Tredje del, artikel XV. Om menneskebud

1] Når de pavelige siger, at menneskebud tjener til syndernes forladelse eller fortjener frelsen, så er det ukristeligt og fordømt, som Kristus siger: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det som er menneskebud» (Matt 15,9). 2] Ligeså Tit 1,14: Aversantium veritatem. [«som vender sig bort fra sandheden».] Og når de siger, at det er dødssynd at bryde sådanne bud, er det heller ikke rigtigt.

3] Dette er de artikler, som jeg må stå på og vil stå på indtil min død, om Gud vil. I dem kan jeg intet ændre og intet give efter. Men vil nogen give efter i noget, så må han gøre det på sin egen samvittighed.

4] Til sidst er der endnu pavens gøglersæk med tåbelige og barnagtige artikler, som fx kirkeindvielse, dåb af klokker, dåb af altersten og at bede faddere dertil, som så skulle give gaver osv. Den slags dåb er en spot og hån mod den hellige dåb, så man ikke bør tåle den. Dernæst indvielse af lys, palmegrene, kager, havre, krydderurter osv., som dog hverken kan kaldes eller være indvielse, men er lutter spot og bedrag. Og af den slags gøgl er der utroligt meget, som vi overlader til deres gud og til dem selv at tilbede, til de bliver trætte af det. Vi vil ikke have noget med det at gøre.

(Luthers og andres underskrifter står i den latinske tekst.)

7] Jeg, Philipp Melanchthon, anser også de ovenstående artikler for rigtige og kristelige. Men om paven mener jeg, at hvis han ville tillade evangeliet, så kunne også vi for fredens og den fælles enigheds skyld blandt de kristne, som allerede er under ham og fremover måtte komme under ham, indrømme ham den overhøjhed over biskopperne, som han ellers har, iure humano [efter menneskelig ret].

(Flere underskrifter følger på latin.)