Anden del, artikel II. Om messen

1] At messen i pavedømmet må være den største og mest forfærdelige vederstyggelighed, fordi den direkte og med magt strider imod denne hovedartikel, og at den dog over og frem for alle andre pavelige afgudsdyrkelser har været den højeste og smukkeste. For man mener, at et sådant messeoffer eller en sådan messegerning (også når den udføres af en ond skurk) hjælper mennesket fra synder, både her i livet og hisset i skærsilden – noget, som dog alene Guds lam skal og må gøre, som sagt ovenfor. Heller ikke fra denne artikel kan man vige eller give efter, for den første artikel tillader det ikke.

2] Og hvis der fandtes fornuftige pavelige, kunne man tale med dem på en besindig og venlig måde, sådan her: For det første: Hvorfor holder de dog så hårdt fast ved messen? Den er jo bare et menneskepåfund, som Gud ikke har befalet. Og alle menneskepåfund kan vi lade falde, som Kristus siger i Matt 15: «Forgæves dyrker de mig med menneskebud.»

For det andet er den en unødvendig ting, som man godt kan undlade uden synd og fare.

4] For det tredje kan man få sakramentet på en meget bedre og mere velsignet måde (ja, på den eneste velsignede måde), nemlig efter Kristi indstiftelse. Hvorfor skulle man da tvinge verden ud i elendighed og nød for en opdigtet, unødvendig tings skyld, når man ellers kan have det godt og mere velsignet?

5] Lad det blive prædiket offentligt for folk, at messen som et menneskepåfund kan undlades uden synd, og at ingen bliver fordømt, fordi han ikke agter den, men at han godt kan blive frelst uden messe og på en bedre måde. Mon ikke messen så vil falde af sig selv – ikke alene hos den tossede pøbel, men også hos alle fromme, kristne, fornuftige og gudfrygtige hjerter? Og så meget mere, når de hører, at den er en farlig ting, opdigtet og opfundet uden Guds ord og vilje.

6] For det fjerde: Fordi så utallige og ubeskrivelige misbrug er opstået i hele verden med køb og salg af messer, burde man med rette opgive den, alene for at stoppe disse misbrug, selv om den i sig selv havde noget nyttigt og godt ved sig. Hvor meget mere bør man da opgive den for at forhindre sådanne misbrug for evigt, når den jo er helt unødvendig, unyttig og farlig, og man kan få alt mere nødvendigt, mere nyttigt og mere sikkert uden messen!

7] For det femte: Messen er nu ikke andet og kan ikke være andet (som messekanonen og alle bøgerne siger) end en menneskelig gerning (også udført af onde skurke), som en person vil bruge til at forsone sig selv og andre med Gud og til at erhverve og fortjene syndernes forladelse og nåde (for sådan forstås den, når den forstås allerbedst – hvad skulle den ellers være til?). Derfor skal og må man fordømme og forkaste den. For dette strider direkte imod hovedartiklen, som siger, at det ikke er en ond eller from messetjener med sin gerning, men Guds lam og Guds søn, der bærer vores synd.

8] Og hvis nogen for at tage sig godt ud vil foregive, at han af andagt vil give sig selv sakramentet eller kommunicere, så er det ikke alvorligt ment. For hvis han for alvor vil kommunicere, så har han det sikkert og på den bedste måde i sakramentet, sådan som det rækkes efter Kristi indstiftelse. Men at kommunicere sig selv er en menneskelig indbildning, usikker og unødvendig, ja, oven i købet forbudt. Og han ved heller ikke, hvad han gør, fordi han uden Guds ord følger falsk menneskelig indbildning og menneskepåfund. 9] Det er heller ikke rigtigt (selv om alt andet var i orden), at nogen vil bruge kirkens fælles sakramente efter sin egen andagt og lege med det efter sit eget forgodtbefindende uden Guds ord og uden for kirkens fællesskab.

