Artikel XXI. Om helgendyrkelse

Om helgendyrkelse lærer vores folk sådan: Man skal mindes helgenerne, så vi styrker vores tro, når vi ser, hvordan de fik nåde, og hvordan de blev hjulpet ved troen. Desuden skal man tage eksempel af deres gode gerninger, enhver efter sit kald. Sådan kan Hans Kejserlige Majestæt til velsignelse og på gudfrygtig vis følge Davids eksempel og føre krig mod tyrkerne; for begge står de i et kongeligt embede, som kræver, at de beskytter og værner deres undersåtter. Men ud fra Skriften kan man ikke bevise, at man skal påkalde helgenerne eller søge hjælp hos dem. For der er kun sat én eneste forsoner og mellemmand mellem Gud og mennesker, Jesus Kristus (1 Tim 2,5). Han er den eneste frelser, den eneste ypperstepræst, nådestol og talsmand hos Gud (Rom 8,34). Og han alene har lovet, at han vil høre vores bøn. Det er også efter Skriften den højeste gudstjeneste, at man i al nød og trængsel af hjertet søger og påkalder netop denne Jesus Kristus. 1 Joh 2,1: «Hvis nogen begår synd, har vi en talsmand hos Gud, Jesus, den retfærdige.»

Dette er omtrent summen af den lære, som bliver prædiket og lært i vores kirker til ret kristen vejledning og trøst for samvittighederne og til opbyggelse af de troende. For vi vil bestemt ikke sætte vores egen sjæl og samvittighed i den største fare for Gud ved at misbruge Guds navn eller ord, eller efterlade vores børn og efterkommere en anden lære end den, der stemmer med det rene guddommelige ord og den kristne sandhed. Denne lære er klart grundet i Den Hellige Skrift, og den strider hverken imod den almindelige kristne kirke eller, så vidt man kan se af fædrenes skrifter, imod den romerske kirke. Derfor mener vi også, at vores modstandere ikke kan være uenige med os i de ovennævnte artikler. De, der på egen hånd og uden nogen holdbar grund i Guds bud eller Skriften sætter sig for at udskille vores folk som kættere og forkaste og sky dem, handler derfor meget uvenligt, overilet og imod al kristen enhed og kærlighed. For uenigheden og striden drejer sig hovedsagelig om nogle traditioner og misbrug. Når der altså ikke findes nogen fejl eller mangel i hovedartiklerne, og denne vores bekendelse er guddommelig og kristen, burde biskopperne med rette vise sig mildere, selv om der hos os skulle være en mangel med hensyn til traditionerne. Vi håber dog at kunne fremlægge holdbare grunde og årsager til, at nogle traditioner og misbrug er blevet ændret hos os.