Traktaten om pavens magt og overhøjhed

1 Den romerske pave hævder [for det første] om sig selv, at han ifølge guddommelig ret står [øverst] over alle biskopper og præster [i hele kristenheden].

2 For det andet tilføjer han, at han ifølge guddommelig ret har begge sværd, dvs. også myndighed til at give kongeriger [til at indsætte og afsætte konger, ordne verdslige herredømmer osv.].

3 Og for det tredje siger han, at det er nødvendigt til frelse at tro dette. Af disse grunde kalder den romerske biskop sig [og praler af at være] Kristi stedfortræder på jorden.

4 Disse tre artikler anser vi for falske, ugudelige, tyranniske og [i høj grad] ødelæggende for kirken.

5 For at vores bevis [vores begrundelse og mening] kan blive [bedre] forstået, vil vi først forklare, hvad de mener med at stå over alle ifølge guddommelig ret [hvad det betyder, at han praler af at være den øverste]. De mener nemlig, at han er den universelle biskop [at paven er den almindelige biskop over hele den kristne kirke], eller som de siger: den økumeniske biskop, dvs. den, som alle biskopper og præster i hele verden skal søge ordination og [stadfæstelse] hos, og som [alene] skal have ret til at vælge, ordinere, stadfæste og afsætte alle biskopper [og præster].

6 Desuden tiltager han sig myndighed til at give [alle slags] love om gudstjenesten, om ændringer af sakramenterne [og] om læren, og han vil have, at hans artikler, hans dekreter og hans love [hans forordninger og bestemmelser] skal regnes for lige så gyldige som Guds love [som de andre artikler i den kristne tro og som Den Hellige Skrift]. Det vil sige: Han mener, at menneskers samvittighed er så bundet af de pavelige love, at de, der forsømmer dem, begår en dødssynd, også når der ikke er nogen offentlig forargelse [at de ikke kan undlades uden synd. For han vil grunde denne magt på guddommelig ret og på Den Hellige Skrift; ja, han vil have den sat over Den Hellige Skrift og Guds bud]. Og det, han tilføjer, er endnu mere forfærdeligt, nemlig at det er nødvendigt at tro alt dette for at blive frelst [alt dette skal og må man tro, hvis man ikke vil miste sin frelse].

7 Først vil vi derfor vise ud fra det [hellige] evangelium, at den romerske biskop ikke ifølge guddommelig ret står over [ikke kan tage sig nogen som helst overhøjhed over] andre biskopper og præster.

8 I. Luk 22,25. Kristus forbyder udtrykkeligt herredømme blandt apostlene [at nogen apostel skulle have overhøjhed over de andre]. For netop det var spørgsmålet: Da Kristus talte om sin lidelse, var de i strid om, hvem der skulle være den øverste og så at sige være den fraværende Kristi stedfortræder. Her irettesætter Kristus apostlenes vildfarelse og lærer, at der ikke skal være herredømme eller overhøjhed blandt dem, men at apostlene skal sendes ud som ligemænd til evangeliets fælles tjeneste. Derfor siger han: «Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magten over dem, lader sig kalde velgørere. Men sådan skal det ikke være hos jer. Den største blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.» Modsætningen her viser [Når man holder disse ting op mod hinanden, ser man], at herredømme [blandt apostlene] afvises.

II. Matt 18,2. Det samme læres ved lignelsen, hvor Kristus under den samme strid om riget stiller et lille barn midt iblandt dem. Han viser dermed, at der ikke skal være noget herredømme blandt kirkens tjenere, ligesom et barn hverken tager eller søger herredømme for sig selv.

9 III. Joh 20,21. Kristus sender sine disciple ud som ligestillede uden nogen forskel [så ingen af dem skulle have mere eller mindre magt end nogen anden], når han siger: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.» [Disse ord er klare og tydelige:] Han siger, at han sender hver enkelt af dem på samme måde, som han selv blev sendt. Derfor giver han ikke nogen af dem forrang eller herredømme over de andre.

10 IV. Gal 2,7 ff. Sankt Paulus siger klart, at han hverken er ordineret eller stadfæstet [og godkendt] af Peter, og han anerkender heller ikke Peter som den, man skal søge stadfæstelse hos. Han kæmper netop udtrykkeligt for, at hans kald ikke afhænger af Peters myndighed. Men han burde have anerkendt Peter som sin overordnede, hvis Peter var overordnet ifølge guddommelig ret [hvis Peter virkelig havde fået en sådan overhøjhed af Kristus]. Paulus siger derfor, at han straks prædikede evangeliet [frit og i lang tid] uden at rådføre sig med Peter. Desuden: «Men de, der anses for at være noget – hvad de engang var, er mig uden forskel, Gud er ikke partisk.» Og: «Mig pålagde de ansete intet.» Da Paulus altså tydeligt vidner om, at han ikke engang ønskede at søge Peters stadfæstelse [tilladelse til at prædike], selv da han var kommet til ham. Dermed lærer han, at embedets myndighed afhænger af Guds ord, at Peter ikke stod over de andre apostle, og at det ikke var hos denne ene person, Peter, at man skulle søge ordination eller stadfæstelse [at prædikeembedet udspringer af apostlenes fælles kald, og at det ikke er nødvendigt, at alle har kald eller stadfæstelse fra denne ene person, Peter, alene].

