Kapitel 33–37

33. Sådan forholder det sig altså, og beviset for legemets opstandelse og for den sejr over døden, som Frelseren har vundet, ligger klart for dagen. Lad os så også gendrive jødernes vantro og hedningernes spot. [2] For netop dette er det måske, jøderne ikke vil tro, og som hedningerne ler ad, idet de gør nar af det upassende i korset og i Guds Ords menneskevordelse. Men vores fremstilling vil ikke tøve med at gå imod dem begge, især fordi den har klare beviser imod dem. [3] Jøderne har i deres vantro gendrivelsen i de skrifter, som de selv læser. Fra ende til anden, ja, ganske enkelt hver eneste bog, der er indåndet af Gud, lærer om disse ting, sådan som ordene selv tydeligt viser. For profeterne forkyndte for længe siden på forhånd om underet med Jomfruen og om den fødsel, der skete af hende, idet de sagde: «Se, jomfruen skal blive gravid og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel», som betyder: Gud med os (Es 7,14; Matt 1,23). [4] Og Moses, som virkelig var stor, og som de selv tror taler sandt, regnede ordet om Frelserens menneskevordelse for vigtigt, og da han havde erkendt, at det var sandt, skrev han det ned og sagde: «En stjerne skal stige frem af Jakob og et menneske af Israel, og han skal knuse Moabs fyrster» (4 Mos 24,17). Og igen: «Hvor er dine boliger skønne, Jakob, dine telte, Israel! Som skyggefulde dale og som haver ved floder, som telte, Herren har slået op, som cedertræer ved vandene. Et menneske skal udgå af hans æt og herske over mange folk» (4 Mos 24,5–7). Og igen Esajas: «Før drengen kan sige far eller mor, skal han tage Damaskus’ magt og Samarias bytte for øjnene af Assyrerkongen» (Es 8,4). [5] At han skal vise sig som menneske, er altså forudsagt med disse ord. Men at han, som kommer, er alles Herre, forkynder de igen på forhånd, når de siger: «Se, Herren sidder på en let sky, og han skal komme til Egypten, og det håndgjorte i Egypten skal ryste» (Es 19,1). Derfra kalder Faderen ham nemlig også tilbage med ordene: «Fra Egypten kaldte jeg min søn» (Hos 11,1; Matt 2,15).

34. Heller ikke hans død er der tiet om; tværtimod angives den meget tydeligt i de guddommelige skrifter. For de var ikke bange for at nævne både årsagen til hans død – at han ikke led den for sin egen skyld, men for alles udødelighed og frelse – og jødernes anslag og de forhånelser, de udsatte ham for, så at ingen skulle være uvidende om det, der skete, og fare vild. [2] De siger nemlig: «Et menneske, der var under slag og vidste at bære svaghed, for hans ansigt er vendt bort; han blev foragtet og ikke agtet. Han bærer vore synder og lider smerte for os, og vi regnede ham for at være i møje, under slag og i mishandling. Men han blev såret for vore synders skyld og gjort svag for vore lovbrud. Straffen, der gav os fred, lå på ham; ved hans sår blev vi helbredt» (Es 53,3–5). Undre dig over Ordets menneskekærlighed: For vores skyld bliver han vanæret, for at vi skal blive æret. «For vi gik alle vild som får», siger han, «et menneske gik vild på sin vej, og Herren overgav ham for vore synder. Og fordi han var mishandlet, åbner han ikke munden. Som et får blev han ført til slagtning, og som et lam, der er stumt over for den, der klipper det, sådan åbner han ikke sin mund. I hans fornedrelse blev hans dom taget bort» (Es 53,6–8). [3] Og for at ingen ud fra lidelsen skulle tro, at han var et almindeligt menneske, kommer Skriften menneskers formodninger i forkøbet og beskriver den kraft, der virkede for ham, og at hans natur er ulig vores, idet den siger: «Hvem kan beskrive hans slægt? For hans liv tages bort fra jorden. For folkets lovbrud blev han ført til døden. Og jeg vil give de onde for hans begravelse og de rige for hans død; for han gjorde ingen uret, og der blev ikke fundet svig i hans mund. Og Herren vil rense ham fra hans sår» (Es 53,8–10).

