Om Herrens nadver

Både dåben og Herrens nadver er pant og vidnesbyrd om nåden, som allerede sagt. De minder os om løftet og om hele forløsningen og viser, at evangeliets velgerninger gælder hver enkelt, som bruger disse ceremonier. Men der er dog denne forskel: Ved dåben indlemmes den enkelte i kirken; Herrens nadver derimod ville Herren også have som det bånd, der holder den offentlige forsamling sammen. Gud vil nemlig, at evangeliets prædikeembede skal være offentligt. Evangeliets røst skal ikke holdes indespærret i det skjulte, men hele menneskeslægten skal høre den. Han vil kendes og påkaldes. Derfor vil han, at der skal være offentlige og sømmelige forsamlinger, hvor evangeliets røst skal lyde, og hvor han vil påkaldes og prises. Han vil også, at netop disse forsamlinger skal være vidner om bekendelsen og om, at Guds kirke er adskilt fra andre folks sekter og meninger. Johannes er samlet med sin menighed i Efesos og lærer den evangeliet, og ved brugen af sakramentet viser hele menigheden, at den tager imod denne lære og påkalder den Gud, som har givet evangeliet, og at den er adskilt fra dem, der dyrker Diana, Jupiter og andre afguder. Gud vil nemlig, at hans kirke skal ses og høres i verden, og at den ved mange offentlige tegn skal være adskilt fra de øvrige folk. Således havde de første fædre, Adam, Set, Enok, Noa, Sem og Abraham, uden tvivl deres forsamlinger, og siden havde Israels samfundsorden mange ceremonier, for at denne adskillelse fra hedningerne kunne blive mere synlig. Herren har også føjet et særligt løfte til forsamlingen: «Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem»; videre: «Hvad de beder om i enighed, skal ske for dem»; og i Salmerne: «Hans lovsang i de helliges forsamling.» Og de løfter, hvor Gud forsikrer, at han vil bevare kirken, skal være os så meget desto kærere, fordi vi forstår, at han bevarer og genopretter det offentlige prædikeembede i sømmelige forsamlinger. Dette løfte er også indeholdt i selve nadverens ord, når han befaler, at Herrens død skal forkyndes, og at denne nadver skal uddeles, indtil han kommer.

For at ærefrygten ved brugen af dette sakramente kan blive større, skal man derfor tænke på de sande grunde til indstiftelsen, som angår både den offentlige forsamling og den enkeltes trøst.

Den første grund er: Guds Søn vil, at evangeliets røst skal lyde i en offentlig og sømmelig forsamling. Han vil, at modtagelsen af sakramentet skal være det bånd, der holder denne forsamling sammen, og den skal ske med den største ærefrygt, for her gives et vidnesbyrd om det underfulde fællesskab mellem Herren og dem, der modtager sakramentet. Om denne ærefrygt taler Paulus, når han siger: «Den, som spiser uværdigt, bliver skyldig over for Herrens legeme og blod.»

Den anden: Han vil, at både prædikenen og selve ceremonien skal tjene til at bevare og udbrede mindet om hans lidelse, opstandelse og velgerninger. Den tredje: Ved dette vidnesbyrd vil han bestyrke hver enkelt, der modtager det, personligt, så han kan være vis på, at evangeliets velgerninger gælder ham; for prædikenen er fælles for alle. Ved dette vidnesbyrd og ved denne modtagelse viser han, at du er hans lem, at du er vasket ren i hans blod, og at han slutter denne pagt: «Bliv i mig, og jeg i jer»; videre: «Jeg i dem og du i mig.»

Den fjerde: Han vil, at denne offentlige modtagelse skal være en bekendelse, hvormed du viser, hvilken lære du tager imod, og hvilken forsamling du slutter dig til. Han vil også, at der netop i denne ceremoni, både offentligt og privat, skal siges tak til Gud, den evige Fader, Søn og Helligånd, både for alle de andre velgerninger og især for denne umådelige velgerning, forløsningen og frelsen. Og han vil, at den også skal være et bånd af gensidig velvilje mellem kirkens lemmer indbyrdes. Således løber mange formål sammen.