11 V. I 1 Kor 3,21–22 gør Paulus kirkens tjenere ligestillede og lærer, at kirken står over tjenerne. Derfor tillægges der ikke Peter [frem for de andre apostle] nogen overhøjhed eller noget herredømme over kirken eller over de andre tjenere. For han siger: «Alt tilhører jer, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas.» Det vil sige: Hverken de andre tjenere eller Peter må tage sig herredømme eller overhøjhed over kirken. De må ikke bebyrde kirken med overleveringer. Ingens myndighed må gælde mere end [Guds] ord. Kefas’ myndighed må ikke stilles op imod de andre apostles myndighed, sådan som man dengang ræsonnerede: «Kefas, der er en apostel af højere rang, overholder dette; altså skal både Paulus og de andre overholde det.» Paulus fratager Peter dette påskud og afviser [Nej, siger Paulus, og får Peter til at tage sin lille hat af, nemlig kravet om], at hans myndighed skal sættes over de andres eller over kirkens.

12 VI. Konciliet i Nikæa besluttede, at biskoppen i Alexandria skulle lede kirkerne i Østen, og den romerske biskop kirkerne omkring Rom, dvs. dem, der lå i de romerske provinser i Vesten. Den romerske biskops myndighed opstod altså først ud fra denne begyndelse, dvs. ved en menneskelig lov, nemlig koncilets beslutning. Hvis den romerske biskop allerede havde haft overhøjheden ifølge guddommelig lov, ville det ikke have været tilladt for koncilet at tage nogen ret fra ham og overføre den til biskoppen i Alexandria. Ja, så burde alle biskopper i Østen altid have søgt ordination og stadfæstelse hos biskoppen i Rom.

13 VII. Konciliet i Nikæa bestemte også, at biskopperne skulle vælges af deres egne menigheder i nærværelse af en eller flere nabobiskopper.

14 Det samme blev fulgt [i lang tid, ikke kun i Østen, men] også i Vesten og i de latinske kirker, sådan som Cyprian og Augustin bevidner. Cyprian siger nemlig i sit fjerde brev til Cornelius: «Hvad angår den guddommelige ordning og den apostolske praksis, skal du derfor omhyggeligt bevare og udøve det, som også overholdes hos os og i næsten alle provinser: For at en ordination kan foregå på rette måde, skal de biskopper i samme provins, som bor nærmest, komme sammen med det folk, som der skal indsættes en hyrde for. Og biskoppen skal vælges i folkets nærværelse, for folket kender bedst hver enkeltes liv. Det har vi også set ske hos os ved ordinationen af vores kollega Sabinus: Ved hele broderskabets stemme og ved dommen fra de biskopper, der var forsamlet i deres nærværelse, blev bispeembedet overdraget ham, og hænderne blev lagt på ham.»

15 Cyprian kalder denne skik en guddommelig overlevering og en apostolsk ordning, og han forsikrer, at den overholdes i næsten alle provinser.

Da man altså i størstedelen af verden, i de latinske og græske kirker, hverken søgte ordination eller stadfæstelse hos en biskop i Rom, er det tilstrækkelig tydeligt, at kirkerne dengang ikke tilkendte biskoppen i Rom overhøjhed og herredømme.

16 En sådan overhøjhed er umulig. For det er umuligt, at én biskop kan være tilsynsmand for kirkerne i hele verden, eller at kirker i de fjerneste lande skal søge ordination [for alle deres præster] hos én. Det er jo åbenbart, at Kristi rige er spredt ud over hele verden, og i dag er der mange kirker i Østen, som ikke søger ordination eller stadfæstelse hos den romerske biskop [som har præster, der hverken er ordineret af paven eller hans biskopper]. Da en sådan overhøjhed [som paven tager sig imod hele Skriften] altså er umulig, og da kirkerne i størstedelen af verden ikke har anerkendt [eller gjort brug af] den, er det tilstrækkelig tydeligt, at den ikke er indstiftet [af Kristus og ikke udspringer af guddommelig ret].

17 VIII. Mange gamle synoder blev indkaldt og holdt, uden at biskoppen i Rom var formand, fx koncilet i Nikæa og de fleste andre. Også det vidner om, at kirken dengang ikke anerkendte, at biskoppen i Rom havde forrang eller overhøjhed.

18 IX. Hieronymus siger: «Hvis spørgsmålet gælder myndighed, er verden større end byen. Hvor der end er en biskop, hvad enten i Rom eller Eugubium eller Konstantinopel eller Rhegium eller Alexandria, har han samme værdighed og samme præsteembede.»

