hver enkelt af dem, der har troen på ham og bærer korsets tegn? [5] For den, der ser slangen blive trådt ned, især når han kender dens tidligere vildskab, tvivler ikke længere om, at den er død og helt har mistet sin kraft – medmindre hans sind er forvendt, og han ikke engang har sine legemlige sanser i behold. For hvem, der ser en løve blive leget med af små børn, ved ikke, at den enten er død eller har mistet al sin styrke? [6] Ligesom man altså med egne øjne kan se, at dette er sandt, sådan skal ingen længere tvivle eller være vantro, når døden bliver leget med og foragtet af dem, der tror på Kristus: Døden er blevet tilintetgjort af Kristus, og dens forgængelighed er opløst og har fået ende.

30. At døden altså er tilintetgjort, og at Herrens kors er et sejrsmærke over den, derom er det, der er sagt ovenfor, et ikke ringe bevis. Men om den udødelige opstandelse af legemet, som derefter er fuldbragt af Kristus, alles fælles Frelser og det sande Liv, er beviset ud fra det, man kan se, tydeligere end ord for dem, der har deres sinds øje sundt. [2] For hvis døden er tilintetgjort, som fremstillingen har vist, og alle træder den ned på grund af Herren, så har han meget mere selv først trådt den ned i sit eget legeme og tilintetgjort den. Men når døden var blevet dræbt af ham, hvad skulle der så ske andet, end at legemet opstod og blev vist frem som et sejrsmærke over den? Eller hvordan skulle det være blevet åbenbart, at døden var tilintetgjort, hvis ikke Herrens legeme var opstået? Men hvis dette bevis for hans opstandelse ikke er nok for nogen, så lad det sagte blive bekræftet i det mindste ud fra det, der sker for øjnene af os. [3] For når en, der er død, intet kan udrette, men hans indflydelse kun rækker til graven og derefter hører op, og når det alene er de levende, der handler og virker på menneskene, så lad den, der vil, se efter og være dommer og bekende sandheden ud fra det, han ser. [4] For når Frelseren udretter så meget blandt menneskene og hver dag, fra alle kanter, både blandt dem, der bor i Grækenland, og dem, der bor i barbarernes land, usynligt overtaler så stor en mængde til at gå over til troen på ham, og alle til at lyde hans lære, vil så nogen endnu være i tvivl om, at Frelseren har fuldbragt en opstandelse, og at Kristus lever, ja, snarere selv er Livet? [5] Er det da en død mands værk at ramme menneskenes sind så dybt, at de fornægter fædrenes love og tilbeder Kristi lære? Eller hvordan kan han, hvis han ikke er virksom – for det er det, der kendetegner en død –, standse dem, der er virksomme og levende, i deres gerning, så at ægteskabsbryderen ikke længere bryder ægteskabet, morderen ikke længere myrder, den, der gør uret, ikke længere griber efter mere, og den ugudelige fra nu af lever gudfrygtigt? Og hvis han ikke er opstået, men er død, hvordan kan han så selv drive de falske guder, som de vantro siger lever, og de dæmoner, de dyrker, bort, jage dem og kaste dem ned? [6] For hvor Kristus og troen på ham bliver nævnt, dér bliver al afgudsdyrkelse revet ned, alt dæmonernes bedrag afsløret, og ingen dæmon tåler så meget som navnet; ja, blot den hører det, flygter den bort. Men det er ikke en død mands værk, men en levendes, og frem for alt Guds. [7] Det ville desuden være latterligt at sige, at de dæmoner, han jager bort, og de afguder, der tilintetgøres, er levende, men at han, som driver dem bort og ved sin kraft hindrer dem i overhovedet at vise sig, og som alle bekender er Guds Søn, er død.

