Philipp Melanchthon hilser læseren

1 Efter at vores fyrsters bekendelse var blevet læst offentligt op, udarbejdede nogle teologer og munke en gendrivelse af vores skrift. Da Hans Kejserlige Majestæt også havde ladet den læse op i fyrsternes forsamling, forlangte han af vores fyrster, at de skulle tilslutte sig denne gendrivelse (Confutatio).

2 Men vores fyrster havde hørt, at mange artikler blev forkastet, som de ikke kunne opgive uden at krænke deres samvittighed. Derfor bad de om at få en afskrift af gendrivelsen, så de både kunne se, hvad modstanderne fordømte, og gendrive deres argumenter. I en så vigtig sag, som angik religionen og vejledningen af samvittighederne, regnede de i hvert fald med, at modstanderne uden at tøve det mindste ville udlevere deres skrift [eller endda selv tilbyde os det]. Men det kunne vores fyrster kun få på yderst farlige betingelser, som de umuligt kunne gå ind på.

3 Derefter blev der også indledt fredsforhandlinger, og her viste det sig, at vores fyrster ikke afslog nogen byrde, hvor tung den end var, når blot den kunne bæres uden at krænke samvittigheden.

4 Men modstanderne krævede stædigt dette ene: at vi skulle godkende visse åbenlyse misbrug og vildfarelser. Da vi ikke kunne gøre det, forlangte Hans Kejserlige Majestæt igen, at vores fyrster skulle tilslutte sig gendrivelsen. Det nægtede vores fyrster. For hvordan kunne de i en sag, der angik religionen, tilslutte sig et skrift, som de ikke havde set? Især da de havde hørt, at der blev fordømt nogle artikler, hvor de umuligt kunne godkende modstandernes opfattelse uden at synde groft.

5 De havde imidlertid pålagt mig og nogle andre at udarbejde en apologi (et forsvarsskrift) for bekendelsen. Heri skulle Hans Kejserlige Majestæt få fremlagt grundene til, at vi ikke kunne godtage gendrivelsen, og modstandernes indvendinger skulle gendrives.

6 Under oplæsningen havde nogle af os nemlig noteret hovedpunkterne

7 i emnerne og argumenterne. Denne apologi overrakte de til sidst [da de omsider rejste fra Augsburg] til Hans Kejserlige Majestæt, så han kunne vide, at det var de største og vigtigste grunde, der forhindrede os i at godkende gendrivelsen. Men Hans Kejserlige Majestæt tog ikke imod det skrift, der blev rakt ham.

8 Bagefter blev der offentliggjort et dekret, og i det praler modstanderne af, at de har gendrevet vores bekendelse ud fra Skriften.

9 Her har du derfor, kære læser, vores apologi. Af den vil du ikke blot forstå, hvad modstanderne har dømt (for vi har gengivet det redeligt), men også at de har fordømt flere artikler i strid med Helligåndens klare Skrift – så langt er de fra at kunne omstøde vores læresætninger med Skriften.

10 Oprindelig udarbejdede vi apologien i samråd med andre, men under trykningen har jeg alligevel gjort nogle tilføjelser. Derfor sætter jeg mit navn på, så ingen kan klage over, at bogen er udgivet anonymt.

11 Det har altid været min vane i disse stridigheder så vidt overhovedet muligt at holde fast ved den almindeligt anerkendte læres form, så man så meget lettere en dag kunne nå til enighed. Heller ikke nu fjerner jeg mig ret langt fra denne vane, selv om jeg med rette kunne føre vor tids mennesker endnu længere bort fra modstandernes opfattelser.

12 Men modstanderne behandler sagen sådan, at det er tydeligt, at de hverken søger sandheden eller enighed, men vil have vores blod.

13 Jeg har nu skrevet så mådeholdent som overhovedet muligt. Hvis et udtryk skulle virke for skarpt, må jeg her på forhånd sige, at jeg strides med de teologer og munke, som skrev gendrivelsen, og ikke med kejseren eller fyrsterne,

14 som jeg har den agtelse for, der tilkommer dem. Men jeg har for nylig set gendrivelsen og lagt mærke til, hvor listigt og bagtalerisk den er skrevet, så den på nogle punkter kunne bedrage selv de forsigtige.

15 Jeg har dog ikke gennemgået alle deres spidsfindigheder, for det ville være en endeløs opgave. Men jeg har samlet hovedargumenterne, så alle folk kan have et vidnesbyrd om, at vi har en ret og from forståelse af Kristi

16 evangelium. Splid glæder os ikke, og vi er heller ikke ligeglade med den fare, vi er i. Vi forstår nemlig godt, hvor stor den er, når vi ser, hvor bittert et had modstanderne er optændt af. Men vi kan ikke opgive en sandhed, som er klar og nødvendig for kirken. Derfor mener vi, at vi må udholde besvær og farer for Kristi ære og kirkens bedste. Vi stoler på, at Gud godkender denne vores troskab mod pligten, og vi håber, at eftertiden vil dømme mere retfærdigt om os.

17 Det kan nemlig ikke benægtes, at vores teologer har bragt mange emner i den kristne lære frem i lyset og forklaret dem – emner, som det er af allerstørste betydning, at kirken har. Vi vil ikke her gøre rede for, hvilke meninger de tidligere lå skjult under i munkenes, kanonisternes og de sofistiske teologers skrifter, og hvor farlige de meninger var. [Det må måske gøres senere.]

18 Vi har mange gode mænds offentlige vidnesbyrd om, at de takker Gud for denne meget store velgerning: at der om mange nødvendige emner nu læres bedre, end man overalt kan læse i vores modstanderes bøger.

19 Vi vil derfor overlade vores sag til Kristus, som engang skal dømme i disse stridigheder, og vi beder ham om at se til de plagede og spredte kirker og føre dem tilbage til gudfrygtig og varig enighed. [Hvis den kendte og klare sandhed derfor bliver trådt under fode, vil vi overlade denne sag til Gud og Kristus i himlen, som er de faderløses Fader og enkernes og alle de forladtes Dommer, og som – det ved vi med sikkerhed – vil dømme og afsige en retfærdig dom i denne sag. Herre Jesus Kristus, det er dit hellige evangelium, det er din sag. Se til de mange bekymrede hjerter og samvittigheder, og bevar og styrk dine kirker og små hjorde i din sandhed, for de lider angst og nød fra Djævelen. Gør al hykleri og løgn til skamme, og giv fred og enighed, så din ære kan fremmes, og dit rige, stærkt mod alle helvedes porte, uophørligt kan vokse og tage til.]