19 X. Gregor forbyder i et brev til patriarken i Alexandria, at man kalder ham universel biskop. Og i sin brevsamling (Registrum) siger han, at forrangen på koncilet i Kalkedon blev tilbudt biskoppen i Rom, men at den ikke blev modtaget.

20 XI. Endelig: Hvordan kan paven stå over hele kirken ifølge guddommelig ret, når det er kirken, der vælger, og når det efterhånden blev skik, at biskopperne i Rom blev stadfæstet af kejserne?

21 Desuden: Da der i lang tid havde været strid om forrangen mellem biskopperne i Rom og Konstantinopel, bestemte kejser Fokas til sidst, at forrangen skulle tilkomme biskoppen i Rom. Men hvis oldkirken havde anerkendt den romerske paves forrang, kunne denne strid ikke være opstået, og der havde heller ikke været brug for kejserens dekret.

22 Men de anfører visse skriftsteder imod os, nemlig Matt 16,18 f.: «Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke», og: «Jeg vil give dig nøglerne», og Joh 21,15–17: «Vær hyrde for mine får», og nogle andre. Da hele denne strid imidlertid er behandlet grundigt og nøjagtigt andetsteds i vores teologers bøger, og da ikke alt kan gennemgås her, henviser vi til disse skrifter og ønsker, at de skal betragtes som gentaget her. Alligevel vil vi kort svare på, hvordan [de anførte skriftsteder] skal forstås.

23 I alle disse skriftsteder står Peter for hele apostlenes forsamling [og taler ikke for sig selv alene, men for alle apostlene], som det fremgår af selve teksten. For Kristus spørger ikke Peter alene, men siger: «Hvem siger I at jeg er?» Og det, som her siges [til Peter alene] i ental: «Jeg vil give dig nøglerne» og «det som du binder» osv., udtrykkes andetsteds [til dem alle] i flertal, Matt 18,18: «Alt hvad I binder» osv., og Joh 20,23: «Hvis I tilgiver nogen deres synder» osv. Disse ord vidner om, at nøglerne er givet alle apostlene på samme måde, og at alle apostlene er udsendt på samme måde [for at prædike].

24 Desuden må man erkende, at nøglerne ikke tilhører et bestemt menneskes person, men kirken, sådan som mange meget klare og faste argumenter bevidner. For da Kristus taler om nøglerne, tilføjer han i Matt 18,19: «hvis to eller tre af jer på jorden bliver enige» osv. Derfor giver han nøglerne først og fremmest og umiddelbart til kirken, ligesom kirken af samme grund først og fremmest har retten til at kalde. [For ligesom evangeliets løfte med sikkerhed og umiddelbart tilhører hele kirken, sådan tilhører nøglerne umiddelbart hele kirken, fordi nøglerne ikke er andet end det embede, som giver dette løfte videre til enhver, der begærer det. Det er også i praksis åbenbart, at kirken har magt til at ordinere kirkens tjenere. Og når Kristus siger: «Alt hvad I binder» osv., viser han, hvem han har givet nøglerne, nemlig kirken: «Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn.» Desuden giver Kristus kirken den højeste og endelige domsmyndighed, når han siger: «Sig det til menigheden.»]

Derfor må Peter i disse skriftsteder stå for hele apostlenes forsamling, og af den grund tillægger disse skriftsteder ikke Peter nogen særret, overhøjhed eller herredømme [som han havde eller skulle have haft frem for de andre apostle].

25 Hvad angår ordet «på den klippe vil jeg bygge min kirke», så er kirken bestemt ikke bygget på et menneskes autoritet, men på tjenesten med den bekendelse, som Peter aflagde, da han forkyndte, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Derfor taler han til ham som til en tjener: «På den klippe», det vil sige på denne tjeneste. [Derfor taler han til ham som til en tjener i dette embede, hvori denne bekendelse og lære skal være virksom, og siger: «På den klippe», det vil sige denne forkyndelse og dette embede.]

26 Desuden er Det Nye Testamentes embede ikke bundet til steder og personer som det levitiske embede, men det er spredt ud over hele verden og findes dér, hvor Gud giver sine gaver: apostle, profeter, hyrder og lærere. Dette embede gælder heller ikke på grund af nogen persons autoritet, men på grund af det ord, som Kristus har givet.

27 [Lærerens person føjer heller ikke noget til dette ord og embede; det betyder intet, hvem der prædiker og lærer det. Er der hjerter, som tager imod det og holder fast ved det, så sker der for dem, som de hører og tror.] Og på denne måde, ikke som noget, der gælder Peters person, tolker de fleste af de hellige kirkefædre, som Origenes, Cyprian, Augustin,

28 Hilarius og Beda, dette skriftsted: «På den klippe». Chrysostomos siger: «‹På den klippe‹, ikke på Peter. For han byggede ikke sin kirke på et menneske, men på Peters tro. Men hvad var hans tro? ›Du er Kristus, den levende Guds Søn.‹» Og Hilarius siger: «Faderen åbenbarede for Peter, at han skulle sige: ›Du er den levende Guds Søn.›»

29 Kirken er altså bygget på denne bekendelsens klippe; denne tro er kirkens grundvold.

30 Og hvad angår det, der siges i Joh 21,15 ff.: «Vær hyrde for mine får» og «Elsker du mig mere end disse?», så følger det ikke heraf, at Peter fik en særlig overhøjhed. Kristus befaler ham at «være hyrde», det vil sige at lære Ordet [evangeliet] eller at lede kirken med Ordet [evangeliet], og det har Peter til fælles med de andre apostle.

