Artikel IV. Om synden

Vi tror og bekender, at Gud i begyndelsen skabte mennesket retfærdigt, vist, udrustet med fri vilje, prydet med Helligånden og lykkeligt. Men siden blev mennesket på grund af ulydigheden berøvet Helligånden, blev Satans træl og hjemfaldent til både den legemlige og den evige fordømmelse. Og dette onde blev ikke stående ved Adam alene, men går videre til hele hans efterslægt.

Når nogle derimod påstår, at mennesket efter faldet har beholdt sin sjæl så hel og uskadt, at det ved sine naturlige kræfter og ved gode gerninger kan omvende sig og forberede sig til troen og til at påkalde Gud, så strider det åbenlyst mod apostlenes lære og mod den sande almindelige kirkes samstemmende opfattelse.

Rom 5.

Ved den enes overtrædelse er det onde gået videre til alle mennesker til fordømmelse.

Ef 2.

Da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før levede i ifølge denne verdens tidsalder, ifølge herskeren osv. Og lidt efter: Vi var af natur vredens børn som også de øvrige. Døde i synder, siger han, og vredens børn, det vil sige fremmede for Guds nåde. Ligesom et menneske, der er legemligt dødt, ikke ved egne kræfter kan forberede sig eller vende sig til at modtage det legemlige liv, sådan kan den, der er åndeligt død, heller ikke ved egen kraft vende sig til at modtage det åndelige liv.

Augustin, bd. 7, Mod pelagianernes to breve, til Bonifatius (cont. duas epist. Pelag. ad Bonifacium), bog 2, kap. 7.

For at svare den kommende Pelagius sagde Herren ikke: «Uden mig kan I vanskeligt gøre noget», men han sagde: «Uden mig kan I intet gøre.» Og for også at svare dem, der skulle komme senere, sagde han i selve det samme evangelieord ikke: «Uden mig kan I intet fuldføre», men: «gøre». For havde han sagt «fuldføre», kunne de sige, at Guds hjælp ikke er nødvendig for at begynde det gode, som er fra os selv, men for at fuldføre det.

Og lidt efter:

«Mennesket bereder hjertet, og fra Herren kommer tungens svar.» Ved at misforstå dette bliver de narret til at mene, at det at berede hjertet, det vil sige at begynde det gode, er menneskets sag uden hjælp fra Guds nåde. Det være langt fra, at løftets børn skulle forstå det sådan – som om de, når de hører Herren sige: «Uden mig kan I intet gøre», skulle gendrive ham og sige: «Se, uden dig kan vi berede hjertet.» Eller som om de, når de hører apostlen Paulus sige: «Ikke fordi vi er kvalificerede til at tænke noget som af os selv, men vores kvalifikation er fra Gud», også skulle gendrive ham og sige: «Se, vi er kvalificerede af os selv til at berede hjertet og dermed også til at tænke noget godt.»

Og igen, bd. 9, Om Johannesevangeliet, traktat 49 (in Joan. tract. 49).

Lad ingen smigre sig selv. Af sit eget er mennesket Satan, af Guds er det salig. For hvad er «af sit eget» andet end af sin synd? Tag synden bort, som er din; retfærdigheden, siger han, er af mit. For hvad har du, som du ikke har modtaget?

Ambrosius, Om hedningernes kaldelse (De vocatione gentium), bog 1, kap. 9.

Selvom det at ville det onde bor i mennesket, har det dog ikke det at ville det gode, medmindre det får det som gave. Det første har naturen pådraget sig ved skyld, det andet modtager naturen ved nåde.

Bernhard, første prædiken om den salige Marias bebudelse (homilia 1 de annuntiatione beatae Mariae).

Kunne den menneskelige natur ikke blive stående, mens den endnu var uskadt, hvor meget mindre kunne den så af sig selv rejse sig igen, da den var fordærvet.