Kapitel 46–50

46. Hvornår begyndte menneskene at opgive afgudsdyrkelsen, hvis ikke efter at Guds sande Ord, som er Gud, var kommet blandt menneskene? Og hvornår er orakelstederne hos grækerne og overalt holdt op og blevet tomme, hvis ikke da Frelseren havde åbenbaret sig helt ned til jorden? [2] Hvornår begyndte man at dømme de guder og heroer, som digterne taler om, som blot dødelige mennesker, hvis ikke efter at Herren havde rejst sejrstegnet over døden og bevaret det legeme, han havde taget, uforgængeligt ved at oprejse det fra de døde? [3] Hvornår blev dæmonernes bedrag og vanvid foragtet, hvis ikke da Guds kraft, Ordet, som er Herre over alle ting, også over dem, steg ned for menneskenes svagheds skyld og viste sig på jorden? Og hvornår begyndte trolddomskunsten og dens skoler at blive trådt under fode, hvis ikke da Ordets guddommelige åbenbaring skete blandt menneskene? [4] Og kort sagt: Hvornår er grækernes visdom blevet gjort til dårskab, hvis ikke da Guds sande visdom åbenbarede sig selv på jorden? For tidligere var hele verden og hvert eneste sted forvildet i afgudsdyrkelsen, og menneskene anså intet andet end afguderne for guder. Men nu opgiver menneskene over hele verden afgudernes overtro og tager deres tilflugt til Kristus, og idet de tilbeder ham som Gud, lærer de gennem ham også Faderen at kende, som de ikke kendte. [5] Og det forunderlige er dette: Man dyrkede mange forskellige og utallige ting, og hvert sted havde sin egen afgud, og den gud, de talte om hos sig, havde ikke magt til at komme over til nabostedet, så han også kunne overtale naboerne til at dyrke ham; han blev knap nok dyrket hos sine egne. For ingen dyrkede naboens gud, men hver holdt fast ved sin egen afgud og mente, at den var herre over alle. Men Kristus alene tilbedes af alle som én og den samme overalt. Og det, som afgudernes svaghed ikke har kunnet gøre, nemlig at overtale blot dem, der boede nærmest, det har Kristus gjort: Han har overtalt ikke blot de nærmeste, men simpelthen hele verden til at dyrke én og samme Herre og gennem ham Gud, hans Fader.

47. Tidligere var alle steder fulde af orakelstedernes bedrag, og menneskene beundrede orakelsvarene i Delfi og Dodona, i Bøotien og Lykien, i Libyen og Egypten og hos kabirerne, og Pythia, betaget som de var af blændværket. Men nu, siden Kristus forkyndes overalt, er også deres vanvid holdt op, og der er ikke længere nogen, der spår hos dem. [2] Tidligere bedrog dæmonerne menneskene med blændværk ved at tage kilder eller floder eller træer eller sten i besiddelse, og sådan slog de de uforstandige med forbløffelse ved deres kunster. Men nu, da Ordets guddommelige tilsynekomst er sket, er deres blændværk holdt op. For blot ved at bruge korsets tegn driver et menneske deres bedrag bort. [3] Tidligere anså menneskene dem, som digterne kalder guder, Zeus og Kronos og Apollon, og heroerne for guder, og gik vild ved at dyrke dem. Men nu, da Frelseren har vist sig blandt menneskene, er de blevet afsløret som dødelige mennesker, og Kristus alene er blevet kendt blandt menneskene som sand Gud, Guds Ord, som er Gud af Gud. [4] Og hvad skal man sige om den trolddom, som de beundrer? Før Ordet kom og tog ophold blandt os, havde den magt og virkede hos egypterne og kaldæerne og inderne og slog dem, der så den, med forbløffelse. Men ved sandhedens komme og Ordets tilsynekomst blev også den gendrevet og fuldstændig gjort til intet. [5] Om grækernes visdom og filosoffernes store ord tror jeg ikke, at nogen behøver en udredning fra os, for underet ligger for alles øjne: Grækernes vismænd skrev så meget og kunne alligevel ikke overtale blot nogle få fra de nærmeste egne om udødeligheden og et dydigt liv. Men Kristus alene har med enkle ord og ved mennesker, som ikke var vise i talekunst, overtalt talløse menigheder af mennesker over hele verden til at foragte døden og tænke på det udødelige, til at se bort fra det timelige og rette blikket mod det evige, til at regne den jordiske ære for intet og kun stræbe efter udødeligheden.