31 Den anden artikel er endnu klarere: at Kristus kun gav apostlene åndelig magt, det vil sige befalingen om at lære evangeliet, at forkynde syndernes forladelse, at forvalte sakramenterne og at udelukke de ugudelige uden legemlig magt [med Ordet], og at han ikke gav dem sværdets magt eller ret til at oprette, indtage eller overdrage verdens riger [til at indsætte eller afsætte konger]. For Kristus siger, Matt 28,19–20: «Gå … idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer», og Joh 20,21: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.»

Nu er det åbenbart, at Kristus ikke blev sendt for at bære sværdet eller eje et verdsligt rige [herske på verdslig vis], som han selv siger, Joh 18,36: «Mit rige er ikke af denne verden.» Og Paulus siger, 2 Kor 1,24: «Det er ikke sådan at vi er herrer over jeres tro», og 2 Kor 10,4: «vores stridsvåben er ikke kødelige» osv.

32 At Kristus i sin lidelse blev kronet med torne og ført frem i kongelig purpur for at blive hånet, var altså et tegn på, at der i fremtiden, når hans åndelige rige var foragtet, det vil sige når evangeliet var undertrykt, skulle oprettes et andet rige af verdslig art [i stedet] under påskud af kirkelig magt.

33 Derfor er Bonifatius VIII's konstitution, kapitlet Omnes (Dist. 22) og lignende udtalelser [aldeles] falske og ugudelige, for de hævder, at paven af guddommelig ret er hersker over verdens riger.

34 Denne opfattelse har bragt et frygteligt mørke ind i kirken og siden også fremkaldt store uroligheder i Europa. For evangeliets prædikeembede blev forsømt, kundskaben om troen og om det åndelige rige gik til grunde, og man mente, at den kristne retfærdighed var det ydre styre, som paven havde oprettet.

35 Dernæst begyndte paverne at tilrive sig riger. De flyttede riger fra én til en anden, og de plagede kongerne i næsten alle Europas lande, men især de tyske kejsere, med uretfærdige bandlysninger og krige. Til tider ville de bemægtige sig byer i Italien, til andre tider underlægge sig Tysklands biskopper og fravriste kejserne retten til at besætte bispeembederne. Ja, i Clementinerne står der endda: «Når kejsertronen står tom, er paven den retmæssige efterfølger.»

36 Sådan har paven ikke blot tiltaget sig herredømme imod Kristi befaling, men har også tyrannisk ophøjet sig over alle konger. Og i denne sag skal man ikke så meget dadle selve gerningen som afsky, at han bruger Kristi autoritet som påskud, at han overfører nøglerne til et verdsligt styre, og at han binder frelsen til disse ugudelige og forbandede meninger, når han siger, at det er nødvendigt til frelse, at mennesker tror, at dette herredømme tilkommer ham af guddommelig ret.

37 Da disse store vildfarelser formørker [læren om] troen og [om] Kristi rige, må de på ingen måde forties. For resultatet viser, at de har været en stor pest for kirken.

38 For det tredje må dette tilføjes: Selv om biskoppen i Rom havde forrangen og overhøjheden af guddommelig ret, skyldte man alligevel ikke de paver lydighed, som forsvarer ugudelige gudstjenester, afgudsdyrkelse og en lære, der strider mod evangeliet. Nej, sådanne paver og et sådant styre skal holdes for forbandet, som Paulus tydeligt lærer, Gal 1,8: «selv hvis … en engel fra himlen forkynder jer evangeliet imod det som vi har forkyndt jer, forbandet skal han være!» Og ApG 5,29: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker.» Også kirkeretten (kanonerne) lærer tydeligt, at man ikke skal adlyde en kættersk pave.

Den levitiske ypperstepræst var den øverste præst af guddommelig ret, og alligevel skulle man ikke adlyde ugudelige ypperstepræster. Jeremias og andre profeter var jo uenige med ypperstepræsterne, og apostlene var uenige med Kajfas og behøvede ikke at adlyde dem.

39 Nu er det åbenbart, at de romerske paver med deres tilhængere forsvarer [og praktiserer] ugudelige lærdomme og ugudelige gudstjenester. Og Antikrists kendetegn [alle hans laster] passer klart på pavens og hans tilhængeres rige. For da Paulus beskriver Antikrist for thessalonikerne, kalder han ham i 2 Thess 2,3–4 en modstander af Kristus, «som sætter sig op imod og ophøjer sig over alt som kaldes Gud og er genstand for tilbedelse, så han sætter sig i Guds tempel» som Gud. Han taler altså om én, der hersker i kirken, ikke om hedenske konger, og han kalder ham Kristi modstander, fordi han vil udtænke en lære, der strider mod evangeliet, og vil tage guddommelig autoritet til sig.