10] Denne artikel om messen bliver det helt afgørende spørgsmål på koncilet. For selv hvis det var muligt, at de gav efter over for os i alle de andre artikler, så kan de dog ikke give efter i denne artikel. Som Campegius sagde i Augsburg: Han ville hellere lade sig rive i stykker end opgive messen. Sådan vil jeg også med Guds hjælp hellere lade mig brænde til aske end lade en messetjener med hans gerning, hvad enten han er god eller ond, blive stillet lige med min Herre og Frelser Jesus Kristus eller over ham. Derfor er og bliver vi for evigt adskilt og står imod hinanden. De mærker godt, at når messen falder, så ligger pavedømmet ned. Før de lader det ske, slår de os alle ihjel, hvis de kan.

11] Ud over alt dette har denne dragehale, messen, avlet meget utøj og kryb og mange slags afgudsdyrkelse.

12] For det første skærsilden. Med sjælemesser, vigilier, syvendedagsmesser, tredivtedagsmesser og årlige mindehøjtideligheder, til sidst med fællesugen, allesjælesdag og sjælebade (gratis bade for fattige, som en giver bekostede for sin sjæls frelse), har man drevet handel med skærsilden. Det er gået så vidt, at messen næsten kun bruges for de døde, selv om Kristus dog har indstiftet sakramentet alene for de levende. Derfor skal skærsilden med al dens pragt, gudstjeneste og forretning regnes for et rent djævelsk spøgelse. For den strider også imod hovedartiklen, at alene Kristus og ikke menneskers gerninger skal hjælpe sjælene – og desuden er der intet om de døde, som vi er befalet eller pålagt. Derfor kan man godt lade den fare, selv om den ikke var en vildfarelse eller afgudsdyrkelse.

13] De pavelige anfører her Augustin og nogle af kirkefædrene, som skal have skrevet om skærsilden, og de tror, vi ikke ser, hvad de vil bruge disse udsagn til, og hvor de vil hen med dem. Augustin skriver ikke, at der er en skærsild, og han har heller ikke noget skriftsted, der tvinger ham til det; men han lader det stå hen i det uvisse, om der er en, og siger, at hans mor havde ønsket, at man skulle mindes hende ved alteret eller sakramentet. Men alt dette har jo ikke været andet end menneskelig andagt hos enkeltpersoner, og de kan ikke indstifte trosartikler (det tilkommer alene Gud).

14] Men vores pavelige bruger sådanne menneskeord til at få folk til at tro på deres skændige, gudsbespottelige, forbandede marked med sjælemesser, der ofres for skærsilden, osv. Det kan de længe vente på at bevise ud fra Augustin. Når de har afskaffet deres skærsildsmarked med messer, som Augustin aldrig har drømt om, så vil vi tale med dem om, hvorvidt Augustins ord uden Skriften kan tåles, og om man kan mindes de døde ved sakramentet. 15] Det går ikke, at man gør trosartikler ud af de hellige fædres gerninger eller ord; ellers måtte det også blive en trosartikel, hvad de har haft af mad, klæder, huse osv., sådan som man har gjort med relikvierne. Reglen er: Guds ord skal fastsætte trosartikler og ellers ingen, heller ikke en engel.

16] For det andet er der fulgt det deraf, at de onde ånder har anrettet meget skurkeri: De har vist sig som menneskesjæle og med usigelige løgne og kneb krævet messer, vigilier, valfarter og andre almisser. 17] Alt dette har vi måttet regne for trosartikler og leve efter, og paven har stadfæstet det, ligesom messen og alle de andre vederstyggeligheder. Heller ikke her kan man vige eller give efter.

18] For det tredje valfarterne. Også ved dem har man søgt messer, syndernes forladelse og Guds nåde, for messen har styret det hele. Nu er det jo sikkert, at sådanne valfarter uden Guds ord ikke er os befalet og heller ikke er nødvendige, for vi kan godt få det bedre og kan undlade dem uden nogen synd og fare. Hvorfor forlader man da sit eget sogn, Guds ord, hustru og børn osv. derhjemme, som er nødvendige og befalede, og løber efter unødvendige, usikre og skadelige djævelske lygtemænd? 19] Hertil kommer, at Djævelen har redet paven til at prise og stadfæste sådan noget, for at folk i stor mængde skulle falde fra Kristus til deres egne gerninger og blive afgudsdyrkere. Det er det værste ved det, ud over at det er en unødvendig, ikke befalet, ikke tilrådet og usikker, ja, oven i købet skadelig ting. Derfor kan man heller ikke her vige eller give efter osv. 20] Og lad det blive prædiket, at det er unødvendigt og desuden farligt; så vil man se, hvad der bliver af valfarterne.