Når disse vægtige grunde nævnes, indbydes menneskene til ærefrygt for sakramentet og til at bruge det. Og vi lærer, hvordan brugen gavner. Åbent fordømmer vi den uhyrlige vildfarelse hos munkene, som har skrevet, at modtagelsen fortjener syndernes forladelse, og det endda ex opere operato, uden nogen god bevægelse i sindet hos den, der bruger sakramentet. Denne farisæiske indbildning strider mod ordet: «Den retfærdige skal leve ved sin tro.» Derfor underviser vi kirken således: De, som vil gå til Herrens nadver, må komme med bod eller omvendelse. Med en tro, der allerede er tændt ved tanken på Guds Søns død, opstandelse og velgerninger, skal de her søge at få denne tro bestyrket. For ved brugen af sakramentet gives et vidnesbyrd, som viser, at Guds Søns velgerninger også gælder dig. Der gives også et vidnesbyrd om, at han føjer dig til sig som sit lem, og at han er i dig, som han siger: «Jeg i jer.»

Vi formaner også menneskene til ikke at mene, at synderne forlades på grund af denne gerning eller denne lydighed. Troen skal derimod med tillid se hen til Guds Søns død og fortjeneste og til hans opstandelse og være vis på, at synderne forlades os for hans skyld, og at han vil, at denne tro skal bestyrkes ved denne påmindelse og dette vidnesbyrd. Når troen, trøsten, samvittighedens glæde og taksigelsen på denne måde vokser, gavner modtagelsen. Ingen får adgang til nadveren uden først at være blevet hørt af præsten eller hans kolleger og have fået tilsagt tilgivelse. Ved denne prøvelse bliver de mindre kyndige udspurgt og ofte undervist om hele læren, og derefter forkyndes tilgivelsen.

Menneskene bliver også undervist om, at sakramenterne er handlinger, som Gud har indstiftet, og at tingene selv uden for den indstiftede brug ikke har sakramentets karakter. Men ved den indstiftede brug i denne kommunion er Kristus virkelig og væsentligt til stede, og Kristi legeme og blod gives virkelig til dem, der modtager det. Kristus vidner, at han er i dem og gør dem til sine lemmer, og at han har vasket dem rene i sit blod, sådan som også Hilarius siger: «Når dette er modtaget og drukket, bevirker det, at både vi er i Kristus, og Kristus er i os.»

I selve ceremonien holder vi fast ved den skik, som var gængs i hele den gamle kirke, både den latinske og den græske. Der holdes ingen privatmesser, det vil sige messer, hvor Kristi legeme og blod ikke uddeles. Sådanne messer havde den gamle kirke heller ikke i flere århundreder efter apostlene, sådan som de gamle beskrivelser hos forskellige forfattere viser. Og Paulus befaler udtrykkeligt, at mange skal gå til nadveren sammen.

I en offentlig og sømmelig forsamling læses eller synges derfor bønner og trosbekendelsen og de læsninger, der efter gængs skik er fordelt på helligdagene. Derefter holdes en prædiken om Guds Søns velgerninger og om en del af læren, alt efter hvilket emne kirkeårets gang giver. Bagefter læser præsten en taksigelse og en bøn for hele kirken, for øvrigheden og for den nød, der råder. Han beder Gud om for Sønnens skyld, som han ville lade blive et offer for os, at forlade os vore synder, frelse os og samle og bevare kirken. Derefter læser han Kristi ord om nadverens indstiftelse, og han modtager selv hele sakramentet og uddeler det til dem, der går til nadver. De går frem med ærefrygt, efter først at være blevet prøvet og have fået tilsagt tilgivelse, og dér føjer de deres egne bønner til de fælles. Til sidst læses igen en taksigelse. At denne ceremoni og denne kommunion i høj grad stemmer overens med apostlenes skrifter og med den gamle kirkes sædvane næsten helt frem til Gregors tid [Gregor den Store, pave 590–604], ved alle, der ikke er helt uden kendskab til oldtiden. Når det forholder sig sådan, bør vore kirkers skik godkendes, ikke forkastes.

Men modstanderne, som forkaster vor skik, forsvarer mange vildfarelser, nogle mere afskyelige, andre nu sminket med nye kunstgreb. Mange har før vor tid skrevet, at der i messen bringes et offer for levende og døde, og at det fortjener syndernes forladelse ex opere operato for den, der udfører det, og for andre. Og dette har været og er stadig de flestes overbevisning, og den ligner farisæernes og hedningernes. For på samme måde drømte farisæerne og hedningerne om, at de ex opere operato fortjente syndernes forladelse, fred og meget andet godt for sig selv og for andre. Eller hvis nogle talte mere forsigtigt og sagde, at de ikke fortjente det uden en god bevægelse i sindet hos den, der ofrede, så forestillede de sig dog, at selve ofrene var fortjenester og betaling. Med denne forestilling blev ofrene hobet op, og jagten på vinding voksede. Sådan er også handelen med messer og vanhelligelsen af Herrens nadver næsten i hele verden.