40 Desuden er det for det første åbenbart, at paven hersker i kirken og har oprettet dette rige for sig selv under påskud af kirkelig myndighed og af embedet. For han bruger disse ord som påskud: «Jeg vil give dig nøglerne.» For det andet strider pavens lære på mange måder mod evangeliet, og [for det tredje] tager paven guddommelig autoritet til sig på tre måder: For det første fordi han tiltager sig retten til at ændre Kristi lære og de gudstjenester, som Gud har indstiftet, og vil have, at hans egen lære og hans egne gudstjenester skal holdes som guddommelige; for det andet fordi han tiltager sig magten, ikke kun til at binde og løse i dette liv, men også domsmyndigheden over sjælene efter dette liv; for det tredje fordi paven ikke vil dømmes af kirken eller af nogen anden og sætter sin egen autoritet over koncilernes og hele kirkens afgørelse. Men ikke at ville dømmes af kirken eller af nogen anden er at gøre sig selv til Gud. Endelig forsvarer han disse så frygtelige vildfarelser og denne ugudelighed med den største grusomhed og slår dem ihjel, som er uenige med ham.

41 Når det forholder sig sådan, bør alle kristne vogte sig for at blive delagtige i pavens ugudelige lære, gudsbespottelser og uretfærdige grusomhed. Derfor bør de forlade og forbande paven og hans tilhængere som Antikrists rige, sådan som Kristus har befalet, Matt 7,15: «Tag jer i agt for de falske profeter.» Og Paulus befaler, at ugudelige lærere skal undgås og fordømmes som forbandede, Gal 1,8; Tit 3,10. Og han siger, 2 Kor 6,14: «Gå ikke i spænd med vantro, for … hvad har lys fælles med mørke?»

42 Det er en alvorlig sag at skille sig ud fra så mange folkeslags enighed og at blive kaldt skismatikere. Men den guddommelige autoritet befaler alle ikke at være forbundsfæller og forsvarere af ugudelighed og uretfærdig grusomhed.

Derfor er vores samvittigheder tilstrækkeligt undskyldt, for vildfarelserne i pavens rige er åbenbare. Og Skriften råber med hele sin røst, at disse vildfarelser er dæmoners og Antikrists lære.

43 Afgudsdyrkelsen i vanhelligelsen af messerne er åbenbar; ud over andre fejl [ud over at være helt unyttige] bruges de skamløst til den skændigste vinding [og handel].

44 Læren om omvendelsen er fuldstændig fordærvet af paven og hans tilhængere. For de lærer, at synderne forlades på grund af vores gerningers værdi. Derefter befaler de os at tvivle på, om forladelsen sker. De lærer intet sted, at synderne forlades uforskyldt for Kristi skyld, og at vi ved denne tro får syndernes forladelse.

Sådan formørker de Kristi ære, berøver samvittighederne den faste trøst og afskaffer den sande gudstjeneste, nemlig troens øvelser, når den kæmper med [vantro og] fortvivlelse [over evangeliets løfte].

45 De har formørket læren om synden og har opfundet en overlevering om at opregne synderne, som har frembragt mange vildfarelser og megen fortvivlelse.

Desuden har de udtænkt fyldestgørelserne, og dermed har de også formørket Kristi velgerning [og fortjeneste].

46 Af dem er afladen udsprunget, som er ren løgn, opdigtet for vindings skyld.

47 Og hvor mange misbrug og hvilken frygtelig afgudsdyrkelse har påkaldelsen af helgener ikke frembragt!

48 Hvilke skændigheder er ikke opstået af overleveringen om cølibatet!

Hvilket mørke har læren om løfter ikke bredt ud over evangeliet! Dér fandt de på, at løfter er retfærdighed for Gud og fortjener syndernes forladelse. Sådan har de overført Kristi velgerning til menneskelige overleveringer og helt udslukt læren om troen. De har fundet på, at de mest ubetydelige overleveringer er gudstjeneste og fuldkommenhed, og har sat dem over de gerninger i kaldet, som Gud kræver og har indstiftet. Disse vildfarelser må heller ikke regnes for små; for de tager af Kristi ære og fører sjælene i fordærv, og man kan ikke gå tavst forbi dem.

49 Til disse vildfarelser kommer to store synder: Den første er, at han forsvarer vildfarelserne med uretfærdig grusomhed og dødsstraffe. Den anden er, at han river afgørelsen ud af hænderne på kirken og ikke tillader, at kirkelige stridsspørgsmål [sådanne trossager] bliver bedømt på den foreskrevne måde; ja, han påstår, at han står over koncilet og kan ophæve koncilernes beslutninger, sådan som kanonerne undertiden skamløst siger. Og eksemplerne viser, at paverne har gjort dette langt mere uforskammet.

