Gentagelse og forklaring af nogle artikler i Den Augsburgske Bekendelse

som der i nogen tid

er opstået strid om blandt nogle teologer, som hører til denne bekendelse – bilagt og forligt efter vejledning fra Guds ord og efter det sammenfattende indhold af vor kristne lære.

Med privilegium fra Hans Kurfyrstelige Nåde af Sachsen. Dresden i året 1579 [*1580]

1] Af den Almægtiges særlige nåde og barmhjertighed er læren om de vigtigste artikler i vor kristne religion (som under pavedømmet var blevet frygteligt formørket af menneskelærdomme og menneskelige forordninger) atter blevet belyst og renset ud fra Guds ord ved salig dr. Luther, og de pavelige vildfarelser, misbrug og afgudsdyrkelser er blevet revset. 2] Men modparten anså denne rene reformation for en ny lære og angreb den heftigt (om end uden grund), som om den var helt i strid med Guds ord og de kristne ordninger, og den blev desuden belastet med usande bagvaskelser og beskyldninger. 3] Derfor lod de kristne kurfyrster og fyrster og stænderne, som dengang havde antaget det hellige evangeliums rene lære og ladet deres kirker reformere på kristen vis i overensstemmelse med Guds ord, på den store rigsdag i Augsburg i året 1530 udarbejde en kristen bekendelse ud fra Guds ord og overrakte den til kejser Karl V. I den bekendte de klart og ligefremt, hvad der blev holdt og lært i de kristne evangeliske kirker om de vigtigste artikler (især dem, der var blevet omstridt mellem dem og de pavelige). Denne Augsburgske Bekendelse blev ganske vist modtaget med sure miner af modparten, men den er, Gud ske lov, den dag i dag forblevet ugendrevet og urokket.

4] Til denne kristne og i Guds ord velbegrundede Augsburgske Bekendelse bekender vi os hermed endnu en gang af hjertets grund. Vi holder fast ved dens enkle, klare og rene mening, sådan som ordene selv giver den, og vi holder den nævnte bekendelse for et rent kristent symbol [dvs. en bekendelse], som rette kristne i vor tid skal holde sig til næst efter Guds ord. Sådan har man også tidligere i Guds kirke affattet kristne symboler og bekendelser, når der var opstået store stridigheder, og dem bekendte de rene lærere og tilhørere sig dengang til med hjerte og mund. 5] Ved den Almægtiges nåde har vi også til hensigt at holde standhaftigt fast ved den ofte nævnte kristne bekendelse, sådan som den blev overgivet til kejser Karl i året 1530, til vor død. Hverken i dette eller i andre skrifter er det vor hensigt at afvige det mindste fra den ofte nævnte bekendelse eller at affatte en anden og ny bekendelse.

6] Den kristne lære i denne bekendelse er for størstedelens vedkommende forblevet uanfægtet (bortset fra hvad pavekirken har gjort). Alligevel kan det ikke nægtes, at nogle teologer er veget bort fra visse høje og vigtige artikler i den nævnte bekendelse og enten ikke har nået frem til deres rette mening eller i hvert fald ikke er blevet stående ved den. Til tider har de endda dristet sig til at tillægge dem en fremmed mening, og alligevel har de villet høre til Den Augsburgske Bekendelse og påberåbe sig og rose sig af den. 7] Heraf er der opstået pinlige og skadelige splittelser i de rene evangeliske kirker. Sådan trængte der også, mens de hellige apostle endnu levede, frygtelige vildfarelser ind blandt dem, som ville kaldes kristne og roste sig af Kristi lære: Nogle ville blive retfærdige og frelst ved lovens gerninger, ApG 15; nogle benægtede de dødes opstandelse, 1 Kor 15; nogle troede ikke, at Kristus var sand, evig Gud. Mod dem måtte de hellige apostle sætte sig heftigt til modværge i deres prædikener og skrifter. Men heller ikke dengang gik så alvorlige vildfarelser og så hård en strid af uden stor forargelse for både de vantro og de svage i troen. 8] På samme måde nærer vore modstandere, de pavelige, i dag det ukristelige og forfængelige håb, at de splittelser, der er opstået blandt os, skal føre til den rene læres endelige undergang. De svage i troen derimod tager anstød af det; nogle tvivler på, om den rene lære findes hos os midt i så store splittelser, og andre ved ikke, hvilken side de skal slutte sig til i de omstridte artikler. 9] For de stridigheder, der er opstået, er ikke blot misforståelser eller ordkløveri, sådan som nogle måske mener – som om den ene part ikke helt havde forstået den andens mening, og striden altså kun drejede sig om nogle få ord, der ikke betyder meget. Nej, det er vigtige og store sager, der er blevet stridt om, og de er af en sådan art, at den ene og vildfarende parts mening hverken kan eller må tåles i Guds kirke, endsige undskyldes eller forsvares.

10] Derfor er det nødvendigt at forklare disse omstridte artikler ud fra Guds ord og pålidelige skrifter, sådan at enhver, der har kristen forstand, kan se, hvilken mening i de omstridte punkter der stemmer med Guds ord og den kristne Augsburgske Bekendelse, og hvilken der ikke gør. Så kan oprigtige kristne, som sandheden ligger på sinde, vogte sig og tage sig i agt for de vildfarelser og forvanskninger, der har bredt sig.