Men Gud vil, at falsk gudsdyrkelse skal revses og afskaffes. Derfor fremlægger vi enkelt og sandfærdigt Guds røst, som fordømmer disse vildfarelser. Af hele vort hjerte bekræfter vi for Gud og for hele kirken i himlen og på jorden, at der kun har været ét eneste sonoffer, det vil sige ét offer, som stillede den evige Faders vrede mod menneskeslægten. Dette offer er hele den lydighed, som Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus, den korsfæstede og opvakte, har vist. Han er det eneste lam, som bar verdens synder. Om dette ene offer står der i Hebr 10: «Ved ét eneste offer har han for altid ført dem til fuldendelse, som helliggøres.» Og dette offer tilegnes hver enkelt ved hans egen tro, når de hører evangeliet og bruger sakramenterne, som Paulus siger: «Ham har Gud stillet frem som forsoner ved troen i hans blod», og: «Den retfærdige skal leve ved sin tro»; og i Første Petersbrev: «helliget ved Ånden til lydighed og bestænkelse med Jesu Kristi blod». De andre ofre i Det Gamle Testamente var forbilleder, som der tales mere udførligt om på deres sted, og de fortjente på ingen måde syndernes forladelse. Og alle de helliges retfærdige gerninger til alle tider har været, er og vil være lovprisningsofre eller takofre (εὐχαριστικά), som ikke fortjener forladelse for den, der bringer dem, eller for andre. De er den gudsdyrkelse, som hver enkelt skylder, og de behager Gud for mellemmandens og ypperstepræstens, Guds Søns, skyld, som der står i Hebræerbrevet: «Ved ham bringer vi altid Gud et lovprisningsoffer.»

At dette er den urokkelige og evige sandhed, er helt åbenlyst. Men når man mod sandhedens så klare lys anfører de lappetæpper, som de kalder messekanonerne, så er det også åbenlyst, at de græske og latinske kanoner er forskellige, og at de græske endda er uenige med hinanden i en meget vigtig sag. Og i den latinske, som bruges, kan man se, at ukendte forfattere efterhånden har syet lapper på. Den gamle kirke bruger ordene «offer» og «ofring», men forstår derved hele handlingen: bønnerne, modtagelsen, mindet, troen, bekendelsen og taksigelsen. Hele denne indre og ydre handling er hos enhver, der er omvendt til Gud, og i hele kirken i sandhed et lovprisningsoffer eller takoffer (εὐχαριστικὸν) og en fornuftig gudstjeneste (λογική λατρεία). Og når Herren siger: «De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed», så bekræfter han, at der i Det Nye Testamente ikke er påbudt ydre ofre, som nødvendigvis skal udføres, selv om Helligånden ikke bevæger hjertet, sådan som det under loven var nødvendigt at holde påskeceremonien. Men om Herrens nadver siges der: «Ethvert menneske skal prøve sig selv» osv. Således gavner Herrens nadver den, der bruger den, når han kommer med omvendelse og tro, og en andens gerning gavner ham ikke.

Hvad angår de døde, er det desuden helt åbenlyst, at hele dette skuespil strider mod ordene ved nadverens indstiftelse, hvor der siges: «Tag og spis» osv.; «gør dette til erindring om mig». Hvad har det med de døde eller de fraværende at gøre? Og alligevel holdes langt de fleste messer i en stor del af Europa for de døde.

En stor mængde læser også messer for at få betaling uden overhovedet at vide, hvad de gør. Men alt dette er åbenlyst ugudeligt: at bringe et offer, som de siger, for at fortjene noget for levende og døde, eller at gøre det uden at vide, hvad man gør. Derfor synder de, som fastholder og forsvarer disse forbrydelser, forfærdeligt. Og eftersom ceremonien uden for den indstiftede brug ikke har sakramentets karakter, må gudfrygtige og lærde mennesker overveje, hvilken afgudsdyrkelse der dér finder sted. Det er også en åbenlys vanhelligelse at bære en del af Herrens nadver rundt og tilbede den. Her bliver en del af sakramentet overført til en helt anden brug end den indstiftede, for teksten siger: «Tag og spis»; og dette skuespil er tilmed nyt. Og endelig: Hvordan er levevisen hos de fleste messepræster og munke i hele Europa? De bryder sig ikke om ordet: «Ethvert menneske skal prøve sig selv», og heller ikke om ordet: «Den, som spiser uværdigt, bliver skyldig over for Herrens legeme og blod.»

