Artikler om den kristne lære

som skulle have været overgivet til koncilet i Mantua, eller hvor det ellers var blevet holdt,

fra vores side, og som viser, hvad vi kunne tage imod eller give efter på, og hvad ikke, osv.,

skrevet af dr. Martin Luther

i året 1537.

Doktor Martin Luthers fortale.

1] Pave Paulus, den tredje af det navn, indkaldte sidste år et koncil, som skulle holdes i Mantua til pinse. Siden flyttede han det bort fra Mantua, så man endnu ikke ved, hvor han vil eller kan lægge det. Vi måtte for vores del regne med, at vi enten ville blive kaldt til koncilet eller blive fordømt uden at være kaldt. Derfor fik jeg til opgave at formulere og samle artikler om vores lære, så det var klart, hvis det kom til forhandling, hvad og hvor langt vi ville eller kunne give efter for de pavelige, og hvilke artikler vi agtede at holde fast ved og blive stående på til det sidste.

2] Derfor har jeg samlet disse artikler og overgivet dem til vores side. De er også blevet godtaget og enstemmigt bekendt af vores folk. Og det blev besluttet, at man skulle overgive dem offentligt og fremlægge vores trosbekendelse, hvis paven og hans folk en dag skulle blive så dristige, at de uden løgn og bedrag, i alvor og sandhed, ville holde et virkelig frit, kristent koncil, som han jo havde pligt til.

3] Men det romerske hof frygter et frit, kristent koncil så forfærdeligt og flygter så skammeligt fra lyset, at det endog har taget håbet fra sine egne tilhængere om, at det nogensinde vil tåle et frit, kristent koncil, endsige selv holde et. Det tager de med rette meget anstød af og klager ikke så lidt over, for de kan se deraf, at paven hellere vil se hele kristenheden gå tabt og alle sjæle fordømt end at han og hans folk selv lader sig reformere bare en smule og finder sig i, at deres tyranni bliver sat en grænse. Derfor har jeg alligevel i mellemtiden villet udgive disse artikler på tryk, hvis jeg skulle dø, før der blev holdt et koncil. Det venter og regner jeg fuldt ud med, for de lyssky slyngler, der skyr dagen, gør sig så ynkelig stor umage for at trække koncilet i langdrag og forhindre det. Så har de, der lever og bliver tilbage efter mig, mit vidnesbyrd og min bekendelse at henvise til, ud over den bekendelse, som jeg tidligere [i 1528] har udgivet, og som jeg også indtil nu har holdt fast ved og med Guds nåde vil holde fast ved.

4] For hvad skal jeg sige? Hvordan skal jeg klage? Jeg er stadig i live og skriver, prædiker og holder forelæsninger hver dag. Alligevel findes der sådanne giftige folk, ikke kun blandt modstanderne, men også falske brødre, som vil regnes til vores side, og som vover at vende mine skrifter og min lære direkte imod mig selv. De lader mig se og høre på det, selv om de godt ved, at jeg lærer anderledes, og vil pynte deres gift med mit arbejde og forføre de stakkels mennesker under mit navn. Hvad vil der dog ikke ske efter min død?

5] Ja, jeg burde med rette svare på det hele, så længe jeg lever. Men omvendt: Hvordan kan jeg alene stoppe alle Djævelens munde? Især hos dem (for de er alle forgiftede), som hverken vil høre eller lægge mærke til, hvad vi skriver, men kun øver sig med al flid i, hvordan de kan fordreje og ødelægge vores ord i hvert eneste bogstav på den mest skammelige måde. Dem lader jeg Djævelen svare, eller til sidst Guds vrede, som de fortjener. 6] Jeg tænker tit på den gode Gerson, som var i tvivl om, hvorvidt man skulle skrive noget godt offentligt. Gør man det ikke, forsømmer man mange sjæle, som man kunne have reddet. Gør man det derimod, så står Djævelen klar med utallige giftige, onde munde, som forgifter og fordrejer alt, så frugten alligevel bliver forhindret. 7] Men hvad de vinder ved det, ligger klart for dagen. For selv om de har løjet så skammeligt om os og har villet holde på folk med løgne, har Gud hele tiden drevet sit værk fremad, gjort deres flok mindre og mindre og vores større og større og ladet dem blive til skamme med deres løgne, og det gør han stadig.