50 Quaest. 9, kanon 3, siger: Ingen skal dømme det første sæde; for dommeren dømmes hverken af kejseren eller af hele gejstligheden eller af kongerne eller af folket.

51 Paven udøver et dobbelt tyranni: Han forsvarer sine vildfarelser med magt og med mord, og han forbyder, at de bliver undersøgt og bedømt. Det sidste gør endnu mere skade end nogen henrettelse, for når kirkens sande dom bliver fjernet, kan ugudelige læresætninger og ugudelige gudstjenester ikke fjernes, og de fordærver utallige sjæle gennem mange tidsaldre.

52 Derfor skal de gudfrygtige overveje de store vildfarelser i pavens rige og hans tyranni, og de skal for det første betænke, at vildfarelserne må forkastes og den sande lære tages imod, til Guds ære og til sjælenes frelse.

53 Dernæst skal de også betænke, hvor stor en forbrydelse det er at hjælpe uretfærdig grusomhed med at dræbe de hellige, hvis blod Gud uden tvivl vil hævne.

54 Men især kirkens fornemste lemmer, kongerne og fyrsterne, bør våge over kirkens vel og sørge for, at vildfarelserne bliver fjernet og samvittighederne bliver helbredt [ret undervist], sådan som Gud udtrykkeligt formaner kongerne i Sl 2,10: Så tag nu imod forstand, I konger, lad jer belære, I jordens dommere. For det bør være kongernes [og de store herrers] første omsorg at fremme Guds ære. Derfor ville det være meget skændigt, hvis de lånte deres indflydelse og magt ud til at befæste afgudsdyrkelse og utallige andre forbrydelser og til at slå de hellige ihjel.

55 Og selv om paven skulle holde synoder [et koncil], hvordan kan kirken så blive helbredt, hvis paven ikke tillader, at der bliver vedtaget noget imod hans vilje, og hvis han ikke lader nogen udtale sig undtagen sine tilhængere, som han med frygtelige eder og forbandelser har bundet til at forsvare hans tyranni og ugudelighed uden nogen undtagelse for Guds ord [ikke engang Guds ord er undtaget]?

56 Men da synodernes afgørelser er kirkens afgørelser og ikke pavernes, påhviler det især kongerne at sætte en grænse for pavernes vilkårlighed [ikke at tillade en sådan egenrådighed] og at sørge for, at magten til at dømme og afgøre ud fra Guds ord ikke bliver revet ud af hænderne på kirken. Og ligesom de øvrige kristne skal irettesætte alle pavens andre vildfarelser, sådan skal de også irettesætte paven, når han unddrager sig og hindrer kirkens sande undersøgelse og sande afgørelse.

57 Derfor, selv om biskoppen i Rom havde forrang efter guddommelig ret, skylder man ham dog ikke lydighed, fordi han forsvarer ugudelige gudstjenester og en lære, der strider mod evangeliet; ja, det er nødvendigt at modstå ham som Antikrist. Pavens vildfarelser er åbenlyse og ikke ubetydelige.

58 Åbenlys er også den grusomhed [mod gudfrygtige kristne], som han udøver. Og det er klart, at det er Guds bud, at vi skal flygte fra afgudsdyrkelse, ugudelig lære og uretfærdig grusomhed. Af den grund har alle gudfrygtige store, tvingende og åbenlyse grunde til ikke at adlyde paven. Og disse tvingende grunde trøster de gudfrygtige mod alle de bebrejdelser, som man plejer at rette mod dem om forargelse, splittelse og uenighed [som de siges at forårsage].

59 Men de, der er enige med paven og forsvarer hans lære og [falske] gudstjenester, besmitter sig selv med afgudsdyrkelse og gudsbespottelige meninger, bliver skyldige i de gudfrygtiges blod, som paven [og hans tilhængere] forfølger, tager af Guds ære og hindrer kirkens vel, fordi de styrker vildfarelser og forbrydelser for alle kommende slægter [for hele verdens øjne og til skade for alle efterkommere].

Om biskoppernes magt og jurisdiktion.

60 [I vores Bekendelse og i Apologien har vi i almindelighed fremlagt, hvad vi havde at sige om den kirkelige myndighed. For] evangeliet giver dem, der står i spidsen for menighederne, befaling til at forkynde evangeliet, forlade synder og forvalte sakramenterne, og desuden giver det dem jurisdiktionen, det vil sige befalingen til at udelukke dem, hvis forbrydelser er kendte, og til igen at give tilgivelse til dem, der omvender sig.

61 Og efter alles indrømmelse, selv modstandernes, er det klart, at denne magt efter guddommelig ret er fælles for alle, der står i spidsen for menighederne, hvad enten de kaldes hyrder, ældste eller biskopper.

