Afslutning

01 [Hvad angår modstandernes bagvaskelse og klage i slutningen af Konfutationen, nemlig at denne lære skaber ulydighed og andre forargelser, så tillægges det vores lære med urette. For det er tydeligt, at øvrighedens myndighed prises allerhøjest ved denne lære. Desuden er det velkendt, at undersåtterne hidtil ved Guds nåde har vist øvrigheden al respekt de steder, hvor denne lære prædikes.

02 Hvad derimod angår manglen på enhed og splittelsen i kirken, så er det velkendt, hvordan det hele begyndte, og hvem der har skabt splittelsen, nemlig afladskræmmerne. De prædikede skamløst utålelige løgne og fordømte bagefter Luther, fordi han ikke godkendte disse løgne, og desuden satte de igen og igen nye stridigheder i gang, så Luther blev drevet til at angribe mange andre vildfarelser. Men da vores modstandere ikke ville tåle sandheden og vovede at fremme åbenlyse vildfarelser med magt, er det let at afgøre, hvem der er skyld i splittelsen. Med rette burde hele verden, al visdom og al magt vige for Kristus og hans hellige ord. Men djævelen er Guds fjende og sætter derfor al sin magt ind mod Kristus for at slukke og undertrykke Guds ord. Derfor er det djævelen og hans lemmer, der sætter sig op imod Guds ord, som er årsag til splittelsen og manglen på enhed. For vi har med største iver søgt fred og ønsker den stadig inderligt, blot vi ikke tvinges til at spotte og fornægte Kristus. Gud, som kender alle menneskers hjerter, er vores vidne på, at vi ikke har behag i denne frygtelige splid og ingen glæde har af den. Vores modstandere har derimod hidtil ikke villet slutte fred uden at kræve, at vi skal opgive den frelsende lære om syndernes forladelse ved Kristus uden vores fortjeneste, selv om Kristus derved ville blive spottet på det skændigste.

03 Som det nu går i verden, kan det ikke være anderledes, end at der i denne splittelse er opstået forargelser, både af ondskab og ved ubesindige folk; for djævelen fremkalder sådanne forargelser for at bringe evangeliet i vanry. Men alt dette betyder intet over for den store trøst, som denne lære har bragt menneskene: at vi for Kristi skyld, uden vores fortjeneste, har syndernes forladelse og en nådig Gud. Dertil kommer, at menneskene er blevet lært, at det ikke er en gudsdyrkelse at forlade de verdslige stænder og embeder, men at disse stænder og embeder behager Gud, og at det at virke i dem er en sand, hellig gerning og gudstjeneste.

04 Hvis vi også skulle opregne modstandernes forargelser – hvad vi bestemt ikke har lyst til – ville det blive en frygtelig liste: hvilket afskyeligt, gudsbespotteligt marked modstanderne har gjort af messen; hvilket ukyskt levned der er blevet indført gennem deres cølibat; hvordan paverne i mere end 400 år har ført krig mod kejserne, har glemt evangeliet og kun har søgt selv at blive kejsere og at bringe hele Italien under deres magt; hvordan de har skaltet og valtet med kirkens gods; hvordan de har forsømt deres pligt, så munkene har kunnet indføre mange falske lærdomme og gudsdyrkelser. Er deres helgendyrkelse ikke åbenlys hedensk afgudsdyrkelse? Ingen af deres skribenter siger et eneste ord om troen på Kristus, som man får syndernes forladelse ved; den højeste grad af hellighed tillægger de menneskebud, og det er først og fremmest dem, de skriver og prædiker om. Desuden bør også dette regnes med til deres forargelser, at de tydeligt viser, hvad slags ånd der er i dem, når de nu slår så mange uskyldige, fromme mennesker ihjel på grund af den kristne lære. Men mere vil vi ikke sige om det nu. For disse sager bør afgøres efter Guds ord, uden hensyn til forargelserne på begge sider.

05 Vi håber, at alle gudfrygtige mennesker af dette skrift tydeligt nok vil se, at vores lære er den kristne lære og er trøstefuld og gavnlig for alle fromme. Derfor beder vi Gud om at give sin nåde, så hans hellige evangelium må blive kendt og æret af alle, til hans ære og til fred, enhed og frelse for os alle. Vi tilbyder at give yderligere forklaring om alle disse artikler, hvis det ønskes.