Artikel XXVIII. Om biskoppernes magt [eller Om forskellen mellem den gejstlige og den verdslige magt]

Om biskoppernes magt er der tidligere skrevet meget og på mange måder, og nogle har på en upassende måde blandet biskoppernes magt og det verdslige sværd sammen. Af denne uordentlige sammenblanding er der fulgt meget store krige, oprør og opstande, fordi biskopperne i skin af den magt, som Kristus har givet dem, ikke alene har indført nye former for gudsdyrkelse og belastet samvittighederne ved at forbeholde sig visse tilfælde og ved voldsom bandlysning, men også har taget sig for at indsætte og afsætte kejsere og konger, som det passede dem. Lærde og gudfrygtige mennesker i kristenheden har også irettesat dette overgreb længe før vores tid. Derfor har vores folk for at trøste samvittighederne været nødt til at påvise forskellen mellem den gejstlige og den verdslige magt, sværd og styre. De har lært, at man for Guds buds skyld skal ære begge styrer og magter med al ærbødighed og agte dem højt som to af Guds højeste gaver på jorden.

Nu lærer vores folk sådan: Nøglemagten eller biskoppernes magt er ifølge evangeliet en magt og en befaling fra Gud til at prædike evangeliet, tilgive og fastholde synder og række og forvalte sakramenterne. For Kristus har udsendt apostlene med denne befaling, Joh 20: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer. Modtag Helligånden! Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet, og hvis I fastholder dem for nogen, bliver de fastholdt.»

Denne nøglemagt eller biskoppernes magt udøves og drives alene ved at lære og prædike Guds ord og ved at række sakramenterne – til mange eller til enkelte personer, alt efter kaldet. For dermed gives ikke legemlige, men evige ting og goder, nemlig evig retfærdighed, Helligånden og det evige liv. Disse goder kan man ikke få på anden måde end gennem prædikeembedet og ved at de hellige sakramenter rækkes. For Paulus siger i Rom 1,16: «Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.» Da kirkens eller biskoppernes magt nu giver evige goder og alene udøves og drives gennem prædikeembedet, er den slet ikke til hinder for samfundsordenen og det verdslige styre. For det verdslige styre beskæftiger sig med helt andre ting end evangeliet. Den verdslige magt beskytter ikke sjælen, men legeme og ejendom mod ydre vold med sværdet og med legemlige straffe.

Derfor skal man ikke blande de to styrer, det gejstlige og det verdslige, sammen og rode dem ind i hinanden. For den gejstlige magt har sin befaling: at prædike evangeliet og række sakramenterne. Den skal ikke trænge ind i et fremmed embede, ikke indsætte og afsætte konger, ikke ophæve eller forstyrre verdslige love og lydigheden mod øvrigheden og ikke give og foreskrive den verdslige magt love om verdslige sager. Sådan har også Kristus selv sagt i Joh 18,36: «Mit rige er ikke af denne verden», og Luk 12,14: «Hvem har sat mig til dommer over jer?» Og Paulus siger i Fil 3: «Vores borgerskab har vi i himlene», og i 2 Kor 10: «Vores stridsvåben er ikke kødelige, men kraftige for Gud til at nedbryde planer og alt, som rejser sig højt mod kundskaben om Gud.»

På denne måde skelner vores folk mellem de to styrers og magters embeder og befaler, at man skal holde dem begge i ære som Guds højeste gaver på jorden.

Men hvor biskopperne har verdsligt styre og sværd, har de det ikke som biskopper efter guddommelig ret, men efter menneskelig, kejserlig ret. Det er givet dem af romerske kejsere og konger til verdslig forvaltning af deres godser og har slet intet at gøre med evangeliets embede.