31. De, der ikke tror på opstandelsen, fremfører et stort bevis imod sig selv, når ikke alle dæmonerne og de guder, de tilbeder, jager den Kristus bort, som de kalder død, men Kristus tværtimod viser, at de alle er døde. [2] For hvis det er sandt, at den døde intet udretter, men Frelseren hver dag udretter så meget – drager til gudsfrygt, overtaler til dyd, belærer om udødelighed, løfter op til længsel efter det himmelske, åbenbarer kundskaben om Faderen, indgyder kraft mod døden, viser sig selv for hver enkelt og river afgudernes gudløshed ned –, mens de vantros guder og dæmoner intet af dette kan, men snarere bliver døde ved Kristi nærvær, så deres blændværk er virkningsløst og tomt; og når al magi ophører ved korsets tegn, al trolddom tilintetgøres, alle afguderne forlades og står øde, al ufornuftig nydelse hører op, og enhver løfter blikket fra jorden mod himlen – hvem skulle man så kalde død? Kristus, som udretter så meget? Men det er ikke en død mands kendetegn at udrette noget. Eller den, der slet intet udretter, men ligger der som livløs, sådan som det er kendetegnende for dæmonerne og afguderne, fordi de er døde? [3] For Guds Søn lever og er virksom, han arbejder dag for dag og virker alles frelse. Men om døden bliver det dag for dag vist, at den selv er blevet magtesløs, og at afguderne og dæmonerne snarere er de døde, så at ingen af den grund længere skal tvivle om hans legemes opstandelse. [4] Den, der ikke tror på Herrens legemes opstandelse, kender tilsyneladende ikke Guds Ords og Visdoms kraft. For hvis han overhovedet tog et legeme til sig og gjorde det til sit eget, som det var rimeligt og i god sammenhæng, sådan som fremstillingen har vist, hvad skulle Herren da gøre med det? Eller hvilken ende skulle legemet få, når Ordet én gang var kommet ind i det? Det kunne ikke undgå at dø, eftersom det var dødeligt og blev ofret i døden for alle; netop derfor havde Frelseren beredt sig det. Men at forblive dødt var umuligt, fordi det var blevet Livets tempel. Derfor døde det som dødeligt, men blev levende igen på grund af livet i det; og gerningerne er kendetegnet på opstandelsen.

32. Men hvis man ikke tror, at han er oprejst, fordi han ikke ses, så er det på tide, at de vantro også fornægter det, som er efter naturen. For det er Guds kendetegn ikke at ses, men at kendes af sine gerninger, som det også er sagt ovenfor. [2] Hvis gerningerne altså ikke findes, gør de ret i ikke at tro på det, der ikke viser sig; men når gerningerne råber og viser det tydeligt, hvorfor fornægter de så med vilje opstandelsens liv, der er så åbenbart? For selv om de er blevet blinde i sindet, kan man dog i det mindste med de ydre sanser se Kristi uimodsigelige kraft og guddom. [3] For selv en blind, der ikke ser solen, ved dog, at solen står over jorden, når han i det mindste fornemmer den varme, den giver. Sådan skal også de, der modsiger, selv om de endnu ikke tror, fordi de stadig er blinde for sandheden, i det mindste når de kender kraften fra andre, der tror, lade være med at fornægte Kristi guddom og den opstandelse, han har fuldbragt. [4] For det er klart, at hvis Kristus var død, ville han ikke drive dæmonerne bort og plyndre afguderne; for en død ville dæmonerne ikke adlyde. Men når de åbenlyst jages bort, blot hans navn nævnes, må det være klart, at han ikke er død, især fordi dæmonerne, som ser også det, der er usynligt for menneskene, kunne vide, om Kristus var død, og så slet ikke ville adlyde ham. [5] Men nu ser dæmonerne det, som de ugudelige ikke tror, nemlig at han er Gud, og derfor flygter de og falder ned for ham og siger det samme, som de udtalte, da han var i legemet: «Vi ved, hvem du er: Du er Guds hellige» (Mark 1,24; Luk 4,34), og: «Ah, hvad har vi med dig at gøre, Guds Søn? Jeg beder dig: Pin mig ikke!» (Luk 4,34; Matt 8,29; Luk 8,28). [6] Når altså dæmonerne bekender det, og gerningerne dag for dag vidner om det, må det være åbenbart – og lad ingen være skamløs over for sandheden –, både at Frelseren har oprejst sit eget legeme, og at han er Guds sande Søn, der stammer fra ham som fra sin Fader og er hans eget Ord og Visdom og Kraft (1 Kor 1,24); han som i de senere tider tog et legeme for alles frelse, lærte verden om Faderen, tilintetgjorde døden og skænkede alle uforgængelighed ved løftet om opstandelsen, idet han oprejste sit eget legeme som dens førstegrøde og ved korsets tegn viste det frem som et sejrsmærke over døden og dens forgængelighed.