Paverne og hyklerne, som søger blændværk for at befæste disse onder, ler ganske vist ad disse klager. Men det er dog helt sikkert, at Gud bliver forfærdeligt vred over disse forbrydelser, ligesom han i Israel blev vred over vanhelligelsen af ofrene. Og vi ser åbenlyse eksempler på hans vrede: så mange rigers undergang, den ødelæggelse af verden, som tyrkerne anretter, forvirring i meningerne og mange yderst sørgelige splittelser af kirkerne. Men dig, Guds Søn, Herre Jesus Kristus, korsfæstet og opvakt for os, din kirkes ypperstepræst, beder vi med sande suk: For din og den evige Faders æres skyld udslet afguderne, vildfarelserne og vederstyggelighederne, og hellig os i din sandhed, sådan som du selv har bedt. Tænd dit evangeliums lys og den sande påkaldelse i manges hjerter, og bøj vore hjerter til sand lydighed, så vi taknemmeligt kan prise dig i al evighed!

Størrelsen af de synder, som vanhelligelsen af Herrens nadver nu i så mange århundreder har affødt, overgår alle engles og menneskers veltalenhed. Og da ingen tale kan stå mål med så stor en sag, fatter vi os i korthed, og i denne vældige smerte beder vi Guds Søn om, at han selv vil råde bod på disse onder. Samtidig tilbyder vi at give en mere udførlig redegørelse over for dem, der vil høre den. Men i dette spørgsmål ser vi især det ske, som Salomo siger: At synge sange for et fordærvet hjerte er som at hælde eddike på natron.

Modstanderne ved, at disse forestillinger om offeret er nerven i deres magt og rigdom; derfor vil de ikke høre den tale, der siger det modsatte.

Nogle lærer nu snedigt at give det urimelige et mildere skær. Ofringen, siger de, er ikke en fortjeneste, men en tilegnelse. Sådan lægger de fælder med ord og fastholder de samme misbrug. Men jeg har allerede sagt, at enhver ved sin egen tro tilegner sig Kristi offer, både når han hører evangeliet, og når han bruger sakramenterne. Og der står skrevet: «Ethvert menneske skal prøve sig selv.» Paulus mener altså ikke, at ceremonien gavner en anden, som ikke selv bruger den. Og Guds Søn ofrede sig selv, da han gik ind i det allerhelligste, det vil sige ind i Guddommens skjulte rådslutning, hvor han så den evige Faders vilje, bar den uhyre vrede og forstod grundene til denne underfulde rådslutning. Disse store ting betegnes, når teksten i Hebræerbrevet siger: «Han ofrede sig selv», og når Esajas siger: «Han skal give sit liv som offer for synd.» Hvad mener messepræsterne så nu, når de siger, at de ofrer Kristus? Heller ikke oldkirken har talt på den måde.

Men med de hårdeste ord anklager de os og siger, at vi afskaffer det daglige offer, sådan som Antiokus gjorde, der er et forbillede på Antikrist. Vi har svaret ovenfor, at vi bevarer hele den apostoliske kirkes ordning, og at det daglige offer er, at evangeliets uforfalskede lære lyder, og at Gud påkaldes ret – kort sagt, som Herren siger, at man tilbeder Faderen i ånd og sandhed. Hertil regner vi også den rette brug af sakramenterne. Da vi bevarer alt dette med den største troskab, bevarer vi det daglige offer med den største ærefrygt. Det er dem, der afskaffer det: dem, der på mange måder fordærver den sande påkaldelse og selve Herrens nadver, som befaler at påkalde døde mennesker, som holder messer til salg, som praler af, at de med deres ofring fortjener noget for andre, som blander mange afskyelige vildfarelser ind i læren om omvendelse og syndernes forladelse, som befaler dem, der omvender sig, at tvivle på, om de er i nåden, og som besmitter kirken med utugt og afguder. Det er dem, der ligner Antiokus, ikke os, der stræber efter at adlyde Guds Søn, når han siger: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord.»

Til sidst må der også siges lidt om brugen af hele sakramentet. Sofistikken skal holdes ude af kirkens domme. Alle ved, at Herrens nadver er indstiftet sådan, at folket skal have hele sakramentet, som der står skrevet: «Drik alle af det.» Også den gamle latinske og græske kirkes skik er velkendt. Derfor må man indrømme, at forbuddet mod den ene del er uretfærdigt. Det er uret at krænke menneskers lovlige testamenter; hvorfor krænker biskopperne så Guds Søns testamente, der er beseglet med hans eget blod? Men det er beklageligt, at nogle er så skamløse, at de mod dette meget tungtvejende argument opdigter spidsfindigheder for at befæste forbuddet. Dem undlader vi at gendrive, for sagen er åbenbar.