Derfor er bispeembedet efter guddommelig ret dette: at prædike evangeliet, tilgive synder, bedømme lære og forkaste den lære, som strider mod evangeliet, og udelukke dem, hvis ugudelighed er åbenbar, fra den kristne menighed – ikke med menneskelig magt, men alene ved Guds ord. På dette punkt er sognebørnene og kirkerne forpligtet til at være lydige mod biskopperne efter Kristi ord i Luk 10: «Den, som hører jer, hører mig.» Men hvis de lærer, indstifter eller indfører noget, som strider mod evangeliet, så har vi Guds befaling om, at vi i et sådant tilfælde ikke skal være lydige, Matt 7: «Tag jer i agt for de falske profeter!» Og Paulus i Gal 1: «Selv hvis vi eller en engel fra himlen forkynder jer et andet evangelium end det, som vi har forkyndt jer, forbandet skal han være!» Og i 2 Kor 13: «Vi kan ikke noget imod sandheden, men kun for sandheden», og: «… med den myndighed som Herren har givet mig til at opbygge og ikke til at nedbryde.» Det samme påbyder også den kanoniske ret [Decretum Gratiani, causa 2, quaestio 7] i kapitlerne «Sacerdotes» og «Oves». Og Augustin skriver i brevet mod Petilianus: «Man skal heller ikke følge biskopper, der er lovligt valgt, hvis de tager fejl eller lærer eller påbyder noget imod Guds hellige Skrift.» Når biskopperne ellers har magt og domsmyndighed i visse sager, nemlig ægteskabssager eller sager om tiende, så har de den i kraft af menneskelig ret. Men hvor ordinarierne (de stedlige biskopper) forsømmer dette embede, er fyrsterne forpligtet – hvad enten de gør det gerne eller ugerne – til at skaffe deres undersåtter ret i disse sager for fredens skyld, for at forhindre ufred og stor uro i landene.

Desuden diskuterer man, om biskopperne har magt til at indføre ceremonier i kirken og ligeledes forskrifter om mad, helligdage og forskellige grader af kirkens tjenere. For de, som giver biskopperne denne magt, henviser til Kristi ord i Joh 16: «Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer i hele sandheden.» Dertil fremfører de også eksemplet i ApG 15,20.29, hvor man forbød blod og det kvalte. Man henviser også til, at sabbatten er blevet ændret til søndag – imod de ti bud, mener de. Intet eksempel er blevet fremhævet så stærkt som ændringen af sabbatten, og dermed vil de bevise, at kirkens magt er stor, fordi den har dispenseret fra de ti bud og ændret noget i dem.

Men vores folk lærer i dette spørgsmål sådan: Biskopperne har ikke magt til at indstifte og indføre noget imod evangeliet, sådan som det er vist ovenfor, og som den kanoniske ret lærer gennem hele den niende distinktion. Nu er det åbenlyst imod Guds befaling og ord at lave love eller påbyde noget i den mening, at man derved gør fyldest for synderne og opnår nåde. For æren for Kristi fortjeneste bliver bespottet, når vi med sådanne forskrifter tager os for at fortjene nåde. Det er også klart, at menneskelige forskrifter på grund af denne opfattelse er vokset til et utal i kristenheden, mens læren om troen og troens retfærdighed er blevet helt undertrykt. Man har dagligt påbudt nye helligdage og nye faster og indført nye ceremonier og nye måder at ære helgenerne på for med sådanne gerninger at fortjene nåde og alt godt hos Gud.

Desuden handler de, som opretter menneskelige forskrifter, også imod Guds bud ved at gøre mad, dage og den slags ting til et spørgsmål om synd. Dermed belaster de kristenheden med lovens trældom, som om de kristne skulle have en gudsdyrkelse til at fortjene Guds nåde, der svarede til den levitiske, og som Gud skulle have befalet apostlene og biskopperne at indføre, sådan som nogle skriver. Man kan også godt tro, at nogle biskopper er blevet ført vild af eksemplet fra Moseloven. Derfra stammer de utallige forskrifter: at det skal være en dødssynd at udføre håndarbejde på helligdage, også når det ikke giver andre anstød; at det er en dødssynd at forsømme tidebønnerne [de syv bedetider hver dag]; at visse slags mad gør samvittigheden uren; at faste er en gerning, som man forsoner Gud med; at synden i et forbeholdt tilfælde ikke tilgives, medmindre man først opsøger den, som har forbeholdt sig tilfældet – selv om den kanoniske ret ikke taler om at forbeholde skylden, men om at forbeholde kirkens straffe.

