Om den sammenfattende fremstilling, reglen og rettesnoren

som al lære skal bedømmes efter, og som de stridigheder, der er opstået, skal afgøres og forklares efter på kristen vis.

1] 1. Vi tror, lærer og bekender, at den eneste regel og rettesnor, som al lære og alle lærere skal vurderes og bedømmes efter, alene er Det Gamle og Det Nye Testamentes profetiske og apostolske skrifter, som der står skrevet: «Dit ord er en lygte for min fod og et lys på min vej», Sl 119. Og Paulus: «Selv hvis en engel fra himlen kom og forkyndte anderledes, forbandet skal han være!» Gal 1.

2] Andre skrifter derimod, af gamle eller nyere lærere, hvad navn de end har, må ikke sidestilles med Den Hellige Skrift. De skal alle være underordnet den og må ikke modtages anderledes eller i videre omfang end som vidner om, hvordan og hvor denne profeternes og apostlenes lære er blevet bevaret efter apostlenes tid.

3] 2. Lige efter apostlenes tid, ja, allerede mens de levede, trængte falske lærere og kættere ind, og mod dem udformede man i den første kirke symboler, det vil sige korte, klare bekendelser, som blev regnet for den enstemmige, almindelige kristne tro og bekendelse i den rettroende og sande kirke, nemlig Symbolum Apostolicum, Symbolum Nicaenum og Symbolum Athanasii [Den apostolske, Den nikænske og Den athanasianske trosbekendelse]. Dem bekender vi os til, og hermed forkaster vi alle kætterier og al lære, som er blevet ført ind i Guds kirke i strid med dem.

4] 3. Hvad angår den splittelse i trossager, der er opstået i vores tid, regner vi den første, uændrede Augsburgske Bekendelse for vores tids symbol og for den enstemmige konsensus og forklaring af vores kristne tro og bekendelse, især mod pavedømmet og dets falske gudsdyrkelse, afgudsdyrkelse og overtro og mod andre sekter. Den blev overgivet til kejser Karl V. i Augsburg på den store rigsdag i år 1530. Hertil regner vi dens Apologi og de artikler, som blev udformet i Schmalkalden i år 1537 og dengang underskrevet af de fornemste teologer.

5] Og fordi disse ting også angår de almindelige lægfolk og deres sjæles frelse, bekender vi os også til dr. Luthers Lille og Store Katekismus som lægfolkets bibel, sådan som begge katekismer er optaget i Luthers samlede værker (tomis Lutheri). I dem er alt sammenfattet, som Den Hellige Skrift behandler udførligt, og som et kristent menneske har brug for at vide til sin frelse.

6] Al lære skal, som nævnt ovenfor, rettes ind efter denne vejledning, og hvad der strider imod den, skal forkastes og fordømmes som i strid med den enstemmige forklaring af vores tro.

7] På denne måde bevares forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamentes Hellige Skrift og alle andre skrifter, og Den Hellige Skrift alene forbliver den eneste dommer, regel og rettesnor. Den er den eneste prøvesten, som al lære skal og må erkendes og bedømmes efter: om den er god eller ond, rigtig eller forkert.

8] De andre symboler og de nævnte skrifter er derimod ikke dommere som Den Hellige Skrift, men alene vidnesbyrd og forklaringer af troen. De viser, hvordan de, der levede dengang, til enhver tid har forstået og udlagt Den Hellige Skrift i de omstridte artikler i Guds kirke, og hvordan lære, der stred imod den, er blevet forkastet og fordømt.