Artikel XI. Om firmelsen

Vi tvivler ikke på, at apostlene i begyndelsen, da evangeliet var blevet åbenbaret og stadfæstet på pinsedagen, ved håndspålæggelse gav dem, der troede på Kristus, Helligåndens vidunderlige gave, så de talte i forskellige tungemål.

Og vi mener, at det er meget gavnligt, at børn og unge bliver overhørt i katekismen af præsterne i deres menighed, og at de, hvis de er blevet undervist gudfrygtigt og rigtigt, bliver godkendt, men hvis de er blevet undervist forkert, bliver rettet.

Men ud fra en handling, der var knyttet til apostlenes person og deres tid, må man ikke uden et sikkert bud fra Gud indstifte et almindeligt og varigt sakramente i kirken. Og det er forfærdeligt at høre, at firmelsens sakramente, sådan som vigselsbiskopperne plejer at give børnene det, skal overgå dåbens sakramente i værdighed. Nogle skammer sig nemlig ikke ved at skrive sådan om firmelsens sakramente [Randnote: I Melchiades' dekretalbrev, bind 1 af konciliernes akter (to. 1 in actis concil.)]: «Ligesom det ene,» siger de, «udføres af de større, det vil sige af de øverste biskopper, og ikke kan fuldbyrdes af de mindre, sådan skal det også æres og holdes i højere ære.»

For apostlene havde fået det af Gud, at de ved håndspålæggelse skulle give dem, der troede på Kristus, Helligåndens gaver. Det gælder dog ikke i egentlig forstand de personlige gaver fra Helligånden, som enhver har brug for til frelse. Dem modtager de troende nemlig ved evangeliets forkyndelse og ved dåben. Det gælder derimod Helligåndens offentlige gaver, nemlig at tale i forskellige tungemål og andet, som dengang var nødvendigt til den offentlige stadfæstelse af evangeliet om Kristus.

Nu er evangeliets autoritet tilstrækkeligt stadfæstet ved sådanne undere. Ligesom den vidunderlige gave at tale i tungemål er ophørt, er derfor også skikken med håndspålæggelse, som denne gave blev givet ved, blevet uden virkning i denne henseende. Ellers måtte man gøre skyggen til et almindeligt sakramente i kirken og lade skyggen falde over de syge, fordi mange blev raske ved Peters skygge.

På samme måde måtte man gøre pålæggelsen af tørklæder til et almindeligt sakramente, fordi nogle blev befriet for deres sygdomme, når Paulus' tørklæder blev lagt på dem. Og man måtte lægge sig over de døde, fordi Paulus ved at lægge sig over en ung mand vakte ham op fra døden.

Alligevel må man ikke tillade kirkernes præster helt at forsømme at undervise børn og unge i den i sandhed gudfrygtige lære. Man skal tværtimod kræve af dem, at de underviser i katekismen med den største flid.