Tredje del, artikel III. Om omvendelse (bod)

1] Dette embede [lovens] beholder Det Nye Testamente og driver det også, sådan som Paulus gør i Rom 1, hvor han siger: «Guds vrede åbenbares fra himlen over alle mennesker», og i kap. 3: «Hele verden er skyldig over for Gud» og «Intet menneske er retfærdigt over for ham». Og Kristus siger i Joh 16: «Helligånden skal straffe verden for synd.»

2] Dette er Guds tordenkile, som han slår både de åbenlyse syndere og de falske helgener ned med i én bunke. Han lader ingen få ret, men driver dem alle sammen ud i skræk og fortvivlelse. Det er hammeren, som Jeremias taler om: «Mit ord er en hammer, der knuser klipper.» Det er ikke activa contritio, en selvlavet anger, men passiva contritio, den sande hjertesorg, en lidelse og en fornemmelse af døden.

3] Og dermed begynder den sande omvendelse. Her må mennesket høre en sådan dom: I duer alle sammen ikke; hvad enten I er åbenlyse syndere eller helgener, må I alle blive anderledes og handle anderledes, end I nu er og gør – lige meget hvem I er, og hvor store, vise, mægtige og hellige I end vil være. Her er ingen from.

4] Men til dette embede føjer Det Nye Testamente straks det trøstefulde løfte om nåde gennem evangeliet, som man skal tro, sådan som Kristus siger i Mark 1: «Omvend jer og tro på evangeliet», det vil sige: Bliv anderledes, og gør det anderledes, og tro mit løfte. 5] Og før ham bliver Johannes kaldt en omvendelsesprædikant – men til syndernes forladelse. Det vil sige, at han skulle irettesætte dem alle og gøre dem til syndere, for at de skulle vide, hvad de var over for Gud, og erkende sig selv som fortabte mennesker og således blive beredt for Herren til at modtage nåden og til at vente og tage imod syndernes forladelse fra ham. 6] Sådan siger også Kristus selv i Luk 24: «Der skal i mit navn prædikes omvendelse og syndernes forladelse for hele verden.»

7] Men hvor loven udøver sit embede alene uden evangeliets medvirken, dér er døden og helvede, og mennesket må fortvivle ligesom Saul og Judas, 8] sådan som Paulus siger: «Loven slår ihjel ved synden.» Omvendt giver evangeliet trøst og tilgivelse ikke kun på én måde, men gennem Ordet, sakramenterne og lignende, som vi skal høre, for at forløsningen hos Gud virkelig kan være rigelig, som Sl 130 siger, mod syndens store fangenskab.

9] Men nu må vi stille sofisternes falske omvendelse op over for den sande omvendelse, så de begge kan forstås desto bedre.

Om de paveliges falske omvendelse

10] Det var umuligt for dem at lære rigtigt om omvendelse, eftersom de ikke kendte de egentlige synder. For som sagt ovenfor har de ikke en rigtig opfattelse af arvesynden, men siger, at menneskets naturlige kræfter er forblevet hele og ufordærvede, så fornuften kan lære rigtigt, og viljen kan handle rigtigt efter det, og at Gud helt sikkert giver sin nåde, når et menneske gør, så meget det formår, efter sin frie vilje.

11] Heraf måtte det nu følge, at de kun gjorde bod for gerningssynderne, for eksempel onde tanker, man har givet sit samtykke til (for onde tilskyndelser, lyst og pirring var ikke synd), onde ord og onde gerninger, som den frie vilje godt kunne have ladet være.

12] Og i denne bod satte de tre dele: anger, skriftemål og fyldestgørelse, med den trøst og det løfte, at hvis mennesket angrede, skriftede og gjorde fyldest på rette måde, så havde det dermed fortjent tilgivelse og betalt for synden over for Gud. Således henviste de folk i omvendelsen til at stole på deres egne gerninger. 13] Derfra kom de ord på prædikestolen, når man læste det almindelige skriftemål op for folket: «Spar mit liv, Herre Gud, til jeg har gjort bod for min synd og forbedret mit liv!»

14] Her var der ingen Kristus, og der blev ikke tænkt på troen; man håbede i stedet at overvinde og udslette synden over for Gud med egne gerninger. Med den hensigt blev vi også præster og munke: Vi ville selv gå imod synden.

