Artikel XIX. Om eukaristien

Vi tror og bekender, at eukaristien (sådan har vores forfædre nemlig villet kalde Herrens nadver) er et sakramente, som Kristus selv har indstiftet, og at dens brug er betroet kirken indtil denne verdens yderste dag.

Men fordi dens substans er én ting og dens brug en anden, vil vi tale om dem hver for sig i rækkefølge.

Om eukaristiens substans mener og lærer vi, at Kristi sande legeme og hans sande blod uddeles i eukaristien, og vi tilbageviser dem, der siger, at eukaristiens brød og vin kun er tegn på Kristi fraværende legeme og blod.

Vi tror også, at Guds almagt er så stor, at han i eukaristien enten kan tilintetgøre brødets og vinens substans eller forvandle den til Kristi legeme og blod.

Men at Gud bruger denne sin absolutte almagt i eukaristien, synes ikke at være overleveret ved et sikkert Guds ord, og det er tydeligt, at den gamle kirke ikke har kendt til det. For da der hos Ezekiel om byen Jerusalem, som var tegnet på en teglsten, blev sagt: «Dette er Jerusalem», var det ikke nødvendigt, at teglstenens substans blev forvandlet til byen Jerusalems substans. Sådan er det heller ikke nødvendigt, at brødets substans forvandles til Kristi legemes substans, når der om brødet siges: «Dette er mit legeme». Til sakramentets sandhed er det tværtimod nok, at Kristi legeme virkelig er til stede med brødet. Ja, selve sakramentets sandhed synes nødvendigvis at kræve, at der sammen med Kristi legemes sande nærvær bliver sandt brød tilbage. For ligesom det til dåbens sakramentes sandhed er nødvendigt, at der ved dens brug er vand, og at det forbliver sandt vand, sådan er det også nødvendigt i Herrens nadver, at der ved dens brug er brød, og at det forbliver sandt brød. Sakramentets sandhed ville nemlig ikke bestå, hvis brødets substans blev forvandlet. Derfor kalder både Paulus og de gamle kirkelige forfattere også eukaristiens brød for brød efter indvielsen.

1 Kor 11.

Et menneske skal prøve sig selv, og så skal han spise af det brød osv. Og den, som spiser dette brød og drikker Herrens bæger uværdigt osv.

Augustin, prædiken til de nydøbte (Sermo ad infantes).

Det, I har set, er brød og et bæger; det siger jeres øjne jer også. Men det, som jeres tro har brug for at blive undervist i, er: Brødet er Kristi legeme, bægeret er blodet.

Hvad dernæst angår brugen af eukaristien, så lærer vi for det første – selv om vi ikke benægter, at hele Kristus uddeles både med eukaristiens brød og med dens vin – at brugen af begge dele skal være fælles for hele kirken. For det er åbenbart, at Kristus selv har givet kirken begge dele til brug uden at lade sig skræmme af de farer, som menneskelig overtro senere har udtænkt, eller af andre påfund.

Det er også åbenbart, at den gamle kirke brugte begge dele i mange år. Og nogle forfattere vidner klart om, at de, der kun modtager brødet, ikke modtager det fulde sakramente sakramentalt (sådan udtrykker de sig nemlig), og at man ikke kan dele et og samme mysterium uden stor helligbrøde.

Derfor mener vi, at brugen af begge dele er sandt almindelig og apostolsk, og at intet menneske har lov til efter eget forgodtbefindende at ændre denne Kristi indstiftelse og den gamle og sande kirkes så langvarige skik og at tage den ene del af eukaristien fra lægfolket, som man kalder dem.

Og man må undre sig over, at de, der hævder at forsvare den gamle kirkes skikke, på dette punkt fjerner sig så langt fra den gamle kirke.

Dernæst: Da ordet offer har en meget vid betydning og i almindelighed betegner en hellig gudsdyrkelse, indrømmer vi gerne, at den sande og rette brug af eukaristien i denne forstand kan kaldes et offer. Og når eukaristien fejres efter Kristi indstiftelse, sådan at Kristi død forkyndes i den, og sakramentet med Kristi legeme og blod uddeles til kirken, kaldes den med rette en tilegnelse af fortjenesten ved Kristi lidelse (applicatio meriti passionis Christi), nemlig til dem, der modtager sakramentet.

Heller ikke de gudfrygtige læsninger og bønner, som plejer at gå forud for og følge efter den såkaldte indvielse (konsekration) og uddelingen af eukaristien, skal fordømmes.

Men samtidig har vi ikke lov til at tie om og godkende de vildfarelser, som er kommet ind i denne hellige handling, mere ved enkeltpersoners uvidenhed end ved den sande almindelige kirkes lovlige enighed.