Hvorfra har biskopperne så ret og magt til at pålægge de kristne sådanne forskrifter og binde samvittighederne? For Peter forbyder i ApG 15 at lægge et åg på disciplenes nakke. Og Paulus siger til korintherne, at magten er givet dem til at opbygge og ikke til at nedbryde. Hvorfor øger de så synderne med sådanne forskrifter?

Men der findes klare ord i Den Hellige Skrift, som forbyder at oprette sådanne forskrifter for derved at fortjene Guds nåde, eller som om de skulle være nødvendige til frelse. Således siger Paulus i Kol 2: «Lad derfor ingen dømme jer for mad eller drikke eller hvad angår bestemte dage, nemlig fester eller nymåne eller sabbat, som er en skygge af det kommende, men selve legemet er i Kristus.» Og videre: «Når I sammen med Kristus er døde fra verdens forskrifter, hvorfor lader I jer så fange af forskrifter, som om I levede? De siger: Du må ikke røre det, du må ikke spise eller drikke det, du må ikke tage det på – alt sammen noget, der går til grunde, når man bruger det, og det er menneskers bud og lære og har skin af visdom.» Og i Tit 1 påbyder Paulus åbent, at man ikke skal lytte til jødiske fabler og bud fra mennesker, som vender sig bort fra sandheden.

Sådan taler også Kristus selv i Matt 15 om dem, der driver folk til menneskebud: «Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde.» Han forkaster en sådan gudsdyrkelse og siger: «Enhver plante, som min himmelske Far ikke har plantet, skal rykkes op med rode.»

Hvis biskopperne virkelig har magt til at belaste kirkerne med utallige forskrifter og binde samvittighederne, hvorfor forbyder Den Hellige Skrift da så ofte at lave menneskelige forskrifter og lytte til dem? Hvorfor kalder den dem djævlelærdomme? Skulle Helligånden virkelig have advaret mod alt dette forgæves?

Sådanne ordninger strider altså mod evangeliet, når de indføres som nødvendige for at forsone Gud og fortjene nåde. Derfor sømmer det sig på ingen måde for biskopperne at gennemtvinge en sådan gudsdyrkelse. For man skal i kristenheden fastholde læren om den kristne frihed, nemlig at lovens trældom ikke er nødvendig til retfærdiggørelsen, sådan som Paulus skriver i Gal 5: «Stå derfor fast i den frihed, som Kristus har befriet os til, og lad jer ikke igen spænde under slaveriets åg.» For evangeliets vigtigste artikel må under alle omstændigheder bevares for os: at vi får Guds nåde ved troen på Kristus uden vores fortjeneste og ikke fortjener den ved en gudsdyrkelse, som mennesker har indstiftet.

Hvad skal man så mene om søndagen og andre lignende kirkelige ordninger og ceremonier? Til det giver vores folk dette svar: Biskopper eller præster må gerne lave ordninger, så det går ordentligt til i kirken – ikke for derved at opnå Guds nåde, heller ikke for at gøre fyldest for synderne med dem eller for at binde samvittighederne, så de anser dem for nødvendig gudsdyrkelse og mener, at de synder, hvis de bryder ordningerne uden at give anstød. Sådan har Paulus påbudt korintherne, at kvinderne skal dække hovedet i forsamlingen, og at prædikanterne i forsamlingen ikke alle skal tale på én gang, men ordentligt, den ene efter den anden.

