Om dåben

Dåben er hele handlingen, nemlig neddykningen og fremsigelsen af ordene: «Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.» Vi forklarer ofte, at disse ord rummer summen af evangeliets lære. «Jeg døber dig», det vil sige: Med denne neddykning bevidner jeg, at du bliver vasket ren for dine synder og nu bliver taget imod af den sande Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader. Han har forløst dig ved Sønnen, Jesus Kristus, og helliggør dig ved Helligånden. Til denne sande Guds navn, det vil sige til at påkalde ham, døber jeg dig. Ham skal du kende og påkalde og skelne fra alle opdigtede guder. Og du skal være forvisset om, at du får de velgerninger, som han har lovet i evangeliet, og at du er et lem af Guds kirke, som er forløst ved Sønnen og bliver helliggjort af Helligånden.

De, som er gamle nok til at tage imod undervisning, skal holde fast ved denne forståelse af pagten. Styrket ved dette vidnesbyrd skal de tro, at deres synder bliver dem forladt, og at de i sandhed er lemmer af Guds kirke, og de skal påkalde den sande Gud i sand tro. Sådan var det med Abraham: Når han tænkte på omskærelsen, så han hen til løftet om det afkom, der skulle komme. Han forstod, at han var et lem af Guds kirke, og at forbandelsen også blev taget bort fra ham ved dette afkom, som løftet talte om: «I dit afkom skal alle folkeslag velsignes.» Sådan lærer også Peter, at dåben er en god samvittigheds tilsagn (stipulatio) over for Gud ved opstandelsen af Jesus Kristus, som er ved Guds højre hånd. Han kalder den udtrykkeligt et tilsagn: Ved det slutter Gud pagt med dig, læger din samvittigheds sår og tager imod dig, og du slutter til gengæld pagt med Gud om, at du vil påkalde denne sande Gud og tro, at du bliver frelst ved Guds Søn, som er opvakt fra døden og regerer. På den måde er denne Guds Søn, som sidder ved den evige Faders højre hånd, virksom i dig, som også Paulus siger til galaterne: «I, som er døbt, har iklædt jer Kristus.» Og at Helligånden gives i dåben, fastslår han i brevet til Titus, når han siger: «ved genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden». Og hos Johannes står der: «Hvis ikke nogen er født på ny af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Himlenes rige.» Derfor lærer vi, at dåben er nødvendig, og vi døber hver enkelt kun én gang, ligesom omskærelsen kun blev foretaget én gang på hver enkelt. Men læren om dåbens betydning og om den gensidige pagt er særdeles gavnlig, og den minder vi ofte om.

Vi holder også fast ved barnedåben, fordi det er helt sikkert, at nådeløftet også gælder de små børn, og at det kun gælder dem, som bliver indlemmet i kirken. For om dem er det sagt: «Lad de små børn komme til mig, for Himlenes rige er bestemt for sådanne.» Vi mener heller ikke, at denne skik blot er en tom ceremoni, men at børnene da i sandhed bliver taget imod og helliggjort af Gud, fordi de da bliver indlemmet i kirken, og nådeløftet gælder netop sådanne. I vore kirker er der desuden udgivet mange skrifter om denne sag, og i dem gendrives gendøberne.