15] Med angeren gik det sådan til: Fordi ingen kunne komme i tanke om alle sine synder (især dem, der var begået i løbet af et helt år), lappede de pelsen på denne måde: Hvis man senere kom i tanke om de skjulte synder, måtte man også angre og skrifte dem osv. Indtil da var de overgivet til Guds nåde.

16] Da heller ingen vidste, hvor stor angeren skulle være, for at den virkelig kunne være tilstrækkelig over for Gud, gav de desuden denne trøst: Den, der ikke kunne have contritionem, det vil sige anger, skulle have attritionem, som jeg vil kalde en halv anger eller en begyndelse til anger. For de har ikke selv forstået nogen af delene og ved stadig ikke, hvad det betyder – lige så lidt som jeg. En sådan attritio blev så regnet for contritio, når man gik til skrifte.

17] Og hvis nogen sagde, at han ikke kunne angre eller være ked af sine synder – som det kunne være tilfældet med horeri eller hævngerrighed osv. – så spurgte de, om han da ikke ønskede eller gerne ville have anger. Svarede han så ja (for hvem ville sige nej her, undtagen djævelen selv?), så tog de det for anger og tilgav ham hans synder på grund af denne gode gerning. Her henviste de til Sankt Bernhard som eksempel osv.

18] Her ser man, hvordan den blinde fornuft famler i Guds sager og søger trøst i egne gerninger efter sit eget tykke og ikke kan tænke på Kristus eller troen. Når man nu ser på det i lyset, er en sådan anger en selvlavet og opdigtet tanke af egne kræfter, uden tro og uden kendskab til Kristus. I den ville den stakkels synder somme tider, når han tænkte på sin lyst eller sin hævn, hellere have leet end grædt – bortset fra dem, der enten virkelig var blevet ramt af loven eller forgæves var blevet plaget af djævelen med en bedrøvet ånd. Ellers har en sådan anger helt sikkert været det rene hykleri og har ikke dræbt lysten til synd. For de måtte angre, men ville hellere have syndet mere, hvis det havde stået dem frit.

19] Med skriftemålet var det sådan: Enhver måtte opregne alle sine synder (og det er umuligt); det var en stor pine. De synder, han havde glemt, blev kun tilgivet ham på den betingelse, at han stadig skulle skrifte dem, hvis han kom i tanke om dem. Derfor kunne han aldrig vide, hvornår han havde skriftet rent nok, eller hvornår skriftemålet nogensinde skulle få en ende. Alligevel blev han henvist til sine gerninger og trøstet sådan: Jo renere han skriftede, og jo mere han skammede sig og gjorde sig selv til skamme over for præsten, desto hurtigere og bedre gjorde han fyldest for synden; for en sådan ydmyghed ville helt sikkert vinde nåde hos Gud.

20] Her var der heller ingen tro og ingen Kristus, og kraften i tilgivelsen blev ikke forkyndt for ham; hans trøst hvilede derimod på at tælle synder og skamme sig. Man kan slet ikke beskrive, hvilken pine, hvilket bedrag og hvilken afgudsdyrkelse et sådant skriftemål har forvoldt.

21] Fyldestgørelsen er det allermest uoverskuelige. For intet menneske kunne vide, hvor meget han skulle gøre for en eneste synd, for slet ikke at tale om dem alle. Her fandt de nu på en udvej, nemlig at de pålagde lidt fyldestgørelse, som man godt kunne klare, for eksempel fem fadervor, en dags faste osv.; for resten af boden henviste man dem til skærsilden.

22] Her var der nu også bare jammer og nød. Nogle mente, at de aldrig ville komme ud af skærsilden, for ifølge de gamle kanoner hørte der syv års bod til én dødssynd. 23] Alligevel hvilede tilliden også på vores egen gerning, fyldestgørelsen, og hvis fyldestgørelsen kunne have været fuldkommen, så ville tilliden have hvilet helt og holdent på den, og hverken troen eller Kristus ville have været til nogen nytte. Men den var umulig. Selv hvis én havde gjort bod på den måde i hundrede år, ville han alligevel ikke have vidst, hvornår han havde gjort bod nok. Det er at gøre bod hele tiden og aldrig nå frem til omvendelsen.