Én vildfarelse er, at man af en gudsdyrkelse, som skal være fælles for kirken, gør en privat handling for en enkelt messepræst, som både læser nadverordene for sig selv og alene indtager brødet og vinen.

For Kristus indstiftede ikke eukaristien, for at den skulle være én persons private handling, men for at den skulle være kirkens fællesskab (communio). Derfor kræves der til en ret eukaristisk handling mindst to, nemlig eukaristiens tjener, som velsigner, og den, som eukaristiens sakramente uddeles til. For da Kristus indstiftede dette sakramente, spiste han ikke selv alene, men uddelte det til sin kirke, som han da havde hos sig, og sagde: «Tag det og spis det» osv. Og: «Drik alle af det» osv.

Denne Kristi indstiftelse har den gamle og sande almindelige kirke overholdt så strengt, at den bandlyste dem, der var til stede ved denne hellige handling uden at gå til alters.

Anaklet, første brev.

Når indvielsen er fuldbyrdet, skal alle gå til alters, som ikke vil stænges ude fra kirken. Og han tilføjer: For sådan har også apostlene fastsat det, og sådan holder den hellige romerske kirke det.

Konciliet i Antiokia, kap. 2.

Alle, der går ind i Guds kirke og hører de hellige skrifter, men ikke deltager i bønnen sammen med folket og efter en eller anden egen regel vender sig bort fra at modtage Herrens hellige sakramente, skal udstødes af kirken.

Dionysios, Om det kirkelige hierarki (De ecclesiastica hierarchia).

Når biskoppen har lovprist de guddommelige gaver, fuldbyrder han de allerhelligste og mest ophøjede mysterier og stiller det, han før har lovprist, frem for øjnene, tildækket og skjult under ærværdige tegn. Og når han ærbødigt har vist de guddommelige gaver frem, vender han sig selv til den hellige deltagelse i dem og formaner de andre til at deltage. Når han til sidst har modtaget den guddommelige kommunion og givet den til alle, takker han og afslutter mysterierne.

Vi mener derfor, at det er nødvendigt – for at bevare Kristi indstiftelse ved fejringen af eukaristien og for at følge den gamle og sandt almindelige kirkes eksempel – at messepræsternes privatmesser afskaffes, og at kirken får det offentlige fællesskab om Herrens nadver tilbage.

En anden vildfarelse er, at eukaristien skulle være et sådant offer, der til stadighed skal frembæres i kirken for at sone de levendes og de dødes synder og for at opnå andre goder, både legemlige og åndelige.

Denne vildfarelse strider åbenlyst mod Kristi evangelium, som bevidner, at Kristus ved ét offer, der kun er bragt én gang, for altid har fuldendt dem, der helliggøres.

Og fordi Kristus ved sin lidelse og død har erhvervet os syndernes forladelse, som også forkyndes for os ved evangeliet i Det Nye Testamente, er det ikke længere tilladt at ofre for synd. For Hebræerbrevet siger: «Hvor der er syndernes forladelse, er der ikke længere noget offer for synd.»

For når Kristus siger: «Gør dette til minde om mig», befaler han ikke, at hans legeme og blod i nadveren skal frembæres for Gud, men for kirken [lat. offerre betyder både «ofre» og «række frem»; den tyske udgave har «opffern oder darreichen»], så kirken, når den spiser Kristi legeme og drikker hans blod og forkynder hans døds velgerning, bliver mindet om det offer af Kristi legeme og blod, som kun én gang er bragt på korset til soning for vores synder. For sådan udlægger Paulus dette ord af Kristus, når han siger: «Så ofte I spiser (han siger ikke: ofrer) dette brød og drikker dette bæger, skal I forkynde Herrens død, indtil han kommer.»

Vi indrømmer ganske vist, at de gamle kirkelige forfattere har kaldt eukaristien et offer og en ofring. Men de forklarer selv, at de ved ordet offer forstår mindet om, forkyndelsen af eller prædikenen om det offer, som Kristus én gang fuldbragte på korset – ligesom de også kalder mindet om påske og pinse for påske og pinse.

En anden vildfarelse er, at nogle mener, at eukaristiens offer (som de kalder det) ganske vist ikke i sig selv er et sonoffer for synderne, men at det tilegner de levende og de døde Kristi sonoffer og fortjeneste.

Men det er nu påvist, at eukaristien egentlig ikke er et offer, men kaldes sådan, fordi den er et minde om det offer, som én gang er bragt på korset. Dernæst sker tilegnelsen af Kristi fortjeneste ikke ved noget andet ydre redskab end ved forkyndelsen af Kristi evangelium og ved uddelingen af de sakramenter, som Kristus har indstiftet til dette brug. Og Kristi fortjeneste, som tilbydes og tilegnes, modtages kun ved troen.