48. Det, vi her siger, er ikke blot ord; det har også sandhedens vidnesbyrd i selve erfaringen. [2] Lad den, der vil, komme og se dydens kendetegn hos Kristi jomfruer og hos de unge mænd, der lever i renhed og kyskhed, og troen på udødeligheden i det store kor af hans martyrer. [3] Og lad den, der vil prøve det, vi har sagt, komme, og lige midt i dæmonernes blændværk og orakelstedernes bedrag og trolddommens undere bruge korsets tegn, som de ler ad, og blot nævne Kristi navn, så skal han se, hvordan dæmonerne flygter ved ham, orakelstederne tier, og al trolddom og alle trylleremedier gøres til intet. [4] Hvem og hvor stor er da denne Kristus, som ved sit navn og sin nærværelse overalt har stillet alt i skygge og gjort det til intet, som alene har magt over alle og har fyldt hele verden med sin lære? Lad hedningerne svare, de, som ler så meget og ikke rødmer. [5] For hvis han er et menneske, hvordan kan så ét menneske overgå kraften hos alle deres guder og ved sin egen kraft afsløre, at de er intet? Og hvis de kalder ham en troldmand, hvordan er det så muligt, at al trolddom gøres til intet af en troldmand i stedet for at blive styrket? Havde han nemlig besejret menneskelige troldmænd eller kun haft magt over en enkelt, kunne de med rette have ment, at han overgik de andre ved en større kunst. [6] Men når hans kors har vundet sejren over al trolddom overhovedet og over selve dens navn, så må det være klart, at Frelseren ikke er en troldmand, siden selv de dæmoner, som de andre troldmænd påkalder, flygter for ham som for deres herre. [7] Hvem er han så? Lad hedningerne svare, de, hvis eneste iver er at spotte. Måske vil de sige, at også han var en dæmon, og at han derfor havde sådan en magt. Men siger de det, vil de i høj grad gøre sig selv til spot, for de kan igen blive gjort til skamme af de beviser, vi allerede har givet. For hvordan er det muligt, at den, der driver dæmonerne ud, selv er en dæmon? [8] Havde han nemlig blot drevet nogle dæmoner ud, kunne man med rette have ment, at han havde magt over de mindre ved dæmonernes fyrste, sådan som også jøderne sagde til ham, da de ville håne ham (Matt 12,24). Men når al dæmonernes raseri viger og jages bort, så snart hans navn nævnes, så må det være klart, at de også her tager fejl, og at vor Herre og Frelser Kristus ikke er en dæmonisk kraft, som de mener. [9] Hvis Frelseren altså hverken blot er et menneske eller en troldmand eller en dæmon, men ved sin guddom har gjort digternes forestillinger, dæmonernes blændværk og grækernes visdom til intet og stillet dem i skygge, så må det være klart og vil blive bekendt af alle, at han i sandhed er Guds Søn, idet han er Faderens Ord og Visdom og Kraft. Derfor er hans gerninger heller ikke menneskelige, men overmenneskelige, og man erkender, at de i sandhed er Guds gerninger, både ud fra det, man ser, og ved at sammenligne dem med menneskers.