8] Jeg må fortælle en historie. Her i Wittenberg var der en doktor, sendt fra Frankrig, som sagde offentligt foran os, at hans konge var sikker og mere end sikker på, at der hos os ikke fandtes nogen kirke, ingen øvrighed og intet ægteskab, men at alt gik hulter til bulter som hos kvæget, og at enhver gjorde, hvad han ville. 9] Gæt nu: Hvordan vil de, der i deres skrifter har bildt kongen og andre lande sådanne grove løgne ind som den rene sandhed, se på os på hin dag foran Kristi domstol? Kristus, vores alles Herre og Dommer, ved jo udmærket, at de lyver og har løjet. Hans dom skal de til gengæld få at høre, det ved jeg med sikkerhed. Gud føre dem, som kan omvendes, til omvendelse! For de andre vil det lyde: Ve og ak i evighed!

10] Og for at vende tilbage til sagen: Jeg ville sandelig gerne se et virkelig kristent koncil, så mange sager og mennesker dog kunne blive hjulpet. Ikke fordi vi har brug for det; for vores kirker er nu ved Guds nåde så oplyst og forsynet med det rene ord og den rette brug af sakramenterne, med kendskab til de forskellige stænder og med rette gerninger, at vi for vores egen skyld ikke spørger efter noget koncil og ikke ved, hvad bedre vi på disse punkter skulle håbe på eller vente af et koncil. Men vi ser i bispedømmerne overalt mange sogne stå tomme og øde, så det kunne knuse ens hjerte. Og alligevel spørger hverken biskopper eller domherrer om, hvordan de stakkels mennesker lever eller dør, som Kristus dog er død for, og som ikke må høre ham tale til sig som den rette hyrde til sine får. 11] Det får mig til at gyse og blive bange for, at han en dag skal lade et englekoncil gå over Tyskland, som ødelægger os alle til grunden som Sodoma og Gomorra, fordi vi så frækt gør nar af ham med koncilet.

12] Ud over sådanne nødvendige kirkelige sager ville der også i den verdslige stand være utallige store ting at forbedre. Der er splid mellem fyrsterne og stænderne; åger og grådighed er brudt ind som en syndflod og er blevet til den rene ret; overmod, utugt, prunk i klæder, frådseri, spil, pral med al slags last og ondskab, ulydighed hos undersåtter, tjenestefolk og arbejdere i alle håndværk, også bøndernes ågerpriser (og hvem kan nævne det hele?) har taget sådan overhånd, at man ikke vil kunne få det rettet op igen med ti koncilier og tyve rigsdage. 13] Hvis man på koncilet ville behandle sådanne hovedsager i den gejstlige og verdslige stand, som strider imod Gud, så ville man nok få så travlt, at man imens glemte al barnelegen og alle narrestregerne med lange kjortler, store tonsurer, brede bælter, bispe- og kardinalshatte eller -stave og lignende gøgl. Hvis vi først havde udført Guds bud og befaling i den gejstlige og verdslige stand, så skulle vi nok få tid til at reformere maden, klæderne, tonsurerne og messehaglerne. Men hvis vi vil sluge sådanne kameler og si myg i stedet, lade bjælkerne blive stående og dømme splinterne, så kunne vi nok også være tilfredse med koncilet.

14] Derfor har jeg kun opstillet få artikler; for vi har i forvejen så mange befalinger fra Gud om, hvad vi skal gøre i kirken, i øvrigheden og i hjemmet, at vi aldrig kan nå at udføre dem. Hvad skal det så til for, eller hvad hjælper det, at man på koncilet laver mange dekreter og forordninger om det, især når man hverken respekterer eller holder de hovedstykker, som Gud har befalet? Som om han skulle ære vores gøgl som tak for, at vi træder hans alvorlige bud under fode. Men vores synder trykker os og lader ikke Gud være os nådig; for vi omvender os heller ikke, men vil oven i købet forsvare al vederstyggeligheden.

15] Ak, kære Herre Jesus Kristus, hold du selv koncil og forløs dine ved din herlige genkomst! Med paven og hans folk er det forbi; de vil ikke have dig. Så hjælp du os fattige og elendige, som sukker til dig og søger dig i alvor, efter den nåde, som du har givet os ved din Helligånd, som lever og regerer med dig og Faderen, højlovet i evighed. Amen.