Artikel XX. Om troen og gode gerninger

Vores folk bliver med urette beskyldt for at forbyde gode gerninger. For deres skrifter om De ti bud og andre skrifter viser, at de har givet god og nyttig vejledning og formaning om de rette kristne stænder og gerninger. Om dem har man før vores tid lært meget lidt; i stedet har man i næsten alle prædikener drevet på med barnlige og unødvendige gerninger som rosenkranse, helgendyrkelse, at gå i kloster, valfarter, fastsatte faster, helligdage, broderskaber osv. Disse unødvendige gerninger roser vores modstandere heller ikke længere så højt som før. Desuden har de nu også lært at tale om troen, som de tidligere slet ikke prædikede om. Alligevel lærer de nu, at vi ikke bliver retfærdige for Gud af gerninger alene; de føjer troen på Kristus til og siger: Troen og gerningerne gør os retfærdige for Gud. Den tale kan måske give mere trøst, end når man alene lærer at stole på gerninger.

Læren om troen, som er hovedstykket i kristendommen, er – det må man indrømme – i så lang tid ikke blevet forkyndt, mens man alle steder kun har prædiket læren om gerninger. Derfor har vores folk givet følgende vejledning om den:

For det første: Vores gerninger kan ikke forsone os med Gud og vinde nåde. Det sker alene ved troen, når man tror, at vore synder bliver tilgivet os for Kristi skyld, for han alene er den mellemmand, der forsoner Faderen (1 Tim 2,5). Den, der mener at kunne opnå dette ved gerninger og fortjene nåde, foragter Kristus og søger sin egen vej til Gud, imod evangeliet.

Denne lære om troen behandler Paulus åbent og klart mange steder, især i Ef 2,8–9: «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds, ikke på grund af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig» osv.

At der ikke her er indført nogen ny fortolkning, kan man bevise ud fra Augustin. Han behandler denne sag grundigt og lærer også, at vi ved troen på Kristus får nåde og bliver retfærdige for Gud, og ikke ved gerninger, sådan som hele hans bog De spiritu et litera [Om ånden og bogstaven] viser.

Selv om denne lære bliver meget foragtet af uerfarne mennesker, viser det sig dog, at den er meget trøstende og helsebringende for svage og forskrækkede samvittigheder. For samvittigheden kan ikke komme til ro og fred ved gerninger, men alene ved troen, når den med visshed slutter, at den for Kristi skyld har en nådig Gud. Sådan siger også Paulus i Rom 5,1: «Når vi er blevet retfærdige ved troen, har vi ro og fred med Gud.»

Denne trøst har man tidligere ikke lagt vægt på i prædikenerne; i stedet har man drevet de arme samvittigheder hen til deres egne gerninger, og man har påtaget sig mange slags gerninger. Nogle har samvittigheden jaget ind i klostrene i håb om at vinde nåde dér ved klosterlivet; andre har fundet på andre gerninger for at fortjene nåde med dem og gøre fyldest for synderne. Mange af dem har erfaret, at de ikke kom til fred på den måde. Derfor har det været nødvendigt at prædike denne lære om troen på Kristus og indprente den med flid, så man ved, at man alene ved troen, uden fortjeneste, griber Guds nåde.

Der bliver også givet den vejledning, at man her ikke taler om den slags tro, som også djævlene og de ugudelige har; også de tror historien om, at Kristus har lidt og er opstået fra de døde. Man taler derimod om den sande tro, som tror, at vi ved Kristus får nåde og syndernes forladelse. Den, der ved, at han har en nådig Gud ved Kristus, kender Gud, påkalder ham og er ikke uden Gud som hedningerne. For djævelen og de ugudelige tror ikke denne artikel, syndernes forladelse; derfor er de Guds fjender, kan ikke påkalde ham og kan ikke håbe noget godt fra ham. Sådan taler Skriften om troen, som det nu er vist, og den kalder ikke den slags viden, som djævle og ugudelige mennesker har, for tro. For i Hebr 11 lærer den om troen, at det at tro ikke alene er at kende historien, men at have tillid til Gud og tage imod hans løfte. Også Augustin minder os om, at vi skal forstå ordet «tro» i Skriften sådan, at det betyder tillid til Gud, at han er os nådig, og ikke alene at kende den slags historie, som også djævlene kender.

Videre bliver der lært, at gode gerninger skal og må ske, ikke for at man skal stole på at fortjene nåde med dem, men for Guds skyld og til Guds pris. Troen griber altid alene nåde og syndernes forladelse. Og fordi Helligånden bliver givet ved troen, bliver hjertet også gjort i stand til at gøre gode gerninger. For så længe det er uden Helligånden, er det for svagt; desuden er det i djævelens magt, og han driver den arme menneskenatur til mange synder. Det ser vi hos filosofferne, som satte sig for at leve hæderligt og ulasteligt, men alligevel ikke kunne gennemføre det; de faldt tværtimod i mange store, åbenlyse synder. Sådan går det med mennesket, når det er uden den rette tro og uden Helligånden og kun styrer sig selv ved egne menneskelige kræfter.

Derfor skal læren om troen ikke beskyldes for at forbyde gode gerninger; den skal snarere roses, fordi den lærer at gøre gode gerninger og giver hjælp til, hvordan man kan komme til at gøre dem. For uden troen og uden for Kristus er den menneskelige natur og evne alt for svag til at gøre gode gerninger, påkalde Gud, være tålmodig i lidelse, elske sin næste, røgte de embeder, man har fået betroet, med flid, være lydig og undgå onde lyster. Sådanne høje og rette gerninger kan ikke ske uden Kristi hjælp, som han selv siger i Joh 15,5: «Uden mig kan I slet intet gøre» osv.