49. For hvilket menneske, der nogen sinde har levet, har dannet sig et legeme af en jomfru alene? Eller hvilket menneske har nogen sinde helbredt sådanne sygdomme, som alles fælles Herre har helbredt? Hvem har givet det, der manglede fra fødslen, og givet en, der var blind fra fødslen, synet? [2] Asklepios blev gjort til gud hos dem, fordi han udøvede lægekunsten og fandt urter mod de lidelser, legemerne havde. Han skabte dem ikke selv af jorden, men fandt dem ved sin viden om naturen. Men hvad er det mod det, Frelseren gjorde? For han helbredte ikke et sår, men formede det, der manglede ved fødslen, og genoprettede skabningen. [3] Herakles tilbedes som gud hos grækerne, fordi han kæmpede mod mennesker, der var hans lige, og dræbte vilde dyr med list. Hvad er det mod det, Ordet gjorde, da han drev sygdomme og dæmoner og selve døden bort fra menneskene? Dionysos dyrkes hos dem, fordi han lærte menneskene at drikke sig fulde; men Frelseren, som i sandhed er Herre over alt, og som lærte dem mådehold, bliver spottet af dem. [4] Men lad det nu være. Hvad siger de til hans guddoms andre undere? Ved hvilket menneskes død blev solen formørket og jorden rystede? Se, mennesker dør den dag i dag og er døde helt fra begyndelsen; hvornår er der nogen sinde sket et sådant under ved dem? [5] Eller for at gå forbi de gerninger, han gjorde i sit legeme, og nævne dem, han gjorde efter sit legemes opstandelse: Hvilket menneske, der nogen sinde har levet, har haft en lære, som har haft magt fra jordens ene ende til den anden, én og den samme overalt, så dyrkelsen af ham har bredt sig som på vinger over hele jorden? [6] Eller hvorfor, hvis Kristus er et menneske og ikke Gud Ordet, som de mener, forhindrer deres guder så ikke, at dyrkelsen af ham trænger ind i det samme land, hvor de selv er? Tværtimod er det Ordet selv, der kommer og ved sin lære gør ende på deres dyrkelse og gør deres blændværk til skamme.

50. Før ham har der været mange konger og tyranner på jorden, og man fortæller om mange vise og troldmænd hos kaldæerne og egypterne og inderne. Hvem af dem har nogen sinde – jeg siger ikke efter sin død, men mens han endnu levede – formået så meget, at han fyldte hele jorden med sin lære og fik så mange bort fra afgudernes overtro, som vor Frelser har ført bort fra afguderne og over til sig selv? [2] Grækernes filosoffer har skrevet meget med overtalelsesevne og talekunst. Men hvad har de da vist, der er så stort som Kristi kors? For deres spidsfindigheder virkede kun overbevisende, indtil de døde; ja, selv den magt, de syntes at have, mens de levede, brugte de på at kappes med hinanden, og de lå i strid og arbejdede imod hinanden. [3] Men Guds Ord har – og det er det mest uventede – lært med ganske fattige ord og stillet de store vismænd i skygge; han har gjort deres lærdomme til intet og draget alle til sig og fyldt sine egne menigheder. Og det forunderlige er, at han steg ned i døden som menneske og derved gjorde de vises store ord om afguderne til intet. [4] For hvis død har nogen sinde drevet dæmoner bort? Eller hvis død har dæmonerne nogen sinde frygtet som Kristi? For hvor Frelserens navn nævnes, derfra drives enhver dæmon bort. Og hvem har således fjernet sjælens lidenskaber fra menneskene, så de utugtige lever kyskt, morderne ikke længere griber sværdet, og de, der før var behersket af fejhed, bliver modige? [5] Og kort sagt: Hvem har overtalt menneskene hos barbarerne og hos folkene rundt om til at aflægge deres raseri og tænke på fred, hvis ikke troen på Kristus og korsets tegn? Og hvem har på den måde givet menneskene vished om udødeligheden, som Kristi kors og hans legemes opstandelse har gjort? [6] For skønt grækerne har digtet alt muligt, kunne de dog ikke opdigte en opstandelse for deres afguder; det faldt dem slet ikke ind, om det overhovedet er muligt, at legemet kan være til igen efter døden. Og netop i dette punkt kan man særlig give dem ret: Ved at tænke sådan har de afsløret deres egen afgudsdyrkelses svaghed og overladt denne mulighed til Kristus, for at han også herved kan blive kendt af alle som Guds Søn.