Kapitel 41–45

41. Man må virkelig undre sig over hedningerne: De ler af det, som ikke fortjener spot, men er blinde for deres egen skam, som de har stillet op i sten og træ, uden at se den. [2] Men da vores lære ikke mangler beviser, så lad os også gøre dem skamfulde med fornuftige grunde, især ud fra det, som vi også selv ser. For hvad er der hos os, som er urimeligt eller fortjener spot? Mon ikke netop det, at vi siger, at Ordet er blevet åbenbaret i et legeme? Men også de selv vil indrømme, at dette ikke er sket urimeligt, hvis de da er sandhedens venner. [3] Hvis de altså helt benægter, at der er et Guds Ord, er det overflødigt af dem at spotte det, som de ikke kender. [4] Men hvis de bekender, at der er et Guds Ord, og at han er hersker over altet, og at Faderen har skabt skabningen i ham, og at alt ved hans forsyn bliver oplyst og får liv og er til, og at han er konge over alt, så han kendes ud fra forsynets gerninger og Faderen gennem ham – så se, beder jeg dig, om de ikke uden at vide det vender spotten mod sig selv. [5] Grækernes filosoffer siger, at verden er et stort legeme, og deri taler de sandt. For vi ser, at den og dens dele falder ind under sanserne. Hvis altså Guds Ord er i verden, som er et legeme, og er gået ind i den som helhed og i alle dens enkelte dele, hvad er der da forunderligt eller urimeligt i, at vi siger, at han også er gået ind i et menneske? [6] For hvis det overhovedet er urimeligt, at han er kommet i et legeme, så må det også være urimeligt, at han er gået ind i altet og oplyser og bevæger alt ved sit forsyn; for også helheden er et legeme. [7] Men hvis det passer sig, at han går ind i verden og bliver kendt i helheden, så må det også passe sig, at han viser sig i et menneskeligt legeme, og at dette bliver oplyst og virker ved ham. For også menneskeslægten er en del af altet. Og hvis det er upassende, at delen bliver hans redskab til kundskab om guddommen, så må det være højst urimeligt, at han bliver kendt gennem hele verden.

42. For når hele legemet sættes i virksomhed og oplyses af mennesket, og nogen så ville sige, at det er urimeligt, at menneskets kraft også er i tåen, ville han blive anset for uforstandig, fordi han indrømmer, at mennesket gennemtrænger og virker i det hele, men nægter, at han også er i delen. Sådan vil heller ikke den, der indrømmer og tror, at Guds Ord, som er Gud, er i altet, og at altet oplyses og bevæges af ham, anse det for urimeligt, at også ét menneskeligt legeme bevæges og oplyses af ham. [2] Men hvis de ikke synes, det er passende, at vi taler om Frelserens tilsynekomst i et menneske, fordi menneskeslægten er skabt og er blevet til af intet, så er det på tide, at de også udelukker ham fra skabningen; for også den er ved Ordet blevet til af det, som ikke var, til at være. [3] Men hvis det ikke er urimeligt, at Ordet er i skabningen, skønt den er skabt, så er det heller ikke urimeligt, at han er i et menneske. For hvad de end tænker om helheden, må de nødvendigvis mene det samme om delen; for også mennesket er, som jeg sagde før, en del af helheden. [4] Det er altså slet ikke upassende, at Ordet er i et menneske, og at alt oplyses, bevæges og lever ved ham og i ham, sådan som også deres egne forfattere siger: «I ham lever vi, bevæger os og er til» (ApG 17,28). [5] Hvad siger vi da, som fortjener spot, når vi siger, at Ordet har brugt det, han er i, som redskab til at åbenbare sig? For var han ikke i det, kunne han heller ikke have brugt det. Men når vi allerede har indrømmet, at han er i altet og i de enkelte dele, hvad er der da utroligt i, at han også viser sig i det, han er i? [6] For han er med sine kræfter helt til stede i hver enkelt ting og i alle og ordner alt uden at holde noget tilbage. Hvis han nu havde villet bruge solen eller månen eller himlen eller jorden eller vandet eller ilden til at tale og gøre sig selv og sin Fader kendt, ville ingen sige, at han [havde gjort] noget urimeligt, for han holder alt sammen på én gang, er med alle og er også i delen og viser usynligt sig selv. Sådan er det heller ikke urimeligt, at han, der ordner alt og giver liv til det hele og ville gøre sig kendt gennem mennesker, har brugt et menneskes legeme som redskab til at åbenbare sandheden og give kundskab om Faderen. For også menneskeheden er en del af helheden. [7] Og ligesom forstanden, der er i hele mennesket, kommer til udtryk gennem en del af legemet, nemlig tungen, uden at nogen vel derfor siger, at forstandens væsen bliver mindre, sådan vil det heller ikke synes upassende, hvis Ordet, der er i alt, har brugt et menneskeligt redskab. For hvis det, som jeg sagde før, er upassende at bruge et legeme som redskab, så er det også upassende, at han er i helheden.

