Artikel XVIII. Om almissen

Almisse anbefaler vi indtrængende, og vi formaner kirken til, at enhver skal hjælpe sin næste med den tjeneste, han kan, og bevidne sin kærlighed.

Men når det et sted siges, at almissen udsletter synden, ligesom vandet slukker ilden [Sir 3,30], forstår vi det i overensstemmelse med troen (efter troens analogi). For hvad behov havde der så været for Kristi, Guds Søns, lidelse og død for at udslette synderne, hvis synderne blev udslettet ved almissens fortjeneste? Og hvad nytte skulle evangeliets embede gøre, hvis Gud havde indsat almissen som det redskab, Kristi fortjeneste skulle tilegnes os ved? For at Kristus kan beholde sin ære ukrænket og evangeliets embede sin rette brug, lærer vi derfor, at almissen udsletter synden på denne måde: ikke fordi den i sig selv er en værdig gerning, som synden kunne sones ved, eller som Kristi fortjeneste kunne tilegnes ved, men fordi den er en gerning og en frugt af kærligheden til næsten, og med den gerning bevidner vi den tro og lydighed, som vi skylder Gud. Men hvor troen er, dér anerkendes Kristus alene som den, der soner synderne. Når almissen altså på sin vis bevidner, at Kristus bor i de gudfrygtige, bevidner den også, at de har syndernes forladelse. For hvis almissen ikke er en kærlighedens gerning, der bevidner troen på Kristus, er den så langt fra at vise, at mennesket har syndernes forladelse for Kristi skyld, at den tværtimod er ganske uren for Gud. «Om jeg så uddeler al min ejendom til mad for de fattige,» siger Paulus, «men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.»

Vi lærer altså, at man nødvendigvis skal gøre gode gerninger, påkalde Gud i bøn, faste gudfrygtigt og give almisse for at bevidne vores tro og kærlighed og adlyde Guds kald. Men når det gælder den sande omvendelse, lærer vi, at syndernes forladelse bliver os til del alene for Guds Søns, vor Herre Jesu Kristi, skyld, ved troen, efter det, Peter siger: «Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.»