Artikel X. Om dåben

Vi anerkender, at dåben efter Kristi indstiftelse skal forvaltes i kirken til både børn og voksne indtil denne verdens yderste dag, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og at man skal gøre brug af den.

Vi tror også og bekender, at dåben er det hav, i hvis dyb Gud – som profeten siger [Randnote: Mika 7] – kaster alle vore synder og tilgiver dem for sin Søn Kristi skyld, ved troen.

Men når nogle lærer, at den synd, der bliver tilbage i mennesket efter dåben, af sin natur ikke i sandhed er synd, så mener vi, at det er en mere fordærvelig vildfarelse, end folk i almindelighed tror. Vi tvivler nemlig ikke på, at den synd, der bliver tilbage efter dåben, tilgives den troende for Kristi skyld og af Guds uforskyldte mildhed ikke længere tilregnes ham for Guds domstol. Men ser man på dens natur, er den i sig selv i sandhed synd. På grund af den bliver intet levende menneske retfærdiggjort for Guds ansigt, som Augustin sagde ovenfor, og der er ingen retfærdig på jorden, som gør det gode og ikke synder.

Rom 7.

Jeg ser en anden lov i mine lemmer, som strider mod loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Her taler Paulus om den synd, der bliver tilbage efter dåben, og han siger, at den strider mod loven i hans sind, det vil sige mod Helligåndens tilskyndelse. Men hvad der strider mod Helligånden, må nødvendigvis i sig selv i sandhed være synd. For det er syndens natur at stride mod Helligånden.

Gal 5.

Kødet begærer mod Ånden, og Ånden mod kødet. For disse ligger i strid med hinanden, så I ikke gør det, som I vil. Her taler Paulus igen om den synd, der bliver tilbage efter dåben, og han tillægger den åbenlyst syndens natur, nemlig at begære mod Ånden, at stride imod Ånden og at hindre, at der bliver fuldkommen retfærdighed i mennesket. Derfor er den synd, der bliver tilbage efter dåben, af sin natur i sandhed synd, selvom den ikke tilregnes den troende, men tilgives for Kristi skyld.

Augustin, Om ægteskab og begær, til Valerius (De nuptiis et concupiscentia ad Valerium), bog 1, kap. 25.

Svaret er, at kødets begær tilgives i dåben, ikke sådan at det ikke er der, men sådan at det ikke tilregnes som synd. Men selvom dets skyld allerede er løst, bliver det dog tilbage, indtil al vores svaghed bliver helbredt osv.

Og igen i Om de små børns dåb (De baptismo parvulorum) og i De consecratione, dist. 4, kapitlet «Per baptismum».

Ved dåben sker det, at syndens kød bliver gjort magtesløst. Men det bliver ikke gjort magtesløst sådan, at det medfødte begær ikke længere er i kødet, men sådan, at det ikke skader.

Dernæst lærer vi, at den, der bliver døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, bliver salvet med den åndelige salve (krisma), det vil sige bliver et lem på Kristus ved troen og får Helligånden som gave, så hans sinds ører åbnes og hans hjertes øjne oplyses til at fatte det himmelske.

Det er ganske vist åbenbart, at brugen af den ydre salve var lovlig i Moses' samfundsordning, og at den ydre salve også var i brug i kirken, efter at evangeliet var blevet udbredt.

Men det er også åbenbart, at tiden under Moses' lov var skyggernes tid, mens det nu, da Kristus er åbenbaret, er sandhedens tid.

Og brugen af den ydre salve hører til verdens elementer. Om afskaffelsen af disse elementer siger Paulus:

Kol 2.

Når I sammen med Kristus er døde fra verdens elementer, hvorfor lader I jer da binde af disse bestemmelser, som om I levede i verden?

Også Dionysios, som man kalder Areopagitten, og som man mener har beskrevet de kirkeskikke, apostlene har overleveret [Randnote: I Det himmelske hierarki (In Coelest. Hierarch.), om dåben], antyder ganske vist, at den ydre salve var i brug i kirken. Men han antyder også temmelig tydeligt, at denne skik dels er hentet fra hedningernes salvning af atleter, dels fra Moses' lov. Men med hvilken ret og hvilket udbytte man henter forbilleder for gudsdyrkelsen og for forvaltningen af sakramenterne hos hedningerne, det viser Moses' ord:

5 Mos 12.

Vogt dig for at efterligne folkene og spørge efter deres ceremonier og sige: Sådan som disse folk har dyrket deres guder, sådan vil også jeg dyrke. I må ikke gøre sådan over for Herren jeres Gud.

Og Kristi ord i Matt 15:

Forgæves dyrker de mig, idet de lærer lærdomme, som er menneskebud.

Og det er tydeligt, at de mosaiske ceremonier, som brugen af den ydre salve er en del af, hører til denne verdens elementer. Paulus sagde ovenfor, at vi ikke er bundet af deres bestemmelser, og andetsteds siger han om dem: «Efter at I nu har lært Gud at kende, ja, meget mere er blevet kendt af Gud, hvordan kan I så igen vende jer til de svage og fattige elementer, som I igen helt forfra vil trælle for?»

Desuden: Hvordan kan man med sandhed påstå, at tilberedningen eller skikken med den ydre salve er overleveret af apostlene selv, sådan som Fabian skriver, når konciliernes akter bevidner, at denne skik er indført af Silvester?

Og kirkehistorien beretter, at det ikke var apostlenes hensigt at give love om helligdage, men at lære et rigtigt liv og sand gudsfrygt. Så meget mindre var det deres hensigt at indføre ydre salvninger i kirken og lægge skygger over den klareste sols glans, der nu er stået op.

Til dåben er der også kommet visse andre ceremonier med salt, ler og klæder. Men de anses ikke for nødvendige, ikke engang af dem, der bruger dem, og de er til dels en unyttig efterligning af de handlinger, som Kristus undertiden brugte, når han gjorde undere. Derfor er der ingen grund til, at vi, der har så mange nødvendige ting at tage os af, skal bekymre os om dem.