43. Hvis de nu siger: Hvorfor viste han sig så ikke gennem andre og smukkere dele af skabningen, og hvorfor brugte han ikke et smukkere redskab, fx solen eller månen eller stjernerne eller ilden eller æteren, men kun et menneske? – så skal de vide, at Herren ikke kom for at gøre opvisning, men for at helbrede og undervise dem, der led. [2] For den, der vil gøre opvisning, behøver blot at vise sig og slå tilskuerne med forbløffelse; men den, der helbreder og underviser, kommer ikke blot på besøg, men er der til gavn for dem, der trænger, og viser sig, sådan som de trængende kan bære det, for at han ikke skal forvirre de trængende selv ved noget, der overgår de lidendes behov, så guddommens tilsynekomst bliver dem til ingen nytte. [3] Intet i skabningen var jo faret vild i sine tanker om Gud undtagen mennesket alene. Hverken solen eller månen eller himlen eller stjernerne eller vandet eller æteren er veget fra deres orden; de kender deres skaber og konge, Ordet, og forbliver, som de er skabt. Men menneskene alene vendte sig bort fra det gode og opdigtede så det, som ikke er til, i stedet for sandheden, og den ære, der tilkommer Gud, og kundskaben om ham har de givet til dæmoner og til mennesker i sten. [4] Da det derfor ikke var Guds godhed værdigt at overse noget så alvorligt, men menneskene ikke kunne kende ham, skønt han styrer og leder helheden, så tog han med god grund en del af helheden, det menneskelige legeme, som sit redskab og gik ind i det, for at de, som ikke kunne kende ham i helheden, i det mindste ikke skulle være uvidende om ham i delen; og for at de, som ikke kunne løfte blikket op til hans usynlige kraft, i det mindste kunne slutte sig til ham og se ham ud fra det, som ligner dem selv. [5] For da de er mennesker, vil de hurtigere og mere umiddelbart kunne kende hans Fader gennem det legeme, som svarer til dem, og de guddommelige gerninger, der sker gennem det, når de sammenligner og ser, at det, han gør, ikke er menneskers, men Guds gerninger. [6] Og hvis det efter deres mening var urimeligt, at Ordet blev kendt gennem legemets gerninger, så ville det også være urimeligt, at han blev kendt ud fra altets gerninger. For ligesom han er i skabningen uden selv at få del i noget af skabningen, men tværtimod får alt del i hans kraft, sådan fik han heller ikke del i noget af det, som hører legemet til, da han brugte legemet som redskab, men helligede tværtimod selv legemet. [7] For når endog Platon, som beundres hos grækerne, siger, at han, der frembragte verden, da han så den blive kastet om af stormen og være i fare for at synke ned i ulighedens sted, satte sig ved sjælens ror og kom den til hjælp og rettede alle dens fejltrin [Platon, Statsmanden 273d–e.], hvad utroligt siger vi da, når vi siger, at da menneskeheden var faret vild, tog Ordet plads over den og viste sig som menneske for at frelse den ud af stormen ved sin styring og godhed?

