Artikel I. Om arvesynden

STATUS CONTROVERSIAE

Hovedspørgsmålet i denne strid.

1] Spørgsmålet er, om arvesynden egentlig og uden nogen forskel er menneskets fordærvede natur, substans og væsen, eller i hvert fald den fornemste og bedste del af dets væsen, nemlig selve den fornuftige sjæl i dens højeste grad og kræfter; eller om der, også efter faldet og arvesynden, er en forskel mellem menneskets substans, natur, væsen, legeme og sjæl og arvesynden, sådan at naturen er én ting og arvesynden en anden, som sidder i den fordærvede natur og fordærver naturen.

AFFIRMATIVA

Den rene lære, tro og bekendelse i overensstemmelse med den ovenfor fremsatte rettesnor og sammenfattende forklaring.

2] 1. Vi tror, lærer og bekender, at der er en forskel mellem menneskets natur – ikke alene sådan som mennesket i begyndelsen blev skabt af Gud rent og helligt uden synd, men også sådan som vi har naturen nu efter faldet – altså mellem naturen, som også efter faldet stadig er og forbliver Guds skabning, og arvesynden; og at denne forskel er lige så stor som forskellen mellem Guds og Djævelens værk.

3] 2. Vi tror, lærer og bekender også, at man med den største omhu skal holde fast ved denne forskel. For den lære, at der ikke skulle være nogen forskel mellem vores fordærvede menneskenatur og arvesynden, strider mod hovedartiklerne i vores kristne tro om skabelsen, forløsningen, helliggørelsen og vores køds opstandelse og kan ikke bestå ved siden af dem.

4] For Gud har ikke alene skabt Adams og Evas legeme og sjæl før faldet, men også vores legeme og sjæl efter faldet, selv om de er fordærvede, og Gud anerkender dem stadig som sit værk, som der står skrevet i Job 10: «Dine hænder har formet og gjort mig, alt hvad jeg er, helt igennem.» 5 Mos 32; Es 45; 54; 64; ApG 17; Sl 100; 139; Præd 12.

5] Guds Søn har også i sin persons enhed antaget denne menneskelige natur, dog uden synd, og altså ikke et fremmed kød, men vores kød, og er derved blevet vores sande bror. Hebr 2: «Fordi børnene har del i kød og blod, fik han også på samme måde del deri.» Og: «Han antager jo ikke engle, men Abrahams slægt antager han; derfor måtte han i alt blive sine brødre lig, undtagen synden.» 6] Sådan har Kristus også forløst den som sit værk, helliger den som sit værk, oprejser den fra de døde og pryder den herligt som sit værk. Men arvesynden har han ikke skabt, ikke antaget, ikke forløst og ikke helliget. Han vil heller ikke oprejse, pryde eller frelse den hos de udvalgte; i opstandelsen skal den tværtimod være helt udslettet.

7] Heraf kan man let se forskellen mellem den fordærvede natur og den fordærvelse, som sidder i naturen, og som naturen er blevet fordærvet af.

8] 3. Men vi tror, lærer og bekender på den anden side, at arvesynden ikke er en ringe fordærvelse, men en så dyb fordærvelse af den menneskelige natur, at intet sundt eller ufordærvet er blevet tilbage i menneskets legeme og sjæl, i dets indre og ydre kræfter. Det er, som kirken synger: «Ved Adams fald er ganske fordærvet menneskets natur og væsen.» 9] Denne skade er uudsigelig og kan ikke erkendes med fornuften, men alene ud fra Guds ord. 10] Og ingen kan skille naturen og denne fordærvelse af naturen fra hinanden undtagen Gud alene. Det skal ske fuldt ud gennem døden i opstandelsen, hvor vores natur, som vi nu bærer, skal opstå og leve evigt uden arvesynden, adskilt og skilt fra den, som der står skrevet i Job 19: «Jeg skal omgives af denne min hud og se Gud i mit kød; ham skal jeg selv se, og mine øjne skal skue ham.»

NEGATIVA

Forkastelse af den falske modlære.

11] 1. Derfor forkaster og fordømmer vi det, når der læres, at arvesynden alene er en reatus eller skyld på grund af en andens overtrædelse, uden nogen fordærvelse af vores natur.

12] 2. Ligeledes, at de onde lyster ikke er synd, men naturens skabte, væsentlige egenskaber; eller som om den førnævnte mangel eller skade ikke virkelig var synd, som gør, at mennesket uden for Kristus er et vredens barn.

