Anden del, artikel IV. Om pavedømmet

1] Paven er ikke iure divino [af guddommelig ret], det vil sige ifølge Guds ord, hoved for hele kristenheden (for det tilkommer én alene, som hedder Jesus Kristus). Han er kun biskop eller sognepræst for kirken i Rom og for dem, der frivilligt eller gennem en menneskelig ordning (det vil sige den verdslige øvrighed) har sluttet sig til ham – ikke for at være kristne under ham som under en herre, men ved siden af ham som brødre og fæller. Det viser også de gamle koncilier og den hellige Cyprians tid.

2] Men nu må ingen biskop kalde paven bror, som man gjorde dengang; han skal kalde ham sin allernådigste herre, selv om han var konge eller kejser. Det vil, skal og kan vi ikke tage på vores samvittighed; men den, der vil gøre det, må gøre det uden os.

3] Heraf følger, at alt det, som paven har gjort og foretaget sig i kraft af denne falske, frække, gudsbespottelige og tilranede magt, har været og stadig er lutter djævelske gerninger og handlinger (bortset fra det, der angår det legemlige styre; for dér lader Gud et folk få meget godt, også gennem en tyran og skurk), til fordærv for hele den hellige kristne kirke (for så vidt det står til ham) og til ødelæggelse af den første hovedartikel om forløsningen ved Jesus Kristus.

4] For dér står alle hans buller og bøger, hvor han brøler som en løve (sådan som englen i Åb 10 fremstiller det), at ingen kristen kan blive frelst, medmindre han er ham lydig og underdanig i alle ting, i alt hvad han vil, siger og gør. Alt det betyder ikke andet end dette: Selv om du tror på Kristus og har alt det i ham, der er nødvendigt til frelse, så er det dog intet og alt sammen forgæves, hvis du ikke regner mig for din gud og er mig underdanig og lydig. Og dog er det åbenbart, at den hellige kirke har været uden pave i mindst fem hundrede år, og at den græske kirke og kirkerne på mange andre sprog aldrig har været under paven og stadig ikke er det. 5] Det er altså, som sagt mange gange, et menneskepåfund, som ikke er befalet, og som er unødvendigt og forgæves. For den hellige kristne kirke kan godt bestå uden et sådant hoved og ville have klaret sig meget bedre, hvis djævelen ikke havde rejst et sådant hoved op. 6] Pavedømmet er heller ikke til nogen nytte i kirken, for det udøver intet kristent embede. Derfor må kirken blive ved og bestå uden paven.

7] Lad os antage, at paven ville give afkald på at være den øverste iure divino [af guddommelig ret], det vil sige efter Guds befaling, men at man – for bedre at bevare de kristnes enhed mod sekter og kætteri – måtte have et hoved, som alle de andre holdt sig til. Et sådant hoved ville da blive valgt af mennesker, og det ville stå i menneskers valg og magt at udskifte og afsætte dette hoved, sådan som koncilet i Konstanz omtrent gjorde med paverne: De afsatte tre og valgte en fjerde. Lad os, siger jeg, antage, at paven og stolen i Rom ville give afkald på dette og gå ind på det (hvad der dog er umuligt, for så måtte han lade hele sit styre og sin stand vende op og ned og gå til grunde med alle sine rettigheder og bøger; kort sagt: Han kan ikke gøre det) – så ville kristenheden alligevel ikke være hjulpet med det, og der ville opstå langt flere sekter end før.

8] For hvis man skulle være et sådant hoved underdanig, ikke efter Guds befaling, men af menneskers gode vilje, ville det meget let og hurtigt blive foragtet og til sidst ikke beholde et eneste lem. Det skulle heller ikke altid være i Rom eller et andet bestemt sted, men dér og i den kirke, hvor Gud havde givet en mand, som var egnet til det. Åh, det ville blive en vidtløftig og forvirret tilstand!

9] Derfor kan kirken aldrig styres og bevares bedre end ved, at vi alle lever under ét hoved, Kristus, og at alle biskopperne, som er lige i embede (selv om de er ulige i nådegaver), flittigt holder sammen i enig lære, tro, sakramenter, bønner og kærlighedsgerninger osv. Sådan skriver den hellige Hieronymus, at præsterne i Alexandria i fællesskab styrede kirken, og sådan gjorde også apostlene og siden alle biskopper i hele kristenheden, indtil paven hævede sit hoved over dem alle.

10] Dette stykke viser med al tydelighed, at han er den sande Antikrist, som har sat og ophøjet sig over og imod Kristus, fordi han ikke vil lade de kristne blive frelst uden hans magt, 11] som dog intet er og hverken ordnet eller befalet af Gud. Det er i egentlig forstand at «sætte sig over og imod Gud», som Paulus siger i 2 Thess 2. Det gør hverken tyrken eller tataren, hvor store fjender af de kristne de end er. De lader enhver, der vil, tro på Kristus og tager kun legemlig skat og lydighed af de kristne.

12] Men paven vil ikke lade folk tro; han siger, at man skal være ham lydig, så bliver man frelst. Det vil vi ikke gøre – hellere dø for det i Guds navn. 13] Alt dette kommer af, at han iure divino [af guddommelig ret] skulle kaldes den øverste over den kristne kirke. Derfor har han måttet sætte sig lig med Kristus og over Kristus og lade sig prise som kirkens hoved, siden som dens herre, til sidst også som herre over hele verden og ganske enkelt som en jordisk gud, indtil han endda dristede sig til at befale over englene i Himmeriget. 14] Og når man skelner pavens lære fra Den Hellige Skrift eller holder den op imod Skriften, så viser det sig, at pavens lære, hvor den er allerbedst, er taget fra den kejserlige, hedenske ret og lærer om verdslige sager og retssager, sådan som hans dekretaler vidner. Dernæst lærer den om ceremonier med kirker, klæder, mad og personer og om børneleg, maskespil og narrestreger uden ende, men i alt dette slet intet om Kristus, troen og Guds bud. Til sidst er den lutter djævel, når han driver sine løgne om messer, skærsild, klostervæsen, egne gerninger og selvvalgte gudstjenester (og det er det egentlige pavedømme) over og imod Gud og fordømmer, dræber og plager alle kristne, som ikke ophøjer og ærer denne hans vederstyggelighed over alt andet. Så lidt som vi kan tilbede djævelen selv som en herre eller gud, lige så lidt kan vi tåle hans apostel, paven eller Antikrist, som hoved eller herre i hans styre. For løgn og mord, til evig fortabelse for legeme og sjæl – det er i virkeligheden hans pavelige styre, sådan som jeg har bevist i mange bøger.

15] Med disse fire artikler vil de få nok at fordømme på koncilet. For de kan og vil ikke indrømme os selv den mindste del af nogen af disse artikler. Det må vi være sikre på, og vi må sætte vores lid til håbet om, at Kristus, vor Herre, har angrebet sin modstander og vil følge angrebet op både med sin Ånd og ved sin genkomst. Amen.

For på koncilet skal vi ikke stå over for kejseren eller den verdslige øvrighed som i Augsburg (hvor kejseren udsendte en meget nådig indkaldelse og lod sagerne høre i mindelighed), men over for paven og djævelen selv, som ikke har til hensigt at høre noget, men kun at fordømme, myrde og tvinge til afgudsdyrkelse. Derfor må vi her ikke kysse hans fødder eller sige: «I er min nådige herre!», men som englen i Zakarias' Bog sagde til djævelen: «Gud straffe dig, Satan!»