Sådanne ordninger bør den kristne forsamling holde for kærlighedens og fredens skyld, og den bør i disse ting være lydig mod biskopper og præster og overholde ordningerne i det omfang, at den ene ikke giver den anden anstød, så der ikke opstår uorden eller kaos i kirken. Men det skal ske sådan, at samvittighederne ikke belastes med at anse disse ting for nødvendige til frelse og mene, at de synder, hvis de bryder dem uden at give andre anstød. Sådan vil heller ingen sige, at en kvinde synder, hvis hun går ud med bart hoved uden at give folk anstød.

Sådan forholder det sig også med ordningen af søndagen, påskefesten, pinsen og lignende helligdage og skikke. De, der mener, at ordningen med søndagen er indført i stedet for sabbatten som noget nødvendigt, tager nemlig meget fejl. For Den Hellige Skrift har afskaffet sabbatten og lærer, at alle den gamle lovs ceremonier kan ophøre, efter at evangeliet er blevet åbenbaret. Og alligevel, fordi det var nødvendigt at fastsætte en bestemt dag, så folket vidste, hvornår det skulle samles, har den kristne kirke fastsat søndagen til det. Og kirken gik så meget desto hellere og villigere ind på denne ændring, for at folk kunne have et eksempel på den kristne frihed, så man vidste, at hverken det at holde sabbatten eller nogen anden dag er nødvendigt.

Der findes mange forkerte diskussioner om lovens forvandling, om Det Nye Testamentes ceremonier og om ændringen af sabbatten. De er alle opstået af den falske og vildfarne mening, at man i kristenheden skulle have en gudsdyrkelse, der svarede til den levitiske eller jødiske gudsdyrkelse, og at Kristus skulle have befalet apostlene og biskopperne at udtænke nye ceremonier, som var nødvendige til frelse. Disse vildfarelser har sneget sig ind i kristenheden, fordi man ikke har lært og prædiket troens retfærdighed klart og rent. Nogle diskuterer søndagen sådan, at man skal holde den, ganske vist ikke efter guddommelig ret, men dog næsten lige så meget som efter guddommelig ret. De fastsætter form og grænser for, hvor meget man må arbejde på en helligdag. Men hvad er sådanne diskussioner andet end snarer for samvittigheden? For selv om de forsøger at mildne menneskelige forskrifter og vise overbærenhed, kan man dog ikke finde nogen epieikeia eller lempelse [græsk epieikeia = rimelighed, mildhed i anvendelsen af en regel], så længe den mening står ved magt, at forskrifterne skal være nødvendige. Og den mening må blive stående, når man intet ved om troens retfærdighed og om den kristne frihed.

Apostlene har påbudt, at man skulle afholde sig fra blod og fra det kvalte. Men hvem holder det nu? Og alligevel synder de ikke, som ikke holder det. For apostlene ville heller ikke selv bebyrde samvittighederne med en sådan trældom, men har forbudt det for en tid for at undgå forargelse. For med hensyn til denne forskrift må man give agt på hovedpunktet i den kristne lære, som ikke bliver ophævet af dette dekret.

Man holder næsten ingen af de gamle kanoner, sådan som de lyder. Og mange af disse forskrifter går dagligt af brug, også hos dem, der holder sådanne forskrifter allermest omhyggeligt. Her kan man ikke give samvittighederne råd eller hjælp, hvis man ikke holder fast ved denne lempelse: at vi ved, at man skal holde sådanne forskrifter på en sådan måde, at man ikke anser dem for nødvendige, og at det ikke skader samvittighederne, selv om sådanne forskrifter går af brug.