13] 3. Ligeledes forkaster vi den pelagianske vildfarelse, som hævder, at menneskets natur også efter faldet er forblevet ufordærvet og især i åndelige sager helt god og ren i sine naturalibus, det vil sige i sine naturlige kræfter.

14] 4. Desuden, at arvesynden kun er en ringe, ubetydelig plet, der er sprøjtet på udefra, eller en skjold, der har sat sig på, mens naturen under den har beholdt sine gode kræfter, også i åndelige sager.

15] 5. Desuden, at arvesynden kun er en ydre hindring for de gode åndelige kræfter og ikke en berøvelse af dem eller en mangel på dem; som når en magnet smøres ind i hvidløgssaft, så dens naturlige kraft ikke fjernes, men kun hæmmes; eller at denne skjold let kan tørres af, som en plet af ansigtet eller maling af væggen.

16] 6. Desuden, at menneskets natur og væsen ikke er helt fordærvet, men at mennesket stadig har noget godt i sig, også i åndelige sager, nemlig evne, dygtighed, duelighed eller formåen til at begynde, virke eller medvirke til noget i åndelige sager.

17] 7. På den anden side forkaster vi også manikæernes falske lære, når der læres, at arvesynden som noget væsentligt og selvstændigt er blevet hældt ind i naturen af Satan og blandet med den, sådan som gift og vin blandes.

18] 8. Desuden, at det ikke er det naturlige menneske, men noget andet og fremmed i mennesket, der synder, så det ikke er naturen, men alene arvesynden i naturen, der anklages.

19] 9. Vi forkaster og fordømmer det også som en manikæisk vildfarelse, når der læres, at arvesynden egentlig og uden nogen forskel er selve det fordærvede menneskes substans, natur og væsen, sådan at man ikke engang skulle kunne tænke sig en forskel mellem den fordærvede natur i sig selv efter faldet og arvesynden eller skelne dem fra hinanden i tanken.

20] 10. Når Luther kalder arvesynden natursynd, personsynd og væsenssynd, er det ikke, fordi menneskets natur, person eller væsen selv uden nogen forskel skulle være arvesynden. Det er for med disse ord at vise forskellen mellem arvesynden, som sidder i den menneskelige natur, og de andre synder, som man kalder gerningssynder.

21] 11. For arvesynden er ikke en synd, som man gør; den sidder i menneskets natur, substans og væsen. Selv om der aldrig steg en ond tanke op i det fordærvede menneskes hjerte, aldrig blev talt et unyttigt ord og aldrig skete en ond gerning, så er naturen alligevel fordærvet af arvesynden. Den er medfødt i os gennem den syndige sæd og er kilden til alle andre gerningssynder, som onde tanker, ord og gerninger, som der står skrevet: «Fra hjertet udgår de onde tanker»; og: «Menneskehjertets tanker er onde fra ungdommen af.» Matt 15; 1 Mos 6.

22] 12. Man skal også lægge mærke til, at ordet «natur» bruges i forskellig betydning. Det udnytter manikæerne til at dække over deres vildfarelse og føre mange enfoldige mennesker vild. Undertiden betyder det menneskets væsen, som når man siger: Gud har skabt den menneskelige natur. Men undertiden betyder det en tings art og uart, som sidder i naturen eller væsenet, som når man siger: Slangens natur er at stikke, og menneskets natur og art er at synde og er synd. Her betyder ordet «natur» ikke menneskets substans, men noget, der sidder i naturen eller substansen.

23] 13. Hvad angår de latinske ord substantia og accidens, skal de ikke bruges i prædikener for det almindelige, ulærde folk, fordi de ikke er ord fra Den Hellige Skrift og desuden er ukendte for den almindelige mand. Det enfoldige folk skal skånes for dem.

24] Men i skolen blandt de lærde, hvor ordene er velkendte og bruges uden nogen misforståelse, og hvor man med dem præcist skelner mellem en tings væsen og det, der hænger ved den som noget tilfældigt (accidens), er det rimeligt, at de også bevares i disputationen om arvesynden.

25] For derved vises forskellen mellem Guds og Djævelens værk på det tydeligste: Djævelen kan ikke skabe nogen substans, men kun på accidentel vis (per accidens), når Gud tillader det, fordærve den substans, som Gud har skabt.