35. Men når du nu har hørt profetien om hans død, vil du måske også gerne lære, hvad der er sagt om korset. Heller ikke det er der tiet om; tværtimod har de hellige gjort det meget tydeligt. [2] For Moses er den første, der forkynder det på forhånd med høj røst og siger: «I skal se jeres liv hænge for jeres øjne, og I skal ikke tro» (5 Mos 28,66). [3] Og profeterne efter ham vidner igen om det og siger: «Men jeg var som et uskyldigt lam, der føres hen for at slagtes, og jeg vidste det ikke. De tænkte ondt imod mig og sagde: Kom, lad os komme træ i hans brød og udrydde ham af de levendes land» (Jer 11,19). [4] Og igen: «De har gennemboret mine hænder og fødder, de har talt alle mine knogler. De delte mine klæder mellem sig og kastede lod om min kjortel» (Sl 22,17–19). [5] Men en død oppe i luften, en død på et træ, kan ikke være nogen anden end korset; og der er ingen anden død, hvor hænder og fødder gennembores, end korsets død alene. [6] Og da alle folkeslag overalt også begyndte at kende Gud, da Frelseren kom til os, lod de heller ikke det være uomtalt. Også det er der tale om i de hellige skrifter: «Isajs rodskud skal komme», står der, «han, som rejser sig for at herske over folkene; til ham skal folkene sætte deres håb» (Es 11,10; Rom 15,12). Dette er blot lidt som bevis for det, der er sket. [7] Hele Skriften er fuld af ord, der gendriver jødernes vantro. For hvem af de retfærdige, de hellige profeter og patriarkerne, som de guddommelige skrifter fortæller om, fik nogen sinde sit legeme fra en jomfru alene? Eller hvilken kvinde har nogen sinde kunnet frembringe et menneske uden en mand? Blev Abel ikke født af Adam, Enok af Jered, Noa af Lemek, og Abraham af Tera, Isak af Abraham og Jakob af Isak? Blev Juda ikke født af Jakob, og Moses og Aron af Amram? Blev Samuel ikke født af Elkana, David af Isaj, Salomo af David, Hizkija af Akaz, Josias af Amon, Esajas af Amos, Jeremias af Hilkija og Ezekiel af Buzi? Havde ikke hver af dem en far, som var ophav til hans fødsel? Hvem er det da, der er født af en jomfru alene? For det lå profeten meget på sinde at give et tegn om netop dette. [8] Og hvis fødsel blev forudgået af en stjerne på himlen, som viste verden den nyfødte? Da Moses blev født, blev han jo skjult af sine forældre; om David hørte ikke engang naboerne, for selv den store Samuel kendte ham ikke, men spurgte, om Isaj havde endnu en søn (1 Sam 16,11). Og Abraham blev først kendt af sine naboer, da han var blevet stor. Men vidnet om Kristi fødsel var ikke et menneske, men en stjerne, der viste sig på himlen, hvorfra han også kom ned.

36. Og hvilken konge, der nogen sinde har levet, har været konge og vundet sejr over sine fjender, før han kunne sige far eller mor? Blev David ikke konge som tredive år gammel, og blev Salomo ikke konge, da han var en ung mand (2 Sam 5,4; 1 Kong 3,7)? Kom Joash ikke på tronen som syv år gammel, og overtog den senere Josias ikke magten som omkring syv år gammel (2 Kong 12,1; 22,1)? [Ifølge 2 Kong 22,1 var Josias otte år, da han blev konge.] Men selv da de var i den alder, kunne de alligevel sige far eller mor. [2] Hvem er det så, der er konge og plyndrer sine fjender, næsten før han er født? Lad jøderne undersøge det og sige, hvem der har været sådan en konge i Israel og i Juda, en konge, som alle folkeslag satte deres håb til, og som havde fred! Stod folkene ikke snarere imod dem fra alle sider? [3] For så længe Jerusalem stod, var der uforsonlig krig mod dem, og alle kæmpede mod Israel: assyrerne trængte dem, egypterne forfulgte dem, babylonierne angreb dem; og mærkeligt nok havde de endda deres naboer, syrerne, som fjender. Førte David ikke krig mod Moab og slog syrerne ned? Måtte Josias ikke vogte sig for sine naboer, og frygtede Hizkija ikke Sankeribs hovmod? Drog Amalek ikke i krig mod Moses, stod amoritterne ham ikke imod, og stillede Jerikos indbyggere sig ikke op til kamp mod Josva, Nuns søn? Var folkeslagene ikke i det hele taget uforsonligt fjendtligt stemt over for Israel? Det er derfor værd at se, hvem det er, som folkeslagene sætter deres håb til. For han må være til, eftersom profeten umuligt kan lyve. [4] Og hvem af de hellige profeter eller af patriarkerne i gammel tid døde på et kors for alles frelse? Eller hvem blev såret og dræbt, for at alle skulle blive helbredt? Og hvem af de retfærdige eller af kongerne drog ned til Egypten, så at egypternes afguder ophørte, da han kom? Abraham drog jo derned, og afgudsdyrkelsen herskede alligevel over alle. Moses blev født dér, og de vildfarnes gudsdyrkelse var der lige fuldt.