62 Derfor lærer Hieronymus åbent, at i apostlenes breve er alle, der står i spidsen for menighederne, både biskopper og ældste, og han citerer Tit 1,5–7: Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulle indsætte ældste i byerne [og bagefter kalder han de samme personer biskopper]. Derefter tilføjer han: En biskop skal være én kvindes mand. Også Peter og Johannes kalder sig selv ældste [eller præster], 1 Pet 5,1; 2 Joh 1. Og så tilføjer han: Men at én siden blev valgt og sat over de andre, skete som et middel mod splittelse, for at hver enkelt ikke skulle drage [en menighed her eller dér] til sig og derved sønderrive Kristi kirke. For i Alexandria valgte de ældste altid, fra evangelisten Markus og indtil biskopperne Heraklas og Dionysios, en af deres egne og satte ham i en højere stilling og kaldte ham biskop, ligesom en hær kunne udnævne en øverstbefalende for sig selv. Diakonerne kan også vælge en af deres egne, som de ved er virksom, og kalde ham ærkediakon. For hvad gør biskoppen, bortset fra ordinationen, som den ældste ikke gør?

63 Hieronymus lærer altså, at det er ved menneskelig myndighed, at graderne biskop og ældste eller præst er adskilt. Og sagen selv viser det, for magten [embedet og befalingen] er den samme, som han har sagt ovenfor.

64 Senere kom én ting til at skille biskopper og præster, nemlig ordinationen, fordi det blev [sådan] ordnet, at én biskop skulle ordinere præster i en række menigheder.

65 Men da graderne biskop og præst ikke er forskellige efter guddommelig myndighed, er det åbenlyst, at en ordination, som en præst foretager i sin egen menighed, er gyldig efter guddommelig ret [når en præst i sin egen menighed ordinerer egnede personer til embedet, er en sådan ordination efter guddommelig ret uden tvivl virksom og rigtig].

66 Når de ordinære biskopper derfor bliver kirkens fjender eller ikke vil give ordination, beholder menighederne deres egen ret. [Fordi de ordinære biskopper forfølger evangeliet og nægter at ordinere egnede personer, har enhver menighed i dette tilfælde fuld myndighed til at ordinere sine egne præster.]

67 For hvor kirken er, dér er myndigheden [befalingen] til at forvalte evangeliet. Derfor er det nødvendigt, at kirken beholder myndigheden til at kalde, vælge og ordinere præster. Og denne myndighed er en gave, som i virkeligheden er givet til kirken, og som ingen menneskelig magt kan rive fra kirken, sådan som også Paulus vidner over for efeserne, når han siger i Ef 4,8: Han steg op til det høje, han gav gaver til menneskene. Og blandt de gaver, der særligt tilhører kirken, regner han hyrder og lærere op og tilføjer, at de er givet til tjenesten, til opbyggelse af Kristi legeme. Derfor findes retten til at vælge og ordinere præster nødvendigvis overalt, hvor der er en sand kirke. Sådan kan endog en lægmand i en nødsituation give tilgivelse og blive en andens præst og sjælesørger, som Augustin fortæller om to kristne i et skib, hvor den ene døbte katekumenen, som efter dåben så gav tilgivelse til den, der havde døbt ham.

68 Hertil hører Kristi ord, som vidner om, at nøglerne er givet til kirken og ikke kun til bestemte personer, Matt 18,20: For hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, osv.

69 Endelig bekræfter Peters ord det også, 1 Pet 2,9: I er et kongeligt præsteskab. Disse ord gælder den sande kirke, som afgjort har retten til at vælge og ordinere præster, da den alene har præsteskabet.

70 Det bekræftes også af en meget almindelig skik i kirken. For tidligere valgte folket præster og biskopper. Så kom en biskop, enten fra den menighed eller fra en nabomenighed, og stadfæstede den valgte ved håndspålæggelse; og ordinationen var ikke andet end en sådan stadfæstelse.

71 Senere blev der føjet nye ceremonier til, og mange af dem beskriver Dionysios. Men han er en ny og opdigtet forfatter, hvem han så end er [denne bog af Dionysios er et nyt falskneri under et falsk navn], ligesom også Klemens' skrifter er uægte [har et falsk navn og er fabrikeret af en ond skurk længe efter Klemens]. Siden tilføjede nyere forfattere [at biskoppen sagde til dem, han ordinerede]: Jeg giver dig magt til at ofre for levende og døde. Men ikke engang det står hos Dionysios.

72 Af alt dette er det klart, at kirken beholder retten til at vælge og ordinere præster. Og biskoppernes ugudelighed og tyranni giver anledning til splittelse og uenighed [hvis biskopperne derfor enten er kættere eller ikke vil ordinere egnede personer, er menighederne efter guddommelig ret forpligtet for Gud til selv at ordinere præster og kirketjenere. Og selv om man nu kalder det en uregelmæssighed eller en splittelse, skal man vide, at det er biskoppernes ugudelige lære og tyranni, der bærer skylden for det], for Paulus pålægger i Gal 1,7–9, at biskopper, der lærer og forsvarer en ugudelig lære og ugudelige gudstjenester, skal regnes for forbandede.

