Artikel VIII. Om Kristi evangelium

Evangelisternes og apostlenes skrifter indeholder ganske vist mange bud fra Guds lov, og Kristus lærer selv, at man ikke må gengælde ondt med ondt eller se på en kvinde med ukyske øjne, og andet af samme slags. Alligevel må man ikke mene, at Kristi evangelium er en ny lov, så menneskene nu i Det Nye Testamente skulle blive frelst ved en ny lov, ligesom fædrene engang i Det Gamle Testamente blev frelst ved den gamle lov.

For tager man ikke ordet «lov» i bred betydning om lære, sådan som profeterne undertiden har brugt det, så er Kristi evangelium i egentlig forstand bestemt ikke en lov i den betydning, Paulus plejer at give ordet. Det er derimod det gode og glade budskab om Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus: at han alene soner vore synder, formilder Guds vrede og er vores forløser og frelser.

Heller ikke lovens bud, som står i apostlenes skrifter, er en ny lov. De er en udlægning af den gamle lov efter Helligåndens mening, og de står også allerede tydeligt i profeternes skrifter. De gentages imidlertid i forkyndelsen af Kristi evangelium, for at vi – når strengheden i Guds lov og fordærvelsen i vores natur er blevet vist os – skal vækkes til at søge og gribe Kristus, som er åbenbaret i hans evangelium, og for at vi skal erkende, hvilken rettesnor vores liv i troen på Kristus skal rette sig efter. Hvis man derfor vil tale i egentlig forstand om Guds lov og Kristi evangelium, må man ikke gøre Kristus til en ny lovgiver, for han har hverken givet en ny lov eller oprettet et nyt verdsligt rige her på jorden. På samme måde må man heller ikke gøre evangeliet til en ny lov, som ved hårdere og strengere bud skulle give dem, der holder den, evig frelse. Vi mener derimod, at man bestemt må holde fast ved, at naturloven eller sædeloven er én og den samme i Det Gamle og Det Nye Testamente, og at den evige frelse hverken i Det Gamle eller i Det Nye Testamente tilfalder mennesker på grund af fortjenesten ved lovens gerninger, men kun på grund af vor Herre Jesu Kristi fortjeneste, ved troen.

Luk 4.

Med ord fra Esajas beskriver Kristus det embede, som han er sendt til denne jord for at udføre: «Herrens ånd er over mig,» siger han, «fordi han har salvet mig; han har sendt mig for at bringe godt nyt til fattige» osv. Her lærer Kristus, at hans eget embede ikke er at give en ny lov, der forskrækker og dræber de elendige syndere, men at forkynde evangeliet, som trøster synderne og gør dem levende.

Gal 4.

Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, så vi ved adoption skulle få status som sønner.

ApG 15.

Hvorfor sætter I Gud på prøve ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har kunnet bære? Nej, vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu Kristi nåde på samme måde som de.

Augustin, Mod Adimantus, Manis discipel (Contra Adimantum Manichaei discipulum), kap. 3.

Det folk, som modtog Det Gamle Testamente, blev før Herrens komme holdt under bestemte skygger og forbilleder af tingene, efter en vidunderlig og velordnet inddeling af tiderne. Alligevel findes der i det en så stor forkyndelse og forudforkyndelse af Det Nye Testamente, at der i den evangeliske og apostolske lære ikke findes nogen bud og løfter – hvor høje og guddommelige de end er – som ikke også står i de gamle bøger.