37. Og hvem af dem, Skriften vidner om, fik hænder og fødder gennemboret, eller hang overhovedet på et træ og fuldendte sit liv på et kors for alles frelse? Abraham sygnede hen og døde i sin seng; også Isak og Jakob løftede deres fødder op i sengen og døde (1 Mos 49,33). Moses og Aron døde på bjerget, David døde i sit hus uden at være udsat for noget anslag fra folkene; og selv om Saul stræbte ham efter livet, blev han dog bevaret uskadt. Esajas blev ganske vist savet over, men han blev ikke hængt på et træ. Jeremias blev forhånet, men han døde ikke som dømt. Ezekiel led, men ikke for folket; han viste derimod, hvad der skulle komme over folket. [2] Desuden var disse mænd, selv når de led, mennesker som alle andre i kraft af den samme natur. Men han, som Skrifterne angiver skal lide for alle, kaldes ikke blot et menneske, men alles liv, selv om han af natur er menneskene lig. For der står: «I skal se jeres liv hænge for jeres øjne» (5 Mos 28,66), og: «Hvem kan beskrive hans slægt?» (Es 53,8). Om alle de hellige kan man jo, når man har sat sig ind i det fra begyndelsen, fortælle, hvem hver af dem var, og hvor han stammede fra; men om ham, som er Livet, angiver de guddommelige ord, at hans slægt ikke kan beskrives. [3] Hvem er det da, de guddommelige skrifter siger dette om? Eller hvem er så stor, at også profeterne på forhånd forkynder så meget om ham? Ja, der findes ingen anden i Skrifterne end alles fælles Frelser, Guds Ord, vor Herre Jesus Kristus. For det er ham, der udgik af en jomfru og viste sig som menneske på jorden, og hvis slægt efter kødet ikke kan beskrives. For der er ingen, der kan nævne hans far efter kødet, fordi hans legeme ikke er af en mand, men af en jomfru alene. [4] Ligesom man altså kan opregne slægten for David, Moses og alle patriarkerne med deres fædre, sådan kan ingen beskrive Frelserens slægt efter kødet ud fra en mand. Det er ham, som også lod stjernen tilkendegive sit legemes fødsel. For det var ret, at Ordet, som kom ned fra himlen, også fik sit tegn fra himlen, og det var ret, at skabningens konge, da han trådte frem, blev synligt kendt af hele verden. [5] Han blev jo født i Judæa, og folk fra Persien kom for at tilbede ham. Det er ham, der allerede før sin legemlige tilsynekomst vandt sejren over de dæmoner, der står ham imod, og sejrstegn over afgudsdyrkelsen. Alle fra folkeslagene overalt sværger jo deres fædres skik og afgudernes gudløshed fra sig og sætter nu deres håb til Kristus og indskriver sig som hans, sådan som man kan se det med sine egne øjne. [6] For egypternes gudløshed ophørte ikke på noget andet tidspunkt end da alverdens Herre, ført som på en sky, kom derned i legemet og gjorde ende på afgudernes vildfarelse, men førte alle over til sig selv og gennem sig selv til Faderen. [7] Det er ham, der blev korsfæstet, og som solen, skabningen og dem, der førte ham i døden, bærer vidne om; og ved hans død er frelsen kommet til alle, og hele skabningen er blevet forløst. Han er alles liv, og det er ham, der som et får gav sit eget legeme hen i døden som løsesum for alles frelse, selv om jøderne ikke tror.