21] For det fjerde broderskaberne, hvor klostrene, stifterne og også vikarerne ved kontrakt har overdraget og meddelt hinanden (ved ret og redeligt køb) alle messer, gode gerninger osv., både for levende og døde. Det er ikke alene rent menneskepåfund, uden Guds ord, helt unødvendigt og ubefalet, men det strider også imod den første artikel om forløsningen. Derfor kan det på ingen måde tåles.

22] For det femte relikvierne. Med dem er der opdigtet så mange åbenlyse løgne og så meget narreværk med hunde- og hesteknogler, at de for sådanne skurkestregers skyld, som Djævelen har leet ad, for længst burde være fordømt, også selv om der var noget godt ved dem. Hertil kommer, at de også er uden Guds ord, hverken befalet eller tilrådet, og at de er en helt unødvendig og unyttig ting. 23] Men det værste er, at de også har skullet bevirke aflad og syndernes forladelse som en god gerning og gudstjeneste, ligesom messen osv.

24] For det sjette hører den kære aflad hjemme her, som gives både til de levende og de døde (dog for penge), og som den elendige Judas eller paven bruger til at sælge Kristi fortjeneste sammen med alle de helliges overskydende fortjenester og hele kirkens osv. Alt dette kan ikke tåles, og det er ikke alene uden Guds ord, unødvendigt og ubefalet, men det strider også imod den første artikel. For Kristi fortjeneste opnås ikke ved vores gerning eller penge, men ved troen, af nåde, uden nogen penge og fortjeneste; og den bliver ikke rakt os ved pavens magt, men ved prædikenen eller Guds ord.

Om påkaldelse af helgener.

25] Påkaldelse af helgener er også et af antikrists misbrug. Den strider imod den første hovedartikel og udsletter erkendelsen af Kristus. Den er heller ikke befalet eller tilrådet og har intet eksempel i Skriften. Og vi har alt tusind gange bedre i Kristus, selv om den var et kostbart gode – hvad den dog ikke er.

26] Og selv om englene i himlen beder for os (sådan som Kristus selv også gør), og det samme gør de hellige på jorden og måske også i himlen, så følger det ikke deraf, at vi skal påkalde og tilbede englene og de hellige, faste og holde helligdage for dem, holde messe og ofre for dem, stifte kirker, altre og gudstjenester for dem og tjene dem på andre måder, regne dem for nødhjælpere, fordele al slags hjælp mellem dem og tilskrive hver af dem en særlig hjælp, sådan som de pavelige lærer og gør. For det er afgudsdyrkelse, og en sådan ære tilkommer Gud alene. 27] Du kan nemlig som kristen og hellig her på jorden bede for mig, ikke kun i én slags nød, men i al nød. Men derfor skal jeg ikke tilbede dig, påkalde dig, holde helligdag, faste, ofre og holde messe til din ære og sætte min tro på dig til min frelse. På anden måde kan jeg godt ære dig, elske dig og takke dig i Kristus. 28] Når nu en sådan afgudisk ære bliver taget fra englene og de døde hellige, så vil den øvrige ære være ufarlig, ja, den vil snart blive glemt. For når man ikke længere kan håbe på fordel og hjælp, både legemlig og åndelig, så vil man nok lade de hellige være i fred, både i graven og i himlen. For der vil ikke være mange, der uden vederlag, af ren kærlighed, tænker på dem, agter dem eller ærer dem.

29] Kort sagt: Hvad messen er, hvad der er kommet af den, og hvad der hænger ved den, det kan vi ikke tåle, men må fordømme det, så vi kan bevare det hellige sakramente rent og sikkert, brugt og modtaget ved troen efter Kristi indstiftelse.