Biskopperne ville let kunne bevare lydigheden, hvis de ikke insisterede på, at man skal holde de forskrifter, som dog ikke kan holdes uden synd. Men nu gør de dette: De forbyder begge skikkelser i det hellige sakramente og også ægteskabet for de gejstlige, og de optager ingen, uden at han først aflægger ed på, at han ikke vil prædike denne lære, som dog uden tvivl er i overensstemmelse med det hellige evangelium. Vores kirker forlanger ikke, at biskopperne skal genoprette fred og enighed på bekostning af deres ære og værdighed – selv om det også ville sømme sig for biskopperne at gøre det i en nødsituation. Kirkerne beder kun om, at biskopperne opgiver nogle urimelige byrder, som dog ikke har fandtes i kirken i tidligere tider, og som er blevet indført imod den almindelige kristne kirkes skik. Måske har de haft nogle grunde, da de blev indført, men de passer ikke til vores tid. Det er heller ikke til at benægte, at nogle forskrifter er blevet indført af uforstand. Derfor burde biskopperne være så velvillige at mildne disse forskrifter, så meget mere som en sådan ændring ikke skader bevarelsen af den kristne kirkes enhed. For mange forskrifter, som mennesker har indført, er med tiden gået af brug af sig selv og behøver ikke at holdes, sådan som selv den pavelige kirkeret bevidner. Men hvis det slet ikke er muligt at opnå hos dem, at man mildner og afskaffer sådanne menneskelige forskrifter, som man ikke kan holde uden synd, så må vi følge apostlenes regel, som byder os at adlyde Gud mere end mennesker.

Sankt Peter forbyder biskopperne at herske, som om de havde magt til at tvinge kirkerne til, hvad de vil. Nu er det ikke sådan, at man arbejder på at tage magten fra biskopperne. Man beder og anmoder derimod om, at de ikke vil tvinge samvittighederne til synd. Men hvis de ikke gør det og foragter denne bøn, så må de tænke på, hvordan de skal stå til regnskab over for Gud for det, fordi de med en sådan hårdhed giver anledning til splittelse og skisma, som de dog med rette burde være med til at forhindre.

Afslutning

Dette er de vigtigste artikler, som anses for at være omstridte. For selv om man kunne have anført langt flere misbrug og fejl, har vi for at undgå vidtløftighed og længde kun nævnt de vigtigste, så man let kan bedømme de andre ud fra dem. For tidligere har man klaget meget over afladen, over pilgrimsrejserne og over misbrug af bandlysningen. Sognepræsterne havde også uendelige stridigheder med munkene om skriftehøring, begravelser, ekstraprædikener [prædikener ved særlige lejligheder] og utallige andre ting. Alt dette har vi i god mening og af mildhed forbigået, så man desto bedre kunne lægge mærke til de vigtigste punkter i denne sag. Man skal heller ikke opfatte det sådan, at noget her er sagt eller anført af had, imod nogen eller til krænkelse af nogen. Vi har kun fremstillet de punkter, som vi har anset det for nødvendigt at anføre og nævne, så man desto bedre kan forstå, at der hos os ikke er indført noget, hverken i lære eller i ceremonier, som strider imod enten Den Hellige Skrift eller den almindelige kristne kirke. For det er klart og åbenlyst, at vi med al flid og med Guds hjælp (uden at rose os selv) har forhindret, at en ny og ugudelig lære skulle snige sig ind i vores kirker, bryde ind og tage overhånd.

De ovennævnte artikler har vi i overensstemmelse med indkaldelsen villet overgive som en fremstilling af vores bekendelse og af vores folks lære. Og skulle der findes nogen, som har noget at udsætte på dem, er vi rede til at give yderligere redegørelse ud fra den guddommelige Hellige Skrift.

Deres Kejserlige Majestæts underdanigste og lydige

Johann, hertug af Sachsen, kurfyrste

Georg, markgreve af Brandenburg[-Ansbach]

Ernst, hertug af Braunschweig og Lüneburg

Philipp, landgreve af Hessen

Johann Friedrich, hertug af Sachsen

Franz, hertug af Lüneburg

Wolfgang, fyrste af Anhalt

Borgmester og råd i Nürnberg

Borgmester og råd i Reutlingen