44. Men måske vil de af skam give os ret i dette, men så sige, at Gud, når han ville opdrage og frelse menneskene, burde have gjort det blot med et vink og ikke have ladet sit Ord røre ved et legeme, sådan som han også gjorde i begyndelsen, da han kaldte tingene frem af intet. [2] Til denne indvending kan man med rette sige: I begyndelsen, da intet som helst var til, var der kun brug for et vink og en vilje for at skabe altet. Men da mennesket var blevet til, og behovet krævede, at ikke det, som ikke var, men det, som var blevet til, blev helbredt, så fulgte det, at lægen og Frelseren kom til stede i det, som allerede var blevet til, for også at helbrede det, som var. Derfor blev han menneske og brugte legemet som menneskeligt redskab. [3] For hvis det ikke skulle ske på denne måde, hvordan skulle Ordet så komme, når han ville bruge et redskab? Eller hvorfra skulle han tage det, om ikke fra det, som allerede var blevet til, og som trængte til hans guddom gennem noget, der lignede det selv? For det, som ikke var, trængte ikke til frelse, så at et bud alene kunne være nok; men mennesket, der allerede var blevet til, blev fordærvet og gik til grunde. Derfor brugte Ordet med god grund og med rette et menneskeligt redskab og udbredte sig over alt. [4] Dernæst skal man også vide, at den forgængelighed, som var indtrådt, ikke var uden for legemet, men var vokset fast til det; og det var nødvendigt, at livet i stedet for forgængeligheden blev knyttet til det, for at livet, ligesom døden var kommet i legemet, også skulle komme i det. [5] Hvis døden altså havde været uden for legemet, så skulle livet også være kommet uden for det. Men hvis døden var flettet sammen med legemet og herskede over det, som om den var ét med det, så var det nødvendigt, at også livet blev flettet sammen med legemet, for at legemet, når det i stedet havde iført sig livet, kunne kaste forgængeligheden af. Og desuden: Hvis Ordet var kommet uden for legemet og ikke i det, så ville døden ganske vist være blevet overvundet af ham helt naturligt, eftersom døden ikke har magt over livet; men den forgængelighed, som var vokset fast til legemet, ville ikke desto mindre være blevet i det. [6] Derfor iførte Frelseren sig med rette et legeme, for at legemet, når det var flettet sammen med livet, ikke længere skulle blive i døden som dødeligt, men, fordi det havde iført sig udødeligheden, nu skulle opstå og forblive udødeligt. For når det én gang havde iført sig forgængelighed, ville det ikke være opstået, hvis det ikke havde iført sig livet; og på den anden side kan døden ikke optræde for sig selv, men kun i legemet. Derfor iførte han sig et legeme, for at han kunne finde døden i legemet og udslette den. For hvordan kunne Herren overhovedet vise sig at være Livet, hvis han ikke levendegjorde det dødelige? [7] Halm bliver af natur fortæret af ild. Hvis nogen holder ilden borte fra halmen, så brænder halmen ganske vist ikke, men den forbliver dog fuldt ud halm og frygter ildens trussel, for ilden har af natur magt til at fortære den. Men hvis nogen klæder halmen ind i rigeligt med asbest, som siges at modstå ild, så frygter halmen ikke længere ilden, for den har sin sikkerhed i den klædning, som ikke kan brænde. [8] På samme måde kan man også sige om legemet og døden: Hvis døden blot var blevet holdt borte fra det af ham ved et bud, ville det ikke desto mindre igen være dødeligt og forgængeligt, sådan som det er legemers natur. Men for at dette ikke skulle ske, iførte det sig Guds ulegemlige Ord; og sådan frygter det ikke længere døden eller forgængeligheden, for det har livet som klædning, og forgængeligheden er udslettet i det.

45. Med god grund tog Guds Ord altså et legeme og brugte et menneskeligt redskab, for at han både kunne levendegøre legemet og, ligesom han kendes i skabningen gennem sine gerninger, også kunne virke i et menneske og vise sig overalt og ikke lade noget være uden hans guddom og kundskaben om ham. [2] For jeg siger igen det samme og gentager det, jeg sagde før: Frelseren har gjort dette, for at han, ligesom han fylder alt på alle kanter ved sin nærværelse, også kunne fylde alt med kundskaben om sig, som også den guddommelige Skrift siger: «Hele jorden blev fyldt med kundskab om Herren» (Es 11,9). [3] For vil nogen se op mod himlen, så ser han, hvordan Ordet har ordnet den. Eller kan han ikke se op mod himlen, men kun løfte blikket til menneskene, så ser han gennem gerningerne hans makeløse kraft i forhold til menneskers og erkender, at han alene blandt mennesker er Gud Ordet. Eller har nogen vendt sig bort til dæmonerne og er bange for dem, så ser han, at han driver dem ud, og slutter, at han er deres herre. Eller er nogen sunket ned i vandenes natur og tror, at vandet er Gud – sådan som egypterne dyrker vandet – så ser han, at dets natur forvandles af ham, og erkender, at Herren er vandenes skaber. [4] Og selv om nogen er steget ned i dødsriget og frygter de heroer, der er steget ned dertil, som guder, så ser han dog hans opstandelse og sejren over døden og slutter, at også blandt dem er Kristus alene sand Herre og Gud. [5] For Herren rørte ved alle skabningens dele og befriede alt fra al vildfarelse og afslørede den, som Paulus siger: «Han afvæbnede magterne og myndighederne og førte dem i triumftog på korset» (Kol 2,15), for at ingen længere skulle kunne føres vild, men overalt kunne finde Guds sande Ord. [6] For sådan bliver mennesket nu omsluttet på alle sider og ser overalt – det vil sige i himlen, i dødsriget, i mennesket og på jorden – Ordets guddom udbredt; det bliver ikke længere ført vild med hensyn til Gud, men tilbeder ham alene og kender gennem ham Faderen ret. [7] Ved disse grunde vil også hedningerne med rette blive gjort til skamme af os med fornuftige argumenter. Men hvis de ikke synes, at ordene er tilstrækkelige til at gøre dem skamfulde, så lad det sagte blive bekræftet af det, der ligger for alles øjne.