Artikel VII. Om de gode gerninger

Vi lærer, at de gode gerninger, som Gud har befalet, nødvendigvis skal gøres, og at de – i kraft af Guds uforskyldte mildhed – fortjener visse belønninger, som hører til dem, hvad enten de er legemlige eller åndelige.

Man må dog ikke mene, at vi i Guds dom, hvor det gælder soningen for synderne, formildelsen af Guds vrede og fortjenesten til den evige frelse, skal forlade os på de gode gerninger, som vi gør. For alle de gode gerninger, vi gør, er ufuldkomne og kan ikke holde stand over for Guds strenge dom. Al vores tillid skal derimod sættes til Guds barmhjertighed alene, for hans Søns, vor Herre Jesu Kristi, skyld.

Sl 143.

Gå ikke i rette med din tjener, for intet levende menneske bliver retfærdiggjort for dit ansigt.

Gal 5.

Kødet begærer mod Ånden, og Ånden mod kødet. Disse ligger i strid med hinanden, så I ikke gør det, som I vil.

Rom 7.

Jeg ved, at i mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt.

Dan 9.

Vi lægger ikke vores bønner frem for dit ansigt i tillid til vores retfærdighed, men i tillid til din store barmhjertighed.

Augustin, Bekendelser, bog 9, kap. 13 (Confess. lib. 9, cap. 13).

Ve menneskers liv, hvor prisværdigt det end er, hvis du ransager det og ser bort fra barmhjertigheden!

Og igen i Manuale, kap. 22.

Hele mit håb er i min Herres død. Hans død er min fortjeneste, min tilflugt, min frelse, mit liv og min opstandelse. Min fortjeneste er Herrens barmhjertighed. Jeg mangler ikke fortjeneste, så længe barmhjertighedens Herre ikke svigter mig. Og er Herrens barmhjertighed stor, så er jeg rig på fortjeneste.

Gregor den Store, Homilier over Ezekiel, bog 1, homili 7, slutningen (lib. 1 super Ezech. homil. 7, in fine).

Vores retfærdige talsmand vil altså forsvare os som retfærdige i dommen, fordi vi både kender os selv og anklager os selv som uretfærdige. Lad os derfor ikke sætte vores lid til vores tårer eller til vores gerninger, men til vores talsmands forsvarstale.

Bernhard, første prædiken om den salige Marias bebudelse (Sermo 1 de annuntiatione beatae Mariae).

Dette er vores ros. Ikke et vidnesbyrd som det, den hovmodige farisæer havde, da han – vildledt og vildledende i sine tanker – vidnede om sig selv, og hans vidnesbyrd var ikke sandt. Nej, det er, når Ånden selv vidner sammen med vores ånd. Dette vidnesbyrd består efter min mening i tre ting. For det første er det nødvendigt frem for alt at tro, at du ikke kan få syndernes forladelse uden ved Guds benådning. Dernæst, at du slet ikke kan have nogen god gerning, medmindre han også har givet dig den. Og endelig, at du ikke kan fortjene det evige liv ved nogen gerninger, medmindre også det gives uforskyldt.