Mark 16.

Forkynd evangeliet for hele skabningen. For ved evangeliets tjeneste tilbydes og tilegnes Kristi velgerninger skabningerne, det vil sige både jøder og hedninger. Og derefter følger: Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst; for ved at modtage sakramenterne og ved troen tager man imod de velgerninger, der tilbydes og tilegnes.

Rom 1.

Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror; det vil sige: Evangeliets tjeneste er et redskab, som Gud har indstiftet, og hvorved Gud er mægtig og virksom til at frelse alle dem, der tror på evangeliet. Derfor tilbyder forkyndelsen af evangeliet – eller, om man vil udtrykke det sådan, tilegner – alle frelsen; men troen tager imod den frelse, der tilbydes og tilegnes.

Men i privatmessen omgås man brødet og vinen sådan, at messepræsten hverken forkynder Kristi evangelium offentligt – han fremsiger blot tavst nogle ord for sig selv, især nadver- eller indvielsesordene – eller uddeler brødet og vinen til andre, men indtager dem selv alene. Derfor kan der ikke ske nogen tilegnelse af Kristi fortjeneste i privatmessen. Det mente vores forfædre, som i sandhed hørte til den almindelige kirke, og som – sådan som vi har vist ovenfor – så strengt krævede, at den, der var til stede ved messen uden at gå til alters, skulle bandlyses.

En anden vildfarelse, som vi allerede har berørt, er, at man kræver, at nadver- eller indvielsesordene skal fremsiges tavst i eukaristien, skønt disse ord er en del af evangeliet, som efter Kristi befaling skal forkyndes for alle skabninger. For selv om vores forfædre undertiden har kaldt eukaristien et mysterium, kaldte de den ikke sådan i den hensigt, at nadverordene ikke skulle læses offentligt i eukaristien for kirken og på et sprog, som folk kender, men fordi man i eukaristien ser én ting og forstår en anden. For også Kristus selv kaldes et mysterium, og dog skal han ikke skjules, men forkyndes for alle skabninger.

Og fordi der kræves tro, når man modtager eukaristien, og troen kommer af det, der høres, og det, der høres, kommer ved Guds ord, er det mest af alt nødvendigt i eukaristien, at nadverordet, som er Guds Søns ord, læses offentligt. For dette ord er evangeliets prædiken og forkyndelsen af Kristi død. Derfor er det nødvendigt i eukaristien, at ordene ved Herrens nadver læses offentligt op, så kirken kan forstå, hvad der sker i eukaristien, og hvad der tilbydes den at modtage, og så den kan styrke sin tro.

En anden vildfarelse er, at den ene del af eukaristien plejer at blive båret rundt og opbevaret som en særlig gudsdyrkelse. Men Helligånden forbyder, at man indstifter gudsdyrkelse uden et sikkert bud fra Gud.

5 Mos 12.

I skal ikke hver især gøre, hvad der synes ret for jer selv.

Og igen.

Det, jeg befaler dig, det alene skal du gøre for Herren; du må hverken lægge noget til eller trække noget fra.

Matt 15.

Forgæves dyrker de mig, idet de lærer lærdomme, som er menneskebud.

Klemens, andet brev til Jakob, og De consecratione, dist. 2, kap. Tribus. [henvisning til Gratians Decretum, tredje del (De consecratione), distinktion 2, kapitlet, der begynder med ordet «Tribus».]

Der skal sandelig frembæres så mange offergaver på alteret, som der er brug for til folket. Bliver der noget tilbage til næste dag, skal det ikke gemmes, men fortæres omhyggeligt af præsterne med frygt og bæven.

Vi ved godt, hvordan man plejer at slippe uden om disse ord af Klemens ved at opdigte en forskel mellem det, der gøres for de døende, og det, der gøres af dem, der indvier. Men det er åbenbart, at det brød, som plejer at blive båret rundt og opbevaret til tilbedelse, ikke gemmes til de syge, men til sidst indtages af dem, der selv har indviet det.

Kyrill eller, som andre mener, Origenes, om 3 Mos kap. 7.

For også Herren sagde om det brød, han gav disciplene: «Tag og spis» osv. Han udsatte det ikke og befalede ikke, at det skulle gemmes til næste dag. Måske ligger der også et mysterium i, at han ikke befaler, at brødet skal bæres med på vejen: at du altid skal bringe friske brød af Guds ord frem, som du bærer i dig.