Artikel V. Om retfærdiggørelsen

Vi tror og bekender, at disse dyder – tro, håb og kærlighed – er nødvendige for at gøre og øve en retfærdighed, som behager Gud, og at mennesket ikke kan frembringe disse dyder af sig selv, men modtager dem af Guds gunst og nåde, og at troen er virksom ved kærligheden.

Men vi mener, at det ligger meget langt fra den i sandhed apostolske og almindelige lære, når nogle lærer, at mennesket bliver antaget af Gud og regnes for retfærdigt for Gud på grund af disse dyder, og at man i Guds dom skal stole på disse dyders fortjenester.

For mennesket bliver antaget af Gud og regnes for retfærdigt for ham alene for Guds Søns, vor Herre Jesu Kristi, skyld, ved troen. Og i Guds dom skal man ikke stole på fortjenesten ved nogen af de dyder, vi har, men alene på vor Herre Jesu Kristi fortjeneste, som bliver vores ved troen.

Ved Guds domstol, hvor det gælder den sande og evige retfærdighed og frelse, er der slet ingen plads til menneskers fortjenester, men kun til Guds barmhjertighed og til vor Herre Jesu Kristi fortjeneste alene, som vi tager imod ved troen. Derfor mener vi, at de gamle og vore forfædre med rette har sagt: Vi retfærdiggøres for Gud ved troen alene.

Rom 3.

Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Men de retfærdiggøres uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, som Gud har stillet frem som forsoner ved troen, i hans blod.

Gal 3.

Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet på grund af tro på Jesus Kristus skulle blive givet til de troende.

Og kap. 5.

For ved Ånden venter vi af tro på retfærdighedens håb. For i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, som er virksom ved kærlighed.

Hilarius, Om Matthæusevangeliet, kap. 8 (in Matth. can. 8).

Det vakte anstød hos de skriftkloge, at en synd blev tilgivet af et menneske. For de så kun et menneske i Jesus Kristus. Og det vakte anstød, at han tilgav det, som loven ikke kunne løse. For troen alene retfærdiggør.

Ambrosius, Om Romerbrevet, kap. 3 (in epist. ad Roman. cap. 3).

De er retfærdiggjort uforskyldt, for uden at gøre noget og uden at give noget igen er de retfærdiggjort ved troen alene, ved Guds gave.

Og igen, om Romerbrevet kap. 4.

Det er åbenbart: Salige er de, hvis overtrædelser tilgives uden nogen møje eller gerning, og hvis synder skjules, uden at der kræves bodsgerninger af dem – kun at de tror.

Man kan desuden anføre mange steder både fra profeternes og apostlenes skrifter og fra de hellige fædre, som beviser, at disse dyder – tro, håb og kærlighed – ikke blot i begyndelsen bliver skænket os af Guds uforskyldte mildhed. De beviser også, at vi siden hele livet igennem, ja, selv i den yderste nød, på ingen måde kan bestå for Guds strenge domstol uden ved tillid til Guds uforskyldte mildhed alene, som er vist os i Kristus, Guds Søn. For det er netop det, som både Paulus lærer, og som kirkens forfattere udlægger: Vi retfærdiggøres for Gud ved troen alene.