73 Vi har talt om ordinationen, som alene, sådan som Hieronymus siger, adskilte biskopperne fra de andre ældste. Derfor behøver vi ikke at drøfte biskoppernes øvrige pligter. Det er heller ikke nødvendigt at tale om firmelsen eller om vielsen af kirkeklokker [eller andet narrespil af den slags], som næsten er det eneste, de har beholdt. Men noget må der siges om jurisdiktionen.

74 Det står fast, at den almindelige myndighed til at bandlyse dem, der er skyldige i åbenlyse forbrydelser, tilhører alle præster. Den har de tyrannisk taget til sig selv alene og brugt til at skaffe sig vinding. For det står fast, at de såkaldte officialer har taget sig en frihed, som ikke kan tåles, og enten af griskhed eller på grund af andre tøjlesløse lyster har plaget mennesker og bandlyst dem uden nogen retmæssig rettergang. Men hvilket tyranni er det ikke, at officialerne i byerne har vilkårlig magt til at dømme og bandlyse mennesker uden retmæssig rettergang!

75 Og i hvilke sager har de misbrugt denne magt? Ja, ikke til at straffe virkelige forseelser, men når nogen havde brudt faster eller helligdage eller lignende småting! Kun af og til straffede de ægteskabsbrud; og i den sag plagede de ofte [misbrugte og bagtalte de] uskyldige og hæderlige mænd. Og da ægteskabsbrud er en meget alvorlig forbrydelse, må ingen jo dømmes for det uden retmæssig rettergang.

76 Da biskopperne altså tyrannisk har taget denne myndighed til sig selv alene og skammeligt har misbrugt den, behøver man ikke at adlyde biskopperne for denne myndigheds skyld. Og da vi har retfærdige grunde til ikke at adlyde, er det også ret at give denne myndighed tilbage til gudfrygtige præster [som den efter Kristi befaling tilhører] og at sørge for, at den udøves på retmæssig måde, så levevisen forbedres og Gud æres.

77 Tilbage står myndigheden i de sager, som efter den kanoniske ret hører under den såkaldte kirkelige domstol, og især i ægteskabssager. Også denne har biskopperne kun efter menneskelig ret, og det endda en ret, der ikke er særlig gammel. For det fremgår af Justinians Codex og Novellae, at afgørelser om ægteskab dengang hørte under øvrigheden. Og efter guddommelig ret er den verdslige øvrighed forpligtet til at træffe disse afgørelser, hvis biskopperne [dømmer uretfærdigt eller] forsømmer det. Det indrømmer kanonerne også. Derfor er det heller ikke nødvendigt at adlyde biskopperne for denne myndigheds skyld.

78 Og da de nu har udformet visse uretfærdige love om ægteskab og følger dem ved deres domstole, er der også af den grund brug for at oprette andre domstole. For de overleveringer, der handler om åndeligt slægtskab [forbuddet mod ægteskab mellem faddere], er uretfærdige. Uretfærdig er også den overlevering, der forbyder den uskyldige part at gifte sig igen efter en skilsmisse. Uretfærdig er også den lov, der i almindelighed godkender alle hemmelige og skjulte forlovelser i strid med forældrenes ret. Uretfærdig er også loven om præsternes cølibat. Deres love rummer også andre snarer for samvittighederne, men det nytter ikke at gennemgå dem alle. Det er nok at have nævnt, at paven har mange uretfærdige love om ægteskabssager, og at øvrigheden derfor bør oprette andre domstole.

79 Biskopperne, som er hengivne til paven, forsvarer altså ugudelig lære og ugudelige gudstjenester, og de ordinerer ikke gudfrygtige lærere, ja, de hjælper pavens grusomhed. Desuden har de revet myndigheden fra præsterne og udøver den kun tyrannisk [til egen fordel]. Og endelig følger de mange uretfærdige love i ægteskabssager. Derfor er der både mange nok og nødvendige grunde til, at kirkerne ikke skal anerkende dem som biskopper.

80 Men de bør selv huske på, at rigdomme [godser og indtægter] er givet til biskopperne som almisse til kirkernes forvaltning og gavn [for at de kan tjene kirken og udføre deres embede så meget bedre]. Det siger også reglen: Beneficiet gives på grund af embedet. Derfor kan de ikke med god samvittighed besidde disse almisser og samtidig snyde kirken, som har brug for disse midler til at underholde præster, støtte studier [uddanne lærde mænd], sørge for de fattige og oprette domstole, især for ægteskabssager.

81 For ægteskabsstridighederne er så mangeartede og så omfattende, at der er brug for en særlig domstol til dem, og for at oprette den er der brug for kirkens midler.

82 Peter har forudsagt, 2 Pet 2,13, at der skulle komme ugudelige biskopper, som ville misbruge kirkens almisser til overdådighed og forsømme embedet. Derfor [eftersom Helligånden på det sted udtaler frygtelige trusler] må de, der snyder kirken, vide, at de skal bøde for denne forbrydelse over for Gud.