24] Her kom så den hellige stol i Rom den stakkels kirke til hjælp og opfandt afladen. Med den eftergav og ophævede paven fyldestgørelsen, først stykvis – syv år, hundrede år osv. – og delte den ud blandt kardinalerne og biskopperne, så den ene kunne give hundrede års aflad, en anden hundrede dages aflad. Men at ophæve hele fyldestgørelsen forbeholdt han sig selv alene.

25] Da dette nu begyndte at give penge, og handelen med buller gik godt, fandt han på jubelåret [det «gyldne år»] og lagde det i Rom; det kaldte han tilgivelse for al straf og skyld. Så strømmede folk til, for alle ville gerne være fri for den tunge, uudholdelige byrde. Det var at grave jordens skatte op. Straks gik paven videre og indstiftede mange jubelår efter hinanden; men jo flere penge han slugte, desto større blev hans gab.

Derfor sendte han det siden ud i landene ved sine legater, indtil alle kirker og huse var fulde af jubelår. 26] Til sidst brød han også ind i skærsilden blandt de døde, først ved at stifte messer og vigilier [dødemesser og nattebønner for de døde], siden med aflad og jubelår, og til sidst blev sjælene så billige, at han løskøbte én for en sværdgroschen [en lille kursachsisk mønt].

27] Men heller ikke alt dette hjalp. For selv om paven lærte folk at forlade sig på og stole på en sådan aflad, gjorde han den alligevel selv usikker igen. Han skrev nemlig i sine buller: Den, der ville have del i afladen eller jubelåret, skulle have angret og skriftet og betalt penge. Nu har vi hørt ovenfor, at en sådan anger og et sådant skriftemål hos dem er usikkert og hykleri. Desuden vidste heller ingen, hvilke sjæle der var i skærsilden, og hvis nogle var derinde, vidste ingen, hvilke af dem der havde angret og skriftet ret. Således tog han de kære penge og trøstede dem imens med sin magt og sin aflad – og henviste dem dog igen til deres egen usikre gerning.

28] Nu var der nogle, som ikke mente, at de var skyldige i sådanne virkelige synder i tanker, ord og gerninger. Sådan var det med mig og mine lige, som ville være munke og præster i klostre og stifter. Vi værgede os mod onde tanker med faste, nattevågen, bøn, messer, grove klæder og hårde lejer osv. og ville for alvor og med magt være hellige – men det arvelige, medfødte onde gjorde alligevel af og til i søvne, hvad dets natur er (som også Augustin, Hieronymus og andre bekender). Ikke desto mindre mente den ene om den anden, at nogle var så hellige, som vi lærte, nemlig uden synd og fulde af gode gerninger, så vi oven i købet delte vores gode gerninger ud til andre og solgte dem, som om vi selv havde flere, end vi behøvede for at komme i himlen. Det er sandt; der findes segl, breve og eksempler på det.

29] Disse behøvede ingen omvendelse. For hvad skulle de angre, når de ikke havde givet efter for onde tanker? Hvad skulle de skrifte, når de havde undgået onde ord? Hvad skulle de gøre fyldest for, når de var uskyldige i gerning, ja, så uskyldige, at de endda kunne sælge deres overskydende retfærdighed til andre, fattige syndere? Sådanne hellige var også farisæerne og de skriftkloge på Kristi tid.

30] Her kommer den brændende engel, Johannes, den rette omvendelsesprædikant, og slår dem begge i én bunke med ét tordenslag og siger: «Omvend jer!» 31] De ene tænker: Vi har jo gjort bod. De andre tænker: Vi har ikke brug for nogen omvendelse. Johannes siger: 32] Omvend jer, begge to! For I er falske bodsgørere, og de andre er falske hellige, og I har begge brug for syndernes forladelse, fordi ingen af jer endnu ved, hvad den rette synd er – for slet ikke at tale om, at I skulle gøre bod for den eller undgå den. Ingen af jer er god; I er fulde af vantro, uforstand og uvidenhed om Gud og hans vilje. For her er han, «af hans fylde har vi alle modtaget og det nåde på nåde», og intet menneske kan blive retfærdigt for Gud uden ham. Vil I omvende jer, så gør det derfor ret; jeres bod duer ikke. Og I hyklere, som ikke har brug for nogen omvendelse, I slangeyngel, hvem har forsikret jer om, at I skal undslippe den kommende vrede osv.?

