Tredje del, artikel II. Om loven

1] Her mener vi, at loven er givet af Gud, først for at dæmme op for synden med trusler og skræk for straffen og med løfter og tilbud om nåde og velgerninger. Men alt dette er slået fejl på grund af den ondskab, som synden har virket i mennesket. 2] For nogle er blevet værre af den, nemlig dem, der er fjendtlige mod loven, fordi den forbyder, hvad de gerne vil gøre, og påbyder, hvad de nødig vil gøre. Derfor gør de nu, hvor de kan slippe for straffen, mere imod loven end før. Det er de rå, onde mennesker, som gør ondt, hvor de har lejlighed og plads til det.

3] De andre bliver blinde og hovmodige og bilder sig ind, at de holder loven og kan holde den af egen kraft, sådan som det lige er sagt ovenfor om skolastikerne. Derfra kommer hyklerne og de falske helgener.

4] Men lovens fornemste embede eller kraft er, at den åbenbarer arvesynden med dens frugter og det hele og viser mennesket, hvor dybt dets natur er faldet og hvor bundløst fordærvet den er. Loven må nemlig sige til mennesket, at det ikke har nogen Gud og ikke agter Gud, men tilbeder fremmede guder – noget, det før og uden loven ikke ville have troet. Derved bliver det forskrækket, ydmyget, modløst og fortvivlet; det ville gerne have hjælp og ved ikke, hvor det skal gå hen; det begynder at blive fjendtligt mod Gud og at knurre osv. 5] Det er det, der står i Rom 4: «Loven virker vrede», og i Rom 5: «Synden bliver større ved loven.»