33] Sådan prædiker også Paulus i Rom 3 og siger: «Der er ingen forstandig, ingen retfærdig, ingen som søger Gud, ingen der gør godt, ikke en eneste; allesammen er de blevet uduelige og faldet fra.» 34] Og i ApG 17: «Men nu befaler Gud alle mennesker overalt at omvende sig.» Alle mennesker, siger han – ingen, der er et menneske, er undtaget. 35] Denne omvendelse lærer os at erkende synden, nemlig at det er ude med os alle, at intet ved os er godt, hverken hud eller hår, og at vi helt og holdent må blive nye og anderledes mennesker.

36] Denne omvendelse er ikke stykkevis og lappet sammen som en tiggerdragt, sådan som den bod, der gøres for de virkelige synder, og den er heller ikke usikker som denne. For den diskuterer ikke, hvad der er synd, og hvad der ikke er synd, men slår det hele i en bunke og siger: Det hele er bare synd hos os. Hvorfor skulle vi længe lede, dele op og skelne? Derfor er angeren her heller ikke usikker. For der er intet godt tilbage, som vi kunne tænke at betale for synden med, men kun en ren og sikker fortvivlelse over alt, hvad vi er, tænker, siger eller gør osv.

37] På samme måde kan skriftemålet heller ikke være falsk, usikkert eller stykkevis. For den, der bekender, at alt hos ham er bare synd, omfatter alle synder, udelader ingen og glemmer heller ingen. 38] Sådan kan fyldestgørelsen heller ikke være usikker. For den er ikke vores usikre, syndige gerninger, men Guds uskyldige lams lidelse og blod, lammet, som bærer verdens synd.

39] Om denne omvendelse prædiker Johannes, siden Kristus i evangeliet og vi også. Med denne omvendelse støder vi paven og alt, hvad der er bygget på vores gode gerninger, til jorden. For det hele er bygget på en rådden og tom grund, som hedder gode gerninger eller lov, selv om der ikke findes nogen god gerning, men kun onde gerninger, og ingen holder loven (som Kristus siger i Joh 7), men alle overtræder den. Derfor er hele bygningen bare løgn og hykleri, netop dér hvor den er allerhelligst og allersmukkest.

40] Og denne omvendelse varer hos de kristne helt til døden. For den kæmper hele livet med den synd, der er tilbage i kødet, sådan som Paulus vidner i Rom 7: Han kæmper med loven i sine lemmer osv. Og det sker ikke ved egne kræfter, men ved Helligåndens gave, som følger efter syndernes forladelse. Denne gave renser og fejer dagligt de resterende synder ud og arbejder på at gøre mennesket virkelig rent og helligt.

41] Om dette ved hverken paven, teologerne, juristerne eller noget menneske det mindste. Det er en lære fra himlen, åbenbaret ved evangeliet, og hos de ugudelige hellige må den finde sig i at hedde kætteri.

42] Omvendt kunne der komme nogle sværmere – ja, måske findes der allerede nogle, og på oprørets tid fik jeg selv sådanne at se – som mener, at alle, der én gang har fået Ånden eller syndernes forladelse eller er blevet troende, alligevel bliver i troen, hvis de senere synder, og at en sådan synd ikke skader dem. De råber derfor: Gør, hvad du vil; tror du, er det hele ingenting, troen udsletter alle synder osv. Desuden siger de: Hvis nogen synder efter at have fået troen og Ånden, så har han aldrig rigtigt haft Ånden og troen. Jeg har haft mange af den slags vanvittige mennesker for mig, og jeg frygter, at en sådan djævel stadig sidder i nogle.

43] Derfor er det nødvendigt at vide og lære dette: De hellige har og mærker stadig arvesynden, omvender sig også dagligt fra den og kæmper imod den. Falder de ud over det i åbenbar synd, som David i ægteskabsbrud, mord og gudsbespottelse, så har troen og Ånden været borte. 44] For Helligånden lader ikke synden herske og få overtaget, så den bliver fuldbyrdet, men holder den i ave og hindrer, at den får lov at gøre, hvad den vil. Men gør den, hvad den vil, så er Helligånden og troen ikke til stede. For det gælder, som Johannes siger: «Enhver som er blevet født af Gud, synder ikke og kan ikke synde.» Og dog er det også sandt (som samme Johannes skriver): «Hvis vi siger at vi ikke har synd, lyver vi, og Guds sandhed er ikke i os.»